01/04/2018

Cathrine Knudsen – Av menneskehånd


Cathrine Knudsens seneste bog, Av menneskehånd, der udkom i forbindelse med Møllebyen Litteraturfestival i august 2017, kan betegnes som en punktroman eller en række prosanedslag af få siders længde. Bogen fokuserer på en lille gruppe personer, heriblandt en gammel mand samt en unavngiven mor og hendes to børn Ymja og Torjus, og handler ligesom Knudsens forrige, romanen Manuell (2014), om de forskydninger i menneskelige relationer, som forårsages af den såkaldte omsorgsteknologi. Manuell foregår i samtiden, men har også et historisk perspektiv, idet handlingen tager udgangspunkt i indførelsen af Norges første mekaniske vejbom i 1970’erne. I Av menneskehånd befinder vi os så vidt jeg kan se i en nært forestående fremtid, der for det meste ligner vores verden, men hvor noget af det ildevarslende fra Manuell nu er blevet til virkelighed.
Handlingen udspiller sig således på et plejehjem og i en lejlighedsbygning, der er en nedlagt institution. På plejehjemmet kører den gamle mand hver dag på en motionscykel, som er forbundet med Google Earth. Tanken er at motivere beboerne til at motionere ved at lade dem ”sykle hjem til sin egen gate”, hvilket med en klassisk Knudsen-formulering ikke giver dem oplevelsen af at være der, men bringer dem ”så nær det går an å komme oplevelsen av å være der” (s. 5). I lejligheden sidder Torjus og laver lektier, mens hans mor holder øje med ham gennem dukken Mae, der ikke kun har kameraøjne, som kan overvåge, men også fungerer som lektiehjælp og kalender. Torjus’ mor var ansat på institutionen inden den blev ombygget til lejligheder, og på et tidspunkt mindes hun en dag, hvor hun sammen med en dement beboer befandt sig i et af de såkaldte sanserum, der er indrettet som en strand. Tapetet viser havudsigt, gulvet er dækket af sand og en højtaler afspiller mågeskrig. Da de har sat sig ned, giver hun beboeren en småkage og ”spøker om at hun kan kaste smulene til måkene. Så gjør hun det. Hun kaster kjeksen alt hun kan og den treffer tapetet. En lyd. En butt lyd, av kjeksen som treffer utsikten og ikke kommer igjennom” (s. 49).
Det er den slags, Cathrine Knudsen har et fænomenalt blik for; situationer, der umiddelbart virker upåfaldende, men som i hendes fremstilling bliver foruroligende, her ikke kun på grund af det sørgeligt kunstige rum, men også i den pludselige åbenbaring af, at den demente kvinde er så langt fra virkeligheden, at hun hverken er i stand til at opfatte, at stranden er en illusion eller at plejerens ord er ment som en spøg.




I et af de sidste kapitler, som er bogens længste, reflekterer en kvinde over spørgsmålet ”Hvordan oppsto seksualiteten i meg?” (s. 83). Undervejs fortæller hun både om skolelærere, tv-værter og pornoblade i kælderen, men det er særligt beskrivelsen af de såkaldte hemmelige lege med veninderne, der viser, hvor god Knudsen er til at skildre menneskelig interaktion på en fremmedgørende måde:

Jeg bare la meg oppå og gned fram og tilbake helt til en plutselig varme strømmet gjennom meg. Jeg glemte liksom henne under meg akkurat da. Jeg var avhengig av henne for å oppnå dette. Jeg måtte gjøre det sammen med noen. […] Det skjedde ingen forandring med henne under meg. Hun var stille. Jeg tror ikke det strømmet så varmt gjennom henne. Vi lå på det harde badegulvet, på flisene. Som var svakt oppvarmet. Jeg kjente mot håndflatene, armene, knærne, hun må ha kjent det mot ryggen, rumpa, lårene. Igjen kjente jeg kroppen hennes, det var som om jeg kom tilbake. Og kroppen hennes føltes plutselig så fremmed. Det var hennes kropp, den tilhørte henne. Det var igjen min venninne. Det føltes rart å ligge der nå. Ikke lenger en konsentrert følelse, men hele den myke kroppen hennes unner meg. Som virket mer likegyldig for meg nå. Det var et punktert øyeblikk. Vi ble altfor oppmerksomme på strømpebuksa og buksa som skulle på. Kanskje hun hadde hatt det sånn hele tiden.
(s. 89-91)

Knudsen skriver – som altid, fristes jeg til at sige – så utroligt fint. Der er noget meget intenst ved hendes bøger, noget stilfærdigt knugende, som om hendes skrift lytter opmærksomt til noget, der normalt ikke artikuleres sprogligt, og som den derefter viderefortæller med bekymret skepsis. Med sine godt 100 sider, hvoraf der kun er tekst på hver anden, må bogen betegnes som en mindre udgivelse, og den når forståeligt nok ikke helt samme højder som Manuell, hvor tematikken udfoldes bedre. Men det er stadig et fascinerende lille værk, der for mig cementerer Cathrine Knudsens position som en af de mest interessante og læseværdige norske forfattere i disse år.

*
Cathrine Knudsen
Av menneskehånd (2017)
H//O//F
106 s.

01/03/2018

Kyrre Andreassen – For øvrigt mener jeg at Karthago bør ødelægges


Et par dage efter jeg havde skrevet denne anmeldelse, læste jeg Henning Hagerups essay ”Den evinnelige kritikken” i antologien Samtale med et svin (Sissel Lie & Liv Nysted (red.), 1995). Hagerup skriver blandt andet om sin egen ungdommelige nedsabling af en af Jon Michelets romaner: ”Mens Roland Barthes i et optimistisk essay fra 1963 snakker begeistret om den såkalte ”immanente kritikerens” evne til å la seg forundre, har jeg i Michelet-anmeldelsen gitt et eklatant eksempel på evnen til å la seg fornærme” (s. 183). Selvom jeg har forsøgt at formulere min undren over Kyrre Andreassens roman, kan jeg ikke udelukke, at jeg også fremstår en kende fornærmet, men hvis anmeldelsen først og fremmest består af en masse udpegninger af problemer og irritationsmomenter, så falder det alligevel kun delvist tilbage på mig selv. Uanset om en bog er god eller dårlig, ønsker jeg mig altid at mødet med den fører til kritisk refleksion, og Andreassens bog er et godt eksempel på, hvor frustrerende det er, når en bog er dårlig på en så irriterende måde, at den på intet tidspunkt åbner for tanken, men snarere virker, som om den gør alt, hvad den kan for at lukke den ned.

På grund af en diskusprolaps må Krister Larsen stoppe som elektriker. I stedet får han job som underviser i norsk som andetsprog, selvom han ikke er kvalificeret til det. Derhjemme skændes han med sin kone Marianne, som mistænker ham for at være utro med den alternative behandler Yvonne, og deres søn Andreas indstilles til psykiatrisk udredning fordi han har slået et andet barn henne i skolen. Mens dette scenarie ændrer sig til det (lidt) værre, får vi Kristers livshistorie, iblandet digressioner om hans holdning til pædagogik, globalisering og andres udseende.

Krister forsøger som regel at løse sine problemer med vold eller aggressive tilsvininger, og når det ikke virker, har han en tendens til at flygte. Hans sprog er præget af talrige gentagelser – ”Når man har været gift i over femten år, ville det være et under, hvis der ikke opstod lidt slitage, og når der opstår slitage, er det tiltrængt med nye perspektiver. Det var derfor, vi tog den tur til Rom. For at få nye perspektiver. Vi havde det som blommen i Rom” (s. 7) – og er samtidig overlæsset med kække eller umotiveret hånlige udtryk, som når et solarie omtales som en ”svansegrill” (s. 80).
Krister er kongen af dårlige undskyldninger. Uanset hvad han får rodet sig ud i, er det altid de andres skyld: Når han igen har været voldelig, affejer han det med at det kun var nødvendigt fordi den anden startede, og da røntgenbillederne fra skadestuen viser svære skader, holder han fast i sin egen version af forløbet med henvisning til, at det er ”let at manipulere med billeder” (s. 223). Da han på et tidspunkt beder en af sine elever fra sprogskolen om at bygge en pergola hjemme hos ham og Marianne, begrunder han det med, at han bare vil ”gøre noget godt for et andet menneske” (s. 210). Igen og igen betoner han, at han ”bare vil være flink ved manden”, der skal hjælpe ham, samtidig med at han udpensler alle hans usselheder: Manden er irriterende, han griner på de forkerte tidspunkter, han ”burde befinde sig på psykiatrisk” (s. 212) og han både ligner og lugter som en grævling. Efterfølgende fører det til en anklage om sort arbejde, som Krister afviser ved at sige, at han aldrig havde tænkt sig at betale manden.
Et andet udpræget karaktertræk er hans altomfattende bedrevidenhed. Selv beskriver han sit forhold til andre således: ”I de blindes rige er den enøjede konge, men det hjælper ikke en skid, når de blinde nægter at indse, at kongen har et øje” (s. 193) og ”det er ikke mig, der er noget i vejen med, det er loven, det er samfundet” (s. 224). Når han hjælper andre, er det kun fordi han mener, at han er bedre kvalificeret til at løse deres problemer, end de selv er, og i øvrigt kunne han ”uforberedt møde op på universitetet og bestå den ene eksamen efter den anden i historie” (s. 53). Her er et længere, bedre og værre eksempel:

Jeg troede, der måtte være grænser for dumheden. Men Marianne har altid sagt, at Cathrine er lidt simpel. Marianne er ikke simpel, og jeg synes ikke, hun er dum, det synes jeg ikke, men hun er ikke så velorienteret, som jeg er, jeg har en bredere horisont. Jeg læser aviser, hører radio, det begyndte jeg på, da jeg kom i lære, jeg hører Nyhederne hver dag, debatprogrammer og dokumentarer fra morgen til aften. Marianne, Cathrine og Ole Petter er ikke interesserede i, hvad der rører sig i samfundet. De forstår ikke, hvad det at spise ost med tandstikkere egentlig handler om. Når de det ene øjeblik sidder snalrede på en terrasse i Drammen og drømmer sig væk til Frankrig og i næste øjeblik bare kan trykke på et par taster på en computer for at få det ønske opfyldt, så handler det om globalisering, men det forstår de ikke, de aner ikke, hvad globalisering er.
(s. 192)


Da For øvrigt mener jeg at Karthago bør ødelægges udkom i Norge, fik den positive anmeldelser og blev nomineret til Brageprisen. Jeg har meget svært ved at forstå hvorfor. Andreassens roman minder mig om andre romaner af Ola Bauer og Bjørn Arild Ersland. Trods deres indbyrdes forskelligheder arbejder disse bøger med ensomme mænd, som har en uheldig tendens til ikke kun at være utroligt stædige, men også bedrevidende på en total måde. Og der er et eller andet ved den type fortæller, den form for bedrevidenhed, som går mig fuldstændig på nerverne. Mens jeg læser, leder jeg efter en måde at forholde mig til fortælleren på. Er bogen interesseret i at udstille, hvor irriterende denne mand er – eller vil den snarere at give mig et indblik i alle de tanker, der er bag den brovtende facade, i forsøget på at vække min sympati for et misforstået menneske? Hvis det første er tilfældet, lykkes Andreassen med sin mission allerede i løbet af romanens første kapitel, og i så fald undrer jeg mig over, hvorfor denne simple pointe skal strækkes til hele 330 sider. Men hvis det andet er tilfældet, og romanen altså prøver at få mig til at forstå Krister bedre, og måske endda vække min sympati for ham, så mislykkes den på alle punkter.
Problemet med romanen er ikke engang, at dens hovedperson er usympatisk og irriterende, for det kan der sagtens komme stor litteratur ud af. Problemet er, at den ikke har andet at byde på end en træls mand, der kæmper for at fremstille sig selv som helten i en ubetydelig historie. Ved bogens slutning er Krister lidt mere usympatisk end ved dens begyndelse; han forsikrer læseren om, at han ikke er voldelig, og så viser det sig efterhånden, at han faktisk ér voldelig, eller han siger, at han elsker sin kone og aldrig kunne finde på at være hende utro, hvorefter det viser sig at – ja, gæt selv. Problemet med at bygge en hel roman op om så simpel en bevægelse er, at det tidligt står klart, at Krister ikke bare er blottet for selvindsigt, men også dybt manipulerende, så når tingene viser sig at være værre, end han hidtil har påstået, bliver jeg ikke overrasket eller forarget. Jeg bliver bare bekræftet i noget, jeg allerede har fået vist og fortalt mange gange undervejs. Kristers karakteristik af andre hæver sig sjældent over fladpandede konstateringer: Folk er ”dumme, de er frække og dumme” (s. 70), og når voksne går rundt med cykelhjelm, ser det ”bare for idiotisk ud” (s. 14); uanset om han skildrer bureaukrater eller rockere, er beskrivelserne overfladiske og forudsigelige. Romanen er altså ikke synderligt rammende i sin personskildring og samfundskritik, og den er heller ikke hverken sjov, spændende eller hvad man nu ellers kunne have håbet på. Dertil er den simpelthen for ensporet og skæmmet af en fortæller, som er så nem at gennemskue – både når det kommer til hans manglende selvindsigt og hans lange, ligegyldige tirader om alt, hvad der er galt med folk. Når den i forvejen spinkle handling afbrydes af endnu en digression, kan man være helt sikker på, at dens primære formål er at parodiere, undergrave, udstille eller på anden måde tale grimt om andre. Lad os tage et sidste eksempel, om nødvendigt:

Der er intet, der lugter værre end nervøs sved, og pædagogerne var neurotikere alle som en. Det var lugten af angst og lugten af den tredje verden, lugten af alle mulige eksotiske krydderier fra kantinen nede i kælderen. Og bare for at nævne det, så er jeg ikke specielt følsom over for den slags. Jeg havde en lærling med hygiejneproblemer, da jeg arbejdede i Abicon. Der var også sved inde i billedet. Han kunne ikke bukke sig ned, uden at sveden sprang frem på hans pande, når han rettede sig op igen, og formentlig tørrede han sig ikke godt nok bagi, der var i hvert fald en duft hinsides det behagelige. Men det generede mig ikke.
(s. 242)

Det bliver så utroligt trættende i længden, at det kræver stor udholdenhed ikke bare at skimme og bladre og til sidst rejse sig og lade bogen dumpe ned et sted, hvor der forhåbentlig ikke er nogen, der finder den. For det meste er Kyrre Andreassens roman kedelig eller irriterende, og dens største præstation er sådan set, at den ofte i så høj grad formår at være begge dele på samme tid.

*
Kyrre Andreassen
For øvrigt mener jeg at Karthago bør ødelægges (2017) [opr. 2016]
Oversat af Rolf Stavnem
Gyldendal
330 s.

01/02/2018

Pål Norheim – Oppdateringer 2


Pål Norheim døde 4. august 2017, blot 55 år gammel. I december udkom det sidste manuskript, han arbejdede på, og som han stort set nåede at færdiggøre, under titlen Oppdateringer 2 (2017) – en selvstændig fortsættelse af Oppdateringer (2014), der samtidig genudgives som paperback. Som titlerne antyder, består bøgerne overvejende af statusopdateringer fra Facebook, hvoraf flere efterfølgende er udvidet. I små tekster, hvis længde varierer fra en enkelt linje til adskillige sider, vandrer Norheim gennem Bergens gader, tager bussen til og fra sit arbejde som nattevagt, besøger venner i Berlin og rejser til Ægypten og Etiopien (hvor han voksede op som barn af kristne missionærer). Undervejs reflekterer han blandt andet over tro, nostalgi, spontane møder, faderens demens, polemik, kulturforskelle og Donald Trumps sarte ego.
Et af bogens gennemgående motiver er den uklare grænse mellem det lokale og det globale: ”Når jeg leser nettutgaven av The New York Times på Eidsvågneset, får jeg annonser for spisesteder i Bergen og hudpleiesalonger i Åsane, og vil jeg lese en artikkel om Egypt i Le Monde (som jeg gjorde nå nettopp), dukker det opp en annonse for noe som skjer i Tysnes kulturkirke” (s. 143). Selvom Facebook giver os mulighed for at kommunikere med mennesker i hele verden, væver den også nationerne tættere sammen i kraft af de mange opslag og debatter, der udelukkende foregår på det lokale sprog (et sted kalder Norheim Facebook for ”nasjonens nye nervesystem, polariseringsarena, koseklubb, refleksjonsmedium og samfunnslim” (s. 96)).

En opdatering fra Kairo d. 5. december 2015 kan tjene som karakteristik af Norheim og hans projekt:

Jeg ser. Jeg lytter. Jeg går hit eller dit på innfall og tenker på alt mulig. På Eidsvågneset satt jeg stort sett alene. Jeg var mitt eget univers, et jeg som skrumpet inn, jeg prøvde å holde ting gående. I Kairo drunker jeg i millionmylderet, samtidig som jeget sveller ut: et selvbevisst null som fryder seg, øyne og ører rettet mot verden, en kropp som skiller seg ut fra andre kropper i turistfattige Egypt, en trang til å skrive, uten å forstå stort av det som skjer.
(s. 64-65)

Som det måske fremgår af ovenstående, er Norheims prosa velskrevet og klar. Forskellige emner og tonelejer væves umærkeligt sammen i en skrift, der let kan virke upåfaldende i al dens enkelhed, men som bestemt ikke er simpel. Et sted skriver han om at ville holde op med at ryge i forbindelse med en rejse tilbage til Addis Abeba i Etiopien. Afsnittet gør ikke noget stort væsen af sig, men der er en imponerende og præcis sanselighed i udvælgelsen af, hvilke detaljer, der trækkes frem fra erindringen, og i måden, de sammenstilles på: ”Jeg ville ikke bare se og høre min barndoms trakter; jeg ville også lukte dem. Jeg ville kjenne lukten av jord, gress og eselmøkk etter et voldsomt regnskyll: lukten av maiskolber stekt på glør; av røkelse og nybrent kaffe; av eukalyptustræer, kattelik, urin, ferskt brød og krydret kjøtt. Jeg ville kort og godt kjenne lukten av min barndom. Det ble med tankene” (s. 75).




Jeg er ikke helt sikker på, at jeg læser det her som litteratur. Det minder mig mere om at lytte til en ven på en gåtur eller en rejse, denne helt særlige måde tankerne slentrer på, små iagttagelser om verdenspolitik, lange udbredelser om hverdagsemner, selve nydelsen i at tænke højt og prøve sig frem, se hvor der er noget at komme efter. Der er noget utroligt åbent, nysgerrigt og mildt ved disse tekster, som jeg vældig godt kan lide. Det indirekte portræt af Pål Norheim, som bogen også er, viser en både gemytlig og nuanceret tænker, som møder sine medmennesker med respekt og venlighed, uanset om det er en sidemand på en sen flyrejse eller en tjener på en lille café, som vil have afklaret forholdet mellem kristendom og islam.

Selvom disse tekster er mere velskrevne end stort set samtlige opdateringer, der dukker op i mit feed, er mange af dem også ganske upåfaldende – mens andre til tider ligefrem virker lidt ligegyldige – når de læses hver for sig (En af dem lyder for eksempel i sin helhed ”STUPIDITETSØMFINTLIG slik andre er overfølsomme for lys, støy og vond lukt” (s. 60)). Men jo mere, jeg følger tekststrømmen, jo mere ophæves indtrykket af den enkelte tekst til fordel for oplevelsen af en særegen stemme. Samtidig er det dog også helt tydeligt for mig, at Norheims nysgerrige tænkning og sensible skrift kommer bedst til sin ret i de længere afsnit. Særligt teksten fra 3. juli 2016, som helt usædvanligt strækker sig over 13 sider, er fremragende. Her beskriver Norheim sit lokalområde, hvilket ikke kun fører til refleksioner over, hvordan arbejdsplanen med nattevagter fastlægger hans liv mange år ud i fremtiden og over hvad det vil sige at føle sig knyttet til et sted, men også til særdeles fine skildringer af hans forældre og bedsteforældre. Rygterne siger, at der kommer en samling af Pål Norheims essays senere i 2018, og hvis de længere afsnit, og i særdeleshed denne tekst, på nogen måde er sigende for, hvad der venter, skal det nok blive vældig interessant.

*
Pål Norheim
Oppdateringer 2 (2017)
Kolon Forlag
176 s.