I anledning af essaysamlingen Metafysisk skrapjern, som jeg tidligere har omtalt, udgav Kolon Forlag i slutningen af 2015 en lettere redigeret paperbackversion af Henning Hagerups første bog Vinternotater, der oprindeligt udkom i 1998. Samlingen indeholder tekster om blandt andet Miltons Paradise Lost, La Rochefoucaulds maksimer, surrealisme, politisk lyrik, robotter/automater og Tor-Åge Bringsværds 70’er-bøger.
Det er meget sigende for Hagerup som læser og essayist, at
han, både i bogens oprindelige forord og det, der er tilføjet i anledningen af
genudgivelsen, går i rette med sig selv. Udover korrekturfejl og upræcise
formuleringer drejer det sig om udfald mod i særdeleshed kritikeren og
essayisten Arild Linneberg, der ifølge Hagerup har leveret en dårlig læsning af
Dag Solstads roman Professor Andersens
natt. Det samme gjorde sig gældende i Metafysisk
skrapjern, hvor Hagerup var ude efter Øyvind Berg og Susanne Christensen, fordi
de havde brugt ordet ”romantik” på en lidt for skødesløs måde. Foruden at være
på nakken af tidligere versioner af sig selv, beklager Hagerup altså sine
udfald mod kollegerne i bogen. Forordenes korrektioner bliver dermed til en
illustration af to af de aspekter, der bedst karakteriserer ham som essayist, nemlig
grundighed og temperament.
Hagerup veksler virtuost mellem nærlæsninger og bredere
historiske perspektiveringer, og han skriver imponerende indsigtsfuldt om alt
fra romantikken til digte for børn. Sidstnævnte behandles i essayet ”Ikke glem
kamelen”, der er et af bogens højdepunkter, og fungerer som en glimrende illustration
af Hagerups temperament – for udover fine betragtninger om, hvad det vil sige
at skrive gode digte for børn, og en anerkendelse af, hvor svært det er (som et
af de mere vellykkede eksempler fremhæver han blandt andet Halfdan Rasmussen),
holder han sig heller ikke tilbage med at revse nogle af de forfattere, der har
forsøgt sig med mindre held:
Om barn vil kunne få noe som helst ut av Britt Karin Larsens bok Ingenting
er helt som før, er det strengt tatt
grunn til å tvile på. Hvis Kaldestad står i fare for å bli belærende, bliver
Larsen så sosionomaktig forståelsesfull at alle barn med respekt for seg selv
burde reagere. […] Ronny har alt han
trenger av materielle goder, men mangler omsorg og kjærlighet. Det er sikkert en korrekt observasjon – la
gå. Men hvorfor i alle dager må man skrive dikt om det? Og hvorfor må diktet
munne ut i et spørsmål som like gjerne kunne stått i en lærebok i samfunnsfag
for fjerdeklassinger?
(s. 196-197)
To af bogens øvrige højdepunkter er de små essays om den
romerske digter Sulpicia og barokdigteren Sibylla Schwarz. Teksterne er en
slags portrætter, der både præsenterer de oversete forfatterskaber, indsætter
dem i deres historiske sammenhæng og viser, hvordan de hver især adskiller sig
fra datidens litterære normer.
Vinternotater kan
læses som ét langt underforstået forsvar for empati og respekt for den Anden. Man
mærker det i Hagerups tilgang til teksterne, men det kommer for eksempel også
eksplicit til udtryk i nogle bemærkninger om historisk læsning:
For å lese Sibylla Schwarz og hennes samtidige må man glemme mange av
1800- og 1900-tallets poetiske krav – noe som blant annet innebærer at man må
bestrebe seg på å tenke historisk,
uansett hvor problematisk det måtte være. Ikke minst er det vigtig at man
husker hvilken tid barokkpoetene levde i: Hvis man er tilbøyelig til å le av
all vanitas- og undergangspoesien fra denne epoken, bør man ikke glemme at det
er snakk om en tid da døden var langt mer nærværende enn den er for oss, og at
mye av barokkdiktningen er et forsøk på å hanskes med denne ytterst konkrete
kjensgjerningen.
(s. 101-102)
Og:
Man går ikke til Goethe for å få bekreftet det 20. århundrets varianter
av doxa; man går tvert imot til ham for å utsette seg selv for en udiskutabelt
stor ånd […] som har nådd frem til
helt andre erkjennelsesmessige resultater enn dem et hvilket som helst
akademisk halvtalent kan dosere over på kafeene i dag. Men da må man også våge
å gå inn i konfrontasjonen, istedenfor å gjøre seg lystig over hvor lite Goethe
later til å ha visst sammenlignet med oss som lever nå […] Men hva som enn måtte utspille seg på den
intellektuelle catwalken, bør man ha in mente at det er fullt mulig å besitte
dype innsikter som ikke harmonerer med de rådende motene, og som vi fra vårt
historisk betingede ståsted bare har ufullkommen tilgang til.
(s. 142-143)
Jeg skal her undlade at citere hele Hagerups svada mod
nykritik og dekonstruktion, som strækker sig over flere sider, men blot henvise
til den overordnede pointe som er, at de bestræber sig på at læse litteraturen
som et autonomt fænomen, og dermed risikerer ”fraværet av historisk innsikt” at
føre til at ”politisk betingede ytringer leses kontekstløst og som et generelt
uttrykk for Weltschmerz” (s.
265).
Grundtanken bag disse udsagn er den samme som den, der blev
udlagt i teksten om Babelstårnet fra Metafysisk
skrapjern: ”Språklige forskjeller og barrierer fører til at vi må anstrenge
oss mer for å forstå hverandre, og dermed bliver det også i større grad påkrevd
at vi lytter til det andre sier. […] bevisstheten om det flerspråklige […]
fordrer en filologisk gå-sakte-holdning som burde bidra til å gi oss en aldre
så liten leksjon i kulturell ydmykhet, siden den kan lære oss at våre egne
tankemønstre og tankestrukturer ikke er de eneste gyldige” (s. 24-25). For det meste mærker man et stærkt nærvær og en udtalt
respekt i teksterne, men ud fra ovenstående passager, kan det selvsagt virke en
smule pudsigt, at Hagerup selv går så voldsomt til angreb på eksempelvis
Linneberg, og selvom det kan være morsomt at læse, er det heller ikke altid
nemt at vide, hvad man skal stille op med sådanne udfald. At det trods alt ikke
skæmmer læsningen nævneværdigt, skyldes velsagtens at man får indtryk af, at
angrebene skyldes unuancerede læsninger snarere end personangreb – samt at
Hagerup heller ikke er bleg for at kritisere tidligere versioner af sig selv.
Titelessayet, som er bogens sidste, fungerer nærmest som en
eksemplarisk tekst for samlingen: Hagerup sidder og læser, han får øje på
himmelen, stiller sig ved vinduet og betragter den, hvorefter kommer i tanke om
nogle linjer fra et digt af Baudelaire. Dernæst tænker han lidt videre over
himmelens skønhed, og bliver mindet om, at det farvespil, han finder så smukt,
delvist skyldes forurening. Dette afstedkommer spørgsmålet: ”Hvordan være et
ansvarlig, etisk, samfunnsbevisst menneske og samtidig forbeholde seg retten
til å gå inn i det estetiske feltet – særlig i de tilfellene hvor man utmerket
godt vet at man for en kort stund lurer seg selv?” (s. 404). Herefter følger en
længere associationsrække over det ældgamle problem, der undervejs fører os
forbi både Shelley, Kant og Nietzsche, i særdeleshed deres overvejelser om
sammenhængen mellem skønhed og sandhed, hvilket munder ud i en opsang til
tidsånden, hvor folk opfatter det hæslige som mere ægte end det skønne.
Henning Hagerup skriver klart og nuanceret og hans litteraturhistoriske
overblik er imponerende (der refereres med største selvfølgelighed (og med løs
hånd) til Shakespeare, Goethe, Homer og Adorno – og synet af en lille pige i
regnfrakke fører os i løbet af godt fem sider forbi både Marcel Proust, Stefan
Zweig, Grethe Risbjerg Thomsen, Nils Ferlin, Stendhal og John Keats!). I det
hele taget er det en stor fornøjelse at læse Vinternotater.
Kh M
*
Henning Hagerup
Vinternotater (2015
[opr. 1998])
Kolon Forlag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar