Geir Gulliksen – Historie om et ægteskab

Da jeg i sin tid skulle navngive denne blog, bladrede jeg i en bog, som jeg er vendt tilbage til flere gange siden jeg læste den, nemlig Geir Gulliksens Kan vi gjøre det igjen (2013). I denne samlede udgave af Gulliksens essays, debatindlæg og klummer, findes også en korrespondance med digteren Martin Glaz Serup, som bærer titlen ”Et ansigt som minder om norsk poesi”, og i mangel af bedre parafraserede jeg dette udtryk, hvilket jeg nok ikke ville have gjort, hvis jeg havde tænkt over, hvor ofte jeg ville komme til at sige og skrive det. Til gengæld passer det mig fint, at navnet kan ses som en hilsen til Gulliksen, for det hænder ofte, at jeg genlæser passager fra hans essays – ikke nødvendigvis fordi jeg er enig med ham, men fordi hans perspektiver både kan irritere mig og udfordre mig til at tænke videre.

Som essayist er Geir Gulliksen en klog og sensibel læser, der formår at sætte litteraturen i forbindelse med omgivelserne. Tonen er afdæmpet, uden at det skygger for hverken vrede eller engagement, og den nysgerrige og åbne tilgang til verden kommer til udtryk i teksternes gentagne afvejning af på den ene side/på den anden side, samt i sætninger, der kredser om den samme pointe i forsøget på at finde en formulering med de rette nuancer. Tvivlen er en vedvarende drivkraft i Gulliksens essayistik. Flere af disse træk genfindes i hans romaner, og således også i Historie om et ægteskab, som udkom i Norge i 2015 og efterfølgende blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Romanen handler om ægteskabet og bruddet mellem Jon og Timmy, men i stedet for en traditionel historie om deres møde, forhold og opbrud får vi Jons forsøg på at forstå, hvad årsagen til skilsmissen er, ved at han ser deres historie gennem Timmys øjne. Romanen er således fortalt som 1. persons forestilling om 3. person, uden at Jon nogensinde lægger skjul på sin tilstedeværelse og på det faktum, at det er hans bud på, hvordan hun har opfattet situationen.

Jon og Timmys forhold er delvist bygget op om et bevidst opgør med traditionelle kønsroller. Det er ham, der laver mad og gør rent, mens hun er på kontoret. Udover det åbenlyst sympatiske ved at de ikke føler sig bundet af traditionerne, er der også noget lidt komisk over det i visse situationer, hvor de er mindre optaget af at skabe frie rammer for hinanden, og mere forhippede på at tage demonstrativt afstand fra andres måder at gøre tingene på: ”Det var vigtigt for os at det var hende der skar kalkunen for, hvis jeg havde gjort det, ville vi ligne en familie fra halvtredserne, sagde vi, da vores ældste søn spurgte hvorfor vi altid gjorde sådan” (s. 121).

En anden del af deres særlige måde at være sammen på, går ud på, at de dyrker sex mens Jon fortæller Timmy om, at han vil se hende med en anden mand:

Jeg vil se at du knapper hans skjorte op, hans bukser, jeg vil se ham træde ud af sit tøj og være nøgen sammen med dig,

og hun sagde

- Men bagefter, hvad gør vi så?
- Bagefter vil jeg kysse ham og smage på ham, jeg vil slikke alt på ham som har været inden i dig. Jeg vil have at du skal se mig tage ham i munden.

(s. 81)

Men en dag sker der noget, der ændrer denne fantasi for altid. Efter at have holdt et foredrag om folkesundhed møder Timmy nemlig Harald, der ligesom hende allerede er i et forhold. De flirter og korresponderer og begynder at løbe sammen. Indledningsvist fortæller Timmy velvilligt Jon om det hele, og indtil videre er der stadig en særlig nydelse for ham i at se og vide, at hun bliver begæret af en anden: ”[Hans] indtræden i hendes liv var noget jeg ikke alene fandt mig i, men også noget jeg fandt en slags underdanig nydelse i at finde mig i” (s. 44). Men Timmy og Haralds forhold udvikler sig lige så stille; de klatrer sammen, står på ski, har sene aftener på kontoret, hvor de arbejder på et projekt om folkesundhed. Timmy begynder – med Jons formulering – at sjuske med sit ægteskab. Mere end det har jeg egentlig ikke lyst til at fortælle, for noget af det, jeg virkelig godt kan lide ved romanen, er skildringen af, hvordan forholdet lige så langsomt trævles op. Timmy kæmper mod en forelskelse, som hun aldrig havde troet mulig, mens Jon kæmper mod sin jalousi og sin frygt for at miste hende, der strider imod alle hans principper. Og denne beskrivelse af, hvordan personerne både kæmper for og med deres selvforståelse og for og med deres forestilling om ægteskabet, er fuldstændig eminent.

Gulliksens prosa er utroligt opmærksom; der er mange eksempler på små fine iagttagelser af, hvordan mennesker føler, bevæger sig og reagerer på hinanden. Den søgende stil, som kendes fra hans essays, bruger Gulliksen her til at understøtte Jons famlen efter forklaringer: ”… der var noget dragende og uafklaret ved øjnene, eller i smilet, eller i hvordan han lagde hovedet på skrå” (s. 11). Kun i enkelte tilfælde bliver det decideret irriterende, som da fortælleren bruger en hel side på at gruble over, hvad for noget tøj hans kone mon havde på den pågældende dag: ”Hun kan ikke huske om hun havde kjole på, en kortærmet kjole fordi det snart var sommer, eller den tynde kjole med røde og grønne prikker. Eller den mørke cowboykjole jeg havde købt til hende. Eller kjolen med de lyseblå og mørkeblå striber”, osv. ad inf. (s. 27).

Jon portrætterer sin (eks)kone hengivent og nysgerrigt: ”Jeg beundrede hende allerede dengang, det var min måde at elske hende på. Det forstod hun ikke før senere, og længe var hun overvældet af hvor fantastisk hun virkede i mine øjne” (s. 14), men uden at være forklejne sig selv: ”Hun kan ikke huske hvordan mit ansigt fulgte hende, hvor deltagende og åben jeg var. Hun ved at det må have været sådan, at hun blev set på, velvilligt, helt åbent, beundrende, forelsket. Men hun kan ikke huske hvordan det var at leve foran det blik, det ansigt” (s. 26).

At elske eller begære nogen, ja, alene det at kende nogen godt, indebærer at skabe et billede af vedkommende, som rigtignok er baseret på træk ved personen, men som kun kan samles på denne særlige måde af netop en selv. Det er at skabe en mere eller mindre løs ramme, som personens udsagn og handlinger kan fortolkes igennem. Men den anden er der vel at mærke også til at stride imod rigide fortolkninger. At være sammen med et andet menneske vil både sige at skabe dette billede og hele tiden at få det udfordret. I Historie om et ægteskab er den afbildede fraværende, og derfor får hun ikke mulighed for at afvige fra billedet. For selvom fortællerens opfattelse af hende er meget rummelig og har plads til forskellige tanker og karaktertræk, så er den også utvivlsomt hans. Som en dukkefører flytter han hende rundt i det tomrum, hun har efterladt ham i. Jon giver kælenavne til både sin kone (”Timmy Gresshoppe” er det norske navn for Jesper Fårekylling) og hendes elsker (”Handsken”, fordi han har givet hende et par cykelhandsker), hvilket er med til at forstærke indtrykket af, at de er karakterer i en fortælling, som han orkestrerer. Dog påpeger han også, han ikke kan ”få dig til at sige noget andet end det jeg tror du ville have sagt hvis du virkelig var her” (s. 149). Det er, som om romanens ”hun” hele tiden er på nippet til at blive et ”du”; eller måske snarere som om hele denne indlevende fortællemanøvre er nødvendig for lige akkurat at skubbe hende fra 2. til 3. person.

Det er ikke historien om hende, og nærmest ikke engang historien om årsagen til deres skilsmisse, men historien om måden, han så hende på, og hvordan dette syn – hvor betaget, forelsket eller glorificerende, det end kunne være – ikke kun rummede de træk, der gjorde forelskelsen, men også bruddet muligt. Opløsningen af forholdet bliver skildret på en måde, der både virker tilfældig og uundgåelig, og det er præcis det, der gør det så nedslående at overvære.

Historie om et ægteskab er en fintmærkende og rørende skildring af noget af det hårdeste og vildeste ved kærligheden: måden, hvorpå man er prisgivet den anden. Uanset hvordan man arbejder eller leger med magtbalancer undervejs, så kan man aldrig ændre det faktum, at man er magtesløs hvis først den anden beslutter sig for at gå. Gulliksen har skabt et usædvanligt indblik i to menneskers intimitet, og navnlig i, hvor trist det er, når den ene part endnu ikke har opdaget, at den anden allerede er væk. Det afsluttende kapitel, og især bogens allersidste scene, er noget af det mest triste, ensomme og hjerteskærende, jeg længe har læst. Nu hvor jeg skriver dette, er det to dage siden, jeg åbnede bogen første gang, og i mellemtiden har jeg stort set ikke tænkt på andet. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst noget, der formåede at skildre kærligheden på en så ubehagelig måde – og det mener jeg, hvis nogen efterhånden skulle være i tvivl, på alle måder som en ros.

*

Geir Gulliksen

Historie om et ægteskab (2017)

Oversat af Sara Koch

C&K Forlag

184 s.