Eneste er Silje
Aanes Fagerlunds debutbog. Den handler om et kærlighedsforhold, og navnlig om
dette forholds opløsning. Romanen er således fortalt i retrospekt, i forsøget
på at forstå, hvorfor det gik galt, og den kan læses som en undersøgelse af det
spørgsmål, der bliver ved med at dukke op i fortællerens hoved: ”Hvor begynner
en slutt” (fx s. 25).
Fagerlunds sprog er søgende og kredser ofte om de samme
emner og situationer, som om det afventer sin egen præcision:
Jeg kunne svare med kroppen. Å elske som et slags svar; en annen måte å
si at jeg elsker deg på. Men som mindre forpliktende enn ordene, mindre
lukkende; både bekreftelse og utgang. Hvordan jeg plutselig kunne elske med en
uventet intensitet da. Som om det gjorde meg friere innenfor det du hadde sagt,
gjorde kroppen friere innenfor det. Eller kanskje utenfor, tok kroppen med
utenfor og videre forbi. Jeg svarte men gled likevel forbi. Forbi noe tungt.
Kanskje en byrde. Det er så vidt jeg tør si det ordet: byrde. Er det riktig
ord. Er det riktig å si dét til deg.
(s. 94)
(Som det fremgår af citatet, omtales bogens hovedpersoner
som ”jeg” og ”du”. Indledningsvist læser jeg det som om de beskrives på en
måde, der delvist tilslører dem; hun er ung, det er han ikke, han er forfatter,
hun er arkitektstuderende, de kunne ikke være hvem som helst, men de kunne være
alle mulige. Men jo længere, jeg når ind i bogen, jo mere falder denne læsning
fra hinanden. For efterhånden går det op for mig, at bogens du refererer til en
virkelig – og ret genkendeligt beskrevet – person. Man behøver således ikke at
have det store kendskab til forfatterskabet og dets tendens til at mytologisere
almindeligt levet liv for at vide, hvem det drejer sig om. Mange af de ting,
der fortælles om ham, er nogle, han selv skriver om i sine bøger, og det virker
næsten påfaldende, at det eneste, der udelades, er hans navn (det kunne for så
vidt lige så godt have stået der, jegets navn dukker også op i løbet af bogen
og det er – ikke overraskende – Silje). Undtagelsesvist googler jeg bogen for
at skimme anmeldelserne, og de fleste refererer med største selvfølgelighed til
at det er den pågældende forfatter, romanen handler om. Eftersom jeg ikke
vidste det, læste jeg de indledende sider helt anderledes, men jeg må indrømme,
at det ikke er muligt for mig at lade som ingenting – nu ser jeg hans ansigt for
mig, hver gang du’et nævnes).
Forholdet mellem de to er dybtfølt og intenst; de møder
hinanden tilfældigt, kredser lidt om hinanden og pludselig udvikler det sig til
en tæt relation, der er næsten totalt upåvirket af verden omkring dem:
Å ville elske, å så sterkt ville elske. Skråtaket over sengen, det
lille rommet, vinduet på gløtt ut i vårlufta. Kroppene som infiltrerer
hverandre, pusten. Låret mitt over ditt etterpå, vi ble bare liggende, sovnet
selv om det ikke var blitt kveld ennå. Å hele tiden ville legge seg nærmere.
Presse munnen inn mot nakken din.
Å våkne av regnet; hvor mange ganger våknet jeg ikke slik, for bare å
legge meg enda tettere inntil deg igjen, hele tiden nærmere, tettere. Regnet
trommende mot taket. Kroppene våre forandret seg. Vi ble den andres, ble
hverandres, aldri tvil, alltid nær. Ingen tvil i kroppen, vi fikk kropper som
visste; overbeviste av kjærlighet.
(s. 60-61)
Men så går det alligevel galt. De små irritationer fylder
mere, og aldersforskellen bliver pludselig et problem; det er, som om det
langsomt går op for Silje, at hendes kæreste allerede har levet en stor del af
sit liv, mens hun selv kun skal til at etablere sig. Jeg-fortælleren søger i
sin erindring efter tegn på, hvornår bruddet begyndte, men finder ikke frem til
et entydigt svar; hverken aldersforskellen eller afstanden er en fyldestgørende
forklaring. Afslutningen skildres dermed ikke som et brud, men som en række
aspekter af deres samvær, der hele tiden har været der, og nu pludselig bliver
dominerende.
Eneste er ikke kun
fortællingen om et forholds opløsning, det er også historien om en ung kvindes
forsøg på at finde sin rette vej i livet. Silje begynder som arkitektstuderende
i København, hvor hun dog aldrig rigtig kommer til at passe ind. Derefter
flytter hun til Bergen for at gå på en ny arkitektskole, som hun dog forlader
efter en årrække for i stedet at læse litteraturvidenskab (først i Bergen og
senere i Oslo). Undervejs bliver hendes forældre skilt. Beskrivelserne af hendes
vrede over skilsmissen, samt hvordan hun får en nærmest barnlig lyst til at
straffe forældrene, er nogle af de stærkeste i bogen:
Det låste seg helt for meg bare hun begynte å snakke om pappa, det var
som om jeg hadde utviklet en allergi. Jeg orket ikke å bli dratt inn i det
betente igjen og igjen, jeg klare ikke å være der, og jeg hadde forklart det så
mange ganger, hvorfor kunne hun ikke la være. Hun så ikke meg når hun var der,
da fantes bare hun. Jeg merket det med en gang det skjedde, når hun begynte å
vikle seg inn i spiralen av sinne og sårhet og bebreidelser, når hun kjørte seg
fast i det såreste mørket sitt. Bruddet. Nederlaget. Jeg ble dratt inn i det
rommet hos henne hvor alt stod og dirret, og jeg kunne ikke være der, det ble
så forferdelig trangt.
Jeg ble så streng. Nektet å være med henne i dét, jeg klare ikke møte
henne der, jeg ville at hun skulle reise seg, riste av seg alt, vise seg
sterkere enn det som hadde skjedd. Reis deg, lysten til å rope det inn i ørene hennes, kreve at hun gjorde det.
(s. 118)
Den slags beskrivelser, samt scenerne hvor små omslag i
personernes humør viser, hvor lidt der skal til for at slå en flig løs i to
menneskers tilsyneladende altomsluttende ømhed, er klart der, hvor Fagerlund er
bedst. Men overordnet set er romanen meget ujævn. Der er for mange
beskrivelser, der ikke fører nogen vegne, og selvom Fagerlund også formår at
fremskrive flere stærke scener, så er den dannelsesrejse, som romanen viser sig
at være, simpelthen ikke synderligt interessant – det er ikke et problem, at
historien er fortalt mange gange før, og på alle måder er uspektakulær, til
gengæld er den ikke beskrevet synderligt godt, og derfor står den også i vejen
for den intense skildring, som bogen lader til gerne at ville være.
Silje Aanes Fagerlund
Eneste (2016)
Cappelen Damm