(4. oktober 2016)
I renæssancen spredte raritetskabinetterne sig over Europa.
Udover at de gav folk mulighed for at fryde sig over at se kuriøse genstande og
væsener side om side, var de et forsøg på et indsamle en hel epokes viden på ét
sted. Digteren Nils Chr. Moe-Repstads nye bog Wunderkammer er et moderne bud på fænomenet; den består af 737
tekster på 3 linjer hver, hvoraf nogle er traditionelle digte, mens andre er
tættere på aforismen, encyklopædien eller den mytologiske fabel. Digtene
handler om matematik, om at rejse, om skrift, sygdom, natur, krig, partikler og
døden, og undervejs er der referencer til både Darwin, Marx, Linné, Inger
Christensen og The Smiths.
Midt i dette mylder af emner og motiver er der to ting, som
særligt stikker ud. Den ene er Moe-Repstads skepsis over for
bekendelseslitteraturen; den anden er de mange sammenskrivninger af (og skift
mellem) perspektiver, der forbinder stort og småt. Ofte tager skiftene
udgangspunkt i kroppen, som når det lyder at ”kontinenter skjæres ut av deg”
(s. 20) eller ”det viktigste jeg kan si om kroppen, er at neglene / vokser like
hurtig som månen beveger seg bort fra jorden” (s. 513), men det kan også være
en blanding af flere domæner: ”Gud finnes, jeg slapp ham inn smijernsporten i
dag / og sa: ”dette er din inngang til min tid, den ble / funnet i myrene for
3000 år siden”” (s. 36). Skiftene er svimlende både i omfang og mængde, og de
destabiliserer konstant min læsning, ikke kun når de fører til fine passager
som ”Du er magnetisk, elskede, øynene dine har Jupiters mørke ringer rundt
løvetannpupiller / som åpner seg om morgenen og lukker seg om kvelden: 400 km/s
flyter du med solvind / til den ytterste grensen av universet vårt, beskyttet
mot stjernevindene av magnetismen” (s. 61), men også når de resulterer i
kaotiske digte som ”Jeg skulle talt årstidenes passeringer, vintrene, men Tesla
hadde ikke / noe forhold til sine duers hvithet, han forbandt dem med tallet
tre / en balanse i galskapen, som jordrotasjonen og det indre ørets krystaller”
(s. 406).
Perspektivskiftene fungerer
samtidig som en understøttelse af opgøret med bekendelseslitteraturen, der for
Moe-Repstad er lig med en afprivatisering af sjælen. Her er direkte udfald
såsom ”Jeg har kronisk infeksjon i høyre øye, sånn utholder jeg bekjennelser /
i litteraturen” (s. 546), men også en mere grundlæggende kritik af jegets
position i verden: ”Jeg skulle si du, men jeget er så evolusjonistisk /
overlegent at det invaderer en verbal sone, den er / helt på det tørre, mens
det er myr der du synker” (s. 776). Mens bekendelseslitteraturen med sine
udleveringer fælder hele skoven, skriver Moe-Repstad i stedet for at bevare
den, som det hedder et sted. Derfor er jeget heller ikke i centrum i Wunderkammer – oftest er det bare en
grammatisk position, et talerør for andre stemmer eller fænomener (”Jeg hadde
vann til hoftene da jeg fikk diagnosen øy” (s. 784)), som ikke tager hensyn til
almindelige opfattelser af identitet eller tid: ”for 360 millioner år siden, i
den devonske perioden / var jeg et tre meter langt amfibium” (s. 516).
Raritetskabinettet var oprindeligt et forsøg på at gøre
verden overskuelig og forståelig, men det førte hurtigt til større forvirring,
fordi tingene viste sig at hænge sammen på uventede måder, mens de på andre
punkter modsatte sig sammenstillingen. Arbejdet med at klassificere førte til
spørgsmål om, hvordan verden overhovedet så ud: ”By seeking guiding principles
to present objects and knowledge, humanists elaborated unprecedented formulations.
For example, what form should we give the movement of the world: a tree, a
circle, or a spiral?”, som den franske kunstprofessor Christine Davenne skriver
i sin bog om raritetskabinettets historie. Menneskeheden ville fejre sin
erobring af verden, men endte med at sætte spørgsmålstegn ved sin egen plads
heri. På samme måde kan Wunderkammer læses
som et forsøg på at sammensætte en masse forskellige ting på kryds og tværs, i
håb om at denne bevægelse fører til nye spørgsmål. Og et af disse spørgsmål er
altså, hvad det betyder for både litteratur- og verdenssyn, hvis jeget ikke
længere opfattes som midtpunkt.
Der er masser af mørke, smerte og indignation i bogen, men
intensiteten stiger og falder konstant, og jeg må indrømme, at jeg ofte føler
mig hægtet af, både på grund af kedsomhed og problemer med at forstå, hvad de
enkelte digte vil. Omfanget og konceptet taget i betragtning, er det måske ikke
så mærkeligt, at der er en del tekster, som er langt under niveau. Her blot et
par eksempler: ”Maria, bare, bare kom med Maria, skjøgen eller jomfruen kom,
bare, bare kom med Maria / profetene kom, bare kom med profetene, profetene
kom, bare kom med profetene, profetene / Messias, Messias, Messias,
selvfølgelig Messias, Messias, selvfølgelig Messias, Messias, Messias” (s.
432), og ”Til fyret, til fyret, de holder piknik i fyret / til fyret, til
fyret, de spiller cricket i fyret / til fyret, til fyret, det er sirkus i
fyret” (s. 704). Men heldigvis er der også skarpere formuleringer som ”Også i
det siste etiske mennesket er krigen en egen organisme / men selvmordet er
ingen krigshandling: krigen dør ut / resten er arkeologi” (s. 203), svimlende
tekster som ”Og trykker du øynene mine langt nok inn i cortex / begynner
hjernen å bøye historier, som universet bøyer / tiden, bøyes virkeligheten i et
infinitivt antall svingninger” (s. 403), eller godt gammeldags fine digte: ”Du
kan legge alt du er i øynene mine, og bli til det lysner / under neste
venusformørkelse, om du lever, vil du se / en uendelig vakker prikk foran
solen, det er pupillen din” (s. 462).
Wunderkammer har fået vældig positive anmeldelser i hjemlandet,
hvor den sågar er blevet udråbt til at være ”en begivenhed i norsk
poesihistorie” af Freddy Fjellheim i Vårt Land. Helt så begejstret er jeg ikke,
for selvom Moe-Repstad uden tvivl har skrevet en vild og usædvanlig
digtsamling, så er bogen efter min mening bedst, når man læser efter de større
motiver, mens den på sætningsniveau har en tendens til at blive lige lovligt
kryptisk. Derfor ender jeg også med at være mere imponeret end overvældet.
*
Nils Chr. Moe-Repstad
Wunderkammer (2016)
Flamme Forlag
848 s.
