I 2012 indtog aktivistgruppen Pussy Riot Frelserkatedralen i Moskva med en såkaldt punkbøn, der kritiserede forholdet mellem kirke og stat i Rusland. Et år senere besøgte den dansk-norske kritiker og essayist Susanne Christensen selvsamme katedral, hvor hun tændte et lys og hviskede ordene ”Free Pussy Riot”. Nu har Christensen så udøvet endnu en bøn, denne gang i bogform med undertitlen ”Musikk og aktivisme i Russland og Nord-Amerika”.
Selvom både Pussy Riot og især den amerikanske Riot
Grrrl-bevægelse er centrale i bogen, er En
punkbønn ikke en musikbiografi. Den veksler mellem rejsebeskrivelser (Skt.
Petersborg, Moskva, New York, Olympia og Berlin), faktuelle afsnit, små scener
og interviews, i en undersøgelse af, hvordan feministiske punkmiljøer udgør ”et eksplosivt kulturelt møtepunkt
mellom musikk, litteratur, kunst og sosial aktivisme”. Christensen
skriver i et højt tempo, ofte med mange indfald og referencer. I et afsnit om
begrebet ”kulturkamp” når vi således forbi både Sex Pistols, nazisme,
fotografen Robert Mapplethorpe, Muhammed-tegningerne, 11. september og Charlie
Hebdo-angrebet – alt sammen på blot 1½ side. Det giver teksten en god energi, som
overordnet set er medrivende, og kun enkelte steder støder man på afsnit, der
virker henkastede eller kører i tomgang, som når Christensen i et afsnit om
stormvejr – hvis associative begrundelse i forvejen er lidt svær at gennemskue
– skriver, at stormen Bodil blev omtalt i erotiske vendinger i de danske
medier, hvorefter hun tilføjer: ”Bodil er også navnet på Danmarks største
filmpris, oppkalt etter skuespilleren Bodil Ipsen (1889-1964), og i nyere tid
har den folkelige, danske fantasien blitt fanget av koblinger mellom kvinnen,
naturen og erotikken av et anerkjent filmregissørgeni, Lars von Trier” (s. 69).
Det er en stor styrke ved bogen, at den ikke forsøger at
levere et historisk overblik. Christensen forfalder ikke til pligtopfyldende
redegørelser og opremsninger af fakta, til gengæld formidler hun både sin
fascination af de aktivistiske miljøer og sin længsel mod fællesskaber. En punkbønn handler nemlig
også om fremmedgørelsen ved at være en pige, der er ved at blive til en kvinde,
og har svært ved at leve op til omgivelsernes forventninger. Her benytter
Christensen sig af vejrtrækningen som et gennemgående motiv, hvor samfundets
snævre normalitetsbegreb, der skaber identitet ved at bekæmpe alt hvad der er
anderledes, beskrives som en slags kvælertag, mens musikken repræsenterer
frihed. Christensen beskriver punk som et udfoldelsesrum, hvis rytme åbner nye
muligheder for kroppen at bevæge sig på: ”Kroppen var ikke uniformert, den anstrengte seg ikke for å behage noen.
Ryggen var ikke rett, kroppen søkte ytterpunkte, den ville leke, den fløt over
av begjær, dermed kastet den seg rundt, den fløt og hang, den stagedivet og
slamdanset, den prøvde å gå i forbindelser med andre kropper” (s. 75).
Men selvom bogens drivkraft er længslen efter samhørighed, styrer Christensen
fint uden om utopiske forestillinger om fællesskab. En anden af bogens store
kvaliteter er nemlig, at den også berører de interne uoverensstemmelser i de
forskellige miljøer, og eksempelvis beskriver hvordan den tidlige punkbevægelse
var lige så mandsdomineret som resten af samfundet, eller at Riot Grrrl blev
kritiseret for kun at henvende sig til hvide middelklassekvinder. Ved en demonstration
mod et Barbiehus i Berlin beskriver Christensen det således: ”Jeg sier ikke at vi kommer sammen
i en stor, glad mengde, menneskelige møter er ofte preget av en viss skjevhet
og tilfeldighet, en viss grad av famling og tilkortkommenhet. Vi er ikke ett,
men vi rører nesten ved hverandre, vi ser hverandres ansikt ut av øyekroken, vi
danner en større, uensartet kropp som flyter av sted mellom husene. Vi er ikke
noe kor, det er ingen permanent harmoni her, men det er tross alt en slags
oppmerksomhet” (s. 110). Her er intet ønske om at smelte sammen til en
stor lykkelig enhed, men snarere en opfordring til at anerkende det anderledes
og give større plads til udfoldelse. Bogens vejrtrækningsmotiv bliver en
påmindelse om de livsvilkår, der er fælles for alle, og Christensens pointe synes
i denne forbindelse at være, at samhørighed ikke er noget, vi behøver at
arbejde hen mod, det er noget, der allerede eksisterer, hvis bare vi mærker
efter.
En punkbønn er
også historien om, hvordan vilkår og muligheder for aktivistisk praksis ændrer
sig. Det er ikke et spor, der fylder voldsomt meget i bogen, men det bliver
alligevel tydeligt hvor stor en forskel, internettet har gjort. Riol
Grrrl-bevægelsen benyttede sig af de såkaldte fanzines – små håndlavede
pamfletter og tidsskrifter – der cirkulerede mellem venner og blev uddelt til
arrangementer eller sendt med posten tværs over landet. Et væsentligt mere
møjsommeligt og langsomt arbejde end nu, hvor Pussy Riot for eksempel kan
sprede deres budskaber via internettet, og hvor videooptagelser af en
performance kan være tilgængelige på YouTube få minutter efter den har fundet
sted. Både den amerikanske musiker Ian F. Svenonius og den norske ditto Jenny
Hval taler om en forandret kultur, hvor det at være kunstner nu er at være sin
egen lille virksomhed, der er nødt til at rette sig efter markedets og de
sociale mediers præmisser: ”Folk glemmer at et band pre-internett faktisk kunne
ha enorm påvirkning selv om det så å si ikke eksisterte. I dag tenker man at
man konstant må prate om seg selv for å være synlig, men på den tiden var det
virkelig annerledes. Man kunne bevare et skjær av mystikk […]” (s. 153), og
”For femten år siden ville det vært oppfattet som ukult å holde på sånn, men nå
må selv den mest motstrebende kunstner kommunisere via sosiale medier” (s.
143).
Bogens sidste del er en mosaik, der blander passager fra de
foregående afsnit med nye tekststykker, som alle starter med ordet ”Hun” (”Hun
er en drømmer med billig fantasi”, ”Hun bruker stemmen sin som et våpen”, ”Hun
river brudekjolen i stykker og bruker den som gulvklut”, etc.).
Sammenstillingerne af forskellige positioner, beskrivelser og udsagn bliver til
et broget portræt af ”punkpigen”, et opgør med identiteten som enhed. Punkpigen
stritter i utallige retninger, der findes ikke én samlet fortælling om hende,
fordi hun netop altid befinder sig i grænselandet mellem de på forhånd givne
roller. Den samme mentalitet kommer til udtryk i måden, bogen er skrevet på,
både på sætningsplan, med de mange indfald og afstikkere, og på et mere
overordnet plan med de forskellige teksttyper, der forsøger at gribe emnet på
hver deres måde. Det giver en ujævn og skramlende bog, hvor Christensens
samtale med Jenny Hval bliver lidt for indforstået og enstemmig, mens samtalen
med digteren Olga Ravn er virkelig fin og perspektivrig. Men bogen vil netop
heller ikke være pæn, den vil være punk – og som sådan ender den da også med at
fremstå både vigtig og vellykket.
*
Susanne Christensen
En punkbønn (2015)
Forlaget Oktober
Ingen kommentarer:
Send en kommentar