Henrik Nor-Hansens forfatterskab består af digtsamlinger og korte romaner. I 2016 udgav han Termin, som efterfølgende blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Året efter udkom romanen herhjemme på Forlaget Silkefyret, oversat af forlægger Allan Lillelund Andersen.
Efter at være flyttet til Sommersåk med sin kone bliver
Kjetil Tuestad brutalt overfaldet. Han pådrager sig både ansigtsskader,
hjernerystelse og brækkede ribben, men værst går det ud over hans sind. Efter overfaldet
føler han sig desorienteret og lider af hukommelsestab. Som tiden går, afløses
dette af en stadigt voksende fremmedhedsfølelse, der gør, at Kjetil ikke føler,
at han har kontakt til sit eget liv. Han flytter ind i sin egen lejlighed,
flytter tilbage til sin kone, får et barn med hende, bliver skilt, flytter ind
hos sin farmor og derefter ind i en kælderlejlighed. Undervejs opstår
kortvarige bekendtskaber med andre, der blandt andet fører til voldelige optrin
og sex, der måske snarere er voldtægt.
Romanen er skrevet i en slags rapport- eller journalsprog.
Fortælleren er et ikke nærmere defineret ”man”, og de fleste af de ofte
temmelig korte sætninger rummer en eller anden form for forbehold eller tvivl:
”17. maj skulle Kjetil Tuestad have stået længe på Domkirkeplassen. Det havde
regnet. Man får fortalt, at han spiste en pølse udenfor SR-bank. Kjetil mener,
at det var sent om eftermiddagen, han havde set en del mennesker, som kom fra
Folketoget. Kjetil skulle derefter have bevæget sig langs Stavanger Domkirke og
ned i byparken” (s. 63).
Historien om Kjetils overfald er del af en større skildring
af vold og overgreb i lokalsamfundet. I løbet af bogen hører vi således både om
en lille dreng, der bliver stenet, en ung kvinde, der bliver gruppevoldtaget og
adskillige former for dyremishandling. Volden sammenkædes med en grundlæggende
ændring i befolkningens mentalitet, som skyldes den økonomiske vækst i Norge:
”Demografien var ved at ændre sig, flere af de lokale kunne genkende sig selv i
det dengang omtalte Stavangersyndrom. Naboer var stoppet med at hilse. Folk
kunne fremstå tavse og undvigende. Det blev fortalt, at man kun så hinanden i
biler. Spørgsmålet var, om langvarig økonomisk vækst kunne have tvunget en
anden, mere afmålt omgangstone frem” (s. 32-33). Etableringen af nye
bredbåndsforbindelser fører således også til udbredt selvdyrkelse og
seksualisering blandt egnens unge, som bliver mere og mere apatiske. Alverdens
undersøgelser iværksættes for at finde ud af, hvorfor Hommersåk pludselig er
blevet så ”belastet”, men i stedet for forklaringer og årsager, dukker flere og
flere problemer op:
Man fik bekræftet et stort indtag af sukker, både i form af søde sager
og drikke. Der blev indtaget mange færdigretter. Noget af det mest
opsigtsvækkende var nok udbredelsen af frygt og aggression. Målinger viste
særlig høje stuetemperaturer. Dårligt indeklima havde medført flere tilfælde af
mider og allergi. Mange pensionister gav udtryk for dårlig nattesøvn. Blandt
mænd fandt man jævnligt forstørret prostata med vandladning om natten. En del
klagede også over betonlunger efter at have indåndet støv fra den lokale
industri.
(s. 35-36)
Rapportstilens parataktiske karakter understøtter det
ubehagelige ved bogens tematik. Nor-Hansen er vældig god til at vægte stoffet
på en måde, der helt grundlæggende virker forkert.
Refererende prosa glider umærkeligt over i mere konkrete scener og beskrivelser,
hvor ubetydelige detaljer vægtes lige så højt som brutale handlinger. Et sted beskrives
et optrin mellem Kjetil og to mænd på følgende måde: ”Kjetil havde slået den
ene i ansigtet. Han fik selv et slag over øjet. De skulle have trukket hinanden
rundt i gruset udenfor selskabslokalet. Kjetil mistede nogle skjorteknapper og
fik trådt nogle nye mokkasiner i stykker” (s. 46). Og lidt længere nede på
siden, efter at Kjetil har ladet sig indlægge på psykiatrisk afdeling, findes
denne beskrivelse, i samme tonefald og med lige så megen tyngde som voldsskildringen:
”Han tændte lys over sengen. Kjetil mindes her at have trukket lagenet til
side, som skulle have været helt nyt. I tusmørket havde det regnet ind mod
vinduet. En flok måger stod ubevægelige på græsplænen nedenfor” (s. 46-47).
Kjetil fortæller, at han rejste sig og slog manden gentagende [sic] gange med en tom vinflaske. Han mindes, at
manden blev liggende i samme stilling. Kjetil havde umiddelbart troet, at
slagene var uden effekt. Det første slag kom også skævt, flasken strejfede øret
og ramte kravebenet. De næste slag ramte lige ned i hovedet. Kjetil siger, at
det krævede en del flere slag før flasken knustes. Han blev stående tilbage med
tud og flaskehals. Frisk blod skulle have strømmet frem fra håret. Kjetil
siger, at blodet løb ned ad tinding og kind. Selv var han gået på toilettet.
Kjetil skulle have urineret under, hvad han vil kalde uhygiejniske forhold.
Derefter forlod han lejligheden. Kjetil siger, at han standsede ved en
Shell-station i Pedersgata. Han købte en is. Han husker ikke nogen kontakt med
eget følelsesliv.
(s. 64)
Der er noget sært inciterende over dette insisterende og
alligevel tøvende sprog. Det lakoniske tonefald kombineret med de mange
angiveligheder får alting til at virke urovækkende og forkert. Som det da et
sted nævnes, at Kjetil var ”ansat hos ’Lars’, der skulle have været roommatens
yngste bror” (s. 67). Ingen andre steder i bogen bruges der citationstegn ved
navne, så hvorfor sker det pludselig her?
Termin
har fået en virkelig fin modtagelse både i Norge og Danmark, og selvom jeg også
finder bogen interessant, er jeg ikke helt så begejstret som så mange andre
læsere. Når romanen er bedst, er den en konsekvent, brutal og knugende
skildring af, hvordan en meningsløs hændelse fører til et menneskes forfald.
Men trods sine 75 bittesmå sider føles den også lidt langtrukken og i flere
passager temmelig stillestående. Jeg er med på, at fortællemåden er bevidst tør
og slæbende, og at det netop er forudsætningen for at skabe den stemning og de
sammenstød, jeg selv har fremhævet som bogens højdepunkter, men for mig
kulminerer det lidt for sjældent. Det meste af tiden er jeg mere principielt end
reelt foruroliget, og selvom de mange voldshandlinger i lokalsamfundet løber
som en mørk understrøm hele bogen igennem, bliver sammenkædningen af vold og
økonomisk vækst ikke udfoldet synderligt, og derfor fremstår den for mig aldrig
som andet end et postulat.
*
Henrik Nor-Hansen
Termin (2017) [opr.
2016]
Oversat af Allan Lillelund Andersen
Forlaget Silkefyret
75 s.
