Nogle forfatterskaber er så kanoniserede, at man næsten kan
glemme, at man ikke selv har læst dem. For eksempel er det muligt at danne sig
et ganske godt indtryk af Kafkas absurde bureaukrati eller Helle Helles tyste
provinskomik uden nogensinde at have åbnet deres bøger. Selv har jeg indtil nu
haft det sådan med Per Pettersons forfatterskab. Min
fordom har været, at Petterson skriver prosa med spændvidde fra let melankoli
til afdæmpet ironi, om stille mandlige eksistenser, og det blev bekræftet, da
jeg læste hans nye roman Mænd i min
situation.
Et år efter deres skilsmisse ringer Arvids ekskone Turid til
ham en tidlig morgen. Hun er ulykkelig og ved ikke, hvor hun er, men beder ham
alligevel om at hente hende. Hjemme i Turids lejlighed erklærer hun til Arvids
store overraskelse, at han er den eneste, hun har. Arvid afviser hende, men
lover at hente deres døtre hos Turids veninde senere på dagen. I de
mellemliggende timer får vi historien om skilsmissen, samt om Arvids
efterfølgende nedtur. Det meste af romanen veksler elegant mellem scener fra
hans kejtede samvær med Turid og døtrene, hans mange rastløse køreture og hans
færd gennem Oslos beværtninger på jagt efter ømhed og adspredelse.
Arvid er en mand, der kan alle Bob Dylans tekster udenad.
Han drikker for meget, han er følelsesmæssigt forkvaklet og træder sjældent i
karakter. Pettersons portræt af ham er kritisk uden at være hånligt, han forholder
sig nysgerrigt og tålmodigt til sin hovedperson og lader ham udstille sig selv
i interaktionen med andre. I løbet af romanen viser det sig, at særligt to
karaktertræk står i vejen for Arvids liv. For det første lyver han over for sig
selv og alle andre: Når døtrene spørger, hvad han laver, når han ikke er sammen
med dem, finder han på historier. Han bliver ved med at sige, at hans første
datter blev født i en taxa, selv om det skete på hospitalet. Og da han
pludselig får chancen for at kysse med en anden, mens han stadig er gift,
påstår han, at han er alene. »Du lyver så du selv tror på det«, siger Turid,
hvorefter Arvid retfærdiggør det over for sig selv med ordene »jeg løj ikke,
jeg huskede det anderledes«.
Arvids andet store problem er, at han ikke er i stand til at
give sig hen. De kvinder, han møder i byen, bliver frustrerede over, at han
ikke formår at have sex med dem, og en af de gange, hvor det faktisk lykkes,
bliver han rørt over, at kvinden kan give sig hen til ham, men også ked af det,
fordi han forstår, at han aldrig selv vil kunne gøre det samme. Selv om
handlingsforløbet giver ham adskillige muligheder for nærhed og intimitet,
udnytter ham dem ikke, blandt andet fordi han ikke kan få sig selv til at
spørge ind, når nogen forsøger at tale om deres problemer.
Værst er det, at han ikke er i stand til at hengive sig til
samværet med sine døtre. Han svigter dem ved at drikke, blive rasende og trække
sig, når de har brug for hjælp. Den ældste datter Vigdis er særligt hårdt ramt.
Netop fordi hun så klart opfatter, hvad Arvid egentlig er for en mand, er hun
også den, der har det mest anstrengte forhold til ham. Bogens stærkeste scener
handler om Arvids manglende evner som far. Navnlig skildringen af en bilulykke,
hvor Arvid – der selvfølgelig er skyld i det hele – ikke kan tage hånd om
situationen og må overlade omsorgen for døtrene til en fremmed mand, er barsk.
Arvid bliver slået mindst fem gange i løbet af romanen. Jeg
læser det som et udtryk for, at omgivelserne forsøger at ruske op i ham. Selv
fik jeg efterhånden lyst til at puffe blidt til romanen i håb om at der ville
ske noget. For ligesom Arvids liv består af gentagelser, er romanen præget af
en vis redundans. En symptomatisk replikudveksling lyder: »Det er ikke synd for
mig, sagde jeg. Er det ikke, sagde hun. Nej, det er det ikke. Nå ikke, sagde
hun«. Mange scener minder om hinanden, og en hel del mindre afsnit gør bogen
længere uden at føre handlingen videre. I de sidste dele krydsklippes der
hårdere mellem de forskellige spor, hvilket ødelægger den elegante vekslen.
Petterson er mere interesseret i at trække tråde end i at binde sløjfer, og
selv om jeg ikke havde forventet nogen større forløsning på bogens konflikter,
er det alligevel en flad fornemmelse, når det, der har drevet handlingen, siver
ud i ingenting, hvorefter der spoles fire år frem til en sært påklistret
slutning. De mange gentagelser gør Mænd i
min situation for stillestående, og den ellers fine struktur kollapser til
sidst – men den er også et indsigtsfuldt portræt af selvbedrag og
følelsesmæssig uformåenhed.
*
Per Petterson
Mænd i min situation
Mænd i min situation
Oversat af Jannie
Jensen og Arild Batzer.
Batzer & CO
304 s.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar