04.02.2020

Per Petterson: Mænd i min situation


Nogle forfatterskaber er så kanoniserede, at man næsten kan glemme, at man ikke selv har læst dem. For eksempel er det muligt at danne sig et ganske godt indtryk af Kafkas absurde bureaukrati eller Helle Helles tyste provinskomik uden nogensinde at have åbnet deres bøger. Selv har jeg indtil nu haft det sådan med Per Pettersons forfatterskab. Min fordom har været, at Petterson skriver prosa med spændvidde fra let melankoli til afdæmpet ironi, om stille mandlige eksistenser, og det blev bekræftet, da jeg læste hans nye roman Mænd i min situation.


Et år efter deres skilsmisse ringer Arvids ekskone Turid til ham en tidlig morgen. Hun er ulykkelig og ved ikke, hvor hun er, men beder ham alligevel om at hente hende. Hjemme i Turids lejlighed erklærer hun til Arvids store overraskelse, at han er den eneste, hun har. Arvid afviser hende, men lover at hente deres døtre hos Turids veninde senere på dagen. I de mellemliggende timer får vi historien om skilsmissen, samt om Arvids efterfølgende nedtur. Det meste af romanen veksler elegant mellem scener fra hans kejtede samvær med Turid og døtrene, hans mange rastløse køreture og hans færd gennem Oslos beværtninger på jagt efter ømhed og adspredelse.

Arvid er en mand, der kan alle Bob Dylans tekster udenad. Han drikker for meget, han er følelsesmæssigt forkvaklet og træder sjældent i karakter. Pettersons portræt af ham er kritisk uden at være hånligt, han forholder sig nysgerrigt og tålmodigt til sin hovedperson og lader ham udstille sig selv i interaktionen med andre. I løbet af romanen viser det sig, at særligt to karaktertræk står i vejen for Arvids liv. For det første lyver han over for sig selv og alle andre: Når døtrene spørger, hvad han laver, når han ikke er sammen med dem, finder han på historier. Han bliver ved med at sige, at hans første datter blev født i en taxa, selv om det skete på hospitalet. Og da han pludselig får chancen for at kysse med en anden, mens han stadig er gift, påstår han, at han er alene. »Du lyver så du selv tror på det«, siger Turid, hvorefter Arvid retfærdiggør det over for sig selv med ordene »jeg løj ikke, jeg huskede det anderledes«.




Arvids andet store problem er, at han ikke er i stand til at give sig hen. De kvinder, han møder i byen, bliver frustrerede over, at han ikke formår at have sex med dem, og en af de gange, hvor det faktisk lykkes, bliver han rørt over, at kvinden kan give sig hen til ham, men også ked af det, fordi han forstår, at han aldrig selv vil kunne gøre det samme. Selv om handlingsforløbet giver ham adskillige muligheder for nærhed og intimitet, udnytter ham dem ikke, blandt andet fordi han ikke kan få sig selv til at spørge ind, når nogen forsøger at tale om deres problemer.

Værst er det, at han ikke er i stand til at hengive sig til samværet med sine døtre. Han svigter dem ved at drikke, blive rasende og trække sig, når de har brug for hjælp. Den ældste datter Vigdis er særligt hårdt ramt. Netop fordi hun så klart opfatter, hvad Arvid egentlig er for en mand, er hun også den, der har det mest anstrengte forhold til ham. Bogens stærkeste scener handler om Arvids manglende evner som far. Navnlig skildringen af en bilulykke, hvor Arvid – der selvfølgelig er skyld i det hele – ikke kan tage hånd om situationen og må overlade omsorgen for døtrene til en fremmed mand, er barsk.

Arvid bliver slået mindst fem gange i løbet af romanen. Jeg læser det som et udtryk for, at omgivelserne forsøger at ruske op i ham. Selv fik jeg efterhånden lyst til at puffe blidt til romanen i håb om at der ville ske noget. For ligesom Arvids liv består af gentagelser, er romanen præget af en vis redundans. En symptomatisk replikudveksling lyder: »Det er ikke synd for mig, sagde jeg. Er det ikke, sagde hun. Nej, det er det ikke. Nå ikke, sagde hun«. Mange scener minder om hinanden, og en hel del mindre afsnit gør bogen længere uden at føre handlingen videre. I de sidste dele krydsklippes der hårdere mellem de forskellige spor, hvilket ødelægger den elegante vekslen. Petterson er mere interesseret i at trække tråde end i at binde sløjfer, og selv om jeg ikke havde forventet nogen større forløsning på bogens konflikter, er det alligevel en flad fornemmelse, når det, der har drevet handlingen, siver ud i ingenting, hvorefter der spoles fire år frem til en sært påklistret slutning. De mange gentagelser gør Mænd i min situation for stillestående, og den ellers fine struktur kollapser til sidst – men den er også et indsigtsfuldt portræt af selvbedrag og følelsesmæssig uformåenhed.

*
Per Petterson
Mænd i min situation
Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. 
Batzer & CO
304 s.

14.01.2020

Vigdis Hjorth: Lærerindens sang


Efter de seneste års virak om den glimrende, måske/måske ikke-selvbiografiske Arv og miljø er norske Vigdis Hjorth nu klar med en ny roman. Lærerindens sang handler om den midaldrende Lotte Bøk, der underviser i dramatik på en kunsthøjskole. I sin fritid samler hun svampe i skoven eller hjælper sin datter i Australien med at forfatte sobre mails til eksmanden. En dag bliver hun kontaktet af den unge kunstelev Tage Bast. Som afgangsprojekt vil han lave en film, der undersøger forholdet mellem lærernes liv og undervisning. Lotte takker ja til at medvirke, og herefter ændrer hendes liv sig på en måde, hun ikke havde forestillet sig. Tilstedeværelsen af Tage og hans kamera skaber nemlig et ydre blik på hendes bevægelser, hendes hjem og ikke mindst hendes arbejde. Blikket – alene tanken om det – rokker ved Lottes selvforståelse. For hvad nu, hvis det ikke er hendes elever, der er uengagerede, men hende, der er en dårlig lærer?




Lærerindens sang stiller interessante spørgsmål om, hvordan vi skaber vores selvbillede, og om angsten for at udforske og udfordre det. Men trods det – og gennemgangene af Bertolt Brechts teaterstykker, der virkelig gav mig lyst til selv at læse dem – kommer romanen ikke helt i mål. Vi får et dybdegående kendskab til Lottes tankeverden, men de øvrige karakterer forbliver vage. Særligt Tage er mærkeligt underudviklet, når nu han rent faktisk er så væsentligt en del af handlingen. Idéen er god, men Hjorth gør rigtig ikke noget overraskende med den. Filmprojektet går lige så galt som forventet, og når der endelig sker noget andet på de sidste 40-50 sider, virker det både forceret og forhastet.

*
Vigdis Hjorth
Lærerindens sang
Oversat af Karen Fastrup
Turbine
218 sider

10.12.2019

Roy Jacobsen: Rigels øjne


Med Rigels øjne afslutter Roy Jacobsen sin trilogi om Ingrid Marie Barrøy, som startede med De usynlige og fortsatte med Hvidt hav. Året er 1946. Krigen er slut, men Norge præges stadig af dens eftervirkninger. På familieøen Barrøy bor Ingrid med sin nu 10 måneder gamle datter Kaja, hvis far er den russiske krigsflygtning Alexander, som Ingrid tog sig af efter et skibsforlis i 1944. Hun har ikke hørt fra Alexander siden han forlod øen, og hun beslutter sig derfor for at følge i hans dunkle fodspor, i håb om at se ham igen.

Turen gennem Norge fører til møder med folk, der på forskellig vis har været i kontakt med Alexander. I et enkelt, afdæmpet og samtidig højtideligt sprog skildrer Jacobsen ikke kun Ingrids møjsommelige rejse, men også et land, hvor sandheden er blevet »fredens første offer«: Nogle af beboerne leder hende på afveje, de fleste hjælper hende modvilligt, men fælles for dem alle er, at de forsøger at tale hende fra at fortsætte rejsen – hvilket ikke kun skyldes, at den forekommer dem at være forgæves, men også at flere af dem frygter, at Ingrid skal få nys om deres lyssky aktiviteter under besættelsen.




Jacobsen er god til at beskrive det mentalt krigshærgede samfund, hvor folk ikke kan samle sig igen, men lever videre i al deres mistro og meningstab; de stumper af liv, Ingrid støder ind i undervejs. Men bipersonportrætterne og stemningen kan ikke bære hele bogen, og derfor lider den under, at Ingrid er så upåvirkelig en hovedperson. Når hun oplever modgang, græder hun lidt eller bliver paf, men det næste øjeblik fortsætter hun, som om intet var hændt. Jeg er med på, at det også er et udtryk for hendes ukuelighed, for bogen handler langt hen ad vejen om at træffe en (ikke nødvendigvis synderligt fornuftig) beslutning og ikke lade sig kue af omgivelsernes modstand. Men jeg får aldrig fornemmelsen af, at Ingrid rigtig er i knibe, at hun er udsat og alene på sin rejse, for det er, som om fortælleren hele tiden ikke blot holder hende i hånden, men også holder hånden over hende. Forhindringerne har ikke den store betydning, når først det viser sig, at de som regel er overkommet nogle få linjer længere nede på samme side. Derfor bliver jeg ikke synderligt investeret i, om det lykkes Ingrid at opspore Alexander – og værre endnu: jeg bliver heller ikke investeret i selve rejsens forløb. Folk er modvillige og fjendtlige, så får de dårlig samvittighed og åbner op, hvorefter hjælper de hende lidt alligevel, samtidig med at de råder hende til at rejse hjem. I større eller mindre grad forløber alle bogens møder sådan, hvilket ender med at gøre Rigels øjne ensformig og selvtilfreds.

Roy Jacobsen
Rigels øjne
Oversat af Camilla Christensen
Rosinante
208 s.