Inspireret af en af mine venner læste jeg i en periode inden
jeg lagde mig til at sove. Normalt undgår jeg den slags, fordi jeg ofte læser
så meget i løbet af dagen, at det er nødvendigt at hvile øjnene allerede nogle
timer inden jeg går i seng; hvis jeg prøver, resulterer det som regel bare i,
at mine øjne føles hårde, samtidig med at de opfører sig som om de næsten er
flydende. Alligevel lykkedes det mig altså at praktisere det i en ganske kort periode
sidste år. Nogle gange læste jeg en del, andre gange kun enkelte sider, mens
jeg flere gange også opgav efter få linjer, der stod og flimrede på siden. Det
føltes lidt som at pjække, både fordi en stor del af ordene forsvandt med ind i
søvnen og blev efterladt der, og fordi jeg bevidst valgte andre bøger end dem,
jeg ville have læst om dagen, hvilket betød, at jeg nåede forbi emner som dødens
biologi, plot, moderne popmusik og fodboldtaktikkens historie. Da denne bog
landede i min postkasse, var jeg midt i avisanmeldelser og ansøgninger, så
teknisk set havde jeg ikke tid til at læse den, men det endte jeg med at gøre
alligevel, ved undtagelsesvist at genindføre godnatlæsningen. Det følgende er
derfor knap så meget en læsning eller en anmeldelse som en slags aftryk af det,
der trods alt har fæstnet sig.
Alf van der Hagen har tidligere udgivet samtalebøger med og
om Dag Solstad og Kjell Askildsen, og denne gang har han slået sig sammen med
essayisten Henning Hagerup. Resultatet er en slags assisteret selvportræt, der
blander erindring, poetik, biografi og litteraturkritik. Bogen er inddelt i
kapitler med titler som ”Sommerparadis” og ”Sykdom”, men på klassisk essayistisk
vis er denne tematiske gruppering kun vejledende. I kapitlet ”Årets kritiker” nævnes
det faktum, at Hagerup to gange har vundet denne titel, næsten henkastet;
resten af tiden hører vi om dårlige norske gendigtninger, europæisk kultur,
Miltons Paradise Lost,
litteraturkritikkens rolle nu til dags, forholdet mellem Faust og Peer Gynt,
kristne motiver hos Dag Solstad, et ophold i Budapest og Hagerups
skrivesamarbejde med sin kæreste.
Som titlen antyder, er bogen først og fremmest et portræt af
Henning Hagerup som læser, både på det personlige plan, hvor bogen skildrer en
litterær dannelsesrejse (hvordan Hagerup voksede op i en litterær familie,
hvordan han fandt sin egen vej ind i litteraturen, om dengang han var 16 år og
rejste til Paris med sin bedstemor, men hellere ville blive på hotellet og læse
Dickens end gå på opdagelse i byen, hvordan litteraturen har formet hans liv og
stadig er en central del af hans hverdag), og på det mere professionelle, hvor
vi føres gennem en idiosynkratisk kanon af navne som William Blake, Dante,
Keats og John Milton. Hagerup lægger ikke skjul på, at litteraturen har hjulpet
ham gennem personlige kriser – et sted omtaler han sågar sig selv som ”et
litteraturfrelst vesen” (s. 53) – men han redegør også for den betydning, den i
hans optik har for menneskeheden som sådan. Flere gange i løbet af bogen gentager
han således den følgende pointe, som fortjener at blive citeret i en af sine
længere varianter:
Den reelle moralen har nettopp å gjøre med at du er i stand til å
forstå andre mennesker, at du kan sette deg i den andres sted, at du med
Levinas’ ord kan se den andres ansikt.
Forestillingskraften er livsviktig i denne sammenhengen. Hvis du ikke eier en
eller annen form for fantasi, vil du heller ikke kunne tenke deg hvordan det er
å være et annet menneske, hvordan det er å leve på en annen måte, ha andre
tanker, meninger, preferanser enn deg selv. […] Imaginasjon er et helt
sentralt begrep i både engelsk og tysk romantikk. Imagination på engelsk, og på tysk sier de som regel Einbildungskraft. På norsk kan vi jo ikke lenger si innbilningskraft. Innbilning er blitt til noe negativt,
nærmest en slags vrangforestilling, enda det oprinnelig er et fint uttrykk: inn-bild-ning, ikke sant. Å bilde seg noe inn betyr å
danne seg et bilde av den andre eller det andre. Det er dette den romantiske
tenkningen i stor grad dreier seg om, nemlig å utvide ditt eget blikkfelt slik
at det inkluderer så mye som mulig av de andre og det andre.
(s. 224-225)
Ovenstående tanker vil ikke være fremmede for dem, der har
læst Hagerups essays. Beslægtede formuleringer ses eksempelvis i ”Babelsk
velsignelse” fra Metafysisk skrapjern
(2015), men de kan også ses som en krystallisering af det engagement og
temperament, der kendetegner hele Hagerups praksis.
Mit indtryk er, at dette portræt af ham kan fungere som klangbund
til hans essays ved fremtidig læsning. Mennesket vil stå stærkere frem, overbevisningerne
vil være forankret i en livshistorie; det er nemmere at forstå, hvor han kommer
fra. Dette skyldes især, at Hagerup fortæller generøst og ærligt om sit liv,
hvad enten det drejer sig om pengekvaler, stor fortrydelse eller tænder, der
falder ud. Særligt blev jeg grebet af beretningen om, hvordan det var at vokse
op med alkoholiske forældre, og måske mest af alt af skildringen af de to
sygdomsforløb – først anoreksi og senere kræft – der har haft stor indflydelse
på Hagerups liv. Det er barsk læsning, og ikke kun gribende fordi der sker
heftige ting, men også fordi Hagerup har et skarpt og empatisk blik for sine
medmennesker.
Leseren er et
vældig interessant portræt af helt særlig skikkelse, der elsker litteratur og
katte og alkohol. Jeg kendte ikke Alf van der Hagens samtalebøger i forvejen,
men denne bog er grundig, gennemarbejdet og fuld af nysgerrighed, hvilket giver
indtryk af, at der også er noget at komme efter selvom man måske ikke har noget
synderligt forhold til den pågældende forfatter. Jeg ser i hvert fald frem til
den næste i rækken.
*
Alf van der Hagen
Leseren. En samtale
med Henning Hagerup (2017)
Forlaget Oktober
325 s.
