Henrik Nor-Hansen: Diegesis

I 1970'erne lancerede robotforskeren Masahi Mori begrebet ’the uncanny valley’. Det henviser til det særlige punkt, hvor en robots udtryk og mimik er så genkendelige, at den virker menneskelig, men samtidig akkurat så fremmede, at det føles foruroligende og forkert. Jeg har tænkt på Moris begreb flere gange under læsningen af Henrik Nor-Hansens romantrilogi Diegesis, fordi den skaber sit helt eget ubehagelige skæringspunkt mellem det menneskelige og det mekaniske. Samlingen består af En redegørelse for et rejsestipendie 2010 (2012), En kort evaluering af psykosocialt stress (2014) og Termin (2016). Helt i tråd med de formelle titler er bøgerne skrevet i et følelseskoldt sprog, der leder tankerne hen på kliniske rapporter: »Vinteren 1982-83 blev man gjort opmærksom på en række demografiske anomalier i studiebyen Fantoft. Den sociale struktur var svækket. Man så, hvordan brugen af psykiatri- og psykologydelser voksede«. Umiddelbart virker tonen måske autoritativ og neutral, men det indtryk undergraves af de mange formuleringer, som sår tvivl om, hvad der egentlig er foregået: »I morgentimerne lørdag den 16. juli skulle Halvor Leland have opdaget to unge piger ved vandkanten. De var alene, efter hvad der blev sagt. Leland fortæller, at dette kunne have udløst en emotionel respons i ham«.

Ubehaget forstærkes af romanernes indhold. Alle tre bøger handler om mænd, der befinder sig i eksistentielle bølgedale. De falder ud af deres normale liv og føler sig fremmedgjorte, og hvis de ikke bliver udsat for overgreb, begår de dem selv. I En redegørelse for et rejsestipendie 2010 tager en forfatter til Canada for at skrive. På stranden møder han den potrygende Robert, som han derefter følger rundt til fester og familiebesøg, hvor han har tilfældige affærer og akavede samtaler. Undervejs udvikler han en ækel forelskelse i Roberts afdøde søster Ana. En kort evaluering af psykosocialt stress handler om Halvor Leland, hvis liv består af kuldsejlede forhold og korte ansættelser i gradvist dårligere jobs. En række psykoser kulminerer med, at han ræser gennem Stavangers centrum og forsøger at køre så mange mennesker ned som muligt. I Termin, som blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, bliver Kjetil Tuestad tilfældigt offer for et brutalt overfald, som aldrig opklares. Kjetil får posttraumatisk stress, flytter fra sin kone, flytter hjem igen, får et barn og bliver skilt, og de flygtige bekendtskaber, han efterfølgende har, er præget af druk, trusler og overgreb. Romanen har undertitlen »en fremstilling af vold i Norge«, og foruden overfald og gruppevoldtægter hører vi både om en dreng, der bliver stenet, og dyr, der får klippet poterne af.

Det er helt med vilje, at jeg beskriver Henrik Nor-Hansens romaner som mekaniske og mærkelige. Personerne handler ofte umotiveret og planløst, og på næsten hver side nævnes det, at de har vanskeligt ved at genkende sig selv i deres egne følelser. Skildringen af fremmedgjorte mænd er imponerende varieret. Til gengæld er ligheden mellem de tre romaner markant: Den største forskel er, at den første er fortalt af et jeg og de næste to i tredjeperson, samt at En kort evaluering af psykosocialt stress indfører et samfundsperspektiv, som får en mere fremtrædende rolle i Termin.

Henrik Nor-Hansen raffinerer sin form i løbet af de tre bøger, og han har virkelig skabt et unikt og foruroligende bud på, hvad en roman kan være. Han har tydeligvis en klar vision, men undervejs undrede jeg mig også over, hvad han egentlig forsøger at sige med den. Personerne er afsindigt ensomme, og måske vil Nor-Hansen vise, at det tragiske (mande)liv er et produkt af samfundets udvikling. I hvert fald begynder flere kapitler med en beskrivelse af, hvad der sker i Norge på det tidspunkt, hvor handlingen foregår: Arbejdsløsheden stiger, de sociale medier bliver populære, oliepriserne falder, gennemsnitsfamilien får flere penge til forbrug. Derefter fortsætter historien om hovedpersonen uden synlig sammenhæng med kapitlets indledning, og forbindelsen mellem dem kommer dermed til at virke som et postulat. Det er ikke fordi jeg mener, at teksten skal gøre udførligt rede for sammenhængen mellem hovedperson og samfundsudvikling, men når det fylder mere fra roman til roman, tænker jeg, at der gemmer sig en vigtig pointe her. Jeg får bare så lidt at arbejde med, at jeg hverken bliver klogere på hvordan eller hvorfor, og derfor virker dette aspekt af romanerne på samme tid vagt og bastant. Langt stærkere er det, når Nor-Hansen lader samfundsvinklen vige til fordel for skildringen af liv, hvor forbindelsen er røget både til omgivelserne og én selv: »Om aftenen sad jeg længe og skrev kun iført underbukser. I baggården lå en døddrukken mand, som senere kom til sig selv og råbte højt om hjælp. Det blæste kraftigt i parken. Jeg kunne se træerne der svajede. Jeg kunne virkelig se alt, hvad jeg skrev. Derefter huskede jeg ingenting«. Dét er læseværdigt uncanny.

*

Henrik Nor-Hansen

Diegesis 

Oversat af Allan Lillelund

Forlaget Silkefyret

198 s.