En af de fine ting ved at læse norske bøger uden at være del af det litterære miljø i Norge er, at min oplevelse ikke bliver forplumret af hierarkier, fejder og polemik. Når jeg læser en dansk bog, ved jeg ofte, uden selv at have opsøgt den viden, hvem forfatteren er, hvem vedkommende har været kærester med, hvilken position personen har i det kulturelle landskab og hvad andre forfattere synes om den pågældendes bøger – både hvad de siger om den i høflige samtaler, og hvad de mener, når de har talt sig varme under bodegalampernes skær. Nogle gange tænker jeg, at jeg må have en helt forskruet opfattelse af norsk litteratur (og af det, der omgiver den og samtidig uvægerligt griber ind i den), fordi jeg ikke har noget samlet billede af en litterær verden, men bare har pluklæst ud fra mere eller mindre tilfældige indskydelser. For eksempel lader det til, at både Tor Ulven og Georg Johannesen stadig er vigtige referencerammer, der flittigt citeres og diskuteres, mens Dag Solstad omtales som en litterær gudeskikkelse, der længe har været selvskreven til Nobelprisen, hvilket omverdenen besynderligt nok bare ikke har opdaget endnu. Samtidig har jeg dog på fornemmelsen, at det kun ser sådan ud fordi jeg læser mange midaldrende forfattere, og at de yngre nok slet ikke forholder sig til Ulven, Johannesen og Solstad.
Da jeg skulle anmelde en bog af Stig Sæterbakken for
Information sidste år, blev jeg bedt om at skrive lidt om, hvem han var. Udover
at jeg havde læst et par af hans bøger, begrænsede min viden om Sæterbakken sig
til vage erindringer om mindeordene, der dukkede op på de sociale medier i
forbindelse med hans selvmord omkring fire år tidligere. Undervejs fik jeg
tilsendt et eksemplar af Alt menneskelig (2016),
en antologi om Sæterbakken redigeret af Audun Lindholm. Bogen indeholder både
tekster om forfatterskabet og om forfatteren som ven og kollega, og selvom alle
bidragene ikke er udelukkende positive, er de overordnet set meget venligt
stemte. Tonen smittede mig nok til, at jeg i min anmeldelse betegnede Sæterbakken
som ”en uomgængelig skikkelse i nyere norsk litteratur”.
Mit indtryk var (og er stadig), at han vakte (og vækker)
stærke holdninger hos andre. Når jeg fortæller danske kolleger, at jeg er ved
at anmelde Sæterbakken, er der flere, der ruller med øjnene, hvis de da ikke
ligefrem hidser sig op og begynder at fortælle om den eller de gange, de mødte
ham, hvilket åbenbart aldrig har været en positiv oplevelse for dem. Så kontroversiel,
i hvert fald; måske endda markant – men ligefrem uomgængelig?
Denne formulering og min efterfølgende skepsis over for den
er symptomatisk for mit forhold til Stig Sæterbakken. Jeg har skrevet en
længere tekst til det seneste nummer af tidsskriftet Kritiker, hvor jeg
forsøger at sætte ord på, hvad det er der irriterer mig ved forfatterskabet og
hvorfor jeg alligevel ikke kan lade helt være med at beskæftige mig med det. En
af de andre bidragsydere til nummeret er Kenneth Moe, der tidligere har udgivet
romanerne Rastløs (2015) og Det åpenbare (2016). Hans tekst ”Imot
Sæterbakken” er et uddrag af en bog med samme navn, som for nylig udkom på
Pelikanen Forlag. Her forsøger Moe at sætte ord på sit eget ambivalente forhold
til forfatterskabet, og som titlen antyder, er vægten lagt på indvendingerne,
på frustrationen og på den skepsis, han nærer over for det.
Bogen – eller den essayistiske pamflet, som det måske
snarere er – består af nummererede stykker, hvoraf nogle kun er en enkelt
sætning, mens andre strækker sig over flere sider. Bagerst, som en slags
appendiks, får vi Moes anmeldelse af den posthume Sæterbakken-udgivelse Ikke noe av dette handler om meg og Alt menneskelig. Anmeldelsen blev en
slags forstudie til bogen, og det er fint at have den med, selvom alle dens
væsentlige pointer er mere præcist formuleret i hovedteksten.
Moes vigtigste indvendinger kan koges
ned til følgende: Det største problem med Stig Sæterbakkens skrift er, at den
konstant løber ind i det, Moe kalder for ”tankens blindveier” (s. 13), der gør,
at han ofte forfalder til retoriske spidsfindigheder (”ordkløyveri”), hvilket
alt sammen skyldes, at tanker og skrift hviler på en pessimisme, der både er
forfatterskabets udgangspunkt, forklaringsmodel og endemål, dets eneste mulige
erkendelse: ”Sæterbakken skrev så vakkert og variert fra setning til setning at
man lett kan overse at så godt som alle er variasjoner over viljen til intet. Hvis setningen inneholder noe
annet, hvis noe bekreftes – som regel
altoppslukende kjærlighet eller begjær – så er det for at det senere skal
negeres” (s. 56-57).
Som Moe selv påpeger, er det ikke just revolutionerende at
læse Sæterbakkens forfatterskab som ”et gedigent monument til lammende angst”
(s. 51), men det er en fin præcisering, at denne angst er ”knyttet til
forestillingen om tanker som et problem”. Både Sæterbakkens romanpersoner og
hans essay-jeg lider nemlig under så dystre tanker, at de længes efter
tankernes ophør: ”Døden som den eneste endelige løsningen på hvor ubehagelig
det er å tenke på døden” (s. 18). Ved at gennemgå Sæterbakkens romaner, viser
Moe, hvordan ”[r]omanpersonernes verste tanker er alltid romanuniversets
nådesløse virkelighet” (s. 54). Dermed bliver både romanerne og essayistikken
eksempler på, at der sjældent er noget udfordrende ved Sæterbakkens pessimisme,
fordi den er forudsigelig, og tryg, på sin vis. Den bliver en belejlig
forklaringsmodel, ligesom det er belejligt, når Sæterbakken igen og igen
opsøger – eller med Moes ord ligefrem dyrker
– det paradoksale ”selv der hvor det finnes enkle løsninger enkelt
tilgjengelig” (s. 74) (og dermed bliver fanget i nihilismens paradoks: ”at den
midt i negasjonen av begreper som mening, kjærlighet, forpliktelse, tar dem
langt mer alvorlig enn vi som prøver å ”tro” på dem” (s. 53)). Det, Moe savner
ved Sæterbakkens forfatterskab er noget, forfatteren sandsynligvis selv ville
have himlet og sukket over, nemlig en litteratur, som prøver ”å gjøre livet
verdt å leve. Som prøver å skape mening
der ingen finnes” (s. 75) – ikke fordi alting skal være optimistisk, men for
netop at forhindre tankerne i at lukke sig om sig selv, putte sig i angstens
retoriske ordkløveri og dermed stå i vejen for nye indsigter og måder at tænke
på.
Som sagt har jeg ikke det store kendskab til det litterære
miljø i Norge, men jeg kan alligevel fornemme, at Moes bog har fået en blandet
modtagelse i hjemlandet. Blandt andet er den anmeldt kritisk både i
Klassekampen og Morgenbladet. I sidstnævnte skriver Katrine Heiberg (der var en
af bidragsyderne til Alt menneskelig)
at det, der gør Sæterbakkens forfatterskab vigtigt for hende, er, at hun finder
trøst i dets pessimisme – et aspekt, hun mener at Moe er blind for. Heiberg har
ret i, at Moe til tider generaliserer, samt at hans fokus på selvmordet er
heftigt (men altså: at læse Sæterbakken og nedtone, hvor meget selvmordet
fylder i hans bøger, ville for mig at se have været meget mere problematisk).
Til gengæld undrer jeg mig over, at hun mistænkeliggør hans emnevalg. Efter at
have karakteriseret hans forfatterskab indtil nu som ”en sæterbakkensk
melankoli [kombinert] med en knausgårdsk vilje til å utstille jeget nakent og
nedrig”, skriver hun nemlig: ”Når han nå begår litterært fadermord, er det
naturligvis påvirkningen fra den av dem som ikke lenger kan ta til motmæle, han
velger å ta et oppgjør med, og ikke sin egen redaktør (Knausgård). Noen
praktiske hensyn skal man jo ta”. Det er virkelig en bemærkelsesværdig
indvending at komme med som anmelder. Det er meget sjældent, at vi ligefrem vælger, hvem vi vil tage et opgør med,
så jeg har svært ved at opfatte det som andet end hånligt, når Heiberg
fremstiller det på denne måde. Hvis Moe ikke har noget synderligt opgør at tage
med Knausgård, gider jeg da heller ikke læse om det. Jeg vil hellere læse om
noget, der påvirker ham dybt, gør ham fortvivlet og får ham til at tænke.
Ærligt talt har jeg en smule
svært ved at se problemet med Moes bog. Dens genrebetegnelse er ”essay”, og
dermed er det fra begyndelsen tydeligt, at der er tale om et forsøg med en
stærkt subjektiv vinkel. Selv når Moe i åbningsafsnittet skriver, at han ikke
har noget at sige om forfatterskabet, som ikke allerede er fuldstændig
indlysende, er det underforstået for mig, at han mener, at det er fuldstændig
indlysende for ham. Og skulle jeg
glemme det undervejs, bliver jeg mindet om det med udsagn som ”Hvem som helst
kan lete etter eksempler på at jeg tar feil og slik motbevise min Sæterbakken” (s. 70) – og det er vel
at mærke Moes egen kursivering. Som allerede nævnt skriver han helt eksplicit,
at han ønsker sig ”en litteratur som prøver – bare prøver! – å gjøre livet verdt å leve. Som prøver å skape
mening der ingen finnes. Som prøver å inspirere til handling” (s. 75) – og med det in mente forstår jeg godt, hvorfor
han læser Sæterbakken som han nu engang gør.
Jeg kan ikke skille min begejstring for bogen fra det
faktum, at størstedelen af Moes kritikpunkter stemmer overens med mine egne.
Jeg ved ikke, hvornår jeg læser hurtigt videre fordi bogen er interessant og
velskrevet, og hvornår jeg gør det fordi det næsten er som at læse mine egne
tanker. Måske er det heller ikke vigtigt. Jeg orker ikke endnu engang at skulle
beskrive, hvad der generer mig ved Sæterbakkens forfatterskab; hvis nogen er
tilstrækkeligt interesseret, henviser jeg til føromtalte essay i Kritiker.
Imot Sæterbakken kunne godt være blevet temmelig anstrengende
læsning, hvis den udelukkende havde handlet om de irriterende og dårlige ting
ved Stig Sæterbakkens bøger. Men det, der i særdeleshed gør den værd at læse,
er, at den samtidig er et portræt af en læser, der forsøger at komme overens
med sig selv og sine egne præferencer og tilbøjeligheder. Moe påpeger, at ”smak
er en slags prioritering av problemer,
en indre liste over mulige spørsmål og svar, kort sagt: en hel måte å se verden
på” (s. 23), og at ”[n]år vi skal vurdere hvorvidt et forfatterskap snakker til
oss eller ikke, er det innstillingen som
teller, kort sagt: hvordan og i hvilken retning forfatteren forenkler”
(s. 71). Han beskriver vældig fint hvordan man kan blive påvirket af at læse
litteratur, der både svarer til noget, der allerede findes i en selv, og som angiver
en retning videre i livet. Selvfølgelig tiltaler det mig særligt fordi jeg
trods vedvarende grublerier, der kulminerede i et 10 sider langt essay, stadig
ikke helt har forstået, hvorfor jeg kan blive så irriteret på Sæterbakkens
forfatterskab, uden at jeg af den grund holder op med at beskæftige mig med
det. Men der er også spørgsmål, som kan knyttes til mange andre af livets
aspekter (”Hvorfor er jeg fascineret af dette?” ”Hvad siger det om mig?”, og så
videre). Kenneth Moes bog blæser ikke sådanne spørgsmål ud af proportioner, men
den har dem med sig selv hele vejen. Nysgerrigheden og temperamentet retter sig
både mod Sæterbakkens bøger og mod Moe selv, og i denne vekslen opstår et engageret,
velskrevet, til tider urimeligt – og i flere henseender dermed også meget
menneskeligt – stykke litteratur(kritik).
*
Kenneth Moe
Imot Sæterbakken (2017)
Pelikanen Forlag
96 s.
