Ola Bauer – Forløberen

Forløberen er Ola Bauers tiende og sidste roman, og den fjerde i rækken, der handler om Tom. Efter 40 år i udlandet vender Tom hjem til Norge. Han drikker brandy, fisker og går med aviser, mens han prøver at fortrænge sin fortid og undgå at tænke på døden. I rygsækken bærer han sin gamle lærers notesbøger, som han efter en bytur glemmer hos den litteraturstuderende Ellen. Da det senere lykkes hende at opspore Tom, viser det sig, at et forlag er interesseret i at udgive manuskriptet, og at han fejlagtigt udråbes til Norges næste litterære sensation. Mellem disse relativt få plotpunkter får vi Toms tanker om det sted, han aldrig havde tænkt sig at vende hjem til, og som nu er blevet ham mere fremmed end de lande, han har rejst i.

Der er noget fundamentalt søgende ved Ola Bauers skrift. Dette udtrykkes ved talrige gentagelser og ved at den enkelte sætning forsøger at være mere præcis end den foregående, hvilket dog resulterer i en ret upræcis og sludrende prosa: ”Det her var Norge. Det her var Norge når det var bedst. Han havde ikke brug for mere, en fluestang, vand og ensomhed. Han kunne leve af det. Han behøvede fandeme ikke mere” (s. 27). Ligeledes giver det bogen en besynderlig rytme, når de fleste situationer behandles overfladisk, mens enkelte strækkes langt ud, uden at det nødvendigvis er ensbetydende med, at der sker noget vigtigt. 

Jeg har på fornemmelsen, at Toms fremmede blik på den norske kultur skal bruges til at give en væsentlig samtidskarakteristik. Problemet er bare, at han kun får øje på ting, der er så indlysende, at man snildt kan se det, selvom man er en del af det: Hvis man læser visse aviser, kan man få indtryk af, at snart sagt alle madvarer er kræftfremkaldende. Folk er mere sarte over for rygning, end de var før i tiden. Og så taler de meget i mobiltelefon! En 15 sider lang beskrivelse af politikere i fjernsynet kulminerer med udsagnet ”Han kom frem til at statsministeren i al sin troskyldighed troede på det han selv sagde” (s. 162).

 I det hele taget er kritikken af den norske normalitet stort set blottet for nuancer. Uanset om det drejer sig om folk på stranden eller Toms unge avisbudkolleger, så har de alle sammen en forfejlet tilgang til verden. Men Tom, derimod, han ved, hvordan man skal fiske og hvordan man deler aviser ud. Som det hedder et sted: ”Han hyggede sig, solen bagte, han strakte benene og hyggede sig, mens hans jævnaldrende poserede forbi med hurtige skridt” (s. 126) – jovist: Tom er ægte, de andre poserer bare. Han er ikke bundet af normens lænker, og kan altid flygte, hvis noget kommer for tæt på: ”Det var magter uden for ham selv som tvang ham til at forlade det som lignede lykke” (s. 35). Og dette citat er endda kun ét af de mange eksempler på bogens romantisering af outsideren, hvormed den tilslutter sig beatlitteraturens kongerække af selvforherligende ansvarsfraskrivere. Et andet, som måske også er det allerværste, lyder sådan her:

Tom var paralyseret. Hånden levede sit eget liv. Gispet rundt omkring ham steg til et forventningsfuldt hulk, som om alle havde forventet dette, at han i cirka niogtredive vildtfremmede menneskers åsyn faktisk stod og befølte en vildtfremmed kvindes venstre bryst.

Det var ikke naturligt for ham at chikanere ukendte kvinder. Men det skete bare. Han var et offer, ikke andet, et offer.

(s. 263)

I forlængelse af ovenstående passage er det måske værd at bemærke, at Forløberen i de danske aviser (med en enkelt undtagelse, så vidt jeg kan se) udelukkende er blevet anmeldt af mænd. Bortset fra min egen anmeldelse i Information, har modtagelsen været utroligt positiv. I Politiken beskriver Jes Stein Pedersen Bauers bøger som ”marvfulde manderomaner”, mens Bent Stenbakken i Nordjyske kalder Forløberen ”en mandebog for mænd”. Hvad det er, der gør romanen så mandeagtig, er imidlertid svært at blive klog på. Hvilke træk ved hovedpersonen eller bogen er det, de gerne vil tilslutte sig og gøre til emblem for deres køn? Er det Toms bedrevidenhed? Hans selvretfærdighed? Hans ulækre måde at gøre sig selv til offer på, når han chikanerer et andet menneske? Er det den anstrengende stil med de mange gentagelser og stødvist faldende hovedsætninger? Tilbøjeligheden til at puste sig op ved at bruge mange adjektiver, overdrivelser og unødigt dramatiske beskrivelser? Det er ikke til at sige, for det bliver ikke forklaret nærmere. Kun Stenbakken uddyber en lille smule, da han efterfølgende skriver: ”At finde en god kvinde, at fiske, at fortælle gode historier. Hvad vil du mere, mit mandehjerte?”. Ak ja, det store, pumpende potenshjerte har åbenbart kun plads til fisse, fisk og fuldemandssnak.

Forløberen er lidt nemmere at holde ud, når Tom glemmer at føle sig hævet over andre. I en scene, hvor han svømmer i en skovsø, erstattes svulstigheden af en klar og afdæmpet prosa, som giver situationen stemning og liv. Desværre er det også et af de eneste steder (hvis ikke det eneste – det var faktisk virkelig svært at finde én god ting at fremhæve i min oprindelige anmeldelse), hvor Tom fremstår i et formildende skær. Når han interagerer med folk og fortæller sine historier fra gamle dage, virker han faktisk temmelig sølle, og man forstår egentlig godt, at andre har svært ved at rumme ham. Denne store afstand mellem omgivelserne og hovedpersonen rummer mange muligheder, men desværre bliver den ikke brugt til noget. Tom justerer nemlig ikke sin verdensopfattelse ud fra de ting, der sker. Det er, som om han allerede har besluttet sig for, hvordan verden hænger sammen, og når han møder modstand, ryster han bare på hovedet eller flygter. Det giver en alt for statisk bog, hvor der hverken er nævneværdig udvikling eller forfald. I stedet får vi bare det ene antiklimaks efter det andet, der falder som perler på en forsuttet snor, og kun varierer i graden af pinagtighed og depravation.

*

Ola Bauer

Forløberen (2016, opr. 1999)

Oversat af Jannie Jensen

BATZER & CO.