Cathrine Knudsens seneste bog, Av menneskehånd, der udkom i forbindelse med Møllebyen
Litteraturfestival i august 2017, kan betegnes som en punktroman eller en række
prosanedslag af få siders længde. Bogen fokuserer på en lille gruppe personer,
heriblandt en gammel mand samt en unavngiven mor og hendes to børn Ymja og
Torjus, og handler ligesom Knudsens forrige, romanen Manuell (2014), om de forskydninger i menneskelige relationer, som
forårsages af den såkaldte omsorgsteknologi. Manuell foregår i samtiden, men har også et historisk perspektiv,
idet handlingen tager udgangspunkt i indførelsen af Norges første mekaniske
vejbom i 1970’erne. I Av menneskehånd
befinder vi os så vidt jeg kan se i en nært forestående fremtid, der for det
meste ligner vores verden, men hvor noget af det ildevarslende fra Manuell nu er blevet til virkelighed.
Handlingen udspiller sig således
på et plejehjem og i en lejlighedsbygning, der er en nedlagt institution. På
plejehjemmet kører den gamle mand hver dag på en motionscykel, som er forbundet
med Google Earth. Tanken er at motivere beboerne til at motionere ved at lade
dem ”sykle hjem til sin egen gate”, hvilket med en klassisk Knudsen-formulering
ikke giver dem oplevelsen af at være der, men bringer dem ”så nær det går an å
komme oplevelsen av å være der” (s. 5). I lejligheden sidder Torjus og laver
lektier, mens hans mor holder øje med ham gennem dukken Mae, der ikke kun har
kameraøjne, som kan overvåge, men også fungerer som lektiehjælp og kalender. Torjus’
mor var ansat på institutionen inden den blev ombygget til lejligheder, og på
et tidspunkt mindes hun en dag, hvor hun sammen med en dement beboer befandt
sig i et af de såkaldte sanserum, der er indrettet som en strand. Tapetet viser
havudsigt, gulvet er dækket af sand og en højtaler afspiller mågeskrig. Da de
har sat sig ned, giver hun beboeren en småkage og ”spøker om at hun kan kaste
smulene til måkene. Så gjør hun det. Hun kaster kjeksen alt hun kan og den
treffer tapetet. En lyd. En butt lyd, av kjeksen som treffer utsikten og ikke
kommer igjennom” (s. 49).
Det er den slags, Cathrine
Knudsen har et fænomenalt blik for; situationer, der umiddelbart virker
upåfaldende, men som i hendes fremstilling bliver foruroligende, her ikke kun
på grund af det sørgeligt kunstige rum, men også i den pludselige åbenbaring
af, at den demente kvinde er så langt fra virkeligheden, at hun hverken er i
stand til at opfatte, at stranden er en illusion eller at plejerens ord er ment
som en spøg.
I et af de sidste kapitler, som er bogens længste,
reflekterer en kvinde over spørgsmålet ”Hvordan oppsto seksualiteten i meg?”
(s. 83). Undervejs fortæller hun både om skolelærere, tv-værter og pornoblade i
kælderen, men det er særligt beskrivelsen af de såkaldte hemmelige lege med
veninderne, der viser, hvor god Knudsen er til at skildre menneskelig
interaktion på en fremmedgørende måde:
Jeg bare la meg oppå og gned fram og tilbake helt til en plutselig
varme strømmet gjennom meg. Jeg glemte liksom henne under meg akkurat da. Jeg
var avhengig av henne for å oppnå dette. Jeg måtte gjøre det sammen med noen.
[…] Det skjedde ingen forandring med
henne under meg. Hun var stille. Jeg tror ikke det strømmet så varmt gjennom
henne. Vi lå på det harde badegulvet, på flisene. Som var svakt oppvarmet. Jeg
kjente mot håndflatene, armene, knærne, hun må ha kjent det mot ryggen, rumpa,
lårene. Igjen kjente jeg kroppen hennes, det var som om jeg kom tilbake. Og
kroppen hennes føltes plutselig så fremmed. Det var hennes kropp, den tilhørte
henne. Det var igjen min venninne. Det føltes rart å ligge der nå. Ikke lenger
en konsentrert følelse, men hele den myke kroppen hennes unner meg. Som virket
mer likegyldig for meg nå. Det var et punktert øyeblikk. Vi ble altfor oppmerksomme
på strømpebuksa og buksa som skulle på. Kanskje hun hadde hatt det sånn hele
tiden.
(s. 89-91)
Knudsen skriver – som altid, fristes jeg til at sige – så
utroligt fint. Der er noget meget intenst ved hendes bøger, noget stilfærdigt
knugende, som om hendes skrift lytter opmærksomt til noget, der normalt ikke
artikuleres sprogligt, og som den derefter viderefortæller med bekymret skepsis.
Med sine godt 100 sider, hvoraf der kun er tekst på hver anden, må bogen
betegnes som en mindre udgivelse, og den når forståeligt nok ikke helt samme
højder som Manuell, hvor tematikken
udfoldes bedre. Men det er stadig et fascinerende lille værk, der for mig cementerer
Cathrine Knudsens position som en af de mest interessante og læseværdige norske
forfattere i disse år.
*
Cathrine Knudsen
Av menneskehånd (2017)
H//O//F
106 s.
