Geir Gulliksen: Se på os nu

Selvom moderskabet er begyndt at fylde mere i litteraturen, hører romaner, hvor modermælk er en central del af plottet, stadig til sjældenhederne. Men i Geir Gulliksens Se på os nu sparker modermælken selve handlingen i gang. Til et bryllup møder Hans, der er 50 år og lykkeligt gift, den væsentligt yngre nybagte mor Harriet. Da hun klager over smerter i brysterne, hjælper han hende med at tømme dem for mælk, og midt i denne temmelig grænseoverskridende og akavede situation bliver de tiltrukket af hinanden. Trods fælles modvilje indleder Hans og Harriet i de følgende uger en heftig affære, og også her spiller modermælken en afgørende rolle.

Det ambivalente begær løber videre ind i deres sexliv: »Han sugede på hende, som bittesmå børn gør, han var ikke et barn, men en voksen mand, der lå med sin pik begravet i hendes køn, men han følte sig som et barn, som en baby – åh, hvilken skam, hvilken nydelse.«

De komplekse følelser åbner for en ny nærhed hos Hans. Ligesom han både vil tage hende hårdt og drikke hendes brystmælk, nyder han tanken om at være en gammel far for barnet, samtidig med at han ønsker sig at være mor, »den, der var barnets nærmeste, den foretrukne«.

For nogle år siden udforskede Gulliksen konsekvenserne af en affære i trekantdramaet Historie om et ægteskab, der velfortjent blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. I den nye bog er persongalleriet og perspektivet større. Udover Hans og Harriets affære hører vi blandt andet om Hans’ kone Ingunn, om chefen Olof samt om børnene Kristoffer og Kristina. Handlingstrådene snor sig om den socialdemokratiske statsministerkandidat Salomon Olsen, som flere af karaktererne arbejder sammen med.

Se på os nu er nok den mest Geir Gulliksen-agtige roman i forfatterskabet, der udforsker temaerne identitet, blikket og relationers skrøbelighed, og navnlig når det kommer til de to sidstnævnte, er Gulliksen forbilledligt nuanceret. Men i denne roman nærmer han sig visse steder selvparodien, for eksempel når han introducerer blikket som motiv, ved at Hans ser et videoklip af sig selv fra brylluppet, hvor han kigger på Harriet, mens Ingunn ser på ham.

Hvor fortællerstemmen i Gulliksens romaner ofte er spørgende og empatiske med glimt af godmodigt drilleri over for karaktererne, virker den i Se på os nu til at være drevet helt ud i det satiriske. For eksempel har Hans været meget optaget af Ingunns aldringsproces, der har givet hende »et ældre mandeansigt, og det havde stemt så fint med alt det, Hans mente og troede på politisk, kønspolitisk«. Som en kønsbevidst mand går han meget op i ikke at være utro, ikke at se porno og ikke at være sådan en, der tænder på at tømme en fremmed kvindes bryster for mælk. Men det er han så alligevel, hvilket giver anledning til både kvaler og komik: »Han var stadig imod porno, han mente, at den forfladigede menneskers fantasi, men selv kunne han godt tåle det, fordi han var kritisk. Det lod dog til, at han blev endnu mere ophidset, fordi han var kritisk.«

For mig er disse citater samtidig eksempler på romanens fine fremstilling af personernes selvhøjtidelighed. Andre steder skaber det snarere distance, når fortælleren forlader de realistiske replikker og nøjes med referat: »Kristoffer og Kristina talte om, at de kunne være vokset op her, have gået på den her skole, at de ville have kunnet lide det. Men Kristoffer legede igen med tanken om at vokse op uden internet, uden egen computer og sågar uden telefon, og så blev de enige om, at det måtte have været forfærdeligt. De beskyldte [Ingunns] opvækst for at have været indskrænket, og det gav hun dem ret i«. Her får personernes almindeligheder og tidstypiske træk ikke lov at udfolde sig, og derfor holder de op med at være levende for mig og bliver i stedet til samfundsdiagnostiske papfigurer.

Det klæder Gulliksens prosa, når han lever sig ind i figurerne i stedet for at holde dem ud i strakt arm. Begge dele sker i Se på os nu, og derfor har romanen altså også sine svage øjeblikke. Mest af alt undrer jeg mig over, hvad socialdemokraten Salomon Olsen overhovedet laver i bogen. Han fylder en hel del i de andres samtaler, men dukker selv kun kortvarigt op til sidst. Egentlig spiller han ikke nogen nævneværdig rolle, og han virker mest som katalysator for nogle sidehistorier, der alligevel løber ud i sandet.

Til gengæld rummer bogen også Geir Gulliksens indsigtsfulde skildringer af begær, sorg og de øjeblikke, hvor opfattelsen af den anden ændrer sig med uoverskuelige konsekvenser. Desuden viser den, hvor eminent han er til at skildre situationer, som betyder forskellige ting for forskellige parter. Det ses især i en af bogens mest barske scener, hvor Ingunn gentager noget, Hans har sagt, mens de havde sex aftenen før. Hun siger det for at nærme sig ham, men for ham er det tegn på, at han er ved at forlade hende. For mig er det disse beskrivelser af ambivalens og intimitetens forviklinger, der er den største kvalitet ved Se på os nu.

*

Geir Gulliksen

Se på os nu

Oversat af Rolf Stavnem.

C&K Forlag

350 s.