(23. januar 2017)
Danske Gladiator har indgået et samarbejde med norske
Pelikanen som går ud på, at de to forlag udgiver hinandens bøger på
originalsproget. Således udkom Josefine Klougarts seneste roman New Forest for nylig på dansk i Norge,
og nu får vi så den første norske udgivelse herhjemme, i form af Bjørn Arild
Erslands Store hendelser i liten skala.
Vi møder hovedpersonen Arne Sjølingstad på dagen hvor han modvilligt pensioneres
fra sit job på kommunebiblioteket. Størstedelen af bogen er fortalt i
tilbageblik, mens han sidder på sit ryddede kontor og venter på at blive hentet
af sin kone Ingrid, og undervejs når vi både forbi Arnes arbejde med at lave
statistik over kommunens biblioteker, hans forhold til datteren Anne, historien
om dengang han så en elg blive født, samt beretningen om en akavet bogturné med
forfatteren Line Erle.
Romanen handler om den store
uoverensstemmelse mellem Arnes forestilling om sit liv og det liv, han rent faktisk
lever. Han ser ikke faresignalerne da Ingrid begynder at planlægge en ny tilværelse
sammen med datteren i København, og at hans chef har opfordret ham til at gå på
pension, opfatter han som en teknikalitet, der giver ham mere tid til at
gennemføre sit næste store biblioteksprojekt, som er noget med forholdet mellem
natur og teknik (”Elg og tog”), men også om ”integrering, multimedia,
språkopplæring, natur, det nye Norge, urbanisering” (s. 168).
Begge forlag omtaler bogen som komisk, men selvom mine
forventninger sænkede sig i takt med at jeg nærmede mig slutningen, trak jeg
ikke på smilebåndet en eneste gang. Der er et vist tragikomisk potentiale i at
Arne på alle måder er blevet til overs i sit eget liv, men det bliver sjældent
mere end tragikedeligt. For allerede ved begyndelsen står det klart, at Arne
misforstår sin plads i verden, og resten af bogen er sådan set bare en række
hændelser, der bekræfter dette. Nogle af dem er mere absurde og pinlige end
andre, men det føles stadig som at få gentaget punchlinen til en joke, der ikke
var sjov til at begynde med. For eksempel er det vist en gennemgående morsomhed,
at Arnes helt store passion er kommunikation – et ord, han bruger om alt fra
sex til føromtalte biblioteksprojekt – samtidig med at han er ude af stand til
at lytte til sine medmennesker. Da Ingrid lufter sin drøm om at rejse på
storbyferie, tænker han at den slags ferier ”stort sett dreier seg om å følge
flokken og vri hodet i den retningen guiden peker” (s. 48-49). Nej, så skal hun
da hellere med på et af de norske provinshoteller, han kender i forvejen, for
”[p]å en slik tur ville hun fått et godt innblikk i deler av mitt yrkesaktive
liv” (s. 50). Altså en tilfredsstillelse af hans behov på bekostning af hendes.
Over for stakkels Line Erle er
han både ubehagelig og grænseoverskridende, når han udnævner hende til sin
bedste ven blot få timer efter de har mødt hinanden, ligesom han opfatter en
erotisk scene fra en af hendes bøger – som hun vel at mærke ikke fortæller ham, men bare refererer til i det
foredrag, han har hyret hende til – som en anledning til at indføre hende i
intime detaljer fra hans eget liv. Den slags vidner ikke kun om en meget
kedelig, men også utroligt irriterende, mand. Desværre skildres Arne ikke på en
måde, der øger min forståelse af ham. Jeg konstaterer en bestemt opførsel og
undrer mig over den, men romanen giver mig ikke mulighed for at komme videre
end det. Så selvom der er noget tragisk ved at Arne aldrig forstår, hvor ensom
han faktisk er, så ender jeg med at have det som romanens øvrige karakterer:
Jeg har ikke lyst til at være i hans selskab.
Enkelte gange har jeg fået til opgave at anmelde såkaldt
sjove bøger i avisen. Udover Erslands roman drejer det sig især om Kari
Hotakainens Naturens lov, og i mindre
grad måske også Einar Már Gudmundssons Hundedage.
Hver gang har de fået mig til at føle mig som den mest humorforladte læser,
fordi jeg simpelthen ikke kan more mig over dem, men kun mønstre et anstrengt
smil i begyndelsen, som hurtigt afløses af en tiltagende irritation. Jeg undrer
mig over, hvad der får mig til at reagere på den måde, når nu andre bøger kan
godt få mig til at grine. Navne som Jane Austen, Franz Kafka, Christina
Hesselholdt, David Foster Wallace og Michel Houellebecq er de første, der
falder mig ind. Deres forskelligheder til trods er min umiddelbare tanke, at
komikken hos disse forfattere er noget, der viser sig i glimt, som en af flere
konsekvenser af en dybere eksistentiel problematik. Og selvom Erslands roman
også kan siges at rumme en sådan problematik – for eksempel hvilke konsekvenser
det har, hvis man ikke formår at justere sit verdensbillede ved at lytte til
andre mennesker – så er mit problem med bogen nok, at denne problematik stort
set aldrig får andet end humoristiske udfald. Dermed mister humoren den
spontanitet, som kunne få den til at føles naturlig. Det er, som om den er
underspillet og samtidig bange for at blive overset, hvilket gør, at den virker
klodset, overdrevet og alligevel fuldstændig flad.
Jeg bifalder samarbejdet mellem Pelikanen, der generelt
leverer udgivelser af høj kvalitet, og Gladiator, som trods et utroligt
svingende kvalitetsniveau har udvist tiltrængt vilje til at ruske op i
forlagsbranchen. Ønsket om at styrke de skandinaviske bånd og kæmpe for en
fælles litterær offentlighed er værd at tilslutte sig, men desværre er Erslands
roman ikke en vellykket start på projektet.
*
Bjørn Arild Ersland
Store hendelser i
liten skala (2017)
Gladiator
196 sider
