Susanne Christensen: Leonoras reise

Noget af det bedste ved litteraturen er, at den giver indblik i, hvordan andre tænker. Hvordan mening og problemer opstår for et andet menneske, på grund af netop deres særlige måde at anskue verden på. Jeg tror, min forkærlighed for essays skyldes, at netop den teksttype er en særligt generøs demonstration af en andens tænkning. I de bedste essays kan man både se, hvordan en idé tager form, hvordan den må justeres undervejs og hvordan den ændrer karakter i mødet med andre perspektiver.

Netop tankens bevægelser slår mig som noget helt centralt i Susanne Christensens skrift. Siden årtusindeskiftet har hun særligt i Norge været en markant og engageret formidler af litterære strømninger i både over- og undergrunden. Christensens essays og kritik handler ofte ikke kun om et bestemt værk, men også om de tråde, det trækker til andre værker og idéer. Hendes nye bog Leonoras reise handler om den britisk-fødte mexicanske kunstner Leonora Carrington, men den er langt fra en traditionel monografi eller kunstbog. Snarere er den et langt essay, der sætter Christensens version af Carrington i forbindelse med blandt andet klimaforandringer, sci-fi og kulturskribenters ringe arbejdsvilkår.

De mange forskellige emner knopskyder fra Christensens gennemgang af Carringtons tumultariske liv. Hun voksede op i den engelske overklasse, hvor hun aldrig fandt sig til rette. Som 20-årig mødte hun den tyske surrealist Max Ernst, og kort tid efter flyttede parret til Paris. Da anden verdenskrig brød ud, blev Ernst anholdt og Carrington flygtede til Spanien. Gennem deres netværk fik hendes forældre hende her indlagt på et psykiatrisk hospital. Da hun endelig blev udskrevet, genoptog hun kontakten til Max Ernst og tilbragte nogle år i New York, hvor hun var en del af kunstsamleren Petty Guggenheims omgangskreds. Herefter flyttede hun til Mexico City, hvor hun boede og arbejdede indtil sin død i 2011.

Susanne Christensens foregående bog, En punkbønn, skildrede musikalske og aktivistiske fællesskaber, og fællesskabet er også et gennemgående motiv i Leonoras reise. Hun skriver om Carringtons fællesskab med de andre surrealister og om hendes mexicanske vennegruppe af kunstnere som Remedios Varo og Octavio Paz. Men Christensen skriver også om sit venskab med andre freelance-kulturarbejdere, samt om sine møder med andre såkaldte ’leonoraheads’. Den lille gruppe af Carrington-forskere omtales sågar et sted som »en god og klok tverrnasjonal familie« (s. 147). Endelig er der menneskets fællesskab med andre arter, som Christensen reflekterer over i et intermezzo om den amerikanske teoretiker Donna Haraway.

Jeg opfatter bogens form som en videreførelse af netop dette. Christensen veksler mellem essayistik, citater og rejseberetning. Et helt kapitel overlader scenen til forskeren Gloria Orensteins monolog om sine møder med Carrington. Nok er det Christensen, der skriver, men hun gør det ved at indoptage andre stemmer og perspektiver. Og på samme måde er Leonora Carrington ikke bogens hovedperson, men dens omdrejningspunkt. På et tidspunkt fører en bemærkning om Carrington som en slags alien til en lang digression, der går fra sci-fi-filmene Nærkontakt af tredje grad og Arrival til tanker om en dokumentar om havet og korallers død, som ender ved kulturarbejdere, der begår selvmord. Alt sammen i løbet af ganske få sider.

I det ligger der et verdens- og menneskesyn, og dermed selvfølgelig også et litteratursyn. Det bliver særligt tydeligt i en passage, hvor følgende kritik af norsk samtidslitteratur lægges i munden på Carrington: »Alle de selvgode romanforfatterne, de legger seg lavt i landskapet og kverner løs om menneskelige banaliteter. Tenk om leserne fikk en grenseoverskridende idé i kaffekoppen, det ville uten tvil gå fullstendig galt. Det er en implisitt undervurdering av såkalte vanlige folk som foregår« (s. 155).

Ligesom forsøget på at tyde rumvæsenernes sætninger i Arrival kræver, at vi anskuer vores eget sprog på en ny måde, kan mødet med surrealistisk kunst få os til at se helt anderledes på vores virkelighed og måden, vi konstruerer den på. Spørgsmålet om, hvordan vi møder noget fremmed, er fundamentet og retningen for en anmelders praksis, og således bliver det meste alligevel bundet perspektivrigt sammen. Christensens tænkning er vild og idiosynkratisk, og derfor er Leonoras reise også netop dét. Som en måde at danne fællesskaber og åbne verden på er den værd at lade sig inspirere af. Som kunstformidling er den vidende, engageret og helt sin egen.

*

Susanne Christensen

Leonoras reise

Forlaget Oktober

196 s.

Karl Ove Knausgård: Fuglene under himmelen

Næsten uanset hvad Karl Ove Knausgård foretager sig, bliver det en nyhed i kulturspalterne. Dette forårs store sensation var, at nordmanden for første gang længe har skrevet noget, der kan betegnes som fiktion. At stort set samme nyhed kunne læses for et par år siden, da Knausgård udgav Om sommeren, hvor han i et afsnit lever sig ind i en ældres kvindes historie, siger noget om kulturjournalistikkens mangel på hukommelse.

Fuglene under himmelen danner udgangspunkt for en moderne teateropsætning af Henrik Ibens Peer Gynt, men udgives også som en lille bog med fotografier af engelske Stephen Gill. Novellen handler om en kvinde, der er flyttet tilbage til sit barndomshjem for at passe sin syge mor. Hendes 20-årige datter kommer på besøg for at få læsero til sine eksamener, men bruger det meste af tiden på at være indesluttet og gå lange ture. Kvinden befinder sig i en mellemposition med moderen til den ene side og datteren til den anden. Hun forsøger at hjælpe dem begge, men formår ikke at leve op til sine egne krav, og da en af dem kommer ud for en ulykke, spidser situationen endnu mere til.

 Fortællingen sammenvæves med storladne og grænsende til romantiske naturbeskrivelser: »Jeg så over mot fjellet på den andre siden. Refleksen fra det lave, rødlige sollyset fikk det til å se ut som om det brant langs kanten. Holmene som sett herfra tilsynelatende lå rett under den stupbratte fjellveggen, men som i virkeligheten befant seg flere hundre meter unna den, sendte også lyset tilbake, svakt glødende over den blåsvarte vannflaten« (s. 54). Ikke overraskende fylder fugle også en hel del i disse beskrivelser. Bogens titel henviser til Kierkegaards tekst om, hvad vi kan lære af »Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen«. I stedet for som mennesket at gøre modstand mod verden ved at bekymre sig om for- og fremtid, hengiver fuglen sig til den ved at leve i nuet. Derfor viser den for Knausgårds fortæller vejen ind i Guds rige. Men er det overhovedet muligt for mennesket at give slip på sit eget lille perspektiv?

Det spørgsmål stiller teksten, men den lykkes ikke helt med at kombinere kvindernes liv med Kierkegaards tanker og en tung fuglesymbolik. Fuglene under himmelen er ikke ligefrem banebrydende, og den virker heller ikke brændende nødvendig. Alligevel er den værd at læse for de fine naturbeskrivelser, samt ikke mindst den særegne stemning af, at noget urovækkende ligger og ulmer under overfladen. Her vil jeg særligt fremhæve fortællerens gamle mor, der næsten ikke har nogen stemme længere og stadig rummer et stort følelsesliv, som hendes krop kun undtagelsesvist lykkes med at udtrykke. Portrættet af hende var det, der gjorde størst indtryk på mig i bogen.

*

Karl Ove Knausgård

Fuglene under himmelen

Forlaget Oktober

62 s.