01.04.2018

Cathrine Knudsen – Av menneskehånd


Cathrine Knudsens seneste bog, Av menneskehånd, der udkom i forbindelse med Møllebyen Litteraturfestival i august 2017, kan betegnes som en punktroman eller en række prosanedslag af få siders længde. Bogen fokuserer på en lille gruppe personer, heriblandt en gammel mand samt en unavngiven mor og hendes to børn Ymja og Torjus, og handler ligesom Knudsens forrige, romanen Manuell (2014), om de forskydninger i menneskelige relationer, som forårsages af den såkaldte omsorgsteknologi. Manuell foregår i samtiden, men har også et historisk perspektiv, idet handlingen tager udgangspunkt i indførelsen af Norges første mekaniske vejbom i 1970’erne. I Av menneskehånd befinder vi os så vidt jeg kan se i en nært forestående fremtid, der for det meste ligner vores verden, men hvor noget af det ildevarslende fra Manuell nu er blevet til virkelighed.
Handlingen udspiller sig således på et plejehjem og i en lejlighedsbygning, der er en nedlagt institution. På plejehjemmet kører den gamle mand hver dag på en motionscykel, som er forbundet med Google Earth. Tanken er at motivere beboerne til at motionere ved at lade dem ”sykle hjem til sin egen gate”, hvilket med en klassisk Knudsen-formulering ikke giver dem oplevelsen af at være der, men bringer dem ”så nær det går an å komme oplevelsen av å være der” (s. 5). I lejligheden sidder Torjus og laver lektier, mens hans mor holder øje med ham gennem dukken Mae, der ikke kun har kameraøjne, som kan overvåge, men også fungerer som lektiehjælp og kalender. Torjus’ mor var ansat på institutionen inden den blev ombygget til lejligheder, og på et tidspunkt mindes hun en dag, hvor hun sammen med en dement beboer befandt sig i et af de såkaldte sanserum, der er indrettet som en strand. Tapetet viser havudsigt, gulvet er dækket af sand og en højtaler afspiller mågeskrig. Da de har sat sig ned, giver hun beboeren en småkage og ”spøker om at hun kan kaste smulene til måkene. Så gjør hun det. Hun kaster kjeksen alt hun kan og den treffer tapetet. En lyd. En butt lyd, av kjeksen som treffer utsikten og ikke kommer igjennom” (s. 49).
Det er den slags, Cathrine Knudsen har et fænomenalt blik for; situationer, der umiddelbart virker upåfaldende, men som i hendes fremstilling bliver foruroligende, her ikke kun på grund af det sørgeligt kunstige rum, men også i den pludselige åbenbaring af, at den demente kvinde er så langt fra virkeligheden, at hun hverken er i stand til at opfatte, at stranden er en illusion eller at plejerens ord er ment som en spøg.




I et af de sidste kapitler, som er bogens længste, reflekterer en kvinde over spørgsmålet ”Hvordan oppsto seksualiteten i meg?” (s. 83). Undervejs fortæller hun både om skolelærere, tv-værter og pornoblade i kælderen, men det er særligt beskrivelsen af de såkaldte hemmelige lege med veninderne, der viser, hvor god Knudsen er til at skildre menneskelig interaktion på en fremmedgørende måde:

Jeg bare la meg oppå og gned fram og tilbake helt til en plutselig varme strømmet gjennom meg. Jeg glemte liksom henne under meg akkurat da. Jeg var avhengig av henne for å oppnå dette. Jeg måtte gjøre det sammen med noen. […] Det skjedde ingen forandring med henne under meg. Hun var stille. Jeg tror ikke det strømmet så varmt gjennom henne. Vi lå på det harde badegulvet, på flisene. Som var svakt oppvarmet. Jeg kjente mot håndflatene, armene, knærne, hun må ha kjent det mot ryggen, rumpa, lårene. Igjen kjente jeg kroppen hennes, det var som om jeg kom tilbake. Og kroppen hennes føltes plutselig så fremmed. Det var hennes kropp, den tilhørte henne. Det var igjen min venninne. Det føltes rart å ligge der nå. Ikke lenger en konsentrert følelse, men hele den myke kroppen hennes unner meg. Som virket mer likegyldig for meg nå. Det var et punktert øyeblikk. Vi ble altfor oppmerksomme på strømpebuksa og buksa som skulle på. Kanskje hun hadde hatt det sånn hele tiden.
(s. 89-91)

Knudsen skriver – som altid, fristes jeg til at sige – så utroligt fint. Der er noget meget intenst ved hendes bøger, noget stilfærdigt knugende, som om hendes skrift lytter opmærksomt til noget, der normalt ikke artikuleres sprogligt, og som den derefter viderefortæller med bekymret skepsis. Med sine godt 100 sider, hvoraf der kun er tekst på hver anden, må bogen betegnes som en mindre udgivelse, og den når forståeligt nok ikke helt samme højder som Manuell, hvor tematikken udfoldes bedre. Men det er stadig et fascinerende lille værk, der for mig cementerer Cathrine Knudsens position som en af de mest interessante og læseværdige norske forfattere i disse år.

*
Cathrine Knudsen
Av menneskehånd (2017)
H//O//F
106 s.

01.03.2018

Kyrre Andreassen – For øvrigt mener jeg at Karthago bør ødelægges


Et par dage efter jeg havde skrevet denne anmeldelse, læste jeg Henning Hagerups essay ”Den evinnelige kritikken” i antologien Samtale med et svin (Sissel Lie & Liv Nysted (red.), 1995). Hagerup skriver blandt andet om sin egen ungdommelige nedsabling af en af Jon Michelets romaner: ”Mens Roland Barthes i et optimistisk essay fra 1963 snakker begeistret om den såkalte ”immanente kritikerens” evne til å la seg forundre, har jeg i Michelet-anmeldelsen gitt et eklatant eksempel på evnen til å la seg fornærme” (s. 183). Selvom jeg har forsøgt at formulere min undren over Kyrre Andreassens roman, kan jeg ikke udelukke, at jeg også fremstår en kende fornærmet, men hvis anmeldelsen først og fremmest består af en masse udpegninger af problemer og irritationsmomenter, så falder det alligevel kun delvist tilbage på mig selv. Uanset om en bog er god eller dårlig, ønsker jeg mig altid at mødet med den fører til kritisk refleksion, og Andreassens bog er et godt eksempel på, hvor frustrerende det er, når en bog er dårlig på en så irriterende måde, at den på intet tidspunkt åbner for tanken, men snarere virker, som om den gør alt, hvad den kan for at lukke den ned.

På grund af en diskusprolaps må Krister Larsen stoppe som elektriker. I stedet får han job som underviser i norsk som andetsprog, selvom han ikke er kvalificeret til det. Derhjemme skændes han med sin kone Marianne, som mistænker ham for at være utro med den alternative behandler Yvonne, og deres søn Andreas indstilles til psykiatrisk udredning fordi han har slået et andet barn henne i skolen. Mens dette scenarie ændrer sig til det (lidt) værre, får vi Kristers livshistorie, iblandet digressioner om hans holdning til pædagogik, globalisering og andres udseende.

Krister forsøger som regel at løse sine problemer med vold eller aggressive tilsvininger, og når det ikke virker, har han en tendens til at flygte. Hans sprog er præget af talrige gentagelser – ”Når man har været gift i over femten år, ville det være et under, hvis der ikke opstod lidt slitage, og når der opstår slitage, er det tiltrængt med nye perspektiver. Det var derfor, vi tog den tur til Rom. For at få nye perspektiver. Vi havde det som blommen i Rom” (s. 7) – og er samtidig overlæsset med kække eller umotiveret hånlige udtryk, som når et solarie omtales som en ”svansegrill” (s. 80).
Krister er kongen af dårlige undskyldninger. Uanset hvad han får rodet sig ud i, er det altid de andres skyld: Når han igen har været voldelig, affejer han det med at det kun var nødvendigt fordi den anden startede, og da røntgenbillederne fra skadestuen viser svære skader, holder han fast i sin egen version af forløbet med henvisning til, at det er ”let at manipulere med billeder” (s. 223). Da han på et tidspunkt beder en af sine elever fra sprogskolen om at bygge en pergola hjemme hos ham og Marianne, begrunder han det med, at han bare vil ”gøre noget godt for et andet menneske” (s. 210). Igen og igen betoner han, at han ”bare vil være flink ved manden”, der skal hjælpe ham, samtidig med at han udpensler alle hans usselheder: Manden er irriterende, han griner på de forkerte tidspunkter, han ”burde befinde sig på psykiatrisk” (s. 212) og han både ligner og lugter som en grævling. Efterfølgende fører det til en anklage om sort arbejde, som Krister afviser ved at sige, at han aldrig havde tænkt sig at betale manden.
Et andet udpræget karaktertræk er hans altomfattende bedrevidenhed. Selv beskriver han sit forhold til andre således: ”I de blindes rige er den enøjede konge, men det hjælper ikke en skid, når de blinde nægter at indse, at kongen har et øje” (s. 193) og ”det er ikke mig, der er noget i vejen med, det er loven, det er samfundet” (s. 224). Når han hjælper andre, er det kun fordi han mener, at han er bedre kvalificeret til at løse deres problemer, end de selv er, og i øvrigt kunne han ”uforberedt møde op på universitetet og bestå den ene eksamen efter den anden i historie” (s. 53). Her er et længere, bedre og værre eksempel:

Jeg troede, der måtte være grænser for dumheden. Men Marianne har altid sagt, at Cathrine er lidt simpel. Marianne er ikke simpel, og jeg synes ikke, hun er dum, det synes jeg ikke, men hun er ikke så velorienteret, som jeg er, jeg har en bredere horisont. Jeg læser aviser, hører radio, det begyndte jeg på, da jeg kom i lære, jeg hører Nyhederne hver dag, debatprogrammer og dokumentarer fra morgen til aften. Marianne, Cathrine og Ole Petter er ikke interesserede i, hvad der rører sig i samfundet. De forstår ikke, hvad det at spise ost med tandstikkere egentlig handler om. Når de det ene øjeblik sidder snalrede på en terrasse i Drammen og drømmer sig væk til Frankrig og i næste øjeblik bare kan trykke på et par taster på en computer for at få det ønske opfyldt, så handler det om globalisering, men det forstår de ikke, de aner ikke, hvad globalisering er.
(s. 192)


Da For øvrigt mener jeg at Karthago bør ødelægges udkom i Norge, fik den positive anmeldelser og blev nomineret til Brageprisen. Jeg har meget svært ved at forstå hvorfor. Andreassens roman minder mig om andre romaner af Ola Bauer og Bjørn Arild Ersland. Trods deres indbyrdes forskelligheder arbejder disse bøger med ensomme mænd, som har en uheldig tendens til ikke kun at være utroligt stædige, men også bedrevidende på en total måde. Og der er et eller andet ved den type fortæller, den form for bedrevidenhed, som går mig fuldstændig på nerverne. Mens jeg læser, leder jeg efter en måde at forholde mig til fortælleren på. Er bogen interesseret i at udstille, hvor irriterende denne mand er – eller vil den snarere at give mig et indblik i alle de tanker, der er bag den brovtende facade, i forsøget på at vække min sympati for et misforstået menneske? Hvis det første er tilfældet, lykkes Andreassen med sin mission allerede i løbet af romanens første kapitel, og i så fald undrer jeg mig over, hvorfor denne simple pointe skal strækkes til hele 330 sider. Men hvis det andet er tilfældet, og romanen altså prøver at få mig til at forstå Krister bedre, og måske endda vække min sympati for ham, så mislykkes den på alle punkter.
Problemet med romanen er ikke engang, at dens hovedperson er usympatisk og irriterende, for det kan der sagtens komme stor litteratur ud af. Problemet er, at den ikke har andet at byde på end en træls mand, der kæmper for at fremstille sig selv som helten i en ubetydelig historie. Ved bogens slutning er Krister lidt mere usympatisk end ved dens begyndelse; han forsikrer læseren om, at han ikke er voldelig, og så viser det sig efterhånden, at han faktisk ér voldelig, eller han siger, at han elsker sin kone og aldrig kunne finde på at være hende utro, hvorefter det viser sig at – ja, gæt selv. Problemet med at bygge en hel roman op om så simpel en bevægelse er, at det tidligt står klart, at Krister ikke bare er blottet for selvindsigt, men også dybt manipulerende, så når tingene viser sig at være værre, end han hidtil har påstået, bliver jeg ikke overrasket eller forarget. Jeg bliver bare bekræftet i noget, jeg allerede har fået vist og fortalt mange gange undervejs. Kristers karakteristik af andre hæver sig sjældent over fladpandede konstateringer: Folk er ”dumme, de er frække og dumme” (s. 70), og når voksne går rundt med cykelhjelm, ser det ”bare for idiotisk ud” (s. 14); uanset om han skildrer bureaukrater eller rockere, er beskrivelserne overfladiske og forudsigelige. Romanen er altså ikke synderligt rammende i sin personskildring og samfundskritik, og den er heller ikke hverken sjov, spændende eller hvad man nu ellers kunne have håbet på. Dertil er den simpelthen for ensporet og skæmmet af en fortæller, som er så nem at gennemskue – både når det kommer til hans manglende selvindsigt og hans lange, ligegyldige tirader om alt, hvad der er galt med folk. Når den i forvejen spinkle handling afbrydes af endnu en digression, kan man være helt sikker på, at dens primære formål er at parodiere, undergrave, udstille eller på anden måde tale grimt om andre. Lad os tage et sidste eksempel, om nødvendigt:

Der er intet, der lugter værre end nervøs sved, og pædagogerne var neurotikere alle som en. Det var lugten af angst og lugten af den tredje verden, lugten af alle mulige eksotiske krydderier fra kantinen nede i kælderen. Og bare for at nævne det, så er jeg ikke specielt følsom over for den slags. Jeg havde en lærling med hygiejneproblemer, da jeg arbejdede i Abicon. Der var også sved inde i billedet. Han kunne ikke bukke sig ned, uden at sveden sprang frem på hans pande, når han rettede sig op igen, og formentlig tørrede han sig ikke godt nok bagi, der var i hvert fald en duft hinsides det behagelige. Men det generede mig ikke.
(s. 242)

Det bliver så utroligt trættende i længden, at det kræver stor udholdenhed ikke bare at skimme og bladre og til sidst rejse sig og lade bogen dumpe ned et sted, hvor der forhåbentlig ikke er nogen, der finder den. For det meste er Kyrre Andreassens roman kedelig eller irriterende, og dens største præstation er sådan set, at den ofte i så høj grad formår at være begge dele på samme tid.

*
Kyrre Andreassen
For øvrigt mener jeg at Karthago bør ødelægges (2017) [opr. 2016]
Oversat af Rolf Stavnem
Gyldendal
330 s.

01.02.2018

Pål Norheim – Oppdateringer 2


Pål Norheim døde 4. august 2017, blot 55 år gammel. I december udkom det sidste manuskript, han arbejdede på, og som han stort set nåede at færdiggøre, under titlen Oppdateringer 2 (2017) – en selvstændig fortsættelse af Oppdateringer (2014), der samtidig genudgives som paperback. Som titlerne antyder, består bøgerne overvejende af statusopdateringer fra Facebook, hvoraf flere efterfølgende er udvidet. I små tekster, hvis længde varierer fra en enkelt linje til adskillige sider, vandrer Norheim gennem Bergens gader, tager bussen til og fra sit arbejde som nattevagt, besøger venner i Berlin og rejser til Ægypten og Etiopien (hvor han voksede op som barn af kristne missionærer). Undervejs reflekterer han blandt andet over tro, nostalgi, spontane møder, faderens demens, polemik, kulturforskelle og Donald Trumps sarte ego.
Et af bogens gennemgående motiver er den uklare grænse mellem det lokale og det globale: ”Når jeg leser nettutgaven av The New York Times på Eidsvågneset, får jeg annonser for spisesteder i Bergen og hudpleiesalonger i Åsane, og vil jeg lese en artikkel om Egypt i Le Monde (som jeg gjorde nå nettopp), dukker det opp en annonse for noe som skjer i Tysnes kulturkirke” (s. 143). Selvom Facebook giver os mulighed for at kommunikere med mennesker i hele verden, væver den også nationerne tættere sammen i kraft af de mange opslag og debatter, der udelukkende foregår på det lokale sprog (et sted kalder Norheim Facebook for ”nasjonens nye nervesystem, polariseringsarena, koseklubb, refleksjonsmedium og samfunnslim” (s. 96)).

En opdatering fra Kairo d. 5. december 2015 kan tjene som karakteristik af Norheim og hans projekt:

Jeg ser. Jeg lytter. Jeg går hit eller dit på innfall og tenker på alt mulig. På Eidsvågneset satt jeg stort sett alene. Jeg var mitt eget univers, et jeg som skrumpet inn, jeg prøvde å holde ting gående. I Kairo drunker jeg i millionmylderet, samtidig som jeget sveller ut: et selvbevisst null som fryder seg, øyne og ører rettet mot verden, en kropp som skiller seg ut fra andre kropper i turistfattige Egypt, en trang til å skrive, uten å forstå stort av det som skjer.
(s. 64-65)

Som det måske fremgår af ovenstående, er Norheims prosa velskrevet og klar. Forskellige emner og tonelejer væves umærkeligt sammen i en skrift, der let kan virke upåfaldende i al dens enkelhed, men som bestemt ikke er simpel. Et sted skriver han om at ville holde op med at ryge i forbindelse med en rejse tilbage til Addis Abeba i Etiopien. Afsnittet gør ikke noget stort væsen af sig, men der er en imponerende og præcis sanselighed i udvælgelsen af, hvilke detaljer, der trækkes frem fra erindringen, og i måden, de sammenstilles på: ”Jeg ville ikke bare se og høre min barndoms trakter; jeg ville også lukte dem. Jeg ville kjenne lukten av jord, gress og eselmøkk etter et voldsomt regnskyll: lukten av maiskolber stekt på glør; av røkelse og nybrent kaffe; av eukalyptustræer, kattelik, urin, ferskt brød og krydret kjøtt. Jeg ville kort og godt kjenne lukten av min barndom. Det ble med tankene” (s. 75).




Jeg er ikke helt sikker på, at jeg læser det her som litteratur. Det minder mig mere om at lytte til en ven på en gåtur eller en rejse, denne helt særlige måde tankerne slentrer på, små iagttagelser om verdenspolitik, lange udbredelser om hverdagsemner, selve nydelsen i at tænke højt og prøve sig frem, se hvor der er noget at komme efter. Der er noget utroligt åbent, nysgerrigt og mildt ved disse tekster, som jeg vældig godt kan lide. Det indirekte portræt af Pål Norheim, som bogen også er, viser en både gemytlig og nuanceret tænker, som møder sine medmennesker med respekt og venlighed, uanset om det er en sidemand på en sen flyrejse eller en tjener på en lille café, som vil have afklaret forholdet mellem kristendom og islam.

Selvom disse tekster er mere velskrevne end stort set samtlige opdateringer, der dukker op i mit feed, er mange af dem også ganske upåfaldende – mens andre til tider ligefrem virker lidt ligegyldige – når de læses hver for sig (En af dem lyder for eksempel i sin helhed ”STUPIDITETSØMFINTLIG slik andre er overfølsomme for lys, støy og vond lukt” (s. 60)). Men jo mere, jeg følger tekststrømmen, jo mere ophæves indtrykket af den enkelte tekst til fordel for oplevelsen af en særegen stemme. Samtidig er det dog også helt tydeligt for mig, at Norheims nysgerrige tænkning og sensible skrift kommer bedst til sin ret i de længere afsnit. Særligt teksten fra 3. juli 2016, som helt usædvanligt strækker sig over 13 sider, er fremragende. Her beskriver Norheim sit lokalområde, hvilket ikke kun fører til refleksioner over, hvordan arbejdsplanen med nattevagter fastlægger hans liv mange år ud i fremtiden og over hvad det vil sige at føle sig knyttet til et sted, men også til særdeles fine skildringer af hans forældre og bedsteforældre. Rygterne siger, at der kommer en samling af Pål Norheims essays senere i 2018, og hvis de længere afsnit, og i særdeleshed denne tekst, på nogen måde er sigende for, hvad der venter, skal det nok blive vældig interessant.

*
Pål Norheim
Oppdateringer 2 (2017)
Kolon Forlag
176 s.

06.01.2018

Henrik Nor-Hansen – Termin


Henrik Nor-Hansens forfatterskab består af digtsamlinger og korte romaner. I 2016 udgav han Termin, som efterfølgende blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Året efter udkom romanen herhjemme på Forlaget Silkefyret, oversat af forlægger Allan Lillelund Andersen.

Efter at være flyttet til Sommersåk med sin kone bliver Kjetil Tuestad brutalt overfaldet. Han pådrager sig både ansigtsskader, hjernerystelse og brækkede ribben, men værst går det ud over hans sind. Efter overfaldet føler han sig desorienteret og lider af hukommelsestab. Som tiden går, afløses dette af en stadigt voksende fremmedhedsfølelse, der gør, at Kjetil ikke føler, at han har kontakt til sit eget liv. Han flytter ind i sin egen lejlighed, flytter tilbage til sin kone, får et barn med hende, bliver skilt, flytter ind hos sin farmor og derefter ind i en kælderlejlighed. Undervejs opstår kortvarige bekendtskaber med andre, der blandt andet fører til voldelige optrin og sex, der måske snarere er voldtægt.

Romanen er skrevet i en slags rapport- eller journalsprog. Fortælleren er et ikke nærmere defineret ”man”, og de fleste af de ofte temmelig korte sætninger rummer en eller anden form for forbehold eller tvivl: ”17. maj skulle Kjetil Tuestad have stået længe på Domkirkeplassen. Det havde regnet. Man får fortalt, at han spiste en pølse udenfor SR-bank. Kjetil mener, at det var sent om eftermiddagen, han havde set en del mennesker, som kom fra Folketoget. Kjetil skulle derefter have bevæget sig langs Stavanger Domkirke og ned i byparken” (s. 63).

Historien om Kjetils overfald er del af en større skildring af vold og overgreb i lokalsamfundet. I løbet af bogen hører vi således både om en lille dreng, der bliver stenet, en ung kvinde, der bliver gruppevoldtaget og adskillige former for dyremishandling. Volden sammenkædes med en grundlæggende ændring i befolkningens mentalitet, som skyldes den økonomiske vækst i Norge: ”Demografien var ved at ændre sig, flere af de lokale kunne genkende sig selv i det dengang omtalte Stavangersyndrom. Naboer var stoppet med at hilse. Folk kunne fremstå tavse og undvigende. Det blev fortalt, at man kun så hinanden i biler. Spørgsmålet var, om langvarig økonomisk vækst kunne have tvunget en anden, mere afmålt omgangstone frem” (s. 32-33). Etableringen af nye bredbåndsforbindelser fører således også til udbredt selvdyrkelse og seksualisering blandt egnens unge, som bliver mere og mere apatiske. Alverdens undersøgelser iværksættes for at finde ud af, hvorfor Hommersåk pludselig er blevet så ”belastet”, men i stedet for forklaringer og årsager, dukker flere og flere problemer op:

Man fik bekræftet et stort indtag af sukker, både i form af søde sager og drikke. Der blev indtaget mange færdigretter. Noget af det mest opsigtsvækkende var nok udbredelsen af frygt og aggression. Målinger viste særlig høje stuetemperaturer. Dårligt indeklima havde medført flere tilfælde af mider og allergi. Mange pensionister gav udtryk for dårlig nattesøvn. Blandt mænd fandt man jævnligt forstørret prostata med vandladning om natten. En del klagede også over betonlunger efter at have indåndet støv fra den lokale industri.
(s. 35-36)




Rapportstilens parataktiske karakter understøtter det ubehagelige ved bogens tematik. Nor-Hansen er vældig god til at vægte stoffet på en måde, der helt grundlæggende virker forkert. Refererende prosa glider umærkeligt over i mere konkrete scener og beskrivelser, hvor ubetydelige detaljer vægtes lige så højt som brutale handlinger. Et sted beskrives et optrin mellem Kjetil og to mænd på følgende måde: ”Kjetil havde slået den ene i ansigtet. Han fik selv et slag over øjet. De skulle have trukket hinanden rundt i gruset udenfor selskabslokalet. Kjetil mistede nogle skjorteknapper og fik trådt nogle nye mokkasiner i stykker” (s. 46). Og lidt længere nede på siden, efter at Kjetil har ladet sig indlægge på psykiatrisk afdeling, findes denne beskrivelse, i samme tonefald og med lige så megen tyngde som voldsskildringen: ”Han tændte lys over sengen. Kjetil mindes her at have trukket lagenet til side, som skulle have været helt nyt. I tusmørket havde det regnet ind mod vinduet. En flok måger stod ubevægelige på græsplænen nedenfor” (s. 46-47).

Kjetil fortæller, at han rejste sig og slog manden gentagende [sic] gange med en tom vinflaske. Han mindes, at manden blev liggende i samme stilling. Kjetil havde umiddelbart troet, at slagene var uden effekt. Det første slag kom også skævt, flasken strejfede øret og ramte kravebenet. De næste slag ramte lige ned i hovedet. Kjetil siger, at det krævede en del flere slag før flasken knustes. Han blev stående tilbage med tud og flaskehals. Frisk blod skulle have strømmet frem fra håret. Kjetil siger, at blodet løb ned ad tinding og kind. Selv var han gået på toilettet. Kjetil skulle have urineret under, hvad han vil kalde uhygiejniske forhold. Derefter forlod han lejligheden. Kjetil siger, at han standsede ved en Shell-station i Pedersgata. Han købte en is. Han husker ikke nogen kontakt med eget følelsesliv.
(s. 64)

Der er noget sært inciterende over dette insisterende og alligevel tøvende sprog. Det lakoniske tonefald kombineret med de mange angiveligheder får alting til at virke urovækkende og forkert. Som det da et sted nævnes, at Kjetil var ”ansat hos ’Lars’, der skulle have været roommatens yngste bror” (s. 67). Ingen andre steder i bogen bruges der citationstegn ved navne, så hvorfor sker det pludselig her? 

Termin har fået en virkelig fin modtagelse både i Norge og Danmark, og selvom jeg også finder bogen interessant, er jeg ikke helt så begejstret som så mange andre læsere. Når romanen er bedst, er den en konsekvent, brutal og knugende skildring af, hvordan en meningsløs hændelse fører til et menneskes forfald. Men trods sine 75 bittesmå sider føles den også lidt langtrukken og i flere passager temmelig stillestående. Jeg er med på, at fortællemåden er bevidst tør og slæbende, og at det netop er forudsætningen for at skabe den stemning og de sammenstød, jeg selv har fremhævet som bogens højdepunkter, men for mig kulminerer det lidt for sjældent. Det meste af tiden er jeg mere principielt end reelt foruroliget, og selvom de mange voldshandlinger i lokalsamfundet løber som en mørk understrøm hele bogen igennem, bliver sammenkædningen af vold og økonomisk vækst ikke udfoldet synderligt, og derfor fremstår den for mig aldrig som andet end et postulat.

*
Henrik Nor-Hansen
Termin (2017) [opr. 2016]
Oversat af Allan Lillelund Andersen
Forlaget Silkefyret
75 s.