Pål Norheim døde 4. august 2017, blot 55 år gammel. I december udkom det sidste manuskript, han arbejdede på, og som han stort set nåede at færdiggøre, under titlen Oppdateringer 2 (2017) – en selvstændig fortsættelse af Oppdateringer (2014), der samtidig genudgives som paperback. Som titlerne antyder, består bøgerne overvejende af statusopdateringer fra Facebook, hvoraf flere efterfølgende er udvidet. I små tekster, hvis længde varierer fra en enkelt linje til adskillige sider, vandrer Norheim gennem Bergens gader, tager bussen til og fra sit arbejde som nattevagt, besøger venner i Berlin og rejser til Ægypten og Etiopien (hvor han voksede op som barn af kristne missionærer). Undervejs reflekterer han blandt andet over tro, nostalgi, spontane møder, faderens demens, polemik, kulturforskelle og Donald Trumps sarte ego.
Et af bogens gennemgående motiver
er den uklare grænse mellem det lokale og det globale: ”Når jeg leser
nettutgaven av The New York Times på
Eidsvågneset, får jeg annonser for spisesteder i Bergen og hudpleiesalonger i
Åsane, og vil jeg lese en artikkel om Egypt i Le Monde (som jeg gjorde nå nettopp), dukker det opp en annonse for
noe som skjer i Tysnes kulturkirke” (s. 143). Selvom Facebook giver os mulighed
for at kommunikere med mennesker i hele verden, væver den også nationerne
tættere sammen i kraft af de mange opslag og debatter, der udelukkende foregår
på det lokale sprog (et sted kalder Norheim Facebook for ”nasjonens nye
nervesystem, polariseringsarena, koseklubb, refleksjonsmedium og samfunnslim”
(s. 96)).
En opdatering fra Kairo d. 5. december 2015 kan tjene som
karakteristik af Norheim og hans projekt:
Jeg ser. Jeg lytter. Jeg går hit eller dit på innfall og tenker på alt
mulig. På Eidsvågneset satt jeg stort sett alene. Jeg var mitt eget univers, et
jeg som skrumpet inn, jeg prøvde å holde ting gående. I Kairo drunker jeg i
millionmylderet, samtidig som jeget sveller ut: et selvbevisst null som fryder
seg, øyne og ører rettet mot verden, en kropp som skiller seg ut fra andre
kropper i turistfattige Egypt, en trang til å skrive, uten å forstå stort av
det som skjer.
(s. 64-65)
Som det måske fremgår af ovenstående, er Norheims prosa
velskrevet og klar. Forskellige emner og tonelejer væves umærkeligt sammen i en
skrift, der let kan virke upåfaldende i al dens enkelhed, men som bestemt ikke
er simpel. Et sted skriver han om at ville holde op med at ryge i forbindelse
med en rejse tilbage til Addis Abeba i Etiopien. Afsnittet gør ikke noget stort
væsen af sig, men der er en imponerende og præcis sanselighed i udvælgelsen af,
hvilke detaljer, der trækkes frem fra erindringen, og i måden, de sammenstilles
på: ”Jeg ville ikke bare se og høre min barndoms trakter; jeg ville også lukte
dem. Jeg ville kjenne lukten av jord, gress og eselmøkk etter et voldsomt
regnskyll: lukten av maiskolber stekt på glør; av røkelse og nybrent kaffe; av
eukalyptustræer, kattelik, urin, ferskt brød og krydret kjøtt. Jeg ville kort
og godt kjenne lukten av min barndom. Det ble med tankene” (s. 75).
Jeg er ikke helt sikker på, at jeg læser det her som
litteratur. Det minder mig mere om at lytte til en ven på en gåtur eller en
rejse, denne helt særlige måde tankerne slentrer på, små iagttagelser om
verdenspolitik, lange udbredelser om hverdagsemner, selve nydelsen i at tænke
højt og prøve sig frem, se hvor der er noget at komme efter. Der er noget
utroligt åbent, nysgerrigt og mildt ved disse tekster, som jeg vældig godt kan
lide. Det indirekte portræt af Pål Norheim, som bogen også er, viser en både
gemytlig og nuanceret tænker, som møder sine medmennesker med respekt og
venlighed, uanset om det er en sidemand på en sen flyrejse eller en tjener på en
lille café, som vil have afklaret forholdet mellem kristendom og islam.
Selvom disse tekster er mere velskrevne end stort set
samtlige opdateringer, der dukker op i mit feed, er mange af dem også ganske
upåfaldende – mens andre til tider ligefrem virker lidt ligegyldige – når de
læses hver for sig (En af dem lyder for eksempel i sin helhed
”STUPIDITETSØMFINTLIG slik andre er overfølsomme for lys, støy og vond lukt”
(s. 60)). Men jo mere, jeg følger tekststrømmen, jo mere ophæves indtrykket af
den enkelte tekst til fordel for oplevelsen af en særegen stemme. Samtidig er
det dog også helt tydeligt for mig, at Norheims nysgerrige tænkning og sensible
skrift kommer bedst til sin ret i de længere afsnit. Særligt teksten fra 3.
juli 2016, som helt usædvanligt strækker sig over 13 sider, er fremragende. Her
beskriver Norheim sit lokalområde, hvilket ikke kun fører til refleksioner
over, hvordan arbejdsplanen med nattevagter fastlægger hans liv mange år ud i
fremtiden og over hvad det vil sige at føle sig knyttet til et sted, men også
til særdeles fine skildringer af hans forældre og bedsteforældre. Rygterne
siger, at der kommer en samling af Pål Norheims essays senere i 2018, og hvis
de længere afsnit, og i særdeleshed denne tekst, på nogen måde er sigende for,
hvad der venter, skal det nok blive vældig interessant.
*
Pål Norheim
Oppdateringer 2 (2017)
Kolon Forlag
176 s.
