Noget af det bedste ved litteraturen er, at den giver
indblik i, hvordan andre tænker. Hvordan mening og problemer opstår for et
andet menneske, på grund af netop deres særlige måde at anskue verden på. Jeg
tror, min forkærlighed for essays skyldes, at netop den teksttype er en særligt
generøs demonstration af en andens tænkning. I de bedste essays kan man både
se, hvordan en idé tager form, hvordan den må justeres undervejs og hvordan den
ændrer karakter i mødet med andre perspektiver.
Netop tankens bevægelser slår mig som noget helt centralt i
Susanne Christensens skrift. Siden årtusindeskiftet har hun særligt i Norge
været en markant og engageret formidler af litterære strømninger i både over-
og undergrunden. Christensens essays og kritik handler ofte ikke kun om et
bestemt værk, men også om de tråde, det trækker til andre værker og idéer.
Hendes nye bog Leonoras reise handler om den britisk-fødte mexicanske
kunstner Leonora Carrington, men den er langt fra en traditionel monografi
eller kunstbog. Snarere er den et langt essay, der sætter Christensens version
af Carrington i forbindelse med blandt andet klimaforandringer, sci-fi og
kulturskribenters ringe arbejdsvilkår.
De mange forskellige emner knopskyder fra Christensens
gennemgang af Carringtons tumultariske liv. Hun voksede op i den engelske
overklasse, hvor hun aldrig fandt sig til rette. Som 20-årig mødte hun den
tyske surrealist Max Ernst, og kort tid efter flyttede parret til Paris. Da anden
verdenskrig brød ud, blev Ernst anholdt og Carrington flygtede til Spanien. Gennem
deres netværk fik hendes forældre hende her indlagt på et psykiatrisk hospital.
Da hun endelig blev udskrevet, genoptog hun kontakten til Max Ernst og tilbragte
nogle år i New York, hvor hun var en del af kunstsamleren Petty Guggenheims omgangskreds.
Herefter flyttede hun til Mexico City, hvor hun boede og arbejdede indtil sin
død i 2011.
Susanne Christensens foregående bog, En punkbønn, skildrede
musikalske og aktivistiske fællesskaber, og fællesskabet er også et
gennemgående motiv i Leonoras reise. Hun skriver om Carringtons fællesskab
med de andre surrealister og om hendes mexicanske vennegruppe af kunstnere som
Remedios Varo og Octavio Paz. Men Christensen skriver også om sit venskab med
andre freelance-kulturarbejdere, samt om sine møder med andre såkaldte ’leonoraheads’.
Den lille gruppe af Carrington-forskere omtales sågar et sted som »en god og
klok tverrnasjonal familie« (s. 147). Endelig er der menneskets fællesskab med
andre arter, som Christensen reflekterer over i et intermezzo om den
amerikanske teoretiker Donna Haraway.
Jeg opfatter bogens form som en videreførelse af netop
dette. Christensen veksler mellem essayistik, citater og rejseberetning. Et
helt kapitel overlader scenen til forskeren Gloria Orensteins monolog om sine
møder med Carrington. Nok er det Christensen, der skriver, men hun gør det ved
at indoptage andre stemmer og perspektiver. Og på samme måde er Leonora
Carrington ikke bogens hovedperson, men dens omdrejningspunkt. På et tidspunkt
fører en bemærkning om Carrington som en slags alien til en lang digression,
der går fra sci-fi-filmene Nærkontakt af tredje grad og Arrival til
tanker om en dokumentar om havet og korallers død, som ender ved
kulturarbejdere, der begår selvmord. Alt sammen i løbet af ganske få sider.
I det ligger der et verdens- og menneskesyn, og dermed
selvfølgelig også et litteratursyn. Det bliver særligt tydeligt i en passage,
hvor følgende kritik af norsk samtidslitteratur lægges i munden på Carrington: »Alle
de selvgode romanforfatterne, de legger seg lavt i landskapet og kverner løs om
menneskelige banaliteter. Tenk om leserne fikk en grenseoverskridende idé i kaffekoppen,
det ville uten tvil gå fullstendig galt. Det er en implisitt undervurdering av
såkalte vanlige folk som foregår« (s. 155).
Ligesom forsøget på at tyde rumvæsenernes sætninger i Arrival
kræver, at vi anskuer vores eget sprog på en ny måde, kan mødet med surrealistisk
kunst få os til at se helt anderledes på vores virkelighed og måden, vi
konstruerer den på. Spørgsmålet om, hvordan vi møder noget fremmed, er fundamentet
og retningen for en anmelders praksis, og således bliver det meste alligevel
bundet perspektivrigt sammen. Christensens tænkning er vild og idiosynkratisk, og
derfor er Leonoras reise også netop dét. Som en måde at danne
fællesskaber og åbne verden på er den værd at lade sig inspirere af. Som
kunstformidling er den vidende, engageret og helt sin egen.
*
Susanne
Christensen
Leonoras
reise
Forlaget Oktober
196 s.