Selvom moderskabet er begyndt at fylde mere i litteraturen,
hører romaner, hvor modermælk er en central del af plottet, stadig til
sjældenhederne. Men i Geir Gulliksens Se
på os nu sparker modermælken selve handlingen i gang. Til et bryllup møder
Hans, der er 50 år og lykkeligt gift, den væsentligt yngre nybagte mor Harriet.
Da hun klager over smerter i brysterne, hjælper han hende med at tømme dem for
mælk, og midt i denne temmelig grænseoverskridende og akavede situation bliver
de tiltrukket af hinanden. Trods fælles modvilje indleder Hans og Harriet i de
følgende uger en heftig affære, og også her spiller modermælken en afgørende
rolle.
Det ambivalente begær løber videre ind i deres sexliv: »Han
sugede på hende, som bittesmå børn gør, han var ikke et barn, men en voksen
mand, der lå med sin pik begravet i hendes køn, men han følte sig som et barn,
som en baby – åh, hvilken skam, hvilken nydelse.«
De komplekse følelser åbner for en ny nærhed hos Hans.
Ligesom han både vil tage hende hårdt og drikke hendes brystmælk, nyder han
tanken om at være en gammel far for barnet, samtidig med at han ønsker sig at
være mor, »den, der var barnets nærmeste, den foretrukne«.
For nogle år siden udforskede Gulliksen konsekvenserne af en
affære i trekantdramaet Historie om et ægteskab, der velfortjent blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. I
den nye bog er persongalleriet og perspektivet større. Udover Hans og Harriets
affære hører vi blandt andet om Hans’ kone Ingunn, om chefen Olof samt om
børnene Kristoffer og Kristina. Handlingstrådene snor sig om den
socialdemokratiske statsministerkandidat Salomon Olsen, som flere af
karaktererne arbejder sammen med.
Se på os nu er nok
den mest Geir Gulliksen-agtige roman i forfatterskabet, der udforsker temaerne
identitet, blikket og relationers skrøbelighed, og navnlig når det kommer til
de to sidstnævnte, er Gulliksen forbilledligt nuanceret. Men i denne roman
nærmer han sig visse steder selvparodien, for eksempel når han introducerer
blikket som motiv, ved at Hans ser et videoklip af sig selv fra brylluppet,
hvor han kigger på Harriet, mens Ingunn ser på ham.
Hvor fortællerstemmen i Gulliksens romaner ofte er spørgende
og empatiske med glimt af godmodigt drilleri over for karaktererne, virker den
i Se på os nu til at være drevet helt
ud i det satiriske. For eksempel har Hans været meget optaget af Ingunns
aldringsproces, der har givet hende »et ældre mandeansigt, og det havde stemt
så fint med alt det, Hans mente og troede på politisk, kønspolitisk«. Som en
kønsbevidst mand går han meget op i ikke at være utro, ikke at se porno og ikke
at være sådan en, der tænder på at tømme en fremmed kvindes bryster for mælk.
Men det er han så alligevel, hvilket giver anledning til både kvaler og komik:
»Han var stadig imod porno, han mente, at den forfladigede menneskers fantasi,
men selv kunne han godt tåle det, fordi han var kritisk. Det lod dog til, at
han blev endnu mere ophidset, fordi han var kritisk.«
For mig er disse citater samtidig eksempler på romanens fine
fremstilling af personernes selvhøjtidelighed. Andre steder skaber det snarere
distance, når fortælleren forlader de realistiske replikker og nøjes med
referat: »Kristoffer og Kristina talte om, at de kunne være vokset op her, have
gået på den her skole, at de ville have kunnet lide det. Men Kristoffer legede
igen med tanken om at vokse op uden internet, uden egen computer og sågar uden
telefon, og så blev de enige om, at det måtte have været forfærdeligt. De
beskyldte [Ingunns] opvækst for at have været indskrænket, og det gav hun dem
ret i«. Her får personernes almindeligheder og tidstypiske træk ikke lov at
udfolde sig, og derfor holder de op med at være levende for mig og bliver i
stedet til samfundsdiagnostiske papfigurer.
Det klæder Gulliksens prosa, når han lever sig ind i
figurerne i stedet for at holde dem ud i strakt arm. Begge dele sker i Se på os nu, og derfor har romanen altså
også sine svage øjeblikke. Mest af alt undrer jeg mig over, hvad
socialdemokraten Salomon Olsen overhovedet laver i bogen. Han fylder en hel del
i de andres samtaler, men dukker selv kun kortvarigt op til sidst. Egentlig
spiller han ikke nogen nævneværdig rolle, og han virker mest som katalysator
for nogle sidehistorier, der alligevel løber ud i sandet.
Til gengæld rummer bogen også Geir Gulliksens indsigtsfulde
skildringer af begær, sorg og de øjeblikke, hvor opfattelsen af den anden
ændrer sig med uoverskuelige konsekvenser. Desuden viser den, hvor eminent han
er til at skildre situationer, som betyder forskellige ting for forskellige
parter. Det ses især i en af bogens mest barske scener, hvor Ingunn gentager
noget, Hans har sagt, mens de havde sex aftenen før. Hun siger det for at nærme
sig ham, men for ham er det tegn på, at han er ved at forlade hende. For mig er
det disse beskrivelser af ambivalens og intimitetens forviklinger, der er den
største kvalitet ved Se på os nu.
*
Geir Gulliksen
Se på os nu
Oversat af Rolf Stavnem.
C&K Forlag
350 s.
