Maria Navarro Skaranger – Alle udlændinge har lukkede gardiner

I Alle udlændinge har lukkede gardiner følger vi Mariana, der bor i Oslo-forstaden Romsås med sin mor, far og lillebror Matias (der er også en anden, ældre bror, som familien kun har sporadisk kontakt med). Mariana går i 7. klasse, og en stor del af bogen foregår i klasseværelset, i skolegården eller i centeret, hvor de unge hænger ud når de har fri.

Romanen er skrevet på såkaldt ”kebabnorsk” (eller bare ”gadesprog”, som det hedder på bagsideteksten) med ureglementerede ordstillinger, forkerte eller manglende bøjninger, samt en hel del slang og udtryk fra andre sprog og kulturer. Et eksempel, der lige så godt kunne være tilfældigt:

Efter skole jeg tog til stovner med isa for hende skulle købe ny kjole til nationaldagen 17. maj, så vi gik i Only og kiggede, og efter sikkert fyrre tusind år Isa til sidst endt med tighteste og mest turkise mamie del flow-kjole med glimmer på brysterne, så jeg bare: Isa, sikker på kjolen ikke er for mamie del flow, og Isa bare: nej, så tætsiddende er den ikke, og jeg bare: men hvis du også skal have sminke på, og Isa bare: fuck you, og absolut ikke gidede at tage hint, så jeg bare lod diskussionen ligge, og vi tog til Burger King.

(s. 93)

Selvom det er et forsøg på at nærme sig talesprogets rytme og syntaks, er det også helt vildt konstrueret skriftsprog (hvilket ikke er ment som en valorisering). Undervejs i læsningen har jeg flere gange tænkt, at det virker som en blanding af Niels Franks Nellies bog (2013) og noget fra et sketchshow med karikerede indvandrertyper.  

 

Der er to fortløbende spor i bogen; det ene handler om familiens ældste søn, Alvaro, som først går under jorden og dernæst kommer i fængsel; det andet handler om Marianas forelskelse i Muhammed (som bliver kaldt Mu2, fordi der er så mange andre, der også hedder Muhammed). Disse spor flettes ind mellem bogens øvrige tekster, som oftest består af en enkelt scene. Kombineret med åbningssætninger som ”Når alle dagene er ens og ingenting sker, livet pludselig bliver trist som novemberdag selvom det april” (s. 82) og ”I dag var vildt kedeligt i skole, og selvfølgelig jeg havde glemt min nøgle og blev nødt til at gå over til mor som sad på bænken bag boligblokken” (s. 95) giver det teksterne en dagbogslignende karakter. Det er de episodiske stykker, der udgør størstedelen af bogen, og det er egentlig symptomatisk, at de mere alvorlige og potentielt dramatiske aspekter næsten udelukkende udspiller sig i baggrunden og kun glimtvis bryder frem. Et oplagt eksempel er de religiøse spændinger, der kan opstå i et klasseværelse med elever fra så mange forskellige kulturer. Da Marianas klasse skal lave temaplakater, kommer eleven Nora til at smide en seddel ud, hvor der står ”Allah” på, hvilket ophidser de muslimske drenge, der forklarer at sedlen ikke må komme i skraldespanden, men skal brændes i stedet: ”og det var der tredje verdenskrig begyndede, for bagefter vi gik i frikvarter, og så alle muslimdrengene, wallah, hele asylcenteret stillede sig i ring omkring og næsten ville banke hun, og bare: racist!!!!! det så helt ud som krigszone, næsten de kunne begynde stene Nora” (s. 33). Heldigvis kommer en anden dreng, Dardan, og afværger faren ved at forklare, at det hele beror på en misforståelse. Slutningen på kapitlet angiver, hvad der er vigtigt i Marianas verden – for det, hun udleder af situationen er nemlig, at Dardan er vild med Nora.

På den ene side er det en meget forståelig og genkendelig skildring af teenagelivet hvor det er følelseslivet og de nære relationer, der optager jeget, og på sin vis synes jeg faktisk at skildringen er ganske god og rammende – på den anden side gør det også, at bogen kommer til at virke lidt overfladisk. Fortælletempoet er højt, hvilket nogle steder fungerer fint, for eksempel i mikroportrættet af en ny matematikvikar: ”en dulle fra Stavanger, som er skidetan med de hvideste vampyrtænder og smiler hele tiden så øjnene lyser af gal kvinde” (s. 40), men jo længere ind i bogen, jeg kommer, jo mere upåvirket bliver jeg også af bogens optrin til konflikter, fordi de kan løses så let som her: ”Når jeg kom hjem, det første jeg gjorde var msn, og allerede Mu2 var der og bare: du må ikke blive sur på mig, og jeg bare: jeg hænger ikke med folk der ler ad mine venner, og så Mu2 bare: sorry, jeg lo bare fordi andre gjorde, og så ting ordnede sig” (s. 107). Romanen formår på fin vis at give stemme til både en særegen dynamik i mødet mellem forskellige kulturer og til den på en og samme tid enormt individuelle og enormt kollektive teenagetilværelse. Den er bedst når alvoren kommer op til overfladen, eller når den løber som en klar strøm under de trivielle hverdagsskildringer. Men det sker desværre lidt for sjældent. Alle udlændinge har lukkede gardiner  er mere sympatisk end den er litterært interessant; den falder på intet tidspunkt helt igennem, men ender bare med at fremstå ujævn, og lidt for overfladisk til at jeg kan være med hele vejen.

*

Maria Navarro Skaranger

Alle udlændinge har lukkede gardiner (2016 [opr. 2015])

Oversat af Sara Koch

Gyldendal