I 2015 udgav Ingvild Lothe hæftet Litt lyst til å pule, litt lyst til å dø på AFV Press. Nu debuterer hun i bogform med digtsamlingen Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt, som er en slags portræt af en ung kvinde, der kæmper med at finde sig til rette i livet. Hun går i seng med mænd, hun ikke kan lide, ”streamer dårlige komedier på Netflix og blir dum i hodet” (s. 39) og drømmer om en fremtid med ”mann og barn og Volvo og hekk” (s. 51).
Disse beskrivelser af hendes
hverdag suppleres af nedslag fra jegets opvækst: Fra barndommen til
frustrationen over kroppens forandringer til de mislykkede forsøg på at udnytte
ungpigekroppen til sin egen fordel. Der er ikke tale om en klassisk historie, hvor
den voksne længes tilbage til barndommens idylliske uskyld, for selvom jeget
”savner å være åtte år og ikke ha ødelagt livet mitt” (s. 9), vidner
beskrivelserne også om et hjem med fraværende forældre og en voldelig far (”når
bølgene slår / er det med en ømhet / som ikke finnes i andre slag / som f eks
når pappa slår mamma”). Samtidig beskrives det, hvordan hun helt siden
barndommen har følt sig forkert; samlingen er fyldt med udtryk som
”feil”, ”uelsket”, ”umulig” og ”fremtidsløs”, og da jeget er blevet en ung
kvinde, suppleres disse følelser af en konstant frygt for, at der også er noget
alvorligt galt med hendes krop.
Hvorfor er jeg så
trist når jeg er så søt er en bog om modstridende følelser. Jeg mindes ikke
før at have læst en bog om et ungt menneske, som handler så meget om at være
træt. På den ene side er hun urolig og rastløs, på den anden side er hun slidt:
Som liten elsket jeg å løpe.
Nå venter jeg på neste buss.
Jeg har energien til en olding,
allikevel sier folk: Du har hele livet foran deg.
Men altså hva faen.
Det finnes grenser
for hvor mye et menneske
kan makte å legge bak seg.
(s. 26)
Andetsteds hedder det med symptomatisk ambivalens: ”Jeg
vender meg mot verden, jeg vender ryggen til” (s. 32). Den unge kvinde både vil
og vil ikke livet, og hendes nerver slides tynde af alle de store og små
spørgsmål, som hele tiden strømmer gennem hendes hoved (”Er jeg verdifull. /
Burde jeg ta flere selfies” (s. 68)).
Denne tvivl manifesterer sig også i bogens tonefald. Selvom
de fleste af digtene er korte, spænder de ofte over mange forskellige registre.
Ingvild Lothe formår på imponerende vis at balancere klassiske lyriske linjer
(”det er så mye tåke i barndommen min / hjemme er ingen hjemme / vi er barn som
vokser i mørket” (s. 15)) og talesprog (”Jeg er sykt pen i utlandet” (s. 56)).
Jeget er koket, urimelig og forkælet (”Noen har sendt meg blomster i gave / men
ikke av sorten jeg foretrekker” (s. 42)), hun er apatisk og selvdestruktiv, og
undervejs tænkte jeg flere gange, at det var underligt, at bogen ikke
irriterede mig mere. Det havde den helt sikkert gjort, hvis disse træk kun
havde været udtryk for overfladisk koketteri, men eftersom de også rummer en
stor alvor og smerte, opstår der en helt speciel tone, som jeg ikke kan finde
en præcis betegnelse for. Se for eksempel den vilde blanding af skrøbelighed,
foragt og en selvironisk hvad-skal-jeg-ellers-stille-op-følelse i linjer som
”cumshot rett i fjeset / selvfølgelig ble jeg forbanna / så jeg tok meg til
ansiktet / samlet spermen mellom fingrene / og med en teatralsk bevegelse /
gned jeg hånda over panna hans / og hvisket simba” (s. 30).
Ingvild Lothe er beslægtet med forfattere som Caspar Eric,
Sofie Diemer og Maja Mittag, og for dem, der er begejstrede for denne del af
nyere dansk lyrik, er hendes bog et must
have. Men der er også noget at komme efter for andre. Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt burde få en pris for
årets bogtitel, for udover at være et af hverdagens store spørgsmål,
illustrerer den også digtsamlingens bedste træk: Den selvfølgelige
sammenskrivning af det urimelige, morsomme og sårbare, som gør
bogen både rørende og sært charmerende.
*
Ingvild Lothe
Hvorfor er jeg så
trist når jeg er så søt (2016)
Kolon Forlag
