Introduktion
De fleste af de forfattere, jeg bliver ved med at vende
tilbage til, er ikke nødvendigvis nogen, jeg læser fordi deres bøger udtrykker
et livs- eller kunstsyn som jeg kan tilslutte mig. Jeg læser dem fordi jeg
synes det er interessant at følge netop disse forfatteres særlige form for
nysgerrighed. Noget af det bedste ved at følge et helt forfatterskab – og ikke
kun læse alle bøgerne i kronologisk rækkefølge, men også tage dem ned fra
hylden ud fra tilfældige indskydelser eller vage associationer og bladre,
krydslæse, skimme – er at se bort fra enhver tanke om udvikling eller modning,
og i stedet danne sig ikke nødvendigvis synderligt konkrete indtryk af, hvordan
et bestemt tema dukker op i forskellige sammenhænge i forskellige former og
bruges til vidt forskellige ting. Det, der samler sig ved den slags læsning, er
ikke kun et billede af gennemgående temaer eller nye retninger, der opstår også
fornemmelsen af en stemme eller et blik, en særegen måde at tænke og være
nysgerrig på, som man kan have tiltro til og nyde at følge, fordi man har fulgt
den før, og ved at den sandsynligvis fører en vigtige steder hen, selv i de
tilfælde, hvor tekstens emne umiddelbart virker uinteressant. For mig er Espen
Stueland en af den slags forfattere. Han har både udgivet tre digtsamlinger, prosasamlingen
Brått revet bort (2006), en roman,
samt bøger om Jon Fosse og Alberto Giacometti, men her er det essayisten
Stueland, det skal handle om.
I 2009 udkom Gjennom
kjøttet, som angav et markant skifte i forfatterskabet. Forgængeren Brått revet bort er en samling af
forskellige tekster, heriblandt både readymades, kortprosa og historiske
spekulationer, nogle i lange, sammenhængende afsnit (eksempelvis et fremragende
stykke om Kina), andre på blot få linjer (”//Som et forsøk på å lappe hjulet
mens du syklet // Slik ville jeg beskrive forsøkene mine på å få vite hvem du
er”). Stilen er ofte encyklopædisk legende a la Jorge Luis Borges, samtidig med
at den er ganske frisluppen i sine metaforiske associationer og ”litterariseringer”
(Stuelands udtryk) af stoffet. Gjennom
kjøttet, derimod, er en næsten 800 sider lang skildring af kroppens og
dissektionens kulturhistorie. Bogen er ikke udformet som én lang,
fremadskridende fortælling – selvom den slags redegørende afsnit også findes,
står de side om side med essayistiske fascinationspunkter om utallige aspekter
af emnet, lige fra anatomiske metaforer hos Shakespeare, Orlans kropskunst,
videoen til Robbie Williams’ ”Rock DJ” og dæmoni i Katarina Frostensons digte. Men
den vigtigste forskel mellem de to bøger er, at de fantasifulde associationer
er erstattet af saglighed og en helt anden forpligtelse over for stoffet.
Senere har Stueland beskrevet, hvordan han flere gange
undervejs måtte revidere sit arbejde, fordi han opdagede at hans fantasifulde
associationer stod i vejen for projektet, fordi de simpelthen ikke havde hold i
virkeligheden. Denne indsigt banede vejen for en ny forståelse af essayet, som
præsenteres i Falsk tilståelse og andre
essays (2013), hvor Stueland har samlet og kraftigt revideret en række af
sine tidligere tekster. I det programmatiske essay ”I stedet for en
litterarisering”, gør han op med Adornos påståede modsætning mellem essay og
videnskab, og lancerer til gengæld en ny type essay, som modsætning til den ret
rigide (og altså også meget kunstige) opdeling af det formelle og uformelle (se
fx Georg Johannesens ”Holberg og essayet” fra Om den norske skrivemåten (1981) for en uddybning heraf), nemlig
det epistemologiske essay. Som navnet angiver, er Stuelands senere essayistik
ofte mentalitetshistorisk vinklet: ”I et essay med en mer litterær form er
idiosynkrasiene toneangivende fra første stund, og leseren dropper kravene til
at påstander må belegges. Det er tross alt forfatterens erfaringer som
skildres. Men i et essay om historiske tekster er forsøket på å få fram hvilke
perspektiver som gir en forståelse som er teksten verdig, av høyeste prioritet”
(Stueland 2013, s. 39). Et emne eller en problematik undersøges i tæt
sammenhæng med sin samtid og kultur (oftest kunst og litteratur) – og ved at
vise, hvordan tidligere forståelser af en bestemt problematik er skruet sammen,
banes vejen for en analyse af denne problematik i nutidens optik, som herefter
så let som ingenting kan afklædes sit skær af selvfølgelighed.
700-årsflommen
I oktober 2014 ramte en oversvømmelse Vestlandet i Norge.
820.000 liter vand i sekundet skyllede ind over området, og ødelagde både huse
og store dele af infrastrukturen. Espen Stueland var på vej hjem fra fodboldtræning
med sin datter, da hendes cykel pludselig forsvandt i mørket under dem.
Datteren slap heldigvis uskadt fra hændelsen, der er dramatisk genfortalt i hans
nye udgivelse, 700-årsflommen. Bogen
består af 13 indlæg, der hver omhandler et bestemt aspekt af klimasituationen
netop nu. Foruden oversvømmelsen på Stuelands hjemegn hører vi både om
klimajura, forskning, børns forhold til naturen, mørk økologi, politik og
lobbyisme, ligesom der er refleksioner over hvorfor kritik er blevet umoderne,
samt læsninger af digte af blandt andet Tor Ulven, Inger Christensen og Theis
Ørntoft. De første tekster er en grundig indføring i den aktuelle forskning,
der viser hvor omfattende klimaforandringerne allerede er, samt hvor dystre
fremtidsudsigterne er, hvis markante tiltag ikke sættes i værk omgående. Efterfølgende
bruges disse indsigter som udgangspunkt for en bredere diskussion af de
kulturelle og æstetiske spørgsmål, som klimaforandringerne medfører.
I løbet af bogen nævner Stueland utallige eksempler på,
hvorfor ”det er en dyp kløft mellom klimafremskrivningene og et språk som har
kraften til å mobilisere” (s. 8): Vi har svært ved at forstå/få overblik over
forskningen/prognoserne; vi føler os fremmedgjorte over for naturen (hvilket
uddybes i en af bogens allerbedste tekster, hvor der blandt andet fortælles om
en norsk skole som så sig nødsaget til at indføre forbud mod at klatre i træer,
fordi forældrene mente at det var for farligt for deres børn!); tanken om
”vores efterkommere” – som vil mærke konsekvenserne af klimaændringerne i langt
højere grad end os – er for abstrakt; politikerne bekymrer sig mere om næste
valg end om klodens fremtid, og der er så mange smuthuller i de politiske
aftaler, som er lavet hidtil, at de i praksis er værdiløse.
Bogens mange forskellige emner og spor kædes sammen af
Stuelands fine sproglige analyser. Udgangspunktet er, at ”klimaendringene er en
krise i språket, i det som sies og ikke sies” (s. 294). Et af problemerne
består i at finde et passende sprog for omfanget af klimaforandringerne. For
eksempel eksisterer der en app, som omregner hvor meget energi, den
menneskeskabte opvarmning af kloden siden 1998 svarer til i Hiroshima-bomber –
i skrivende stund er tallet et godt stykke over to millioner – men som Stueland
påpeger, medvirker den slags metaforer mere til katastrofetænkning og dårlig samvittighed
end til refleksion og ændret adfærd. Et andet eksempel henter Stueland fra
nyhedsudsendelserne i dagene efter oversvømmelsen på Vestlandet, hvor eksperter
forklarede, hvor mange badekar eller mælkekartoner, det ville kræve at rumme de
vandmængder, der var skyllet ind over egnen. Her er metaforene så underligt
hjemlige, at de ikke kun bliver ufarlige, men også absurde.
Stueland har desuden et skarpt blik for de problematiske
strategier, som visse virksomheder bruger for at slippe for at tage deres del
af ansvaret. Han introducerer begrebet ”grønvask”, som er når ”bedriften eller
selskapet bruker større ressurser på å reklamere for at den er grønn, enn på
tiltak som gjør den til en grønn bedrift” (s. 122) – eksempelvis når Statoil
investerer store summer i skisporten i Norge, samtidig med at deres øvrige
aktiviteter bidrager til den globale opvarmning, der får sneen til at smelte i
de norske fjelde, hvilket blandt andet ses ved at mere end hvert fjerde skiløb
i 2014 måtte aflyses eller udsættes på grund af manglende sne (s. 89-90).
Heller ikke den norske regering klarer frisag; Stueland harcelerer over
statsminister Erna Solbergs udtalelser om at hun er ”klimaoptimist”, og han
opsummerer den uholdbare politiske strategi i følgende passage:
Nå er det ”klimamålene for 2040” som gjelder. Og frem mot 2055 skal vi,
ifølge olje- og energiminister Tord Lien, pumpe opp mer olje enn det er pumpet
opp fra Nordsjøen frem til i dag, for å skaffe penger til å oppfylde
klimamålene for 2040, blant annet gjennom kjøp av klimakvoter som skal bøte på
en promille av klimaendringene som er forårsaket av karbonutslip fra norsk olje
og gass i samme tidsperiode. Om du ler høyt når du leser dette, er vi to. Om du
gråter, er vi også to.
(s. 124-125)
Ligeledes er der hug til de politikere, som har til opgave
at indgå internationale klimaaftaler, eksempelvis Kyoto-aftalen, hvor
man rigtignok lavede en fælles aftale om at nedbringe det globale CO2-udslip,
men hvor afsnittet om hvilke konsekvenser det skulle få for de lande, der ikke
overholdt aftalen, var genstand for så megen uenighed, at man endte med at
fjerne det. Dermed kunne alle landene stolt proklamere, at de var enige, blot
for at fortsætte deres miljøskadelige praksis fuldstændig som før.
Det lyder måske temmelig nedslående alt sammen – men så
meget desto mere vidner det om Stuelands store kvaliteter som essayist og
debattør, at bogen både er engagerende, udfordrende og enormt interessant. Der
er ingen tvivl om, at Stueland plæderer for en mere aktiv indsats for at
begrænse omfanget af den globale opvarmning, men han bliver aldrig belærende
eller urimeligt polemisk, selvom der vel at mærke stadig er masser af
temperament i bogen. Ligesom i hans tidligere bøger, bruger han bruger megen
plads på at forstå sine modpartens holdninger og hvilket verdenssyn, der ligger
bag dem, inden han giver sig til at skille argumenterne ad og vise, hvorfor de
ikke hænger sammen. Her er det blot tilsat en del mere temperament, som kommer
til udtryk gennem opgivende udråbstegn eller spydige parafraser af politisk
retorik (”Spørsmålet er ikke hva vi kan gjøre for klimaet, men hva klimaet kan
gjøre for Norge” (s. 122)). Det klæder Stuelands skrift, og gør 700-årsflommen til en velafstemt bog,
der formidler og diskuterer med masser af nerve.
*
Espen Stueland
700-årsflommen
(2016)
Forlaget Oktober
Ingen kommentarer:
Send en kommentar