Henning Hagerups første essaysamling, Vinternotater, udkom for 17 år siden. I mellemtiden har han skrevet tre spøgelsesromaner sammen med Elin Brodin, samt udgivet utallige essays i diverse tidsskrifter. Nu er nogle af disse essays, samt et par enkelte nye, samlet i bogen Metafysisk skrapjern. Her er tekster om blandt andet digtlæsning, om den europæiske romantik, om Tor Ulven, om T.S. Eliot som Shakespeare-kritiker, og om tivoliets metafysik.
De tre
første tekster i bogen handler på hver deres måde om at lytte: Om det nye i et
ellers velkendt digt; om sproglig mangfoldighed og forsøgene på at forstå
hinanden; om gendigtning og oversættelse. Eller, snarere handler de vel om
lydhørhed og opmærksomhed, hvilket giver god mening, når nu Hagerup er en kritiker,
der skriver om kritik. Umiddelbart kan det måske virke en anelse tørt, når
Hagerup detaljeret går i rette med sine modstanderes påstande, men det handler
ikke kun om for eksempel romantik og de folk, der er kommet til at sige unuancerede
ting om romantik. Noget af det allerførste, der står i bogens første essay er
nemlig: ”Slik sett minner dikt om mennesker; de kan opptre fullstendig
uforutsigelig og vise seg å ha sider du ikke ante eksisterte – også etter flere
års nært bekjentskap” (s. 9) – en pointe, Hagerup kun gentager en enkelt gang i
løbet af bogen, i forbindelse med Ole Robert Sundes essays (s. 279-280). Måske
er det en selvfølgelighed, men det udgør et fundament for læsningen af bogen og
alle dens mange diskussioner med andre, så den hæver sig over lutter
fagspecifik positionering, og hele tiden også
handler om hvordan vi møder hinanden; om at være åben og nuanceret og ikke
dømme andre automatisk.
Hagerup
er en skarp, grundig og overbevisende læser. Når han går i rette med andres
dovne læsninger er det ofte både med eksempler, citater og perspektiveringer
til andre (mere eller mindre åbenlyst beslægtede) tekster. Jeg ved ikke nok om
de emner, han diskuterer, til at vurdere om alle hans argumenter og udsagn er
rimelige, men det virker unægtelig meget forførende, når han tilbagebeviser
andres udsagn ved hjælp af velvalgte litterære eksempler. Essayet ”Mellom Tu Fu
og Wordsworth”, som indeholder den diskussion af romantik, jeg hentydede til
ovenfor, fangede mig pludselig – som en erklæret romantiker, der selv kan finde
på at bruge ”romantisk” som en nedladende betegnelse – i en automatreaktion,
som jeg måske nok har været opmærksom på, men ikke har taget mig sammen til at
vedkende mig (og gøre op med). Hagerups referenceramme er klassisk og lærd,
hvilket man blot behøver at konsultere navneregistret for at forvisse sig om: Adorno
er der, Agamben er der, Walter Benjamin og Paul de Man er der, Goethe er der, Hegel,
Kafka og Kant er der, Montaigne er der, Nietsche, Platon og Shakespeare er der,
og så videre. Enkelte steder kammer det da også over og bliver nærmest komisk
med alle de mange navne og indforståede henvisninger:
Min gamle venn Øyvind Berg må gjerne
spille Heidegger overfor [Georg Johannesens] Nietzsche uten å få en selvoppnevnt Derrida på nakken – skjønt jeg
ikke kan dy meg for å påpeke at Bergs affinitet til lyrikere som Blake, Byron,
Heine, Leopardi, Wergeland og Beddoes er ganske åpenbar. Hölderlin spøker vel
også i bakgrunnen (Berg har gjendiktet et av hans Scardinelli-dikt i Kunngjøring), mens Johannesen for sin del satte Blake
og Wergeland høyt og foretrakk Hölderlin fremfor Goethe – så hva er det
egentlig som foregår her?
(s.
87)
Et andet problem er de referencer
til litteratur, som strengt taget ikke er nødvendige for Hagerups pointe i visse
afsnit. Det er forholdsvist sjældent, det sker, men det virker unødigt tungt i
eksempelvis denne passage om en tur i en tivoliforlystelse: ”[…] selv klamrer
du deg fast og tenker på hvor godt det skal bli med en røyk hvis du noen gang
kommer ned igjen. For barna er det helt annerledes; de ønsker at turen skal
vare så lenge som mulig, så straks dere er ute av apparatet, spør de om dere
ikke kan kjøre en runde til. Hvert barn i parken kunne vendt et av Blakes
utsagn om Dante mot deg hvis de kjente det: ”Dante saw Devils where I see none.
I see only Good” (s. 344-345).
Nu
hvor jeg alligevel har bevæget mig ind på noget negativt, så undrer det mig
også, at en forfatter, der er så opsat på at kæmpe mod unuancerede læsninger og
formuleringer, kan få sig selv at skrive helt unødigt overdrevne ting som: ”Lesere
som ikke klarer å ta dette hintet, ville neppe identifisert et fattigdomstopos
om man så trykte det i halvfete majuskler og 72-punkts skriftstørrelse før man
stakk det opp i fjeset på dem. Noen er hinsides alt poetisk håp, men dette er
som regel mennesker med et mildest talt lunkent forhold til lyrikk, og overfor
dem vil enhver presisering av lyriksubjektets status være labour lost” (s. 85-86). Eller som når Hagerup citerer Samuel
Johnson, en kritiker som han tydeligvis beundrer, for nogle helt forrykte
udsagn om kinesere, hvorefter han blot konstaterer: ”Det er neppe mange som
føler seg kallet til å forsvare dette, men mannen har i det minste sine
fordommers mot” (s. 138). Det er selvfølgelig småting – men netop derfor virker
det underligt, at den slags udsagn har fået lov at blive stående, for de har
absolut ingen funktion i forhold til teksternes overordnede pointer, og Hagerup
har ellers intet problem med at gå i rette med sin egen fortidige mangel på
lydhørhed, fx over for Ole Robert Sundes lyriklæsninger, som han anfægtede i en
Vagant-anmeldelse af dennes essaysamling Jeg
er et vilt begrep.
Metafysisk
skrapjern er en enormt velkomponeret og -reflekteret samling. Kun en
enkelt tekst falder for mig at se udenfor: Jeg har ingen idé om, hvilken
position Elin Brodin har i den litterære offentlighed i Norge – men det virker,
som om Hagerup er forhippet på at vise, at hendes forfatterskab på uretfærdig
vis bliver overset, eller i det mindste at rigdommen i det ikke har fået nok
opmærksomhed. Hagerup fortæller mig, hvor mangfoldigt og omfattende og klogt Brodins
forfatterskab er; at det arbejder med et særligt metafysisk engagement, med
civilisationskritik, med store rumlige og tidsmæssige spænd, med ”kontrastering
og sammenstilling av det nære og det fjerne, av fortid og modernitet”, med urtid
og mytiske symboler, med grænserne mellem ”dyptgående skapertrang og destruktiv
egosentrisme”, med menneskets slægtskab med dyrene, med skam, for nu at
fremhæve bare nogle af de mærkater, der klistres på det i løbet af teksten. I modsætning
til de øvrige essays i samlingen, der som nævnt ofte er virkelig grundige og
fyldt med velvalgte eksempler, er det her som om Hagerup vil så meget, at
teksten ender med at behandle Brodins forfatterskab en smule overfladisk, eller
i bedste faldt bare rodet. Modsat så mange af de andre forfatterskaber, der
behandles i samlingen, har jeg ikke en særligt god fornemmelse for Brodins,
fordi jeg groft sagt bare har fået en masse skilte med begreber og betegnelser
i hånden – jeg får ikke mulighed for at se det selv, eller bare få en eller
anden form for overblik.
Nu er mine indvendinger endt med
at fylde en del mere, end jeg oprindeligt havde forestillet mig. For jeg synes
faktisk Metafysisk skrapjern er vældig
interessant. Lad mig derfor slutte af med et par bemærkninger om bogens to
sidste essays. Det ene – som netop nu, mens jeg sidder og skriver dette, er
blevet nomineret til Jean Améry Prize for European Essay Writing 2016 – handler
om Freuds ”Das Unheimliche”. Teksten er en meget klar og præcis indføring i
begrebet, som også formår at blotlægge visse problemer med Freuds læsning af
E.T.A. Hoffmanns ”Sandmanden”, og den deraf følgende forståelse af begrebet.
Hagerup har en fin sans for det uhyggeliges omfang og nuancer, og tekstens
slutning, som er to eksempler på hans møder med det uhyggelige i sit eget liv,
får mig til at ønske mig endnu mere af den slags, for udover at han skriver
godt om litteratur, skriver han også selv vældig god (hvilket i netop dette
tilfælde vil sige præcis, enkel og stemningsfuld) litteratur.
Det
andet essay handler om tivoliets metafysik. Via erindringer om sin barndomsfascination
af tivoliet, forsøger Hagerup at indkredse fænomenet, hvilket blandt andet
fører ham på en sær og interessant etymologisk rundrejse i tivoliets forskellige
bestanddele (fx pariserhjulet og karussellen), der understøtter hans tanke om
at tivoliet grundlæggende er skaber betydning og attraktion via sin fremmedhed:
”Ordet tivoli er altså italiensk, men
ingen italiener ville falle på å omtale en fornøyelsespark under et slikt navn
[…] og ingen i Paris eller Frankrike for øvrig snakker om ”pariserhjul”. På
fransk heter denne attraksjonen grande
roue – ”stort hjul”. Poenget med disse språklige forskyvningene er vel
nettopp at tivoliet skal gi illusjonen av en reise bort fra det hjemlige” (s.
330-331). Denne begrebsjagt, samt Hagerups fine blik for tivoliets skyggesider
og paradokser, fører ham videre til E.T.A. Hoffmann, Karen Blixen og Tove
Jansson, der formentlig aldrig tidligere er blevet samlæst i tivoliets optik.
Jeg har feber og er ude af
stand til at finde på en ordentlig afslutning på denne tekst. Derfor vil jeg
nøjes med at citere fra Hagerups essay om Babelstårnet, hvis pointer egentlig er så indlysende, at det virker skræmmende og håbløst,
at det overhovedet er nødvendigt at gentage dem:
At dette er en historie om hovmod og
straff, er innlysende, men tyngdepunktet kan legges et annet sted enn det som
ofte er tilfellet når man drøfter fortellingen. Poenget er ikke nødvendigvis at
flerspråklighet er en forbannelse, men at enspråklighet – nærmere bestemt:
global enspråklighet – er farlig og destruktivt. Det råder tydeligvis dyp
enighet blant de monolingvistiske menneskene i fortellingen, men denne
enigheten dreier seg utelukkende om erobring og makt, knyttet til ideen om at
man skal skaffe seg ”et navn” – det vil si berømmelse. Det er potensielle
imperiebyggere som er i aksjon her, og naturligvis bygger de i høyden ettersom
denne formen for arkitektonisk virksomhet er et utbredt og frapperende bilde på
menneskelig hybris.
Språklige forskjeller og barrierer fører
til at vi må anstrenge oss mer for å forstå hverandre, og dermed bliver det
også i større grad påkrevd at vi lytter til det andre sier. Nietzsches pregnante
definisjob av filologen som en ”lærer i langsom lesing” er relevant her, for
flerspråkligheten – eller bevisstheten om det flerspråklige – fordrer en
filologisk gå-sakte-holdning som burde bidra til å gi oss en aldre så liten
leksjon i kulturell ydmykhet, siden den kan lære oss at våre egne tankemønstre
og tankestrukturer ikke er de eneste gyldige.
(s.
24-25)
*
Henning Hagerup
Metafysisk
skrapjern (2015)
Kolon Forlag
(Foto © Ingrid Pop)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar