Året er 2003. Kyrre Tanding, en ung jurastuderende, bor i et
lille, afsidesliggende hus i Oslo sammen med sin kæreste Lucie. En dag bliver
de opsøgt af Øistein Sørensen fra politiet, som fortæller dem at Kyrres
barndomsven Svein er forsvundet. Svein har forsøgt at stjæle penge fra Eirik Vathek,
som muligvis er en af de mest magtfulde mænd i den kriminelle underverden i
Oslo. Øistein beder Kyrre om hjælp til at finde Svein, og få ham til at melde
sig, så han kan komme under vidnebeskyttelse, og være med til at fælde Vathek.
Sammen med Arfan Johansson – en fælles ven af Svein, som Kyrre også kender fra
tidligere – lykkes det Kyrre at opspore Svein og hans kæreste Eli, som han
hjælper med penge og husly, mens han prøver at overtale dem til at melde sig.
Men alt dette er kun begyndelsen. For det viser sig hurtigt, at Arfan styrer en
række lyssky forretninger, og blandt andet er involveret i narkohandel for
mange millioner, og i den korte tid, Kyrre tilbragte sammen med ham for at
finde Svein, er han allerede spundet så langt ind i Arfans net, at det ikke er
til at komme ud igen.
Hvad der herefter sker, skal jeg ikke afsløre her, men det udvikler
sig til en velfortalt og særegen spændingsroman. Selvom handlingen foregår i
Norge, er universet langt hen ad vejen lig det, man forbinder med amerikanske
krimi- og spændingsserier. Skal man have fat i nogen, kører man selvfølgelig
hen til et værtshus, hvor bartenderen har et kæmpe netværk, og altid lige
kender en, der er værd at snakke med. Den slags. Det lyder måske som en kritik,
men er ingenlunde ment sådan. For det er Stein Sørensens store fortjeneste, at
han formår at placere romanen i et velkendt univers med
(fiktions)kriminalitetens helt særlige logikker, uden at det af den grund
bliver forudsigeligt. Personerne spilles ud mod hinanden, og et godt stykke i
romanen er man reelt i tvivl om, hvor omfattende sagen faktisk er. Hvad er det
egentlig, Arfan Johansson har gang i? Har Eirik Vathek forbindelser til
mafiaen? Spreder Øistein Sørensen usande oplysninger i det kriminelle miljø for
sin egen vindings skyld? Og hvad er HBCG Banks rolle i det hele?
Hovedpersonen Kyrre er en underlig karakter. Næsten alt i
hans umiddelbare nærhed kan igangsætte lange tankerækker, der får det til at
virke som om hans hoved er en stor faktaboks:
Det yra mot rutene, og hjula sang gummimykt mot den regnsvarte
asfalten. Arfan var på telefonen og forhørte seg med kompiser og venninner fra
alle kanter av landet, og slik snevra nettet seg inn rundt Svein og Eli. Over
oss skifta nyansene i gråværet langsomt, som skykroppene rulla med vindene, og
jeg løfte blikket og tenkte på de globale systeme av damp og regn som driver
vindsystemene rundt jorda, og fremst av alle Hadleys sirkler, som de kalles, de
roterende hjula av gass i atmosfæren omkring ekvator, drevet av jordrotasjonen,
solvarmen og vannets fordampning, som til sammen driver gassmassivene opp til
kaldere lag høyt i været, der dampen kondenserer og faller som regn mot
regnskogene nedenfor, og slik driver enorme flak av våt luft i hissig vind
nordover eller sørover, bort fra ekvator, til den tørker ut over ørkenene og
igjen stiger, drevet tilbake mot ekvator av jordrotasjonen.
(s. 64)
Selvom Kyrre er en dygtig og flittig studerende, viser det
sig hurtigt, at hans fælles fortid med Svein og Arfan ikke blot kan
karakteriseres som drengestreger eller som små tyverier, men faktisk også
rummer alvorlig økonomisk kriminalitet. Alligevel er det lidt svært at forstå,
hvorfor han er så forhippet på at hjælpe Svein, og hvordan han så hurtigt
accepterer Arfans skumle aktiviteter. Men når nu han endelig er blevet
indhentet af fortiden og fanget i Arfans spil, er beskrivelserne af, hvordan
grebet strammes om Kyrre – endda af både Arfan og Øistein Sørensen – til
gengæld virkelig gode.
Bogens titel henviser til en række essayistiske passager,
som handler om hvordan tallet fire går igen i alle mulige aspekter af
menneskets måde at forstå verden på. I den anledning hører vi blandt andet om humoralpatologi,
vand, Bourdieus kapitalbegreb, drømmetydning, penges forskellige funktioner,
skyformer, teatrets fjerde væg og buddhistisk etik. Som udgangspunkt er jeg
fuldstændig til fals for den slags: Et tilsyneladende upåfaldende fænomen, der
bruges som et tværsnit gennem (verdens)historien og fører tankerne på
overraskende og svimlende afveje (som man eksempelvis ser det hos Jorge Luis
Borges eller W.G. Sebald). Desværre er det ikke tilfældet her. Bag disse afsnit
ligger uden tvivl et stort arbejde med at opstøve forskellige forekomster af
tallet 4, men jeg synes ærligt talt ikke, at de er synderligt godt forankret i
romanen. For det første ville det ikke gøre nogen forskel for historien, hvis
de essayistiske passager blev taget ud. For det andet bliver de heller ikke
rigtig brugt til noget – fortælleren forbinder ikke de forskellige forekomster
af tallet fire med hinanden, han bruger dem heller ikke som et springbræt for
sine tanker, han peger sådan set bare på at de findes, og uddyber måske lige
lidt hist og her, men det hæver sig altså ikke op over simpel opremsning af
fakta. For det tredje kunne jeg godt have ønsket mig, at det hele var gjort
lidt mere subtilt. Eksempelvis kunne mange af opremsningerne snildt have
bestået af fire forskellige ting, uden samtidig selv at påpege, at der er tale
om FIRE: ”Huden var rød og varm, og etter Sveins ansikt å dømme gjorde det
vondt. De fire kanoniske tegna på et infisert sår er hevelse, rødme, varme og
smerte” (s. 75). Desuden optræder tallet fire så ofte, at det ofte virker meget
demonstrativt, som når en bipersons helt præcise adresse nævnes i begyndelsen
af bogen: ”Da vi stoppa, forsto jeg at vi var innerst i Tverrveien 4, der Aslak
bodde” (s. 79), eller når et stort anlagt røveri hen mod bogens slutning
selvfølgelig skal finde sted d. 4. Andre gange virker det helt malplaceret, som
når fortælleren midt i en kritisk situation pludselig lader tankerne vandre:
Jeg åpna øynene og myste mot lyset. Skyggene tegna figurer på
betongveggen. Arfan sto vendt mot meg med taklampa rett bak seg og pillet
distré på steinen i øret. Han hadde sagt det var en 0,14 karats diamant.
Diamanter er laget av karbon og er altså av det samme stoffet som laget
søtsmaken i munnen. Det er noe mystisk på gang med karbonatomet. Av en eller
annen grunn er det byggesteinen i alt organisk liv. Kanskje skyldes det at
atomet er såkalt tetravalent, det vil
si at det har fire kovalente bindinger […].
(s. 348)
Det ender lidt mellem to stole – enten skulle det have været
væsentligt bedre forankret i handlingen, eller også burde afsnittene nok have været
vildere og mere svimlende. Og det er ærgerligt – for Stein Sørensen lykkes med
så meget andet. Med sine 525 sider er det en bog, der tager sig god tid til at
fortælle sin historie, og alligevel er den virkelig medrivende. Det er ikke en
nem balance at ramme. Ligeledes er især portrættet af Arfan Johansson
imponerende udført, da han på samme tid fremstår skræmmende og latterlig. Og så
er 4 helt elementært spændende;
faktisk en af de mest spændende bøger, jeg længe har læst, på trods af, at den
ikke lever op til sit fulde potentiale.
Stein Sørensen
4 (2016)
Kolon Forlag
