10.12.2019

Roy Jacobsen: Rigels øjne


Med Rigels øjne afslutter Roy Jacobsen sin trilogi om Ingrid Marie Barrøy, som startede med De usynlige og fortsatte med Hvidt hav. Året er 1946. Krigen er slut, men Norge præges stadig af dens eftervirkninger. På familieøen Barrøy bor Ingrid med sin nu 10 måneder gamle datter Kaja, hvis far er den russiske krigsflygtning Alexander, som Ingrid tog sig af efter et skibsforlis i 1944. Hun har ikke hørt fra Alexander siden han forlod øen, og hun beslutter sig derfor for at følge i hans dunkle fodspor, i håb om at se ham igen.

Turen gennem Norge fører til møder med folk, der på forskellig vis har været i kontakt med Alexander. I et enkelt, afdæmpet og samtidig højtideligt sprog skildrer Jacobsen ikke kun Ingrids møjsommelige rejse, men også et land, hvor sandheden er blevet »fredens første offer«: Nogle af beboerne leder hende på afveje, de fleste hjælper hende modvilligt, men fælles for dem alle er, at de forsøger at tale hende fra at fortsætte rejsen – hvilket ikke kun skyldes, at den forekommer dem at være forgæves, men også at flere af dem frygter, at Ingrid skal få nys om deres lyssky aktiviteter under besættelsen.




Jacobsen er god til at beskrive det mentalt krigshærgede samfund, hvor folk ikke kan samle sig igen, men lever videre i al deres mistro og meningstab; de stumper af liv, Ingrid støder ind i undervejs. Men bipersonportrætterne og stemningen kan ikke bære hele bogen, og derfor lider den under, at Ingrid er så upåvirkelig en hovedperson. Når hun oplever modgang, græder hun lidt eller bliver paf, men det næste øjeblik fortsætter hun, som om intet var hændt. Jeg er med på, at det også er et udtryk for hendes ukuelighed, for bogen handler langt hen ad vejen om at træffe en (ikke nødvendigvis synderligt fornuftig) beslutning og ikke lade sig kue af omgivelsernes modstand. Men jeg får aldrig fornemmelsen af, at Ingrid rigtig er i knibe, at hun er udsat og alene på sin rejse, for det er, som om fortælleren hele tiden ikke blot holder hende i hånden, men også holder hånden over hende. Forhindringerne har ikke den store betydning, når først det viser sig, at de som regel er overkommet nogle få linjer længere nede på samme side. Derfor bliver jeg ikke synderligt investeret i, om det lykkes Ingrid at opspore Alexander – og værre endnu: jeg bliver heller ikke investeret i selve rejsens forløb. Folk er modvillige og fjendtlige, så får de dårlig samvittighed og åbner op, hvorefter hjælper de hende lidt alligevel, samtidig med at de råder hende til at rejse hjem. I større eller mindre grad forløber alle bogens møder sådan, hvilket ender med at gøre Rigels øjne ensformig og selvtilfreds.

Roy Jacobsen
Rigels øjne
Oversat af Camilla Christensen
Rosinante
208 s.

11.11.2019

Mona Høvring: Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født


De seneste år har det lille forlag LESEN gjort sit til at udbrede kendskabet til norske Mona Høvrings forfatterskab. I 2016 udgav de Høvrings glimrende romandebut Noget der hjælper, året efter fulgte Venteværelset i Atlanten, og nu lanceres romanen Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født, blot få måneder efter den udkom i Norge.

Bogen handler om søstrene Ella og Martha, der tidligere var tætte som tvillinger og delte seng langt op i teenageårene. En dag bekendtgør Martha pludselig at hun vil gifte sig og flytte til Danmark, og selvom hun hurtigt kommer tilbage, fører hendes beslutning til en dyb splittelse mellem søstrene. Da vi møder dem som voksne – Ella er 22, Martha er ét år ældre – er deres relation således præget af varsomhed, forbehold og smålighed. Efter det mislykkede ægteskab har Martha været indlagt på et sanatorium, og da hendes læge råder hende til at tage ophold på et hotel i de norske fjelde, rejser Ella med for at passe på hende. På hotellet møder de først den venlige bestyrerinde Ruth og siden den lettere mystiske Dani, men det meste af tiden bruger Martha og Ella på at drikke vin, gå i bad og vedligeholde deres små konflikter.

Der er noget barnligt over søstrenes måde at være i verden på. De mangler basale sociale færdigheder og virker usikre, urutinerede i livet, hvilket hos Ella blandt andet udmønter sig i konstante spørgsmål som »Hvad var det Martha syntes jeg burde have fortalt hende?«, »hvorfor valgte jeg lige netop denne bog?« og »Hvem kan egentlig vide hvordan en andens smerte føles?«. Da et pludseligt skænderi skiller dem ad, får Ella anledning til at tænke over forholdet til storesøsteren, som hun har været alt for god til at føje. Ved romanens begyndelse lyder det: »Jeg måtte holde mine tanker for mig selv. At rose hende var det samme som at give hende en opgave, en forpligtigelse. Jeg frygtede at den mindste antydning af ansvar ville gøre hende ængstelig, til og med modvillig. Nej, at takke hende ville ødelægge alt«. Efter skænderiet lyder det i stedet: »Martha med sit guddommelige og forførende ansigt. Martha med den rislende stemme. […] Hun havde bragt mig ud af balance. Hun havde kørt rundt med mig. Jeg tænkte at jeg ikke kunne fordrage hende. Jeg ville fjerne mig fra hende, jeg ville beskytte mig selv. Hvorfor kunne jeg ikke det? Fordi jeg frygtede hende? Fordi jeg elskede hende? Tanken skræmte mig«. Som citaterne antyder, føler Ella »en irriterende ømhed for hende, en ømhed der hverken var kærlig eller medfølende, men ikke desto mindre en ømhed«.

Høvring har blik for de nuancer i vores relationer, der ellers undslipper opmærksomheden og hverdagssproget, samt evnen til at skrive små, funklende scener (her skiller en erindring om kartoffelchips og knappenåle sig særligt ud med sin blanding af ubehag og nænsomhed). Hendes prosa er præcis og rig på adjektiver, som et overdådigt og sirligt dækket middagsbord. Beskrivelserne kan være egensindigt skarpe, som når Ella hader morgenlys, fordi det får hende »til at tænke på røntgenstråler«, eller de kan være smukke og stilfærdigt storslåede, som når fjeldhotellet ligner »en gylden krystalfugl med enorme vinger spændt ud over den lodrette klippevæg«.




Romanens univers er nærmest filmisk stiliseret, godt hjulpet af det gammeldags og alligevel tidløse hotelmiljø. Og måske også af, at Høvrings karakterer langt hen ad vejen er genkendelige persontyper, der dog levendegøres gennem få udvalgte detaljer: »Min søster hedder Martha. Hendes hår ser hvidt ud i fluorescerende lys. Og hvad hedder jeg? Jeg hedder Ella. Jeg hedder Ella, og mine øjne er næsten grønne. I en bog skriver jeg hvad jeg tror kommer til at ske det næste år, og på årets sidste dag skriver jeg hvad der er sket«.

Et erotisk møde med en ældre kvinde bliver ligesom i Høvrings tidligere romaner udslagsgivende for handlingen. Men hvor mødet i for eksempel Noget der hjælper intenst og præcist skildrer en ung piges seksuelle opvågnen, er dets funktion i den nye roman langt mere diffus. Her er det ikke decideret forløsende, det er snarere en åbning, der ikke fører i den rigtige retning, men stadig er vigtig fordi den sætter noget andet i gang. Karakterudviklingen går omtrent fra forknyt forvirring til en lidt mere åben og reflekteret forvirring. Det gør historien mere egenartet, men får den samtidig til at føles lidt lille. Jeg savner den kombination af gnistrende vækkelseshistorie og Høvrings øvrige kvaliteter, der i sin tid gav romandebuten en helt særlig tyngde.

Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født cementerer LESENs ry for at lave kvalitetsbøger. Udover at den er flot fordansket af Ditte Holm Bro, er Line Kjeldsen Jensens omslag en fornøjelse at se på. Og selv om romanen måske ikke er helt på højde med Høvrings foregående, er den stadig en fin og særegen fortælling om to søstre, der vokser fra hinanden.

Mona Høvring
Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født
Oversat af Ditte Holm Bro
Forlaget LESEN
128 s.
200 kr.

01.10.2019

Geir Gulliksen: Se på os nu


Selvom moderskabet er begyndt at fylde mere i litteraturen, hører romaner, hvor modermælk er en central del af plottet, stadig til sjældenhederne. Men i Geir Gulliksens Se på os nu sparker modermælken selve handlingen i gang. Til et bryllup møder Hans, der er 50 år og lykkeligt gift, den væsentligt yngre nybagte mor Harriet. Da hun klager over smerter i brysterne, hjælper han hende med at tømme dem for mælk, og midt i denne temmelig grænseoverskridende og akavede situation bliver de tiltrukket af hinanden. Trods fælles modvilje indleder Hans og Harriet i de følgende uger en heftig affære, og også her spiller modermælken en afgørende rolle.

Det ambivalente begær løber videre ind i deres sexliv: »Han sugede på hende, som bittesmå børn gør, han var ikke et barn, men en voksen mand, der lå med sin pik begravet i hendes køn, men han følte sig som et barn, som en baby – åh, hvilken skam, hvilken nydelse.«

De komplekse følelser åbner for en ny nærhed hos Hans. Ligesom han både vil tage hende hårdt og drikke hendes brystmælk, nyder han tanken om at være en gammel far for barnet, samtidig med at han ønsker sig at være mor, »den, der var barnets nærmeste, den foretrukne«.

For nogle år siden udforskede Gulliksen konsekvenserne af en affære i trekantdramaet Historie om et ægteskab, der velfortjent blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. I den nye bog er persongalleriet og perspektivet større. Udover Hans og Harriets affære hører vi blandt andet om Hans’ kone Ingunn, om chefen Olof samt om børnene Kristoffer og Kristina. Handlingstrådene snor sig om den socialdemokratiske statsministerkandidat Salomon Olsen, som flere af karaktererne arbejder sammen med.




Se på os nu er nok den mest Geir Gulliksen-agtige roman i forfatterskabet, der udforsker temaerne identitet, blikket og relationers skrøbelighed, og navnlig når det kommer til de to sidstnævnte, er Gulliksen forbilledligt nuanceret. Men i denne roman nærmer han sig visse steder selvparodien, for eksempel når han introducerer blikket som motiv, ved at Hans ser et videoklip af sig selv fra brylluppet, hvor han kigger på Harriet, mens Ingunn ser på ham.

Hvor fortællerstemmen i Gulliksens romaner ofte er spørgende og empatiske med glimt af godmodigt drilleri over for karaktererne, virker den i Se på os nu til at være drevet helt ud i det satiriske. For eksempel har Hans været meget optaget af Ingunns aldringsproces, der har givet hende »et ældre mandeansigt, og det havde stemt så fint med alt det, Hans mente og troede på politisk, kønspolitisk«. Som en kønsbevidst mand går han meget op i ikke at være utro, ikke at se porno og ikke at være sådan en, der tænder på at tømme en fremmed kvindes bryster for mælk. Men det er han så alligevel, hvilket giver anledning til både kvaler og komik: »Han var stadig imod porno, han mente, at den forfladigede menneskers fantasi, men selv kunne han godt tåle det, fordi han var kritisk. Det lod dog til, at han blev endnu mere ophidset, fordi han var kritisk.«

For mig er disse citater samtidig eksempler på romanens fine fremstilling af personernes selvhøjtidelighed. Andre steder skaber det snarere distance, når fortælleren forlader de realistiske replikker og nøjes med referat: »Kristoffer og Kristina talte om, at de kunne være vokset op her, have gået på den her skole, at de ville have kunnet lide det. Men Kristoffer legede igen med tanken om at vokse op uden internet, uden egen computer og sågar uden telefon, og så blev de enige om, at det måtte have været forfærdeligt. De beskyldte [Ingunns] opvækst for at have været indskrænket, og det gav hun dem ret i«. Her får personernes almindeligheder og tidstypiske træk ikke lov at udfolde sig, og derfor holder de op med at være levende for mig og bliver i stedet til samfundsdiagnostiske papfigurer.

Det klæder Gulliksens prosa, når han lever sig ind i figurerne i stedet for at holde dem ud i strakt arm. Begge dele sker i Se på os nu, og derfor har romanen altså også sine svage øjeblikke. Mest af alt undrer jeg mig over, hvad socialdemokraten Salomon Olsen overhovedet laver i bogen. Han fylder en hel del i de andres samtaler, men dukker selv kun kortvarigt op til sidst. Egentlig spiller han ikke nogen nævneværdig rolle, og han virker mest som katalysator for nogle sidehistorier, der alligevel løber ud i sandet.

Til gengæld rummer bogen også Geir Gulliksens indsigtsfulde skildringer af begær, sorg og de øjeblikke, hvor opfattelsen af den anden ændrer sig med uoverskuelige konsekvenser. Desuden viser den, hvor eminent han er til at skildre situationer, som betyder forskellige ting for forskellige parter. Det ses især i en af bogens mest barske scener, hvor Ingunn gentager noget, Hans har sagt, mens de havde sex aftenen før. Hun siger det for at nærme sig ham, men for ham er det tegn på, at han er ved at forlade hende. For mig er det disse beskrivelser af ambivalens og intimitetens forviklinger, der er den største kvalitet ved Se på os nu.

*
Geir Gulliksen
Se på os nu
Oversat af Rolf Stavnem.
C&K Forlag
350 s.