12/04/2017

Karl Ove Knausgård – Om sommeren



I Om sommeren vender Karl Ove Knausgård tilbage til de beskrivelser af ting og fænomener, som udgjorde seriens to første bind. Udover tekster med åbenlyse sommerkonnotationer som grill, is og shorts, er der også indslag om især dyr og planter. Og i stil med det foregående bind om foråret – som beskrev en enkelt dag i Knausgårds liv sammen med sin nyfødte datter – er der lange dagbogsafsnit om familielivets trummerum, inklusiv de obligatoriske smådramatiske hændelser. Begge disse spor rummer beskrivelser, der søger at indfange sommerens særlige stemning ved at rette blikket mod det upåfaldende. For eksempel lyder det om grillkul, at ”det er en helt særegen nytelse å helle dem ned i en tom grill, for de rasler når de slår mot hverandre, og drysser ut med en letthet som bitenes størrelse likesom motsier – de burde falle med tunge dunk – samtidig som en lett sky av askepartikler står opp fra dem, som strålene fra sola, hvis den står på akkurat da, får til å glitre i luften” (s. 240).

Helt fra starten har projektet handlet om at beskrive alskens ting og fænomener for at vise datteren verden – en metode, der også skulle forhindre Knausgård selv i at forfalde til rutiner og fastlåste opfattelser. Men paradoksalt nok er der ofte noget rutinepræget over dette sidste bind. Alle årstidsbøgerne har handlet om klassiske Knausgård-temaer som det skønne, forskellen mellem det åbne og det lukkede liv, tyngden af de andres blikke, samt forholdet mellem skam og skrift, men i de første bind var der trods alt en vis friskhed i beskrivelserne, og selvom der også her er usædvanlige formuleringer (som at sneglen er den fugtige jords kejser, og ribs er bærrenes prinsesser), dvæles der tit også unødigt længe ved upåfaldende iagttagelser a la ”En sykkel er et mekanisk framkomstmiddel som består av en ramme med to hjul som er forbundet med pedaler via et kjede” (s. 359), ligesom associationerne meget hurtigt når frem til de ovennævnte temaer, som i forvejen er så rigt repræsenteret i forfatterskabet.
Selvom dagbogsstykkerne også betræder velkendt territorium, føles de alligevel skarpere, som om nærværet er større, og tanken derfor mere præcis. Jeg har på fornemmelsen at det skyldes, at opslagsteksterne ikke er henvendt til nogen, mens dagbogen eksplicit er rettet mod den nu to år gamle datter. Dette ”du” – som Knausgård har skrevet udførligt om vigtigheden af i sjette bind af Min kamp – giver både skriften en større frihed og en tydeligere retning. Ligesom det var både interessant og rørende at læse om hans forhold til datteren i Om våren, er det svært ikke at blive påvirket af den fascination og omsorg, der lyser ud af beskrivelserne af hende i Om sommeren, navnlig skildringen af, hvordan hun begynder at tilegne sig sproget, som indfanger den nysgerrighed og fortryllelse, der er hele projektets udgangspunkt.




Tonen i bogen er oftest sørgmodig; en konsekvens af, at den nu midaldrende forfatter ikke kun bliver rørt over at se sine børn vokse op og huske tilbage på sit eget liv, men også oftere og oftere rammes af tanken om, at han selv skal dø. Det fører til en anderledes form for selverkendelse, som da han fortæller om naboen, der spiller fodbold med sin søn i haven, og omtaler det som en situation, de sandsynligvis vil glemme, og som Knausgård også ville glemme, hvis han da ikke havde rejst sig for at gå ind og skrive det ned, ”ikke uten et stenk av tristhet i hjertet, for øyeblikket var uten åpenbar mening, og det meningsløse ville forsterkes i det øyeblikket jeg skrev det ned, og enda mer i det øyeblikket jeg døde, og det ville stå alene og vitneløst i en bok et sted: hvorfor skulle akkurat det spares, av alt som hender?” (s. 291-292). I det hele taget er det, som om Knausgård er blevet endnu mere selvbevidst, og sætter ord på nogle tankestrukturer og vaner, der har præget næsten alle hans tidligere bøger, men sjældent været beskrevet så direkte. Men denne bevidsthed åbner (endnu?) ikke for noget nævneværdigt nyt. Han sidder stadig fast i de samme reaktionsmønstre, der er blot tilføjet endnu et lag: Under et lægebesøg bekymrer han sig eksempelvis om, hvorvidt hans penis er mindre end gennemsnittet (”Så mye bedre jeg ville ha følt meg om jeg hadde hatt en stor, flott kuk. Så mye bedre alt ville ha vært”); og selvom han efterfølgende skammer han sig over at have skrevet disse tanker ned og sendt dem til sin redaktør, ender bekymringen, skammen over den og selvbebrejdelsen ved at have skrevet noget, der var for privat, selvfølgelig alt sammen med at indgå i bogen.

Der er flere fine passager i Om sommeren; teksten om is er for eksempel både overraskende, præcis og sjov. Knausgårds blanding af håb og nedtrykthed fører som sædvanlig til interessante overvejelser, men altså netop også en hel del gentagelser. Derfor efterlader denne bog mig mest af alt også med håbet om, at den på sigt har banet vejen for noget andet.

*
Karl Ove Knausgård
Om sommeren (2016)
Forlaget Oktober
405 s.

01/04/2017

Torunn Borge – Tankens lystprinsipp


Da Torunn Borge døde i 2014 i en alder af blot 54, efterlod hun sig en række mere eller mindre færdige tekster, som nu udgives sammen med nogle af de essays, anmeldelser og interviews, der tidligere har været trykt i aviser og tidsskrifter. Udvalget er foretaget af Dagfinn Carlsson, Ingrid Storholmen og Henning Hagerup; sidstnævnte er desuden medforfatter på fire af bogens tekster.

Tankens lystprinsipp indeholder essays om blandt andet Cecilie Løveid, Victor Klemperers dagbøger, Ola Bauer, rejsens metafysik og Thure Erik Lunds Om naturen. Titelessayet rummer Borges overvejelser om kritikerens rolle og virke, og fungerer blandt andet som en kritik af de traditionelle opdelinger i høj- og lavkultur:

Det er opplagt at en artikkel som er såkalt dyptgående, undersøkende med hensyn til et bestemt verks forutsetninger og plass i den samtidige litteraturen, at hvis denne artikkelen står på trykk i en dagsavis og ikke i en essaysamling, så foreligger det materielle og symbolske forutsetninger som ikke unnlater å virke. Det er ikke for ingenting at man fremdeles kan betrakte Marcel Duchamps pissoar utstilt i et galleri som et vesentlig utsagn om de endrede vilkår for betraktning av kunst og lesemåter i vårt århundrede. Hvis man betrakter dagsaviser som B-kultur og bøker og tidsskrifter som A-kultur, noe som er høyst vanlig, også blant dem som sverger til B-kultur, vil man altså oppnå det tilsynelatende motsatte av Duchamps poeng ved å la noe essayistisk trykke i en dagsavis, siden avisen er å betrakte som noe vulgært.
(s. 38-39)

Hvis de problematiske aspekter af disse inddelinger ikke allerede er tydelige, bliver de det når man stiller sagen op på ovenstående måde, og Borge mener da også, at så længe den rigide skelnen mellem høj- og lavkultur opretholdes, vil de deraf følgende diskussioner om bred/smal og akademisk/folkelig (etc.) blive ved med ”å distrahere publikum og kritikere”. I stedet plæderer hun for en kritik, der foruden ”utholdenhet og vilje til å utfordre sine egne og for øvrig rådende oppfatninger om kvalitet og verdi” (s. 40) er drevet af nysgerrighed. En kritik, der ikke handler om at evaluere, men om at ”tydeliggjøre verkets egen dynamikk i møtet med en selv”. Borge skriver fint om nogle af de frustrationer, man kan opleve som anmelder, når man ved afleveringen af en tekst må erkende, at det ikke lykkedes at få beskrevet bogens problemer (og/eller anmelderens problemer med at læse den) på en tilfredsstillende måde. På trods af, at hun erkender, at hun sjældent lever op til sine egne kritikeridealer, indeholder udvalget et eksempel på, hvor interessant det kan blive, når anmelderen skriver sin egen tøven og frustration ind i teksten. I ”Harmoni og opprør – Tenk om jeg visste hva poesien het!” læser hun således to digtsamlinger (Henning H. Bergsvågs Nattarbeid og Frank Hiis’ Samlet for å rasere), eller måske forsøger hun snarere at forstå, hvad der står i vejen for hendes læsning: ”Jeg kan anerkjenne begges talent, men bare unntaksvis finner jeg dikt i deres bøker som dytter i min erkjennelse, følelse eller tanke. Så derfor burde jeg kanskje ikke skrevet denne teksten, eller kanskje nettopp jeg skal tvinges til å lete, i alle fall lete etter stedene der jeg kan samtale med diktene, i forvissning om at min sensibilitet og erkjennelse alltid vil være begrænset” (s. 113).

Andre steder mærker man til gengæld tydeligt Torunn Borges sensibilitet og engagement, særligt i
teksterne om kristne digtere som Inger Elisabeth Hansen, Gunvor Hofmo og Steinar Opstad. En af bogens gennemgående pointer er, at eftertiden (og kritikken) må blive bedre til at håndtere litteratur, der ikke passer ind i tidens tankegods:

Det er ikke opp til leseren av et erklært kristent dikt å avvise det for dets troende innhold, gudsbegrepers innhold er bestemt av menneskers erfaring og av en levende tradisjon. Om disse så betraktes som ugyldige fra én lesers side, rokker uansett ingen skepsis ved tilværelsens faktiske preg av lidelse og meningsløshet, men også av håp. Slik sett er det mulig å lese kristne diktere med utbytte for den som ikke deler trosoppfatningen, hvis man deler en erfaring av motstridende og sammensatte krefter, og dessuten ut fra historisk viten om det samme […] vi trenger ikke dele en tro for å kunne lese et dikt, men vi kan tro et diktverk på dets ord.
(s. 66)




Da jeg for godt et års tid siden anmeldte Steinar Opstads seneste udgivelse, digtsamlingen Kjærlighetstapene (2015), havde jeg en klar fornemmelse af, at mange af de figurer og motiver, der optrådte i digtene, var gengangere fra tidligere bøger. Samlingen forblev forholdsvist lukket for mig, men mange ting faldt på plads under læsningen af Borges essay om forfatterskabet. Teksten, der oprindeligt blev trykt som efterord til Opstads samlede digte, leverer både et forbilledligt klart overblik over forfatterskabets temaer og motiver, og forsøg på at karakterisere nogle af dets øvrige grundtræk: ”Opstads dikt er båret av klanger, av presis diksjon og av et veldig tanke- og følelsestrykk. Hvis de er skremmende, er de det på en annen måte enn marerittene der vi ikke kommer av flekken. Jeg blir heller grepet, vekselvis som av noens vennlighet, en stor sorg eller av veldig raseri, et brøl” (s. 149). 

Der er ingen tvivl om, at Torunn Borge både skrev og tænkte godt; der er mange fine formuleringer rundt omkring i bogen, som når hun beskriver kroppen som ”vår siste og ytterste forvirring” (s. 165). Alligevel har jeg tænkt overraskende lidt på teksterne, siden jeg blev færdig med at læse dem. Tankens lystprinsipp rummer fine essays og beskrivelser, men den føles uforløst. Det er, som om Borges tanker konstant er klemt sammen på alt for lidt plads. Mange af teksterne er præcise karakteristikker af værker og forfatterskaber, men når sjældent videre end det. Flere gange standser tanken endda lige der, hvor det ellers begynder at blive interessant, som når Borge spørger: ”Hvis kravet om poesiens politisering dreier seg om å se hva som umiddelbart identifiseres som politikk, det vil si nyheter, hvori befinner poesiens særegenhet seg da?” (s. 122). Spørgsmålet får lov at blive stående uden yderligere kommentarer, og ender dermed et sted mellem det polemiske og det retoriske. Det er synd, for jeg ville gerne have hørt mere om det, og som sådan ender det med at være symptomatisk for min oplevelse af bogen.

*
Torunn Borge
Tankens lystprinsipp (2017)
Forlaget Oktober
243 s.

05/03/2017

Geir Gulliksen – Historie om et ægteskab

Da jeg i sin tid skulle navngive denne blog, bladrede jeg i en bog, som jeg er vendt tilbage til flere gange siden jeg læste den, nemlig Geir Gulliksens Kan vi gjøre det igjen (2013). I denne samlede udgave af Gulliksens essays, debatindlæg og klummer, findes også en korrespondance med digteren Martin Glaz Serup, som bærer titlen ”Et ansigt som minder om norsk poesi”, og i mangel af bedre parafraserede jeg dette udtryk, hvilket jeg nok ikke ville have gjort, hvis jeg havde tænkt over, hvor ofte jeg ville komme til at sige og skrive det. Til gengæld passer det mig fint, at navnet kan ses som en hilsen til Gulliksen, for det hænder ofte, at jeg genlæser passager fra hans essays – ikke nødvendigvis fordi jeg er enig med ham, men fordi hans perspektiver både kan irritere mig og udfordre mig til at tænke videre.

Som essayist er Geir Gulliksen en klog og sensibel læser, der formår at sætte litteraturen i forbindelse med omgivelserne. Tonen er afdæmpet, uden at det skygger for hverken vrede eller engagement, og den nysgerrige og åbne tilgang til verden kommer til udtryk i teksternes gentagne afvejning af på den ene side/på den anden side, samt i sætninger, der kredser om den samme pointe i forsøget på at finde en formulering med de rette nuancer. Tvivlen er en vedvarende drivkraft i Gulliksens essayistik. Flere af disse træk genfindes i hans romaner, og således også i Historie om et ægteskab, som udkom i Norge i 2015 og efterfølgende blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Romanen handler om ægteskabet og bruddet mellem Jon og Timmy, men i stedet for en traditionel historie om deres møde, forhold og opbrud får vi Jons forsøg på at forstå, hvad årsagen til skilsmissen er, ved at han ser deres historie gennem Timmys øjne. Romanen er således fortalt som 1. persons forestilling om 3. person, uden at Jon nogensinde lægger skjul på sin tilstedeværelse og på det faktum, at det er hans bud på, hvordan hun har opfattet situationen.

Jon og Timmys forhold er delvist bygget op om et bevidst opgør med traditionelle kønsroller. Det er ham, der laver mad og gør rent, mens hun er på kontoret. Udover det åbenlyst sympatiske ved at de ikke føler sig bundet af traditionerne, er der også noget lidt komisk over det i visse situationer, hvor de er mindre optaget af at skabe frie rammer for hinanden, og mere forhippede på at tage demonstrativt afstand fra andres måder at gøre tingene på: ”Det var vigtigt for os at det var hende der skar kalkunen for, hvis jeg havde gjort det, ville vi ligne en familie fra halvtredserne, sagde vi, da vores ældste søn spurgte hvorfor vi altid gjorde sådan” (s. 121).
En anden del af deres særlige måde at være sammen på, går ud på, at de dyrker sex mens Jon fortæller Timmy om, at han vil se hende med en anden mand:

Jeg vil se at du knapper hans skjorte op, hans bukser, jeg vil se ham træde ud af sit tøj og være nøgen sammen med dig,
og hun sagde
- Men bagefter, hvad gør vi så?
- Bagefter vil jeg kysse ham og smage på ham, jeg vil slikke alt på ham som har været inden i dig. Jeg vil have at du skal se mig tage ham i munden.
(s. 81)

Men en dag sker der noget, der ændrer denne fantasi for altid. Efter at have holdt et foredrag om folkesundhed møder Timmy nemlig Harald, der ligesom hende allerede er i et forhold. De flirter og korresponderer og begynder at løbe sammen. Indledningsvist fortæller Timmy velvilligt Jon om det hele, og indtil videre er der stadig en særlig nydelse for ham i at se og vide, at hun bliver begæret af en anden: ”[Hans] indtræden i hendes liv var noget jeg ikke alene fandt mig i, men også noget jeg fandt en slags underdanig nydelse i at finde mig i” (s. 44). Men Timmy og Haralds forhold udvikler sig lige så stille; de klatrer sammen, står på ski, har sene aftener på kontoret, hvor de arbejder på et projekt om folkesundhed. Timmy begynder – med Jons formulering – at sjuske med sit ægteskab. Mere end det har jeg egentlig ikke lyst til at fortælle, for noget af det, jeg virkelig godt kan lide ved romanen, er skildringen af, hvordan forholdet lige så langsomt trævles op. Timmy kæmper mod en forelskelse, som hun aldrig havde troet mulig, mens Jon kæmper mod sin jalousi og sin frygt for at miste hende, der strider imod alle hans principper. Og denne beskrivelse af, hvordan personerne både kæmper for og med deres selvforståelse og for og med deres forestilling om ægteskabet, er fuldstændig eminent.

Gulliksens prosa er utroligt opmærksom; der er mange eksempler på små fine iagttagelser af, hvordan mennesker føler, bevæger sig og reagerer på hinanden. Den søgende stil, som kendes fra hans essays, bruger Gulliksen her til at understøtte Jons famlen efter forklaringer: ”… der var noget dragende og uafklaret ved øjnene, eller i smilet, eller i hvordan han lagde hovedet på skrå” (s. 11). Kun i enkelte tilfælde bliver det decideret irriterende, som da fortælleren bruger en hel side på at gruble over, hvad for noget tøj hans kone mon havde på den pågældende dag: ”Hun kan ikke huske om hun havde kjole på, en kortærmet kjole fordi det snart var sommer, eller den tynde kjole med røde og grønne prikker. Eller den mørke cowboykjole jeg havde købt til hende. Eller kjolen med de lyseblå og mørkeblå striber”, osv. ad inf. (s. 27).




Jon portrætterer sin (eks)kone hengivent og nysgerrigt: ”Jeg beundrede hende allerede dengang, det var min måde at elske hende på. Det forstod hun ikke før senere, og længe var hun overvældet af hvor fantastisk hun virkede i mine øjne” (s. 14), men uden at være forklejne sig selv: ”Hun kan ikke huske hvordan mit ansigt fulgte hende, hvor deltagende og åben jeg var. Hun ved at det må have været sådan, at hun blev set på, velvilligt, helt åbent, beundrende, forelsket. Men hun kan ikke huske hvordan det var at leve foran det blik, det ansigt” (s. 26).
At elske eller begære nogen, ja, alene det at kende nogen godt, indebærer at skabe et billede af vedkommende, som rigtignok er baseret på træk ved personen, men som kun kan samles på denne særlige måde af netop en selv. Det er at skabe en mere eller mindre løs ramme, som personens udsagn og handlinger kan fortolkes igennem. Men den anden er der vel at mærke også til at stride imod rigide fortolkninger. At være sammen med et andet menneske vil både sige at skabe dette billede og hele tiden at få det udfordret. I Historie om et ægteskab er den afbildede fraværende, og derfor får hun ikke mulighed for at afvige fra billedet. For selvom fortællerens opfattelse af hende er meget rummelig og har plads til forskellige tanker og karaktertræk, så er den også utvivlsomt hans. Som en dukkefører flytter han hende rundt i det tomrum, hun har efterladt ham i. Jon giver kælenavne til både sin kone (”Timmy Gresshoppe” er det norske navn for Jesper Fårekylling) og hendes elsker (”Handsken”, fordi han har givet hende et par cykelhandsker), hvilket er med til at forstærke indtrykket af, at de er karakterer i en fortælling, som han orkestrerer. Dog påpeger han også, han ikke kan ”få dig til at sige noget andet end det jeg tror du ville have sagt hvis du virkelig var her” (s. 149). Det er, som om romanens ”hun” hele tiden er på nippet til at blive et ”du”; eller måske snarere som om hele denne indlevende fortællemanøvre er nødvendig for lige akkurat at skubbe hende fra 2. til 3. person.
Det er ikke historien om hende, og nærmest ikke engang historien om årsagen til deres skilsmisse, men historien om måden, han så hende på, og hvordan dette syn – hvor betaget, forelsket eller glorificerende, det end kunne være – ikke kun rummede de træk, der gjorde forelskelsen, men også bruddet muligt. Opløsningen af forholdet bliver skildret på en måde, der både virker tilfældig og uundgåelig, og det er præcis det, der gør det så nedslående at overvære.

Historie om et ægteskab er en fintmærkende og rørende skildring af noget af det hårdeste og vildeste ved kærligheden: måden, hvorpå man er prisgivet den anden. Uanset hvordan man arbejder eller leger med magtbalancer undervejs, så kan man aldrig ændre det faktum, at man er magtesløs hvis først den anden beslutter sig for at gå. Gulliksen har skabt et usædvanligt indblik i to menneskers intimitet, og navnlig i, hvor trist det er, når den ene part endnu ikke har opdaget, at den anden allerede er væk. Det afsluttende kapitel, og især bogens allersidste scene, er noget af det mest triste, ensomme og hjerteskærende, jeg længe har læst. Nu hvor jeg skriver dette, er det to dage siden, jeg åbnede bogen første gang, og i mellemtiden har jeg stort set ikke tænkt på andet. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst noget, der formåede at skildre kærligheden på en så ubehagelig måde – og det mener jeg, hvis nogen efterhånden skulle være i tvivl, på alle måder som en ros.

*
Geir Gulliksen
Historie om et ægteskab (2017)
Oversat af Sara Koch
C&K Forlag
184 s.