Om høsten er den
første af fire annoncerede årstidsbøger fra Karl Ove Knausgård. Bogens ramme
udgøres af tre breve til hans i skrivende stund ufødte datter. Mellem disse
breve står en række tekster af 1-3 siders længde, der hver tager udgangspunkt i
ét ord, som – så vidt jeg husker Knausgårds udtalelse i det svenske bogprogram Babel – stammer fra opslag i ordbøger (én
tekst om ét ord hver dag). Således kommer vi i løbet af bogen både omkring solen,
kalk, frøer, smerte, opkast, krig, flasker og stilhed.
Idéen med at skrive en tekst om
et enkelt ord/fænomen er ikke ny. Man kunne nævne Francis Ponges At tage tingenes parti, men også –
hvilket måske er mere relevant i en norsk sammenhæng – Ole Robert Sundes tre
kortprosabøger All verdens småting (1996),
Løsøre (2003) og Selvomsorg (2010). I disse bøger tager Sunde udgangspunkt i noget
meget specifikt, måske ligefrem en konkret oplevelse: et riskorn, tør hud bag
det venstre knæ, en afklippet negl, genskinnet i en kniv, at lytte gennem et
åbent vindue. Teksterne er ofte ret løse i det, og associationerne bevæger sig
eksempelvis fra en krøllet skjorte til Noahs ark på ganske få linjer. Sundes kortprosatekster
vil – som altid, fristes jeg til at sige – sætte omgivelserne i bevægelse,
forbinde stort og småt, abstrakt og konkret, helst så hurtigt og eksplosivt som
overhovedet muligt, bare tonse afsted som et grådigt altomfattende
sanseapparat.
Sunde er altså på udkig efter
sammenhænge, mens Knausgård i denne bog virker til at lede efter Skønhed. Hvor førstnævntes
tekster ofte har et udgangspunkt, som lynhurtigt lades tilbage, og tit bare
ligner et tilfældigt afsæt for en allerede kværnende hjerne, er både tone og
tempo hos Knausgård væsentligt mere afdæmpet. Teksterne vil også gerne i
kontakt med verden og sætte den i bevægelse, men der er en anderledes kraft i dem,
som gør, at de ikke bevæger sig i alle mulige retninger; snarere er de nærmest
magnetisk draget tilbage mod det skrivende jeg. Bevægelsen bliver da ofte en
penduleren mellem jeget og genstanden, eller – når forfatteren forsøger at
holde sig selv udenfor – at teksten begynder med noget generelt og ender i det
konkrete (som ofte er en erindring eller en statusopdatering fra huset, hvor
han sidder og skriver). Dette kommer næppe bag på dem, der i forvejen kender Min kamp-projektet, eller
brevvekslingsbogen om VM i fodbold (skrevet sammen med Fredrik Ekelund), som mestendels
handler om at Knausgårds liv er for travlt og kaotisk til at han orker at se
kampene og skrive ordentligt om dem. Han nævner da også allerede i begyndelsen
af Om høsten, at selvom det som
udgangspunkt handler om at præsentere verden for den fremtidige datter, så er
teksterne langt hen ad vejen også rettet mod ham selv: ”Dette fantastiske, som
du snart skal møte og få se, er så lett å miste av syne, og det finnes nesten
like mange måter å gjøre det på som det finnes mennesker. Det er derfor jeg
skriver denne boken til deg. Jeg vil vise deg verden, slik den er, rett rundt
oss, hele tiden. Bare ved å gjøre det kan jeg selv få øye på den” (s. 16-17).
Ser man bort fra de tre breve, der fungerer som indgange til
henholdsvis september, oktober og november, er bogen tydeligvis ikke henvendt specifikt til datteren,
men måske mere til Knausgård selv, eller snarere til alle. I hvert fald er det
svært for mig at forstå, hvordan det skulle berige datterens verden at læse
følgende af og om sin far: ”For disse svakt urinduftende foldene, skrukkete som
elefanthud, men uendelig mye mykere, kan jeg ofte kjenne en vill lengsel etter
å stikke tungen borti. Når sekretene bløtlegger dem, så de nesten virker
flytende, utvides lengselen til å presse hele ansiktet mot dem, la nesen gli
inn mellom disse skammens lepper, sutte, suge og slikke dem. […] Og jeg er glad
for at jeg aldri har sett meg selv utenfra i den situasjonen, for hva ligner
jeg på da, annet enn et dyr som ukontrollert slafser i seg noe?” (s. 112-113),
for nu at tage et ret demonstrativt eksempel.
Et par oplagte kriterier at bringe i spil, når man læser
tekster som disse, er om de enten beskriver noget velkendt på en overraskende
og interessant måde, der sætter dem ind i en ny sammenhæng, eller om de
beskriver noget enormt præcist, så det ikke er via sammenhæng, men afgrænsning,
at tingene igen fremstår tydelige for blikket. Men det kan også være uventede
niveauskift, som i teksten om tyggegummi, hvor Knausgård først skriver, at de
gamle tyggegummirester med deres ”grå farge, hemisfæreform og mange små innsøkk
ligner innskrumpede hjerner”, inden han med få ord når frem til at fortove og
pladser er ”full av hvite flekker, likke tilfeldig distribuert som stjernene på
himmelen, og i mørket, opplyst av gatelyktene, svakt skimrende mot den svarte
asfalten, er det da også en stjernehimmel det ligner” (s. 75-76). Et andet
eksempel er den, synes jeg, virkelig fine tekst om hugorme, som bevæger sig fra
en generel – men alligevel indfølt – beskrivelse af hugormens måde at bevæge
sig gennem verden på (den er døv, men kan til gengæld mærke vibrationerne i
jorden), til en specifik – samt meget overraskende og voldsom – hændelse (hvor
disse karakteristika netop er væsentlige for det, der sker).
Dog må jeg indrømme, at jeg også
kedede mig flere gange undervejs. For nogle steder bliver det bare traurige
automatbeskrivelser, der ikke kommer nogen vegne, som eksempelvis i dette afsnit
om munden: ”Dens vegger, som kalles gommer, er kledd med en blekrød slimhinne,
som alltid er våt, og i midten av denne grotten troner tungen, en stor,
bløtdyraktig muskel, også den blekrød, men i motsetning til de plateharde
gommene er den myk, mykere enn leppene, derimot ikke like glatt som dem, men en
anelse ru. Når munnen er lukket og både leppene og tennene er sluttet mot
hverandre, fyller tungen nesten hele hulen. Den er festet til gulvet på
lignende måte som blåskjellets indre er festet til skallet. Over dette festet
åpner strupen seg, en tunell som leder rakt ned i dypet av kroppen” (s. 86).
Andre gange irriterer det mig, at
nogle af Knausgårds idiosynkratiske tankegange – måske på grund af teksternes
korte form? – aldrig får lov at blive udfoldet. Dette kunne for eksempel være
den besynderlige kobling mellem mund og sjæl: ”Bare dét faktum, at alle dyr har
munner og ikke kan tenkes uten – i motsetning til for eksempel ører eller øyne
– gjør at man må gi Aristoteles rett når han skriver at alt som lever har en
sjel, og kanskje legge til at alt som lever føler glede, eller i alle fall en
tilfredsstillelse over at noe er godt når munnen åpnes og noe der utefra føres
inn og males sammen […]” (s. 87). Eller det kunne være udtrykket
”undtagelsestilstand”, som optræder i to forskellige tekster i bogen, med vidt
forskellige konsekvenser: ”Men feberen inngår ikke bare i horisontale
forbindelser, med tingene rundt, den åpner også en vertikal akse, og skjærer
ned i fortiden, siden den i kraft av at være en unntakstilstand også vekker
sine tidligere manifestasjoner” og ”Siden krig er en unntakstilstand, en sone i
det menneskelige hvor grusomheter og prøvelser foregår, som de fleste av oss
betrakter fra utsiden, nesten på samme måte som vi forholder oss til
grusomheter i fiksjonen, rører den bare ved det rasjonelle i oss” – hvor begge
udsagn, i hvert fald for mig, ingenlunde er klare nok til at kunne forblive så
uudfoldede, som det er tilfældet her.
Om høsten kredser
om mange af de samme temaer, som findes i Knausgårds tidligere bøger:
Socialitet, kroppens automatiske processer, fællesskab, kraften i et andet menneskes
blik, skam, det uforanderlige ved mennesket over for omgivelsernes
foranderlighed, samt det rutineagtige ved (voksen)livet og de flænger i det
forudsigelige, som kortvarigt får verden til at åbne sig. Nogle steder gør det
teksten kortfattet og uskarp, at Knausgård får skrevet sig ind på et emne, han
allerede har dækket før – eksempelvis i teksten om frøer, som slutter med en
betragtning om deres øjne, bland andet at de er ”kalde og tomme, ledet ikke inn
til noen sjel, som for eksempel øynene til en katt gjør”, noget som han
allerede har påpeget (og udfoldet trods alt en anelse mere) i et essay i Sjelens Amerika. Til gengæld viser det
sig andre steder som en enorm styrke, når han skriver om socialiteten og dens
mange (uskrevne) regler. En af de bedre tekster i bogen handler om termokanden
og rummer følgende betragtning:
Til tross for at den er hard, blank og ligner et prosjektil, glir
ståltermosen naturlig og nesten usynlig inn overalt. […] Man kan ta opp
termosen i kantinen på arbeidsplassen, og ingen vil heve et øyenbryn, men tar
man opp termosen under et besøk til naboen, vil all oppmerksomhet dras mot den.
Slik er det fordi termosen representerer en slags forlengning av det egne
hjemmet ute i verden. Det truer ikke på de åpne sosiale fellesrommene, hverken
ute i skog og mark, på de kollektive transportmidlene eller på arbeidsplassene,
men derimot de andre hjemmene, hvis selvråderett og suverenitet blir udfordret
av den fremmede termosens nærvær. Du tar vel ikke med deg din egen kaffe ind i
vår stue?
(s. 209-210)
Den slags små og i og for sig simple iagttagelser, er en af de virkelig fine ting, som Knausgårds skrift kan nå frem til at al sin detaljerigdom og let sludrende højttænkning. Men det viser sig desværre kun glimtvis; ser man overordnet på bogen og dens metode, kan jeg godt være i tvivl om hvorvidt det kan strække sig over yderligere tre bøger uden at blive kedeligt.(s. 209-210)
*
Karl Ove Knausgård
Om høsten (2015)
Forlaget Oktober