01/02/2018

Pål Norheim – Oppdateringer 2


Pål Norheim døde 4. august 2017, blot 55 år gammel. I december udkom det sidste manuskript, han arbejdede på, og som han stort set nåede at færdiggøre, under titlen Oppdateringer 2 (2017) – en selvstændig fortsættelse af Oppdateringer (2014), der samtidig genudgives som paperback. Som titlerne antyder, består bøgerne overvejende af statusopdateringer fra Facebook, hvoraf flere efterfølgende er udvidet. I små tekster, hvis længde varierer fra en enkelt linje til adskillige sider, vandrer Norheim gennem Bergens gader, tager bussen til og fra sit arbejde som nattevagt, besøger venner i Berlin og rejser til Ægypten og Etiopien (hvor han voksede op som barn af kristne missionærer). Undervejs reflekterer han blandt andet over tro, nostalgi, spontane møder, faderens demens, polemik, kulturforskelle og Donald Trumps sarte ego.
Et af bogens gennemgående motiver er den uklare grænse mellem det lokale og det globale: ”Når jeg leser nettutgaven av The New York Times på Eidsvågneset, får jeg annonser for spisesteder i Bergen og hudpleiesalonger i Åsane, og vil jeg lese en artikkel om Egypt i Le Monde (som jeg gjorde nå nettopp), dukker det opp en annonse for noe som skjer i Tysnes kulturkirke” (s. 143). Selvom Facebook giver os mulighed for at kommunikere med mennesker i hele verden, væver den også nationerne tættere sammen i kraft af de mange opslag og debatter, der udelukkende foregår på det lokale sprog (et sted kalder Norheim Facebook for ”nasjonens nye nervesystem, polariseringsarena, koseklubb, refleksjonsmedium og samfunnslim” (s. 96)).

En opdatering fra Kairo d. 5. december 2015 kan tjene som karakteristik af Norheim og hans projekt:

Jeg ser. Jeg lytter. Jeg går hit eller dit på innfall og tenker på alt mulig. På Eidsvågneset satt jeg stort sett alene. Jeg var mitt eget univers, et jeg som skrumpet inn, jeg prøvde å holde ting gående. I Kairo drunker jeg i millionmylderet, samtidig som jeget sveller ut: et selvbevisst null som fryder seg, øyne og ører rettet mot verden, en kropp som skiller seg ut fra andre kropper i turistfattige Egypt, en trang til å skrive, uten å forstå stort av det som skjer.
(s. 64-65)

Som det måske fremgår af ovenstående, er Norheims prosa velskrevet og klar. Forskellige emner og tonelejer væves umærkeligt sammen i en skrift, der let kan virke upåfaldende i al dens enkelhed, men som bestemt ikke er simpel. Et sted skriver han om at ville holde op med at ryge i forbindelse med en rejse tilbage til Addis Abeba i Etiopien. Afsnittet gør ikke noget stort væsen af sig, men der er en imponerende og præcis sanselighed i udvælgelsen af, hvilke detaljer, der trækkes frem fra erindringen, og i måden, de sammenstilles på: ”Jeg ville ikke bare se og høre min barndoms trakter; jeg ville også lukte dem. Jeg ville kjenne lukten av jord, gress og eselmøkk etter et voldsomt regnskyll: lukten av maiskolber stekt på glør; av røkelse og nybrent kaffe; av eukalyptustræer, kattelik, urin, ferskt brød og krydret kjøtt. Jeg ville kort og godt kjenne lukten av min barndom. Det ble med tankene” (s. 75).




Jeg er ikke helt sikker på, at jeg læser det her som litteratur. Det minder mig mere om at lytte til en ven på en gåtur eller en rejse, denne helt særlige måde tankerne slentrer på, små iagttagelser om verdenspolitik, lange udbredelser om hverdagsemner, selve nydelsen i at tænke højt og prøve sig frem, se hvor der er noget at komme efter. Der er noget utroligt åbent, nysgerrigt og mildt ved disse tekster, som jeg vældig godt kan lide. Det indirekte portræt af Pål Norheim, som bogen også er, viser en både gemytlig og nuanceret tænker, som møder sine medmennesker med respekt og venlighed, uanset om det er en sidemand på en sen flyrejse eller en tjener på en lille café, som vil have afklaret forholdet mellem kristendom og islam.

Selvom disse tekster er mere velskrevne end stort set samtlige opdateringer, der dukker op i mit feed, er mange af dem også ganske upåfaldende – mens andre til tider ligefrem virker lidt ligegyldige – når de læses hver for sig (En af dem lyder for eksempel i sin helhed ”STUPIDITETSØMFINTLIG slik andre er overfølsomme for lys, støy og vond lukt” (s. 60)). Men jo mere, jeg følger tekststrømmen, jo mere ophæves indtrykket af den enkelte tekst til fordel for oplevelsen af en særegen stemme. Samtidig er det dog også helt tydeligt for mig, at Norheims nysgerrige tænkning og sensible skrift kommer bedst til sin ret i de længere afsnit. Særligt teksten fra 3. juli 2016, som helt usædvanligt strækker sig over 13 sider, er fremragende. Her beskriver Norheim sit lokalområde, hvilket ikke kun fører til refleksioner over, hvordan arbejdsplanen med nattevagter fastlægger hans liv mange år ud i fremtiden og over hvad det vil sige at føle sig knyttet til et sted, men også til særdeles fine skildringer af hans forældre og bedsteforældre. Rygterne siger, at der kommer en samling af Pål Norheims essays senere i 2018, og hvis de længere afsnit, og i særdeleshed denne tekst, på nogen måde er sigende for, hvad der venter, skal det nok blive vældig interessant.

*
Pål Norheim
Oppdateringer 2 (2017)
Kolon Forlag
176 s.

06/01/2018

Henrik Nor-Hansen – Termin


Henrik Nor-Hansens forfatterskab består af digtsamlinger og korte romaner. I 2016 udgav han Termin, som efterfølgende blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Året efter udkom romanen herhjemme på Forlaget Silkefyret, oversat af forlægger Allan Lillelund Andersen.

Efter at være flyttet til Sommersåk med sin kone bliver Kjetil Tuestad brutalt overfaldet. Han pådrager sig både ansigtsskader, hjernerystelse og brækkede ribben, men værst går det ud over hans sind. Efter overfaldet føler han sig desorienteret og lider af hukommelsestab. Som tiden går, afløses dette af en stadigt voksende fremmedhedsfølelse, der gør, at Kjetil ikke føler, at han har kontakt til sit eget liv. Han flytter ind i sin egen lejlighed, flytter tilbage til sin kone, får et barn med hende, bliver skilt, flytter ind hos sin farmor og derefter ind i en kælderlejlighed. Undervejs opstår kortvarige bekendtskaber med andre, der blandt andet fører til voldelige optrin og sex, der måske snarere er voldtægt.

Romanen er skrevet i en slags rapport- eller journalsprog. Fortælleren er et ikke nærmere defineret ”man”, og de fleste af de ofte temmelig korte sætninger rummer en eller anden form for forbehold eller tvivl: ”17. maj skulle Kjetil Tuestad have stået længe på Domkirkeplassen. Det havde regnet. Man får fortalt, at han spiste en pølse udenfor SR-bank. Kjetil mener, at det var sent om eftermiddagen, han havde set en del mennesker, som kom fra Folketoget. Kjetil skulle derefter have bevæget sig langs Stavanger Domkirke og ned i byparken” (s. 63).

Historien om Kjetils overfald er del af en større skildring af vold og overgreb i lokalsamfundet. I løbet af bogen hører vi således både om en lille dreng, der bliver stenet, en ung kvinde, der bliver gruppevoldtaget og adskillige former for dyremishandling. Volden sammenkædes med en grundlæggende ændring i befolkningens mentalitet, som skyldes den økonomiske vækst i Norge: ”Demografien var ved at ændre sig, flere af de lokale kunne genkende sig selv i det dengang omtalte Stavangersyndrom. Naboer var stoppet med at hilse. Folk kunne fremstå tavse og undvigende. Det blev fortalt, at man kun så hinanden i biler. Spørgsmålet var, om langvarig økonomisk vækst kunne have tvunget en anden, mere afmålt omgangstone frem” (s. 32-33). Etableringen af nye bredbåndsforbindelser fører således også til udbredt selvdyrkelse og seksualisering blandt egnens unge, som bliver mere og mere apatiske. Alverdens undersøgelser iværksættes for at finde ud af, hvorfor Hommersåk pludselig er blevet så ”belastet”, men i stedet for forklaringer og årsager, dukker flere og flere problemer op:

Man fik bekræftet et stort indtag af sukker, både i form af søde sager og drikke. Der blev indtaget mange færdigretter. Noget af det mest opsigtsvækkende var nok udbredelsen af frygt og aggression. Målinger viste særlig høje stuetemperaturer. Dårligt indeklima havde medført flere tilfælde af mider og allergi. Mange pensionister gav udtryk for dårlig nattesøvn. Blandt mænd fandt man jævnligt forstørret prostata med vandladning om natten. En del klagede også over betonlunger efter at have indåndet støv fra den lokale industri.
(s. 35-36)




Rapportstilens parataktiske karakter understøtter det ubehagelige ved bogens tematik. Nor-Hansen er vældig god til at vægte stoffet på en måde, der helt grundlæggende virker forkert. Refererende prosa glider umærkeligt over i mere konkrete scener og beskrivelser, hvor ubetydelige detaljer vægtes lige så højt som brutale handlinger. Et sted beskrives et optrin mellem Kjetil og to mænd på følgende måde: ”Kjetil havde slået den ene i ansigtet. Han fik selv et slag over øjet. De skulle have trukket hinanden rundt i gruset udenfor selskabslokalet. Kjetil mistede nogle skjorteknapper og fik trådt nogle nye mokkasiner i stykker” (s. 46). Og lidt længere nede på siden, efter at Kjetil har ladet sig indlægge på psykiatrisk afdeling, findes denne beskrivelse, i samme tonefald og med lige så megen tyngde som voldsskildringen: ”Han tændte lys over sengen. Kjetil mindes her at have trukket lagenet til side, som skulle have været helt nyt. I tusmørket havde det regnet ind mod vinduet. En flok måger stod ubevægelige på græsplænen nedenfor” (s. 46-47).

Kjetil fortæller, at han rejste sig og slog manden gentagende [sic] gange med en tom vinflaske. Han mindes, at manden blev liggende i samme stilling. Kjetil havde umiddelbart troet, at slagene var uden effekt. Det første slag kom også skævt, flasken strejfede øret og ramte kravebenet. De næste slag ramte lige ned i hovedet. Kjetil siger, at det krævede en del flere slag før flasken knustes. Han blev stående tilbage med tud og flaskehals. Frisk blod skulle have strømmet frem fra håret. Kjetil siger, at blodet løb ned ad tinding og kind. Selv var han gået på toilettet. Kjetil skulle have urineret under, hvad han vil kalde uhygiejniske forhold. Derefter forlod han lejligheden. Kjetil siger, at han standsede ved en Shell-station i Pedersgata. Han købte en is. Han husker ikke nogen kontakt med eget følelsesliv.
(s. 64)

Der er noget sært inciterende over dette insisterende og alligevel tøvende sprog. Det lakoniske tonefald kombineret med de mange angiveligheder får alting til at virke urovækkende og forkert. Som det da et sted nævnes, at Kjetil var ”ansat hos ’Lars’, der skulle have været roommatens yngste bror” (s. 67). Ingen andre steder i bogen bruges der citationstegn ved navne, så hvorfor sker det pludselig her? 

Termin har fået en virkelig fin modtagelse både i Norge og Danmark, og selvom jeg også finder bogen interessant, er jeg ikke helt så begejstret som så mange andre læsere. Når romanen er bedst, er den en konsekvent, brutal og knugende skildring af, hvordan en meningsløs hændelse fører til et menneskes forfald. Men trods sine 75 bittesmå sider føles den også lidt langtrukken og i flere passager temmelig stillestående. Jeg er med på, at fortællemåden er bevidst tør og slæbende, og at det netop er forudsætningen for at skabe den stemning og de sammenstød, jeg selv har fremhævet som bogens højdepunkter, men for mig kulminerer det lidt for sjældent. Det meste af tiden er jeg mere principielt end reelt foruroliget, og selvom de mange voldshandlinger i lokalsamfundet løber som en mørk understrøm hele bogen igennem, bliver sammenkædningen af vold og økonomisk vækst ikke udfoldet synderligt, og derfor fremstår den for mig aldrig som andet end et postulat.

*
Henrik Nor-Hansen
Termin (2017) [opr. 2016]
Oversat af Allan Lillelund Andersen
Forlaget Silkefyret
75 s.

01/12/2017

Mari Tveita Stagrim – Det jeg letter etter, finnes ikke her


Mari Tveita Stagrim debuterede i 2015 med novellesamlingen Alle nyanser av sinne. Hendes anden bog, romanen Det jeg letter etter, finnes ikke her, handler om venskabet mellem to navnløse teenagepiger. De mødes til svømning, går i skole sammen og ryger cigaretter i smug. Bogen foregår i en ligeledes unavngiven by, og mere specifikt i et ubehageligt ungdomsmiljø, der er præget af skilsmisser, selvskadende adfærd, overgreb og druk.
Åbningsteksten lyder i sin helhed: ”Jeg var et åpent barn, vendt mot verden. Skyerne dreiv over himmelen, bølgene slo mot svabergene. Barnet blir født med en forestilling om trygghet som en selvfølge. Verden bryter mot dette” (s. 9), og både det åbne og det at ”bryte mot” noget er gennemgående motiver i romanen. Lidt senere hedder det således om veninden: ”Du hadde så mange steder, så mange hjem du gikk inn og ut av, så mange dører du åpna, så mange hjerter du åpna, så mange mennesker du åpna” (s. 20). Jeget, derimod, er ikke åben på samme måde; det er, som om hun har svært ved at finde sin plads i tilværelsen som teenager. Du’et er en trettenårig med en voksenkrop, mens jeget er en trettenårig med blød mave og bumser; du’et er altid omgivet af andre (det vil sige: af drenge og mænd), mens jeget aldrig har haft en kæreste. ”Jeg var den søte, du var mer sexy”, som det hedder et sted (s. 53). Men som den første tekst også antyder, er det at være åben ikke udelukkende en god ting; det indebærer også at være udsat for med- og modmenneskers påvirkning.

Veninden bliver kæreste med den snart 18-årige Sjur, og de tre unge hænger meget ud hjemme hos Sjurs far Jan. Her bliver det tydeligt, at alt ikke er, som det burde være. Gulvet er fyldt med uåbnede breve, tomme flasker og cigaretpakker, og efterhånden tilbringer veninden mere og mere tid i kælderen sammen med Jan, når Sjur ikke er hjemme. Skildringen af det døsigt forrykte kælderliv er – ligesom resten af romanen – præcis og ubehagelig: ”Vi satt ved sida av hverandre i sofaen, tv-en sto på, sola steikte gjennom vinduet, støvet beveget seg i lyset, lyset la seg i striper over gulvet, svetten lå i panna, små, mørke flekker under armene, lukta av svette spredte seg og blanda seg med røylukta” (s. 19). Jeg ved ikke helt, hvad det er, der fungerer så godt ved Stagrims beskrivelser, for de er hverken udførlige eller spektakulære, til gengæld er de enkle og konkrete, detaljerne er enormt velvalgte. Der er noget feberagtigt ved beskrivelserne, som jeg ikke kan lokalisere på sætningsniveau, men som lægger sig over hele romanen og skaber en helt særligt knugende stemning af, at noget ubehageligt er ved at ske som om det var det mest naturlige og almindelige i verden. I den passage, jeg netop har citeret, er der en bemærkelsesværdig tyngde i den simple beskrivelse: Den stegende hede, støvet, røgen, sveden, det hele er så indestængt og sammenhvirvlet.




Romanen består af små afsnit, der aldrig fylder mere end en enkelt bogside. Normalt kan jeg godt have det svært med sådanne fragmenterede fortællinger, fordi de har en tendens til at udelade vigtige scener og detaljer og lade det være op til læseren at udfylde fortællingens tomrum med en hel masse betydning. Når jeg ikke har et problem med det her, skyldes det både at tekststykkerne akkurat hænger nok sammen til at det aldrig føles abrupt, og at måden, der bliver fortalt på, passer så godt til det, der bliver fortalt: Veninden er flygtig og båret af sin egen selvfølgelige og uforståelige logik; jeget føler sig ikke sikker på, hvor hun har hende: ”Jeg husker deg best i bilder. Som om jeg hele tida sto litt på utsida og så på det du gjorde. Som om jeg aldri var helt med, for jeg kan ikke huske noen følelser, jeg ser det bare for meg” (s. 87). De to piger finder liget af en kvinde, der har begået selvmord, Sjur bliver fjernet fra hjemmet, jeget bliver afhørt af politiet, da nogen melder Jan for at have et seksuelt forhold til du’et, og selvom bogen er et erindringsarbejde, bliver det hele fortalt så tæt på situationerne, at det ikke er til at afgøre, hvornår jeget er for ung til at forstå, hvad der sker, og hvornår hun vælger ikke at tage konsekvensen af det, hun ser.

Det jeg letter etter, finnes ikke her er en barsk skildring af, hvordan to unge piger finder og mister hinanden. Særligt nedslående bliver det fordi den enes forfald beskrives på en måde, der både virker uafvendelig og som om det kunne (og ikke mindst burde) have været undgået. Jeg tror det er den dynamik, der trods bogens enkelhed og sparsomme handlingsforløb, gør det til en intens og medrivende læseoplevelse.

*
Mari Tveita Stagrim
Det jeg letter etter, finnes ikke her (2017)
Kolon Forlag
96 s.