Med Om våren er Karl
Ove Knausgård nået til tredje bind i sin serie af årstidsbøger. Hvor de to
første var udformet som en personlig encyklopædi, som præsenterede fænomener
som tyggegummi, fødselsdage og stilhed for hans nyfødte datter, er den nye bog
en roman, der handler om et enkelt døgn i familiens liv, med særligt fokus på forholdet
mellem far og datter: Knausgård følger sine børn i skole og børnehave inden han
kører med den tre måneder gamle datter til Helsingborg, hvor hans kone er
indlagt på grund af en depression. Efter besøget bliver børnene hentet, og om
aftenen går familien til en nærliggende plads, hvor landsbyen fejrer den
svenske forårsfest Valborgsaften med fakler og bål.
Skildringen af denne relativt almindelige dag – hvor de
dramatiske højdepunkter er, at Knausgård opdager blod i kummen efter et
toiletbesøg, og at han glemmer at tage sin pung med, da han kører til
Helsingborg – fylder små 200 sider. Naturbeskrivelserne er mange og lange, de
næsten indholdsløse samtaler med naboerne er troligt gengivet, og selv farven
på opvaskebørsten skal nævnes. Altsammen helt som forventet i en bog af denne
forfatter. Men til forskel fra de to foregående udgivelser, som trods enkelte
højdepunkter var for ufokuserede og sludrende, er den nye fyldt med samme nerve og nærvær som flere af Min kamp-bøgerne.
Det er et gennemgående greb i forfatterskabet at Knausgård
opstiller en række modsætningspar for derefter at udforske grænselandet mellem
dem. I denne bog tager han udgangspunkt i den nyfødtes verden, som veksler
mellem lyst/mørkt, koldt/varmt og blødt/hårdt. Men romanen handler ikke kun om
bleskift og børneopdragelse, den handler også om, hvordan vi interagerer med
andre mennesker i det hele taget, og om livet som et forsøg på at minimere
begrænsning og skabe rum for udfoldelse: ”gjennom alle de tusenvis av dagenes
små justeringer som ble gjort for å få alt til å flyte så lett og uanstrengt
som mulig, dannet det seg mønstre, virvler, væremåter, både i barna og i
foreldrene”. Den almindelige dag danner udgangspunkt for en lang række
associationer, hvor Knausgårds tanker forgrener sig i essayistiske passager om
personlighed, selvmord og kærlighedens rolle i Turgenjevs Fædre og sønner, hvilket falder fint i tråd med hans livssyn, hvor
”det vakre og det gode får mening i forbindelsen, i utvekslingen, i det som
står åpent mellom oss og verden. I seg selv betyr ikke tingene og hendelsene
noe. Betydningen får de i den gjenklangen de vekker”. På samme måde er
forårsmotivet ofte blot en anledning til at skrive om andre ting (for eksempel
foregår en stor del af bogen om sommeren, i en slags flashback til de første
dage af graviditeten), ligesom det sammenkædes med konens depression, hvor
livets lys og tungsindets mørke flettes ind i beskrivelserne af foråret som en
brydningstid mellem vinter og sommer. Selvom han stadig skildrer familielivet
indgående, er det samtidig som om Knausgård holder mere igen denne gang. Alle
personerne er navnløse, og da han indkaldes til et møde med børneværnet, får vi
ikke at vide, hvad årsagen er. Der bliver værnet om privatlivet, hvilket er
ganske rart, fordi det minimerer det voyeuristiske aspekt ved udleveringen af
andre, og lader de større eksistentielle temaer stå tydeligere frem.
Romanen er rørstrømsk
og sentimental i sin romantisering af livets begyndelse, og det bliver ofte
lidt anstrengende med de mange storladne udbrud, såsom ”Å du himmel, å du sol,
å du grønne eng! Å du fine, uskyldige unge!”. Men ligesom Knausgård skriver om
at hengive sig til det, han kalder ”inderlighetens overlegenhet”, overgiver jeg
mig også let og gerne til den store kærlighed og nænsomhed, der gennemsyrer
beskrivelserne af de små stunder med datteren. Om våren er ikke kun en smuk og rørende roman, det er også den
bedste bog, Knausgård længe har skrevet.
*
Karl Ove Knausgård
Om våren (2016)
Forlaget Oktober
