Efter de to første bøger, digtsamlingerne IIK!! Ein dialog og Ensomme badedager og andre dikt, udgav Mona Høvring i 2004 romanen Noe som hjelper. I slutningen af 2016 udkom bogen som den første på Forlaget LESEN, i forfatteren Ditte Holms Bros oversættelse.
Noget der hjælper handler om Laura, der bor sammen med sin far.
Hendes mor er død, hendes bror er rejst væk for at studere, og hendes bedste
veninde Marie er flyttet til en anden by sammen med sin mor. Faren er ofte på
havet for at arbejde, og derfor er Laura overladt til sig selv en stor del af
tiden. En dag møder hun den midaldrende Vivian Koller, som netop har åbnet en
frisørsalon i byen. Laura tager med Vivian på badehotel, hvor de dyrker sex.
Senere møder Laura en ung mand, som hun på trods af en indledningsvis modvilje
ender med at blive kæreste med. Dette simple handlingsforløb er fundamentet for
historien om Lauras ”seksuelle opvågnen”, som det hedder på bagsideteksten.
Selvom persongalleriet ikke er
synderligt stort, og romanen foregår på et ret begrænset geografisk område,
føles den aldrig lille; ved hjælp af nogle få skarpt skrevne scener og en række
suggestive billeder formår Høvring at opbygge et univers, der virker
sammenhængende, konsekvent og dragende. Jeg er ret begejstret for Høvrings
enkle præcision i beskrivelser som ”Bordene var dækket med kridhvide duge,
kandelabre og høje, skinnende glas, på tallerknerne knejsede stive
stofservietter, omfavnet, sammenholdt af brede mavebælter i sølv, og i loftet
hang tunge prismelysekroner” (s. 82), hvor konsonanternes gentagne hårdhed
ligesom forstærker indtrykket af det sirligt dækkede bord.
Lige så præcist – men helt anderledes abstrakt – er
skildringen af, hvordan Laura opdager sit eget begær. Da Laura opdager sin
brors pornoblade, giver hun sig med barnagtig entusiasme og kejtethed til at
kopiere de nøgne kroppe over på madpapir. Efterfølgende er hun tæt på at støde
ind i en ung mand i svømmehallen:
Han skød pludselig op af vandet, greb fat i trappegelænderet og trak
sig op. Det glinsede på de kraftige overarme, vandet fossede af ham og så gled
bukserne ned. Han grinte lidt, trak bukserne op, og gik mod badet som om intet
var hændt. Jeg drømte om episoden flere nætter i træk. Hver gang var det den
samme drøm. Manden kom ind på mit værelse og trak badebukserne ned,
bevægelserne var langsomme, han gav sig god tid.
(s. 35)
Disse glimt – som også inkluderer skildringen af den uvante
og brændende fryd ved at blive sæbet ind af veninden Marias mor under bruseren
– tegner et interessant og rammende portræt af den kraft, som seksualitetens
første åbninger mod omverdenen kan have, inden den vel at mærke samler sig og
bliver til et genkendeligt og velbevandret begær.
Mens jeg læste bogen, tænkte jeg
en del på Caroline Albertine Minors debut Pura
vida (2013). Både Minors hovedperson Victoria og Høvrings ditto Laura har
en tendens til at dagdrømme og til lettere katastrofefikseret tænkning, de
oplever fysisk ubehag og har i det hele taget et uafklaret forhold til deres
egen krop, og i begge bøger har jeg fornemmelsen af, at næsten hver gang to
personer møder hinanden, er der en mulighed for at de dyrker sex. Ikke fordi
romanerne er proppet med sexscener, men mere fordi det begær, de fremskriver,
er årvågent uden at det nødvendigvis kommer til udtryk. Minors roman læses
typisk som et portræt af en generations rast- og rodløshed, men den kan også
læses som historien om hvordan en ung kvinde forsøger at finde sin egen plads i
en seksuel (og seksualiseret) verden: Victoria gennemlever en serie af ret
klassiske fantasier, såsom at dyrke sex med en fremmed tjener i et eksotisk
land, at lade sig overtale til at smide tøjet af en professionel fotograf, at
blive forført af en dannet ældre mand, og så videre. Lauras seksuelle vækkelse
er mindre seriel, den virker mere tilfældig og adspredt, og et sted
karakteriserer hun da det også selv som ”et begær helt uden længsel” (s. 89).
Uden at have tænkt tanken til ende, vil jeg nævne, at det
også er muligt at læse det som om Lauras begær ikke primært er seksuelt, men et
udtryk for en mere generel længsel efter nærhed. Jeg gætter på, at denne
indskydelse stammer fra, at både moderen og seksualiteten er knyttet til
romanens vel nok mest markante motiv, nemlig vand: Moderen lærer hende at svømme;
svømmehallen bliver via en anden mor scenen for en af Lauras første seksuelle
oplevelser; moderen begår selvmord ved at drukne sig i havet – og foruden disse
skelsættende begivenheder, er der mange mindre eksempler, som gør, at vandet
hele tiden er nærværende i romanen. For eksempel foregår faderens arbejder som
nævnt på havet, genboerne Andreas og Johanna hyrer Laura til at vande deres
blomster mens de er på ferie, og første gang Laura ser sin kommende kæreste,
befinder han sig i vandet.
Det er, som om vandmotivet både
tætner og udvider romanen, fordi det på den ene side sammenkæder forskellige
elementer i Lauras liv, mens det på den anden side ikke fungerer som et symbol
med en bestemt betydning, der kan afkodes, men snarere forbliver fluktuerende i
sin suggestive kraft.
Med få personer og elementer skaber Høvring en gribende
fortælling, som understøttes fint af de mange beskrivelser og iagttagelser, der
er utroligt fint og sensibelt fordansket af Ditte Holm Bro. Der er al mulig
grund til at tage godt imod ikke kun Høvrings forfatterskab på dansk, men også
Forlaget LESEN, som efter sigende har flere interessante udgivelser på vej,
heriblandt også en række norske forfattere.
*
Mona Høvring
Noget der hjælper (2016)
Oversat af Ditte Holm Bro
Forlaget LESEN
131 s.
