I kyklopenes land
består af tekster, der tidligere har været udgivet i magasiner og tidsskrifter
som New York Times, Paris Review og Vagant. Kun en enkelt (et 30 sider langt
brev til vennen og kollegaen Tore Renberg) har ikke været offentliggjort før.
Foruden klassiske essays samler bogen også rejseberetninger, taler til Laurie
Anderson og Peter Handke, samt en anmeldelse af Michel Houellebecqs roman Underkastelse. De 19 tekster handler
primært om litteratur og om Knausgård selv, men også om svensk debatkultur,
Anselm Kiefer, norsk fodbold og hjernekirurgi.
Gennem disse vidt forskellige emner løber en række tematiske
tråde, der kendetegner forfatterskabet indtil nu. Særligt i Knausgårds fire
årstidsbøger og bogen om Edvard Munch har han skildret hverdagen og dens
rutineblik, som forhindrer os i at se verden ordentligt. Af samme årsag har han
beskæftiget sig med kunstnere, der tømmer »blikkets på-forhånd-ladning« i et vedvarende forsøg på at få verden til at
åbne sig igen. I denne bog sker det gennem blandt andet Handke, fotografen
Stephen Gill og den svenske maler Anna Bjerger. Gill arbejder eksempelvis med
billeder af skoven om natten, hvor et ellers skjult dyreliv træder frem, mens
Bjergers malerier »på en
og samme tid feirer verden og ensomheten i den«, blandt andet ved at vise, hvordan der »finnes noe utilgjengelig i
det aller mest hverdagslige«.
Knausgårds personlige variant af dette er en søgen efter
det, der er uden for det sociale. I et glimrende essay om nakker fører en
gribende og dramatisk skildring af den yngste datters fødsel til beskrivelsen
af, hvordan et nyt menneske bogstaveligt talt løftes ind i fællesskabet: »sårbarheten og hjelpeløsheten
i det er absolutt, det kan ikke flytte seg, og ikke engang holde hodet oppe
selv, men må bli støttet av andres hender, holdt opp mot andres ansikter, som
er det første hun ser når hun åpner øynene. Med det trer hun inn i kretsen av
ansikter, som hun skal leve resten av sitt liv i«.
Samlinger af tekster, der er skrevet over flere år, byder
forståeligt nok ofte på gentagelser af referencer og pointer. I kyklopenes land er ingen undtagelse,
og selvom det ikke behøver at være et problem, ender det tit med at blive det
her. Knausgårds skrift traver rundt i den samme lille fold af
hverdagsbeskrivelser og velkendte emner, mens den leder efter en åbning; noget,
der kan sætte den fri og føre til nye indsigter. Nogle gange lykkes det, andre
gange gør det ikke – og i sidstnævnte tilfælde ser man virkelig, hvor begrænset
en forfatter, Knausgård kan være. Når beskrivelsen af det velkendte ikke fører
videre til noget andet, lyder det som her mere som en gymnasiestil end en
passage hos en verdenskendt forfatter: »Retorikk er læren om talekunsten, den handler om
hvordan man best mulig kan overbevise andre mennesker om noe, og det å kunne
det, er det samme som å ha makt. Den makten kan bruges ideologisk eller
idealistisk eller religiøst, eller den kan brukes til å tjene penger«. Andre steder lider
teksterne under spinkle retfærdiggørelser af idiosynkratiske associationer: Som
forfattere har Jon Fosse og Michel Houellebecq ikke meget til fælles; det
eneste, der tilsyneladende berettiger at inddrage sidstnævnte i en tekst om
førstnævnte er »nærværet
av et menneske i skriften«,
hvilket er så generelt, at det ikke rigtig siger noget.
Knausgård er ofte en god forfatter, når han skriver om sit
mindreværd som menneske; til gengæld kan han være kedelig og decideret
frustrerende at læse, når han skriver om sit mindreværd som forfatter. Bogens
afsluttende essay handler om tidsskriftet Vagants første år og rummer mange
interessante betragtninger om, hvordan det, der var selvfølgeligt dengang –
litteratursyn, reklamer og retorik – tager sig besynderligt ud på afstand. Én
ting er, at emnet ikke bliver foldet helt så meget ud, som det fortjener, en
anden – og langt værre – er, at essayet er godt 15 sider om at komme ordentligt
i gang, fordi Knausgård både skal skrive sig varm og overkomme sit eget mindreværd
– ikke kun over for Vagant, dengang han var litteraturstuderende, men også over
det at skulle skrive om Vagant som voksen.
I kyklopenes land svinger
en hel del i kvalitet; udover essayet om nakker bør også teksterne om Ingmar
Bergman, hjernekirurgi og Stephen Gill fremhæves positivt. Her fremstår
Knausgård som en nysgerrig, begejstret og indlevende forfatter, der både
skriver godt om nye og gamle emner. Men der er som nævnt også flere tekster,
der sjældent løfter sig over det jævnt beskrivende, og andre, hvis interessante
pointer drukner i lange afsnit, der burde have været redigeret væk. Når
Knausgård er bedst, er han en glimrende essayist, men det kommer som regel
tydeligere til udtryk i hans romaner – hvor tankerne ikke får helt frit løb, og
i stedet både former og former sig efter narrativet – end i hans essays. Det er
denne samling et udmærket eksempel på.
*
Karl Ove Knausgård
I kyklopenes land
Forlaget Oktober
472 s.
