Mona Høvring: Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født

De seneste år har det lille forlag LESEN gjort sit til at udbrede kendskabet til norske Mona Høvrings forfatterskab. I 2016 udgav de Høvrings glimrende romandebut Noget der hjælper, året efter fulgte Venteværelset i Atlanten, og nu lanceres romanen Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født, blot få måneder efter den udkom i Norge.

Bogen handler om søstrene Ella og Martha, der tidligere var tætte som tvillinger og delte seng langt op i teenageårene. En dag bekendtgør Martha pludselig at hun vil gifte sig og flytte til Danmark, og selvom hun hurtigt kommer tilbage, fører hendes beslutning til en dyb splittelse mellem søstrene. Da vi møder dem som voksne – Ella er 22, Martha er ét år ældre – er deres relation således præget af varsomhed, forbehold og smålighed. Efter det mislykkede ægteskab har Martha været indlagt på et sanatorium, og da hendes læge råder hende til at tage ophold på et hotel i de norske fjelde, rejser Ella med for at passe på hende. På hotellet møder de først den venlige bestyrerinde Ruth og siden den lettere mystiske Dani, men det meste af tiden bruger Martha og Ella på at drikke vin, gå i bad og vedligeholde deres små konflikter.

Der er noget barnligt over søstrenes måde at være i verden på. De mangler basale sociale færdigheder og virker usikre, urutinerede i livet, hvilket hos Ella blandt andet udmønter sig i konstante spørgsmål som »Hvad var det Martha syntes jeg burde have fortalt hende?«, »hvorfor valgte jeg lige netop denne bog?« og »Hvem kan egentlig vide hvordan en andens smerte føles?«. Da et pludseligt skænderi skiller dem ad, får Ella anledning til at tænke over forholdet til storesøsteren, som hun har været alt for god til at føje. Ved romanens begyndelse lyder det: »Jeg måtte holde mine tanker for mig selv. At rose hende var det samme som at give hende en opgave, en forpligtigelse. Jeg frygtede at den mindste antydning af ansvar ville gøre hende ængstelig, til og med modvillig. Nej, at takke hende ville ødelægge alt«. Efter skænderiet lyder det i stedet: »Martha med sit guddommelige og forførende ansigt. Martha med den rislende stemme. […] Hun havde bragt mig ud af balance. Hun havde kørt rundt med mig. Jeg tænkte at jeg ikke kunne fordrage hende. Jeg ville fjerne mig fra hende, jeg ville beskytte mig selv. Hvorfor kunne jeg ikke det? Fordi jeg frygtede hende? Fordi jeg elskede hende? Tanken skræmte mig«. Som citaterne antyder, føler Ella »en irriterende ømhed for hende, en ømhed der hverken var kærlig eller medfølende, men ikke desto mindre en ømhed«.

Høvring har blik for de nuancer i vores relationer, der ellers undslipper opmærksomheden og hverdagssproget, samt evnen til at skrive små, funklende scener (her skiller en erindring om kartoffelchips og knappenåle sig særligt ud med sin blanding af ubehag og nænsomhed). Hendes prosa er præcis og rig på adjektiver, som et overdådigt og sirligt dækket middagsbord. Beskrivelserne kan være egensindigt skarpe, som når Ella hader morgenlys, fordi det får hende »til at tænke på røntgenstråler«, eller de kan være smukke og stilfærdigt storslåede, som når fjeldhotellet ligner »en gylden krystalfugl med enorme vinger spændt ud over den lodrette klippevæg«.

Romanens univers er nærmest filmisk stiliseret, godt hjulpet af det gammeldags og alligevel tidløse hotelmiljø. Og måske også af, at Høvrings karakterer langt hen ad vejen er genkendelige persontyper, der dog levendegøres gennem få udvalgte detaljer: »Min søster hedder Martha. Hendes hår ser hvidt ud i fluorescerende lys. Og hvad hedder jeg? Jeg hedder Ella. Jeg hedder Ella, og mine øjne er næsten grønne. I en bog skriver jeg hvad jeg tror kommer til at ske det næste år, og på årets sidste dag skriver jeg hvad der er sket«.

Et erotisk møde med en ældre kvinde bliver ligesom i Høvrings tidligere romaner udslagsgivende for handlingen. Men hvor mødet i for eksempel Noget der hjælper intenst og præcist skildrer en ung piges seksuelle opvågnen, er dets funktion i den nye roman langt mere diffus. Her er det ikke decideret forløsende, det er snarere en åbning, der ikke fører i den rigtige retning, men stadig er vigtig fordi den sætter noget andet i gang. Karakterudviklingen går omtrent fra forknyt forvirring til en lidt mere åben og reflekteret forvirring. Det gør historien mere egenartet, men får den samtidig til at føles lidt lille. Jeg savner den kombination af gnistrende vækkelseshistorie og Høvrings øvrige kvaliteter, der i sin tid gav romandebuten en helt særlig tyngde.

Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født cementerer LESENs ry for at lave kvalitetsbøger. Udover at den er flot fordansket af Ditte Holm Bro, er Line Kjeldsen Jensens omslag en fornøjelse at se på. Og selv om romanen måske ikke er helt på højde med Høvrings foregående, er den stadig en fin og særegen fortælling om to søstre, der vokser fra hinanden.

Mona Høvring

Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født

Oversat af Ditte Holm Bro

Forlaget LESEN

128 s.

200 kr.