14.01.2020

Vigdis Hjorth: Lærerindens sang


Efter de seneste års virak om den glimrende, måske/måske ikke-selvbiografiske Arv og miljø er norske Vigdis Hjorth nu klar med en ny roman. Lærerindens sang handler om den midaldrende Lotte Bøk, der underviser i dramatik på en kunsthøjskole. I sin fritid samler hun svampe i skoven eller hjælper sin datter i Australien med at forfatte sobre mails til eksmanden. En dag bliver hun kontaktet af den unge kunstelev Tage Bast. Som afgangsprojekt vil han lave en film, der undersøger forholdet mellem lærernes liv og undervisning. Lotte takker ja til at medvirke, og herefter ændrer hendes liv sig på en måde, hun ikke havde forestillet sig. Tilstedeværelsen af Tage og hans kamera skaber nemlig et ydre blik på hendes bevægelser, hendes hjem og ikke mindst hendes arbejde. Blikket – alene tanken om det – rokker ved Lottes selvforståelse. For hvad nu, hvis det ikke er hendes elever, der er uengagerede, men hende, der er en dårlig lærer?




Lærerindens sang stiller interessante spørgsmål om, hvordan vi skaber vores selvbillede, og om angsten for at udforske og udfordre det. Men trods det – og gennemgangene af Bertolt Brechts teaterstykker, der virkelig gav mig lyst til selv at læse dem – kommer romanen ikke helt i mål. Vi får et dybdegående kendskab til Lottes tankeverden, men de øvrige karakterer forbliver vage. Særligt Tage er mærkeligt underudviklet, når nu han rent faktisk er så væsentligt en del af handlingen. Idéen er god, men Hjorth gør rigtig ikke noget overraskende med den. Filmprojektet går lige så galt som forventet, og når der endelig sker noget andet på de sidste 40-50 sider, virker det både forceret og forhastet.

*
Vigdis Hjorth
Lærerindens sang
Oversat af Karen Fastrup
Turbine
218 sider

10.12.2019

Roy Jacobsen: Rigels øjne


Med Rigels øjne afslutter Roy Jacobsen sin trilogi om Ingrid Marie Barrøy, som startede med De usynlige og fortsatte med Hvidt hav. Året er 1946. Krigen er slut, men Norge præges stadig af dens eftervirkninger. På familieøen Barrøy bor Ingrid med sin nu 10 måneder gamle datter Kaja, hvis far er den russiske krigsflygtning Alexander, som Ingrid tog sig af efter et skibsforlis i 1944. Hun har ikke hørt fra Alexander siden han forlod øen, og hun beslutter sig derfor for at følge i hans dunkle fodspor, i håb om at se ham igen.

Turen gennem Norge fører til møder med folk, der på forskellig vis har været i kontakt med Alexander. I et enkelt, afdæmpet og samtidig højtideligt sprog skildrer Jacobsen ikke kun Ingrids møjsommelige rejse, men også et land, hvor sandheden er blevet »fredens første offer«: Nogle af beboerne leder hende på afveje, de fleste hjælper hende modvilligt, men fælles for dem alle er, at de forsøger at tale hende fra at fortsætte rejsen – hvilket ikke kun skyldes, at den forekommer dem at være forgæves, men også at flere af dem frygter, at Ingrid skal få nys om deres lyssky aktiviteter under besættelsen.




Jacobsen er god til at beskrive det mentalt krigshærgede samfund, hvor folk ikke kan samle sig igen, men lever videre i al deres mistro og meningstab; de stumper af liv, Ingrid støder ind i undervejs. Men bipersonportrætterne og stemningen kan ikke bære hele bogen, og derfor lider den under, at Ingrid er så upåvirkelig en hovedperson. Når hun oplever modgang, græder hun lidt eller bliver paf, men det næste øjeblik fortsætter hun, som om intet var hændt. Jeg er med på, at det også er et udtryk for hendes ukuelighed, for bogen handler langt hen ad vejen om at træffe en (ikke nødvendigvis synderligt fornuftig) beslutning og ikke lade sig kue af omgivelsernes modstand. Men jeg får aldrig fornemmelsen af, at Ingrid rigtig er i knibe, at hun er udsat og alene på sin rejse, for det er, som om fortælleren hele tiden ikke blot holder hende i hånden, men også holder hånden over hende. Forhindringerne har ikke den store betydning, når først det viser sig, at de som regel er overkommet nogle få linjer længere nede på samme side. Derfor bliver jeg ikke synderligt investeret i, om det lykkes Ingrid at opspore Alexander – og værre endnu: jeg bliver heller ikke investeret i selve rejsens forløb. Folk er modvillige og fjendtlige, så får de dårlig samvittighed og åbner op, hvorefter hjælper de hende lidt alligevel, samtidig med at de råder hende til at rejse hjem. I større eller mindre grad forløber alle bogens møder sådan, hvilket ender med at gøre Rigels øjne ensformig og selvtilfreds.

Roy Jacobsen
Rigels øjne
Oversat af Camilla Christensen
Rosinante
208 s.

11.11.2019

Mona Høvring: Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født


De seneste år har det lille forlag LESEN gjort sit til at udbrede kendskabet til norske Mona Høvrings forfatterskab. I 2016 udgav de Høvrings glimrende romandebut Noget der hjælper, året efter fulgte Venteværelset i Atlanten, og nu lanceres romanen Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født, blot få måneder efter den udkom i Norge.

Bogen handler om søstrene Ella og Martha, der tidligere var tætte som tvillinger og delte seng langt op i teenageårene. En dag bekendtgør Martha pludselig at hun vil gifte sig og flytte til Danmark, og selvom hun hurtigt kommer tilbage, fører hendes beslutning til en dyb splittelse mellem søstrene. Da vi møder dem som voksne – Ella er 22, Martha er ét år ældre – er deres relation således præget af varsomhed, forbehold og smålighed. Efter det mislykkede ægteskab har Martha været indlagt på et sanatorium, og da hendes læge råder hende til at tage ophold på et hotel i de norske fjelde, rejser Ella med for at passe på hende. På hotellet møder de først den venlige bestyrerinde Ruth og siden den lettere mystiske Dani, men det meste af tiden bruger Martha og Ella på at drikke vin, gå i bad og vedligeholde deres små konflikter.

Der er noget barnligt over søstrenes måde at være i verden på. De mangler basale sociale færdigheder og virker usikre, urutinerede i livet, hvilket hos Ella blandt andet udmønter sig i konstante spørgsmål som »Hvad var det Martha syntes jeg burde have fortalt hende?«, »hvorfor valgte jeg lige netop denne bog?« og »Hvem kan egentlig vide hvordan en andens smerte føles?«. Da et pludseligt skænderi skiller dem ad, får Ella anledning til at tænke over forholdet til storesøsteren, som hun har været alt for god til at føje. Ved romanens begyndelse lyder det: »Jeg måtte holde mine tanker for mig selv. At rose hende var det samme som at give hende en opgave, en forpligtigelse. Jeg frygtede at den mindste antydning af ansvar ville gøre hende ængstelig, til og med modvillig. Nej, at takke hende ville ødelægge alt«. Efter skænderiet lyder det i stedet: »Martha med sit guddommelige og forførende ansigt. Martha med den rislende stemme. […] Hun havde bragt mig ud af balance. Hun havde kørt rundt med mig. Jeg tænkte at jeg ikke kunne fordrage hende. Jeg ville fjerne mig fra hende, jeg ville beskytte mig selv. Hvorfor kunne jeg ikke det? Fordi jeg frygtede hende? Fordi jeg elskede hende? Tanken skræmte mig«. Som citaterne antyder, føler Ella »en irriterende ømhed for hende, en ømhed der hverken var kærlig eller medfølende, men ikke desto mindre en ømhed«.

Høvring har blik for de nuancer i vores relationer, der ellers undslipper opmærksomheden og hverdagssproget, samt evnen til at skrive små, funklende scener (her skiller en erindring om kartoffelchips og knappenåle sig særligt ud med sin blanding af ubehag og nænsomhed). Hendes prosa er præcis og rig på adjektiver, som et overdådigt og sirligt dækket middagsbord. Beskrivelserne kan være egensindigt skarpe, som når Ella hader morgenlys, fordi det får hende »til at tænke på røntgenstråler«, eller de kan være smukke og stilfærdigt storslåede, som når fjeldhotellet ligner »en gylden krystalfugl med enorme vinger spændt ud over den lodrette klippevæg«.




Romanens univers er nærmest filmisk stiliseret, godt hjulpet af det gammeldags og alligevel tidløse hotelmiljø. Og måske også af, at Høvrings karakterer langt hen ad vejen er genkendelige persontyper, der dog levendegøres gennem få udvalgte detaljer: »Min søster hedder Martha. Hendes hår ser hvidt ud i fluorescerende lys. Og hvad hedder jeg? Jeg hedder Ella. Jeg hedder Ella, og mine øjne er næsten grønne. I en bog skriver jeg hvad jeg tror kommer til at ske det næste år, og på årets sidste dag skriver jeg hvad der er sket«.

Et erotisk møde med en ældre kvinde bliver ligesom i Høvrings tidligere romaner udslagsgivende for handlingen. Men hvor mødet i for eksempel Noget der hjælper intenst og præcist skildrer en ung piges seksuelle opvågnen, er dets funktion i den nye roman langt mere diffus. Her er det ikke decideret forløsende, det er snarere en åbning, der ikke fører i den rigtige retning, men stadig er vigtig fordi den sætter noget andet i gang. Karakterudviklingen går omtrent fra forknyt forvirring til en lidt mere åben og reflekteret forvirring. Det gør historien mere egenartet, men får den samtidig til at føles lidt lille. Jeg savner den kombination af gnistrende vækkelseshistorie og Høvrings øvrige kvaliteter, der i sin tid gav romandebuten en helt særlig tyngde.

Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født cementerer LESENs ry for at lave kvalitetsbøger. Udover at den er flot fordansket af Ditte Holm Bro, er Line Kjeldsen Jensens omslag en fornøjelse at se på. Og selv om romanen måske ikke er helt på højde med Høvrings foregående, er den stadig en fin og særegen fortælling om to søstre, der vokser fra hinanden.

Mona Høvring
Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født
Oversat af Ditte Holm Bro
Forlaget LESEN
128 s.
200 kr.