Efterårets store litterære debat i Norge har handlet om den
såkaldte virkelighedslitteratur, og særligt om, hvor grænsen går for, hvad
forfattere kan tillade sig at skrive om virkelige personer. Anledningen til
debatten var udgivelsen af Vigdis Hjorths roman Arv og miljø, som handler om fire søskendes forsøg på at dele arven
efter deres forældre (der vel at mærke stadig lever, da striden begynder). To
af dem (Astrid og Åsa) har et godt forhold til forældrene, mens de to andre
(Bård og Bergljot) har brudt forbindelsen til familien. Stridens
omdrejningspunkt er forældrenes to hytter ved Hvaler, som de vil sælge til Åsa
og Astrid til langt under markedsprisen, på trods af, at de tidligere har lovet
børnene, at arven skulle fordeles ligeligt mellem dem. Midt i denne strid dør
faderen, hvilket kun gør tingene værre: Det viser sig nemlig, at Bergljots
begrundelse for at ikke at se familien er, at de ikke vil anerkende, at han
udsatte hende for seksuelle overgreb da hun var barn.
Romanen skildrer hendes forsøg på at navigere mellem de
mange forskellige følelser og interesser. Selvom hun insisterer på sin egen
historie, er Bergljot hele tiden i tvivl om, hvordan hun skal forholde sig til
familiemedlemmerne. Det meste bliver analyseret og endevendt gentagne gange,
hvilket rent stilistisk fører til mange gentagelser – eller måske snarere:
tilbagevenden til de samme emner, men med bittesmå forskydninger – og
spørgsmål: ”Hvordan skulle mor handle hvis far innrømmet? Svimlende, svimlende.
Snakke ut med far og innkalle til et møte med meg? Så vi kunne snakke alvorlig
og ærlig om det alle tre, hele trekanten? Kunne de fortsette å være gift da?
Kunne jeg fortsette å se dem da? Og de andre, skulle det snakkes åpent og ærlig
om med Bård og Astrid og Åsa? Og var det ikke ulovlig, måtte det meldes til
politiet?” (s. 239).
Familiemedlemmerne forstår tilsyneladende aldrig helt, hvad
problemet er for Bergljot, idet de flere gange forsøger at genetablere
kontakten til hende i håb om, at hun bare kan glemme det, der er sket. Arv og miljø er således en bog om ikke
at føle sig set. Både Bård, Bergljot og hendes datter Tale giver udtryk for, at
den anden del af familien ikke anerkender dem og deres oplevelser. På
overfladen er opgøret måske økonomisk, men i sin rod er det moralsk. Og selvom
Astrid forsøger at mægle mellem parterne, anklager moderen Bergljot for at lyve
om overgrebet for at gøre sig interessant, hvilket selvsagt umuliggør at de
nogensinde når hinanden. For som Bergljot siger, kan forsoning kun ske, når
alle parter får lov at fortælle deres historie (s. 197).
Selvom der dukker uventede breve og oplysninger op, som i en
anden slags roman kunne have ført til ændringer i konflikten, er det, som om Arv og miljø bare graver sig dybere og
dybere ned i den elendighed, som er til stede fra begyndelsen. Undervejs har
jeg flere gange tænkt på August Strindbergs En
dåres forsvarstale. På trods af, at der er stor forskel mellem de to bøger,
forekommer der mig alligevel at være fællestræk i måden, fortællerne
retfærdiggør deres egne tanker og handlinger på og medtager alle
mellemregningerne, samtidig med at de andre personer tillægges alle mulige
motiver, som passer perfekt ind i jegets fortælling. Bergljots tanker er ofte
præget af en voldsom vrede, men der er dog også steder, hvor hendes vrængen
kammer over og grænser op til det humoristiske: ”Fordi voldtekt av barn er
ekstremt alvorlig, må slike påstander behandles med stort alvor, skrev hun,
formelt og på armlengdes avstand som for å påpeke for meg hvor alvorlige mine
påstander var, i tilfelle jeg ikke hadde tenkt på det. Brukte alvor og alvorlig
i samme setning, så alvorlig tok hun det, med stort alvor” (s. 320). Hvor
Strindberg er uomtvisteligt forrykt og paranoid, så er det sværere at have en
entydig holdning til Bergljot. Den tragiske overgrebshistorie vækker selvsagt
sympati, og familiens manglende evne eller vilje til at forstå hende, er
frustrerende at overvære. Men hun udviser også en bemærkelsesværdig mangel på
selverkendelse på visse områder, som når hun tørrer sine børn af på bedsteforældrene,
og ligesom bytter børnenes samvær med dem for selv at kunne få en pause fra den
konflikt, hun har med dem. På den ene side er jeg tilbøjelig til at gå med på
hendes mange motivanalyser, men på den anden side er der noget ubehageligt ved
hendes skråsikkerhed, eksempelvis når hun ligefrem forestiller sig dialogen
mellem familiemedlemmerne:
[Astrid] hadde tenkt mye på det, skrev hun, ikke fortiet det, men snakket mye
om det, men med hvem? Fagfolk? Støttesenteret for incest? Nei, med mannen sin
og Åsa som delte hennes interesser og med mor hvis hele liv ville framstå som
dumt og skammelig hvis det jeg sa var sant. Hvordan lød samtalen om dette dem
mellom?
Mor: Kan det ha skjedd? Vi hadde jo et så åpent hus.
Ingen sa noen gang
noe til meg.
Åsa: Hun hadde jo tre barn da dette kom fram, hun kan ikke ha hatt
fysiske skader, da ville vel en lege reagert.
Astrid: Jeg kan ikke huske at hun sa noe om det eller at hun hadde det
vondt. Det var ingen som nevnte noe om noe slikt.
Mor: Jeg tror ikke det kan ha skjedd. Far var ikke sånn.
Åsa: Nei, det tror ikke jeg heller.
Astrid: Nei, det virker ikke sannsynlig.
(s. 323)
Samtidig får Bergljot også flere gange ondt af sin far, men
kun indtil hun minder sig selv om, at ”den faren jeg følte medlidenhet med ikke
var far, men forestillingen far, arketypen far, myten far, den tapte faren min”
(s. 67). Der er ingen tvivl om, hvem der er skurkene i fortællingen, men heller
ikke ofret er uden fejl og usympatiske træk, og Hjorth balancerer disse
spændinger på imponerende vis.
Det virker meget nøgleromanagtigt at en af romanens
karakterer, en digter, hedder ”Anton Vindskev” – det er for fjollet i forhold
til tonen i resten af bogen, så jeg gætter på, at det er en intern morsomhed –
men jeg ved simpelthen for lidt om Vigdis Hjorths liv og værk til at jeg ville
have opfattet romanen som selvbiografisk, hvis det altså ikke havde været for
den heftige debat i Norge (og navnlig i Aftenposten). Jeg må ærligt indrømme,
at det ikke er vigtigt for mig om bogen er baseret på forfatterens egne
oplevelser; derfor har jeg heller ikke tænkt mig at gå dybere ind i de etiske
problemstillinger her. Ønsker man at læse en perspektivrig anmeldelse, der
opfatter bogen som selvbiografisk og forholder sig til debatten i Norge, vil
jeg henvise til Arne Borges tekst fra Vagant, som kan læses her: http://www.vagant.no/noen-ganger-er-det-for-sent/
For mig er det mere vigtigt, at Hjorth har skrevet en bog om
de mekanismer, som omgivelserne bruger for at forhindre nogen i at bryde tabu. Arv og miljø er gennemsyret af jalousi,
fortvivlelse og nærmest alle andre tænkelige varianter af forsmåede følelser.
Det er en stærk og medrivende historie, som fortjener at blive læst og
diskuteret.
*
Vigdis Hjorth
Arv og miljø (2016)
Cappelen Damm
343 s.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar