Forløberen er Ola Bauers tiende og sidste roman, og den fjerde i rækken, der handler om Tom. Efter 40 år i udlandet vender Tom hjem til Norge. Han drikker brandy, fisker og går med aviser, mens han prøver at fortrænge sin fortid og undgå at tænke på døden. I rygsækken bærer han sin gamle lærers notesbøger, som han efter en bytur glemmer hos den litteraturstuderende Ellen. Da det senere lykkes hende at opspore Tom, viser det sig, at et forlag er interesseret i at udgive manuskriptet, og at han fejlagtigt udråbes til Norges næste litterære sensation. Mellem disse relativt få plotpunkter får vi Toms tanker om det sted, han aldrig havde tænkt sig at vende hjem til, og som nu er blevet ham mere fremmed end de lande, han har rejst i.
Der er noget fundamentalt søgende
ved Ola Bauers skrift. Dette udtrykkes ved talrige gentagelser og ved at den
enkelte sætning forsøger at være mere præcis end den foregående, hvilket dog
resulterer i en ret upræcis og sludrende prosa: ”Det her var Norge. Det her var
Norge når det var bedst. Han havde ikke brug for mere, en fluestang, vand og
ensomhed. Han kunne leve af det. Han behøvede fandeme ikke mere” (s. 27). Ligeledes
giver det bogen en besynderlig rytme, når de fleste situationer behandles
overfladisk, mens enkelte strækkes langt ud, uden at det nødvendigvis er
ensbetydende med, at der sker noget vigtigt.
Jeg har på fornemmelsen, at Toms fremmede blik på den norske
kultur skal bruges til at give en væsentlig samtidskarakteristik. Problemet er
bare, at han kun får øje på ting, der er så indlysende, at man snildt kan se
det, selvom man er en del af det: Hvis man læser visse aviser, kan man få
indtryk af, at snart sagt alle madvarer er kræftfremkaldende. Folk er mere
sarte over for rygning, end de var før i tiden. Og så taler de meget i
mobiltelefon! En 15 sider lang beskrivelse af politikere i fjernsynet
kulminerer med udsagnet ”Han kom frem til at statsministeren i al sin
troskyldighed troede på det han selv sagde” (s. 162).
I det hele taget er kritikken af den norske
normalitet stort set blottet for nuancer. Uanset om det drejer sig om folk på
stranden eller Toms unge avisbudkolleger, så har de alle sammen en forfejlet
tilgang til verden. Men Tom, derimod, han ved, hvordan man skal fiske og
hvordan man deler aviser ud. Som det hedder et sted: ”Han hyggede sig, solen
bagte, han strakte benene og hyggede sig, mens hans jævnaldrende poserede forbi
med hurtige skridt” (s. 126) – jovist: Tom er ægte, de andre poserer bare. Han
er ikke bundet af normens lænker, og kan altid flygte, hvis noget kommer for
tæt på: ”Det var magter uden for ham selv som tvang ham til at forlade det som
lignede lykke” (s. 35). Og dette citat er endda kun ét af de mange eksempler på
bogens romantisering af outsideren, hvormed den tilslutter sig
beatlitteraturens kongerække af selvforherligende ansvarsfraskrivere. Et andet,
som måske også er det allerværste, lyder sådan her:
Tom var paralyseret. Hånden levede sit eget liv. Gispet rundt omkring
ham steg til et forventningsfuldt hulk, som om alle havde forventet dette, at
han i cirka niogtredive vildtfremmede menneskers åsyn faktisk stod og befølte
en vildtfremmed kvindes venstre bryst.
Det var ikke naturligt for ham at chikanere ukendte kvinder. Men det
skete bare. Han var et offer, ikke andet, et offer.
(s. 263)
I forlængelse af ovenstående passage er det måske værd at
bemærke, at Forløberen i de danske
aviser (med en enkelt undtagelse, så vidt jeg kan se) udelukkende er blevet
anmeldt af mænd. Bortset fra min egen anmeldelse i Information, har modtagelsen
været utroligt positiv. I Politiken beskriver Jes Stein Pedersen Bauers bøger
som ”marvfulde manderomaner”, mens Bent Stenbakken i Nordjyske kalder Forløberen ”en mandebog for mænd”. Hvad
det er, der gør romanen så mandeagtig, er imidlertid svært at blive klog på.
Hvilke træk ved hovedpersonen eller bogen er det, de gerne vil tilslutte sig og
gøre til emblem for deres køn? Er det Toms bedrevidenhed? Hans selvretfærdighed?
Hans ulækre måde at gøre sig selv til offer på, når han chikanerer et andet
menneske? Er det den anstrengende stil med de mange gentagelser og stødvist
faldende hovedsætninger? Tilbøjeligheden til at puste sig op ved at bruge mange
adjektiver, overdrivelser og unødigt dramatiske beskrivelser? Det er ikke til
at sige, for det bliver ikke forklaret nærmere. Kun Stenbakken uddyber en lille
smule, da han efterfølgende skriver: ”At finde en god kvinde, at fiske, at
fortælle gode historier. Hvad vil du mere, mit mandehjerte?”. Ak ja, det store,
pumpende potenshjerte har åbenbart kun plads til fisse, fisk og fuldemandssnak.
Forløberen er lidt
nemmere at holde ud, når Tom glemmer at føle sig hævet over andre. I en scene,
hvor han svømmer i en skovsø, erstattes svulstigheden af en klar og afdæmpet
prosa, som giver situationen stemning og liv. Desværre er det også et af de
eneste steder (hvis ikke det eneste – det var faktisk virkelig svært at finde
én god ting at fremhæve i min oprindelige anmeldelse), hvor Tom fremstår i et
formildende skær. Når han interagerer med folk og fortæller sine historier fra
gamle dage, virker han faktisk temmelig sølle, og man forstår egentlig godt, at
andre har svært ved at rumme ham. Denne store afstand mellem omgivelserne og
hovedpersonen rummer mange muligheder, men desværre bliver den ikke brugt til
noget. Tom justerer nemlig ikke sin verdensopfattelse ud fra de ting, der sker.
Det er, som om han allerede har besluttet sig for, hvordan verden hænger
sammen, og når han møder modstand, ryster han bare på hovedet eller flygter.
Det giver en alt for statisk bog, hvor der hverken er nævneværdig udvikling
eller forfald. I stedet får vi bare det ene antiklimaks efter det andet, der
falder som perler på en forsuttet snor, og kun varierer i graden af pinagtighed
og depravation.
*
Ola Bauer
Forløberen (2016,
opr. 1999)
Oversat af Jannie Jensen
BATZER & CO.
