Som essayist er Geir Gulliksen en klog og sensibel læser,
der formår at sætte litteraturen i forbindelse med omgivelserne. Tonen er
afdæmpet, uden at det skygger for hverken vrede eller engagement, og den
nysgerrige og åbne tilgang til verden kommer til udtryk i teksternes gentagne
afvejning af på den ene side/på den anden side, samt i sætninger, der kredser
om den samme pointe i forsøget på at finde en formulering med de rette nuancer.
Tvivlen er en vedvarende drivkraft i Gulliksens essayistik. Flere af disse træk
genfindes i hans romaner, og således også i Historie
om et ægteskab, som udkom i Norge i 2015 og efterfølgende blev nomineret
til Nordisk Råds Litteraturpris. Romanen handler om ægteskabet og bruddet
mellem Jon og Timmy, men i stedet for en traditionel historie om deres møde,
forhold og opbrud får vi Jons forsøg på at forstå, hvad årsagen til skilsmissen
er, ved at han ser deres historie gennem Timmys øjne. Romanen er således fortalt
som 1. persons forestilling om 3. person, uden at Jon nogensinde lægger skjul
på sin tilstedeværelse og på det faktum, at det er hans bud på, hvordan hun har
opfattet situationen.
Jon og Timmys forhold er delvist bygget op om et bevidst opgør
med traditionelle kønsroller. Det er ham, der laver mad og gør rent, mens hun
er på kontoret. Udover det åbenlyst sympatiske ved at de ikke føler sig bundet
af traditionerne, er der også noget lidt komisk over det i visse situationer,
hvor de er mindre optaget af at skabe frie rammer for hinanden, og mere
forhippede på at tage demonstrativt afstand fra andres måder at gøre tingene
på: ”Det var vigtigt for os at det var hende der skar kalkunen for, hvis jeg
havde gjort det, ville vi ligne en familie fra halvtredserne, sagde vi, da
vores ældste søn spurgte hvorfor vi altid gjorde sådan” (s. 121).
En anden del af deres særlige
måde at være sammen på, går ud på, at de dyrker sex mens Jon fortæller Timmy om,
at han vil se hende med en anden mand:
Jeg vil se at du knapper hans skjorte op, hans bukser, jeg vil se ham
træde ud af sit tøj og være nøgen sammen med dig,
og hun sagde
- Men bagefter, hvad gør vi så?
- Bagefter vil jeg kysse ham og smage på ham, jeg vil slikke alt på ham som har været inden i dig. Jeg vil have at du skal se mig tage ham i munden.
- Bagefter vil jeg kysse ham og smage på ham, jeg vil slikke alt på ham som har været inden i dig. Jeg vil have at du skal se mig tage ham i munden.
(s. 81)
Men en dag sker der noget, der ændrer denne fantasi for
altid. Efter at have holdt et foredrag om folkesundhed møder Timmy nemlig
Harald, der ligesom hende allerede er i et forhold. De flirter og
korresponderer og begynder at løbe sammen. Indledningsvist fortæller Timmy
velvilligt Jon om det hele, og indtil videre er der stadig en særlig nydelse
for ham i at se og vide, at hun bliver begæret af en anden: ”[Hans] indtræden i
hendes liv var noget jeg ikke alene fandt mig i, men også noget jeg fandt en
slags underdanig nydelse i at finde mig i” (s. 44). Men Timmy og Haralds
forhold udvikler sig lige så stille; de klatrer sammen, står på ski, har sene
aftener på kontoret, hvor de arbejder på et projekt om folkesundhed. Timmy
begynder – med Jons formulering – at sjuske med sit ægteskab. Mere end det har
jeg egentlig ikke lyst til at fortælle, for noget af det, jeg virkelig godt kan
lide ved romanen, er skildringen af, hvordan forholdet lige så langsomt trævles
op. Timmy kæmper mod en forelskelse, som hun aldrig havde troet mulig, mens Jon
kæmper mod sin jalousi og sin frygt for at miste hende, der strider imod alle
hans principper. Og denne beskrivelse af, hvordan personerne både kæmper for og
med deres selvforståelse og for og med deres forestilling om ægteskabet, er
fuldstændig eminent.
Gulliksens prosa er utroligt opmærksom; der er mange
eksempler på små fine iagttagelser af, hvordan mennesker føler, bevæger sig og
reagerer på hinanden. Den søgende stil, som kendes fra hans essays, bruger
Gulliksen her til at understøtte Jons famlen efter forklaringer: ”… der var
noget dragende og uafklaret ved øjnene, eller i smilet, eller i hvordan han
lagde hovedet på skrå” (s. 11). Kun i enkelte tilfælde bliver det decideret
irriterende, som da fortælleren bruger en hel side på at gruble over, hvad for
noget tøj hans kone mon havde på den pågældende dag: ”Hun kan ikke huske om hun
havde kjole på, en kortærmet kjole fordi det snart var sommer, eller den tynde
kjole med røde og grønne prikker. Eller den mørke cowboykjole jeg havde købt
til hende. Eller kjolen med de lyseblå og mørkeblå striber”, osv. ad inf. (s.
27).
Jon portrætterer sin (eks)kone hengivent og nysgerrigt: ”Jeg
beundrede hende allerede dengang, det var min måde at elske hende på. Det
forstod hun ikke før senere, og længe var hun overvældet af hvor fantastisk hun
virkede i mine øjne” (s. 14), men uden at være forklejne sig selv: ”Hun kan ikke
huske hvordan mit ansigt fulgte hende, hvor deltagende og åben jeg var. Hun ved
at det må have været sådan, at hun blev set på, velvilligt, helt åbent,
beundrende, forelsket. Men hun kan ikke huske hvordan det var at leve foran det
blik, det ansigt” (s. 26).
At elske eller begære nogen, ja,
alene det at kende nogen godt, indebærer at skabe et billede af vedkommende,
som rigtignok er baseret på træk ved personen, men som kun kan samles på
denne særlige måde af netop en selv. Det er at skabe en mere eller mindre løs
ramme, som personens udsagn og handlinger kan fortolkes igennem. Men den anden
er der vel at mærke også til at stride imod rigide fortolkninger. At være
sammen med et andet menneske vil både sige at skabe dette billede og hele tiden
at få det udfordret. I Historie om et
ægteskab er den afbildede fraværende, og derfor får hun ikke mulighed for
at afvige fra billedet. For selvom fortællerens opfattelse af hende er meget
rummelig og har plads til forskellige tanker og karaktertræk, så er den
også utvivlsomt hans. Som en dukkefører flytter han hende rundt i det tomrum,
hun har efterladt ham i. Jon giver kælenavne til både sin kone (”Timmy Gresshoppe” er det
norske navn for Jesper Fårekylling) og hendes elsker (”Handsken”, fordi han har
givet hende et par cykelhandsker), hvilket er med til at forstærke indtrykket
af, at de er karakterer i en fortælling, som han orkestrerer. Dog påpeger han
også, han ikke kan ”få dig til at sige noget andet end det jeg tror du ville
have sagt hvis du virkelig var her” (s. 149). Det er, som om romanens ”hun”
hele tiden er på nippet til at blive et ”du”; eller måske snarere som om hele
denne indlevende fortællemanøvre er nødvendig for lige akkurat at skubbe hende
fra 2. til 3. person.
Det er ikke historien om hende,
og nærmest ikke engang historien om årsagen til deres skilsmisse, men historien
om måden, han så hende på, og hvordan dette syn – hvor betaget, forelsket eller
glorificerende, det end kunne være – ikke kun rummede de træk, der gjorde forelskelsen,
men også bruddet muligt. Opløsningen af forholdet bliver skildret på en måde, der både virker
tilfældig og uundgåelig, og det er præcis det, der gør det så nedslående at
overvære.
Historie om et ægteskab er en fintmærkende og rørende skildring af noget af det hårdeste og vildeste ved kærligheden: måden, hvorpå man er prisgivet den anden. Uanset hvordan man arbejder eller leger med magtbalancer undervejs, så kan man aldrig ændre det faktum, at man er magtesløs hvis først den anden beslutter sig for at gå. Gulliksen har skabt et usædvanligt indblik i to menneskers intimitet, og navnlig i, hvor trist det er, når den ene part endnu ikke har opdaget, at den anden allerede er væk. Det afsluttende kapitel, og især bogens allersidste scene, er noget af det mest triste, ensomme og hjerteskærende, jeg længe har læst. Nu hvor jeg skriver dette, er det to dage siden, jeg åbnede bogen første gang, og i mellemtiden har jeg stort set ikke tænkt på andet. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst noget, der formåede at skildre kærligheden på en så ubehagelig måde – og det mener jeg, hvis nogen efterhånden skulle være i tvivl, på alle måder som en ros.
*
Geir Gulliksen
Historie om et
ægteskab (2017)
Oversat af Sara Koch
C&K Forlag
184 s.
