I 1970'erne lancerede robotforskeren Masahi Mori begrebet ’the
uncanny valley’. Det henviser til det særlige punkt, hvor en robots udtryk og
mimik er så genkendelige, at den virker menneskelig, men samtidig akkurat så
fremmede, at det føles foruroligende og forkert. Jeg har tænkt på Moris begreb
flere gange under læsningen af Henrik Nor-Hansens romantrilogi Diegesis, fordi den skaber sit helt eget
ubehagelige skæringspunkt mellem det menneskelige og det mekaniske. Samlingen
består af En redegørelse for et
rejsestipendie 2010 (2012), En kort
evaluering af psykosocialt stress (2014) og Termin (2016). Helt i tråd med de formelle titler er bøgerne
skrevet i et følelseskoldt sprog, der leder tankerne hen på kliniske rapporter:
»Vinteren 1982-83 blev man gjort opmærksom på en række demografiske anomalier i
studiebyen Fantoft. Den sociale struktur var svækket. Man så, hvordan brugen af
psykiatri- og psykologydelser voksede«. Umiddelbart virker tonen måske
autoritativ og neutral, men det indtryk undergraves af de mange formuleringer,
som sår tvivl om, hvad der egentlig er foregået: »I morgentimerne lørdag den
16. juli skulle Halvor Leland have opdaget to unge piger ved vandkanten. De var
alene, efter hvad der blev sagt. Leland fortæller, at dette kunne have udløst
en emotionel respons i ham«.
Ubehaget forstærkes af romanernes indhold. Alle tre bøger
handler om mænd, der befinder sig i eksistentielle
bølgedale. De falder ud af deres normale liv og føler sig fremmedgjorte, og
hvis de ikke bliver udsat for overgreb, begår de dem selv. I En redegørelse for et rejsestipendie 2010 tager
en forfatter til Canada for at skrive. På stranden møder han den potrygende
Robert, som han derefter følger rundt til fester og familiebesøg, hvor han har
tilfældige affærer og akavede samtaler. Undervejs udvikler han en ækel
forelskelse i Roberts afdøde søster Ana. En
kort evaluering af psykosocialt stress handler om Halvor Leland, hvis liv
består af kuldsejlede forhold og korte ansættelser i gradvist dårligere jobs. En
række psykoser kulminerer med, at han ræser gennem Stavangers centrum og
forsøger at køre så mange mennesker ned som muligt. I Termin, som blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, bliver Kjetil
Tuestad tilfældigt offer for et brutalt overfald, som aldrig opklares. Kjetil
får posttraumatisk stress, flytter fra sin kone, flytter hjem igen, får et barn
og bliver skilt, og de flygtige bekendtskaber, han efterfølgende har, er præget
af druk, trusler og overgreb. Romanen har undertitlen »en fremstilling af vold
i Norge«, og foruden overfald og gruppevoldtægter hører vi både om en dreng,
der bliver stenet, og dyr, der får klippet poterne af.
Det er helt med vilje, at jeg beskriver Henrik Nor-Hansens
romaner som mekaniske og mærkelige. Personerne handler ofte umotiveret og planløst,
og på næsten hver side nævnes det, at de har vanskeligt ved at genkende sig
selv i deres egne følelser. Skildringen af fremmedgjorte mænd er imponerende
varieret. Til gengæld er ligheden mellem de tre romaner markant: Den største
forskel er, at den første er fortalt af et jeg og de næste to i tredjeperson,
samt at En kort evaluering af
psykosocialt stress indfører et samfundsperspektiv, som får en mere
fremtrædende rolle i Termin.
Henrik Nor-Hansen raffinerer sin form i løbet af de tre
bøger, og han har virkelig skabt et unikt og foruroligende bud på, hvad en roman kan være. Han har tydeligvis en
klar vision, men undervejs undrede jeg mig også over, hvad han egentlig
forsøger at sige med den. Personerne er afsindigt ensomme, og måske vil Nor-Hansen
vise, at det tragiske (mande)liv er et produkt af samfundets udvikling. I hvert
fald begynder flere kapitler med en beskrivelse af, hvad der sker i Norge på
det tidspunkt, hvor handlingen foregår: Arbejdsløsheden stiger, de sociale
medier bliver populære, oliepriserne falder, gennemsnitsfamilien får flere
penge til forbrug. Derefter fortsætter historien om hovedpersonen uden synlig
sammenhæng med kapitlets indledning, og forbindelsen mellem dem kommer dermed
til at virke som et postulat. Det er ikke fordi jeg mener, at teksten skal gøre
udførligt rede for sammenhængen mellem hovedperson og samfundsudvikling, men
når det fylder mere fra roman til roman, tænker jeg, at der gemmer sig en
vigtig pointe her. Jeg får bare så lidt at arbejde med, at jeg hverken bliver
klogere på hvordan eller hvorfor, og derfor virker dette aspekt af romanerne på
samme tid vagt og bastant. Langt stærkere er det, når Nor-Hansen lader
samfundsvinklen vige til fordel for skildringen af liv, hvor forbindelsen er
røget både til omgivelserne og én selv: »Om aftenen sad jeg længe og skrev kun
iført underbukser. I baggården lå en døddrukken mand, som senere kom til sig
selv og råbte højt om hjælp. Det blæste kraftigt i parken. Jeg kunne se træerne
der svajede. Jeg kunne virkelig se alt, hvad jeg skrev. Derefter huskede jeg
ingenting«. Dét er læseværdigt uncanny.
*
Henrik Nor-Hansen
Diegesis
Oversat af Allan Lillelund
Forlaget Silkefyret
198 s.
