Henning Hagerup – Vinternotater

I anledning af essaysamlingen Metafysisk skrapjern, som jeg tidligere har omtalt, udgav Kolon Forlag i slutningen af 2015 en lettere redigeret paperbackversion af Henning Hagerups første bog Vinternotater, der oprindeligt udkom i 1998. Samlingen indeholder tekster om blandt andet Miltons Paradise Lost, La Rochefoucaulds maksimer, surrealisme, politisk lyrik, robotter/automater og Tor-Åge Bringsværds 70’er-bøger.

Det er meget sigende for Hagerup som læser og essayist, at han, både i bogens oprindelige forord og det, der er tilføjet i anledningen af genudgivelsen, går i rette med sig selv. Udover korrekturfejl og upræcise formuleringer drejer det sig om udfald mod i særdeleshed kritikeren og essayisten Arild Linneberg, der ifølge Hagerup har leveret en dårlig læsning af Dag Solstads roman Professor Andersens natt. Det samme gjorde sig gældende i Metafysisk skrapjern, hvor Hagerup var ude efter Øyvind Berg og Susanne Christensen, fordi de havde brugt ordet ”romantik” på en lidt for skødesløs måde. Foruden at være på nakken af tidligere versioner af sig selv, beklager Hagerup altså sine udfald mod kollegerne i bogen. Forordenes korrektioner bliver dermed til en illustration af to af de aspekter, der bedst karakteriserer ham som essayist, nemlig grundighed og temperament.

Hagerup veksler virtuost mellem nærlæsninger og bredere historiske perspektiveringer, og han skriver imponerende indsigtsfuldt om alt fra romantikken til digte for børn. Sidstnævnte behandles i essayet ”Ikke glem kamelen”, der er et af bogens højdepunkter, og fungerer som en glimrende illustration af Hagerups temperament – for udover fine betragtninger om, hvad det vil sige at skrive gode digte for børn, og en anerkendelse af, hvor svært det er (som et af de mere vellykkede eksempler fremhæver han blandt andet Halfdan Rasmussen), holder han sig heller ikke tilbage med at revse nogle af de forfattere, der har forsøgt sig med mindre held:

Om barn vil kunne få noe som helst ut av Britt Karin Larsens bok Ingenting er helt som før, er det strengt tatt grunn til å tvile på. Hvis Kaldestad står i fare for å bli belærende, bliver Larsen så sosionomaktig forståelsesfull at alle barn med respekt for seg selv burde reagere. […] Ronny har alt han trenger av materielle goder, men mangler omsorg og kjærlighet. Det er sikkert en korrekt observasjon – la gå. Men hvorfor i alle dager må man skrive dikt om det? Og hvorfor må diktet munne ut i et spørsmål som like gjerne kunne stått i en lærebok i samfunnsfag for fjerdeklassinger?

(s. 196-197)

To af bogens øvrige højdepunkter er de små essays om den romerske digter Sulpicia og barokdigteren Sibylla Schwarz. Teksterne er en slags portrætter, der både præsenterer de oversete forfatterskaber, indsætter dem i deres historiske sammenhæng og viser, hvordan de hver især adskiller sig fra datidens litterære normer. 

Vinternotater kan læses som ét langt underforstået forsvar for empati og respekt for den Anden. Man mærker det i Hagerups tilgang til teksterne, men det kommer for eksempel også eksplicit til udtryk i nogle bemærkninger om historisk læsning:

For å lese Sibylla Schwarz og hennes samtidige må man glemme mange av 1800- og 1900-tallets poetiske krav – noe som blant annet innebærer at man må bestrebe seg på å tenke historisk, uansett hvor problematisk det måtte være. Ikke minst er det vigtig at man husker hvilken tid barokkpoetene levde i: Hvis man er tilbøyelig til å le av all vanitas- og undergangspoesien fra denne epoken, bør man ikke glemme at det er snakk om en tid da døden var langt mer nærværende enn den er for oss, og at mye av barokkdiktningen er et forsøk på å hanskes med denne ytterst konkrete kjensgjerningen.

(s. 101-102)

Og:

Man går ikke til Goethe for å få bekreftet det 20. århundrets varianter av doxa; man går tvert imot til ham for å utsette seg selv for en udiskutabelt stor ånd […] som har nådd frem til helt andre erkjennelsesmessige resultater enn dem et hvilket som helst akademisk halvtalent kan dosere over på kafeene i dag. Men da må man også våge å gå inn i konfrontasjonen, istedenfor å gjøre seg lystig over hvor lite Goethe later til å ha visst sammenlignet med oss som lever nå […] Men hva som enn måtte utspille seg på den intellektuelle catwalken, bør man ha in mente at det er fullt mulig å besitte dype innsikter som ikke harmonerer med de rådende motene, og som vi fra vårt historisk betingede ståsted bare har ufullkommen tilgang til.

(s. 142-143)

Jeg skal her undlade at citere hele Hagerups svada mod nykritik og dekonstruktion, som strækker sig over flere sider, men blot henvise til den overordnede pointe som er, at de bestræber sig på at læse litteraturen som et autonomt fænomen, og dermed risikerer ”fraværet av historisk innsikt” at føre til at ”politisk betingede ytringer leses kontekstløst og som et generelt uttrykk for Weltschmerz” (s. 265).  

Grundtanken bag disse udsagn er den samme som den, der blev udlagt i teksten om Babelstårnet fra Metafysisk skrapjern: ”Språklige forskjeller og barrierer fører til at vi må anstrenge oss mer for å forstå hverandre, og dermed bliver det også i større grad påkrevd at vi lytter til det andre sier. […] bevisstheten om det flerspråklige […] fordrer en filologisk gå-sakte-holdning som burde bidra til å gi oss en aldre så liten leksjon i kulturell ydmykhet, siden den kan lære oss at våre egne tankemønstre og tankestrukturer ikke er de eneste gyldige” (s. 24-25). For det meste mærker man et stærkt nærvær og en udtalt respekt i teksterne, men ud fra ovenstående passager, kan det selvsagt virke en smule pudsigt, at Hagerup selv går så voldsomt til angreb på eksempelvis Linneberg, og selvom det kan være morsomt at læse, er det heller ikke altid nemt at vide, hvad man skal stille op med sådanne udfald. At det trods alt ikke skæmmer læsningen nævneværdigt, skyldes velsagtens at man får indtryk af, at angrebene skyldes unuancerede læsninger snarere end personangreb – samt at Hagerup heller ikke er bleg for at kritisere tidligere versioner af sig selv. 

Titelessayet, som er bogens sidste, fungerer nærmest som en eksemplarisk tekst for samlingen: Hagerup sidder og læser, han får øje på himmelen, stiller sig ved vinduet og betragter den, hvorefter kommer i tanke om nogle linjer fra et digt af Baudelaire. Dernæst tænker han lidt videre over himmelens skønhed, og bliver mindet om, at det farvespil, han finder så smukt, delvist skyldes forurening. Dette afstedkommer spørgsmålet: ”Hvordan være et ansvarlig, etisk, samfunnsbevisst menneske og samtidig forbeholde seg retten til å gå inn i det estetiske feltet – særlig i de tilfellene hvor man utmerket godt vet at man for en kort stund lurer seg selv?” (s. 404). Herefter følger en længere associationsrække over det ældgamle problem, der undervejs fører os forbi både Shelley, Kant og Nietzsche, i særdeleshed deres overvejelser om sammenhængen mellem skønhed og sandhed, hvilket munder ud i en opsang til tidsånden, hvor folk opfatter det hæslige som mere ægte end det skønne.

Henning Hagerup skriver klart og nuanceret og hans litteraturhistoriske overblik er imponerende (der refereres med største selvfølgelighed (og med løs hånd) til Shakespeare, Goethe, Homer og Adorno – og synet af en lille pige i regnfrakke fører os i løbet af godt fem sider forbi både Marcel Proust, Stefan Zweig, Grethe Risbjerg Thomsen, Nils Ferlin, Stendhal og John Keats!). I det hele taget er det en stor fornøjelse at læse Vinternotater.

Kh M

*

Henning Hagerup

Vinternotater (2015 [opr. 1998])

Kolon Forlag