01.07.2017

Bjørn Arild Ersland – Store hendelser i liten skala



(23. januar 2017)

Danske Gladiator har indgået et samarbejde med norske Pelikanen som går ud på, at de to forlag udgiver hinandens bøger på originalsproget. Således udkom Josefine Klougarts seneste roman New Forest for nylig på dansk i Norge, og nu får vi så den første norske udgivelse herhjemme, i form af Bjørn Arild Erslands Store hendelser i liten skala. Vi møder hovedpersonen Arne Sjølingstad på dagen hvor han modvilligt pensioneres fra sit job på kommunebiblioteket. Størstedelen af bogen er fortalt i tilbageblik, mens han sidder på sit ryddede kontor og venter på at blive hentet af sin kone Ingrid, og undervejs når vi både forbi Arnes arbejde med at lave statistik over kommunens biblioteker, hans forhold til datteren Anne, historien om dengang han så en elg blive født, samt beretningen om en akavet bogturné med forfatteren Line Erle.
Romanen handler om den store uoverensstemmelse mellem Arnes forestilling om sit liv og det liv, han rent faktisk lever. Han ser ikke faresignalerne da Ingrid begynder at planlægge en ny tilværelse sammen med datteren i København, og at hans chef har opfordret ham til at gå på pension, opfatter han som en teknikalitet, der giver ham mere tid til at gennemføre sit næste store biblioteksprojekt, som er noget med forholdet mellem natur og teknik (”Elg og tog”), men også om ”integrering, multimedia, språkopplæring, natur, det nye Norge, urbanisering” (s. 168).

Begge forlag omtaler bogen som komisk, men selvom mine forventninger sænkede sig i takt med at jeg nærmede mig slutningen, trak jeg ikke på smilebåndet en eneste gang. Der er et vist tragikomisk potentiale i at Arne på alle måder er blevet til overs i sit eget liv, men det bliver sjældent mere end tragikedeligt. For allerede ved begyndelsen står det klart, at Arne misforstår sin plads i verden, og resten af bogen er sådan set bare en række hændelser, der bekræfter dette. Nogle af dem er mere absurde og pinlige end andre, men det føles stadig som at få gentaget punchlinen til en joke, der ikke var sjov til at begynde med. For eksempel er det vist en gennemgående morsomhed, at Arnes helt store passion er kommunikation – et ord, han bruger om alt fra sex til føromtalte biblioteksprojekt – samtidig med at han er ude af stand til at lytte til sine medmennesker. Da Ingrid lufter sin drøm om at rejse på storbyferie, tænker han at den slags ferier ”stort sett dreier seg om å følge flokken og vri hodet i den retningen guiden peker” (s. 48-49). Nej, så skal hun da hellere med på et af de norske provinshoteller, han kender i forvejen, for ”[p]å en slik tur ville hun fått et godt innblikk i deler av mitt yrkesaktive liv” (s. 50). Altså en tilfredsstillelse af hans behov på bekostning af hendes.
Over for stakkels Line Erle er han både ubehagelig og grænseoverskridende, når han udnævner hende til sin bedste ven blot få timer efter de har mødt hinanden, ligesom han opfatter en erotisk scene fra en af hendes bøger – som hun vel at mærke ikke fortæller ham, men bare refererer til i det foredrag, han har hyret hende til – som en anledning til at indføre hende i intime detaljer fra hans eget liv. Den slags vidner ikke kun om en meget kedelig, men også utroligt irriterende, mand. Desværre skildres Arne ikke på en måde, der øger min forståelse af ham. Jeg konstaterer en bestemt opførsel og undrer mig over den, men romanen giver mig ikke mulighed for at komme videre end det. Så selvom der er noget tragisk ved at Arne aldrig forstår, hvor ensom han faktisk er, så ender jeg med at have det som romanens øvrige karakterer: Jeg har ikke lyst til at være i hans selskab.




Enkelte gange har jeg fået til opgave at anmelde såkaldt sjove bøger i avisen. Udover Erslands roman drejer det sig især om Kari Hotakainens Naturens lov, og i mindre grad måske også Einar Már Gudmundssons Hundedage. Hver gang har de fået mig til at føle mig som den mest humorforladte læser, fordi jeg simpelthen ikke kan more mig over dem, men kun mønstre et anstrengt smil i begyndelsen, som hurtigt afløses af en tiltagende irritation. Jeg undrer mig over, hvad der får mig til at reagere på den måde, når nu andre bøger kan godt få mig til at grine. Navne som Jane Austen, Franz Kafka, Christina Hesselholdt, David Foster Wallace og Michel Houellebecq er de første, der falder mig ind. Deres forskelligheder til trods er min umiddelbare tanke, at komikken hos disse forfattere er noget, der viser sig i glimt, som en af flere konsekvenser af en dybere eksistentiel problematik. Og selvom Erslands roman også kan siges at rumme en sådan problematik – for eksempel hvilke konsekvenser det har, hvis man ikke formår at justere sit verdensbillede ved at lytte til andre mennesker – så er mit problem med bogen nok, at denne problematik stort set aldrig får andet end humoristiske udfald. Dermed mister humoren den spontanitet, som kunne få den til at føles naturlig. Det er, som om den er underspillet og samtidig bange for at blive overset, hvilket gør, at den virker klodset, overdrevet og alligevel fuldstændig flad.

Jeg bifalder samarbejdet mellem Pelikanen, der generelt leverer udgivelser af høj kvalitet, og Gladiator, som trods et utroligt svingende kvalitetsniveau har udvist tiltrængt vilje til at ruske op i forlagsbranchen. Ønsket om at styrke de skandinaviske bånd og kæmpe for en fælles litterær offentlighed er værd at tilslutte sig, men desværre er Erslands roman ikke en vellykket start på projektet.

*
Bjørn Arild Ersland
Store hendelser i liten skala (2017)
Gladiator
196 sider