Og mørket spiser seg
inn mot huset
gjennom hekken
over nyklipt plen for
en hel familie
Lysene når nesten ikke
ut
der mørket står i
fullt flor
som en vekst blandt
andre vekster
*
Anne Helene Guddal (f. 1982) debuterede sidste år med
digtsamlingen Også det uforsonlige finnes,
og for nogle måneder siden udkom hendes anden bog, romanen Bebo. Den handler om en kvinde og en ældre mand, der flytter ind i
et hus og lever sammen i et skrøbeligt og glimtvis intenst forhold. Teksten
består af små kapitler, hvoraf det korteste er lidt over to linjer, mens de
længste er et par sider; indimellem findes også enkelte mere digtlignende
kapitler med linjebrud.
Der er noget tåget over Anne Helene Guddals prosa. Et af
kapitlerne lyder i sin helhed:
Jeg setter over kjelen og blir stående med egget i hånden før jeg
slipper det i det kokende vannet.
På himmelen den gangen var det ingen fugler som skrek og sirklet lavt
over holmen. Jeg løftet det brunflekkede egget til munnen og pustet på skallet,
jeg ville gi liv.
Egget slår sprekker mot bunnen av kjelen og flyter opp mot overflaten
mens det tømmer seg. Jeg ser på det hvite og sier navnet mitt høyt. (s. 10)
Hvad refererer ”den gangen” for eksempel til? I hvert fald
var der ingen fugle – men når det nu nævnes, skal det så forstås sådan, at der
er fugle nu? Og hvorfor siger jeget
sit eget navn da ægget sprækker? Til hvem?
Den slags spørgsmål kan man
stille sig selv mange gange undervejs. Det gør jeg i hvert fald. Jeg har det, som
om jeg sidder i et mørkt rum og ser på lysbilleder fra fortællerens barndom,
ungdom og voksenliv. Men billederne er blandet, så kronologien ikke er til at
få hold på. Selvom scenerne nogle gange bliver udfoldet mere, end det er
tilfældet ovenfor, er det stadig som om en masse forklaringer og forbindelser
er udeladt; Guddal er ikke ude på at føre læseren rundt i tekstens univers, men
måske snarere at drage og lokke ved kun at lade enkelte glimt være synlige. Fortælleren
siger om et billede – som jeg tror, er af Francesca Woodman, men nok også kunne
være alt muligt andet – at det er ”forvirrende, både opprørsk og melankolsk,
innadvendt og uttrykksfullt. Bildet inviterer meg til noe jeg ikke kan svare
på. Denne dragningen […] er selvfølgelig, bestemt av den blotstilte kroppen som
likevel aldri underordner seg betrakterens grådige blikk” (s. 17), og for mig
at se, er det også sådan denne tekst vil være. Det virker fremmedgørende når
forbindelserne udelades og nogle få elementer trækkes ud af sammenhængen og
gøres til tekstrummets eneste bestanddele – ikke fordi elementerne i sig selv er
noget særligt, men fordi der er noget urovækkende ved at det er netop disse
ting, som fortælleren vælger at fremhæve.
Den urovækkende stemning forstærkes af, at jeg-fortælleren
hele tiden har blik for potentielle katastrofer. Da hun som barn sidder på en
sten ved vandkanten sammen med sin lillesøster, udbryder hun: ”Se, det begynner
å snø! Vi velter snart ut i sjøen, kanskje vi drukner!” (s. 12). Senere tager
fortælleren moderens handsker af, mens hun sover: ”Jeg går inn på soverommet og
føler meg fram til hendene hennes, hun våkner ikke. Jeg kaster hanskene ut
vinduet og ønsker at det var hun som falt mot bakken, like lett” (s. 20). I
disse eksempler lyder det næsten som om katastrofen er ønskværdig, men mod
slutningen af bogen virker det mere som en tvangstanke: ”Når jeg går tur langs
fjorden, leter jeg med blikket etter døde dyr […] Jeg teller likene og håper
det skal bli et rundt tall. Hvis jeg ser en død fugl, må jeg snu og gå hjem,
det betyr dårligt nytt” (s. 85).
Denne tænkemåde er præget af en
enorm tyngde; for ikke nok med at katastrofen helt konkret er nærværende for
fortælleren i de pågældende situationer – i andre tilfælde fungerer
tilsyneladende upåfaldende hændelser som åbninger mod en større afgrund, som om
katastrofen er et pendul mellem verdenshistorien og hende selv: ”Han lente seg
mot ripa, og jeg ble plutselig redd for at han skulle miste balansen og falle i
sjøen. […] Jeg tenkte på Titanic, jeg tenkte på alle de vakre
porselenstallerkenene og sølvbestikket de fant langt der nede på bunnen” (s.
65); ”Si ifra når det gjør vondt, sier han og drar børsten gjennom det flokete
håret mitt. Han bruker fingrene for å løse opp de hardeste knutene, og så grer
han håret langsomt. Jeg tenker på konsentrasjonsleirene. Jeg ville ha kastet
meg mot det elektriske gjerdet, jeg ville ha sunket sammen på appellplassen
uten en lyd” (s. 66); ”Hvis jeg ber om det, får jeg så mange håndklær jeg vil,
men jeg tør ikke dusje. Jeg står foran dusjen og tenker på Auschwitz, og det
kan ikke tenkes” (s. 95).
Jeg opfatter disse passager som
udtryk for en forestilling om, at afgrunden kan åbne sig hvert øjeblik, hvis
man slipper grebet om verden. Og måske er det den stemning og det blik, der
gennemsyrer romanen; det, der gør, at min indledningsvise oplevelse af teksten
som en slags lysbilledshow, kun bliver styrket efterhånden som jeg læser
videre. På et tidspunkt beskriver fortælleren et landskab fuldstændig som var
det et billede: ”En grusvei med gresstuer langs kantene, en rekke med trær, en
flik av en sjø. To prammer ligger ankret opp ved bredden. Konturene av en by
anes gjennom tåke og smog: et kirkespir, en fabrikkpipe, en landtunge som peker
ut i den stille sjøen. En nesten utvisket by, som om noen har gnidd ut en
kulltegning med fingeren” (s. 24). Der er en mærkbar distance i disse
iagttagelser, især med tanke på, at det drejer sig om en jeg-fortæller, der
befinder sig i selvsamme landskab. Cirka midtvejs i bogen begynder hun da også
at se en episode som om den bestod af billeder: ”Jeg tenkte på at han skulle
reise, jeg ville bli alene igjen. Vi kom aldri til å få barn. Han kunne skrive.
Jeg så for meg et bilde av ham i frakken sin, klar til å gå. Et bilde som ikke
ble tatt, av meg ved kjøkkenbordet etterpå. Et bilde av ham etter farens
begravelse, det så ikke ut som om han hadde grått, men som om han ikke visste
om han ville snakke mer” (s. 53). Og senere hedder det om en gruppe overlevende
fra Buchenwald, at de holdt af at blive fotograferet efter krigen: ”De så ofte
på bilderne. De var bevis for at de var i live” (s. 78). Så måske kan disse
tekster, der har karakter af tableau, forstås på samme måde? Som fortællerens
forsøg på at holde fast i livet?
Desværre forbliver anspændtheden og alvoren for det meste i
fortællerens hoved; den formår ikke rigtig at manifestere sig i romanen som
sådan, og jeg tror det har noget med bogens opbygning at gøre: Fortælleren
møder en mand, og efter kun 2½ sider, som mest bare består af nedslag i deres
samtaler, flytter hun ind hos ham. De sætter i stand, får en hverdag sammen,
drikker sig fulde hver fredag fra morgenstunden, har mislykkede samtaler om
nyhederne hen over middagsbordet, taler om angst og barndom. På et tidspunkt
siger fortælleren, at hun vil flytte. Så går der lidt tid, hvor tingene
fortsætter som om intet er hændt, og pludselig hører vi så, at hun er flyttet –
men det bliver kun nævnt fordi hun skal tilbage til huset for at klippe manden.
Først er det ham, der ringer fordi han vil se hende, hun afviser, men da han
ringer anden gang vil hun gerne; så er det pludselig hende, der gerne vil se
ham, og ham, der siger, at hun ikke skal ringe mere. Eftersom forløbet kun
består af nedslagspunkter, virker omslagene i personernes indbyrdes forhold en
smule tilfældigt, og derfor får store dele teksten karakter af postulat. Jeg
tror, det er meningen, at teksten skal leve videre i mellemrummene mellem de
forskellige afsnit (det ville utvivlsomt gøre den væsentligt stærkere) – men
det gør den desværre ikke for mig.
*
Anne Helene Guddal
Bebo (2015)
Kolon Forlag
