05/03/2017

Geir Gulliksen – Historie om et ægteskab

Da jeg i sin tid skulle navngive denne blog, bladrede jeg i en bog, som jeg er vendt tilbage til flere gange siden jeg læste den, nemlig Geir Gulliksens Kan vi gjøre det igjen (2013). I denne samlede udgave af Gulliksens essays, debatindlæg og klummer, findes også en korrespondance med digteren Martin Glaz Serup, som bærer titlen ”Et ansigt som minder om norsk poesi”, og i mangel af bedre parafraserede jeg dette udtryk, hvilket jeg nok ikke ville have gjort, hvis jeg havde tænkt over, hvor ofte jeg ville komme til at sige og skrive det. Til gengæld passer det mig fint, at navnet kan ses som en hilsen til Gulliksen, for det hænder ofte, at jeg genlæser passager fra hans essays – ikke nødvendigvis fordi jeg er enig med ham, men fordi hans perspektiver både kan irritere mig og udfordre mig til at tænke videre.

Som essayist er Geir Gulliksen en klog og sensibel læser, der formår at sætte litteraturen i forbindelse med omgivelserne. Tonen er afdæmpet, uden at det skygger for hverken vrede eller engagement, og den nysgerrige og åbne tilgang til verden kommer til udtryk i teksternes gentagne afvejning af på den ene side/på den anden side, samt i sætninger, der kredser om den samme pointe i forsøget på at finde en formulering med de rette nuancer. Tvivlen er en vedvarende drivkraft i Gulliksens essayistik. Flere af disse træk genfindes i hans romaner, og således også i Historie om et ægteskab, som udkom i Norge i 2015 og efterfølgende blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Romanen handler om ægteskabet og bruddet mellem Jon og Timmy, men i stedet for en traditionel historie om deres møde, forhold og opbrud får vi Jons forsøg på at forstå, hvad årsagen til skilsmissen er, ved at han ser deres historie gennem Timmys øjne. Romanen er således fortalt som 1. persons forestilling om 3. person, uden at Jon nogensinde lægger skjul på sin tilstedeværelse og på det faktum, at det er hans bud på, hvordan hun har opfattet situationen.

Jon og Timmys forhold er delvist bygget op om et bevidst opgør med traditionelle kønsroller. Det er ham, der laver mad og gør rent, mens hun er på kontoret. Udover det åbenlyst sympatiske ved at de ikke føler sig bundet af traditionerne, er der også noget lidt komisk over det i visse situationer, hvor de er mindre optaget af at skabe frie rammer for hinanden, og mere forhippede på at tage demonstrativt afstand fra andres måder at gøre tingene på: ”Det var vigtigt for os at det var hende der skar kalkunen for, hvis jeg havde gjort det, ville vi ligne en familie fra halvtredserne, sagde vi, da vores ældste søn spurgte hvorfor vi altid gjorde sådan” (s. 121).
En anden del af deres særlige måde at være sammen på, går ud på, at de dyrker sex mens Jon fortæller Timmy om, at han vil se hende med en anden mand:

Jeg vil se at du knapper hans skjorte op, hans bukser, jeg vil se ham træde ud af sit tøj og være nøgen sammen med dig,
og hun sagde
- Men bagefter, hvad gør vi så?
- Bagefter vil jeg kysse ham og smage på ham, jeg vil slikke alt på ham som har været inden i dig. Jeg vil have at du skal se mig tage ham i munden.
(s. 81)

Men en dag sker der noget, der ændrer denne fantasi for altid. Efter at have holdt et foredrag om folkesundhed møder Timmy nemlig Harald, der ligesom hende allerede er i et forhold. De flirter og korresponderer og begynder at løbe sammen. Indledningsvist fortæller Timmy velvilligt Jon om det hele, og indtil videre er der stadig en særlig nydelse for ham i at se og vide, at hun bliver begæret af en anden: ”[Hans] indtræden i hendes liv var noget jeg ikke alene fandt mig i, men også noget jeg fandt en slags underdanig nydelse i at finde mig i” (s. 44). Men Timmy og Haralds forhold udvikler sig lige så stille; de klatrer sammen, står på ski, har sene aftener på kontoret, hvor de arbejder på et projekt om folkesundhed. Timmy begynder – med Jons formulering – at sjuske med sit ægteskab. Mere end det har jeg egentlig ikke lyst til at fortælle, for noget af det, jeg virkelig godt kan lide ved romanen, er skildringen af, hvordan forholdet lige så langsomt trævles op. Timmy kæmper mod en forelskelse, som hun aldrig havde troet mulig, mens Jon kæmper mod sin jalousi og sin frygt for at miste hende, der strider imod alle hans principper. Og denne beskrivelse af, hvordan personerne både kæmper for og med deres selvforståelse og for og med deres forestilling om ægteskabet, er fuldstændig eminent.

Gulliksens prosa er utroligt opmærksom; der er mange eksempler på små fine iagttagelser af, hvordan mennesker føler, bevæger sig og reagerer på hinanden. Den søgende stil, som kendes fra hans essays, bruger Gulliksen her til at understøtte Jons famlen efter forklaringer: ”… der var noget dragende og uafklaret ved øjnene, eller i smilet, eller i hvordan han lagde hovedet på skrå” (s. 11). Kun i enkelte tilfælde bliver det decideret irriterende, som da fortælleren bruger en hel side på at gruble over, hvad for noget tøj hans kone mon havde på den pågældende dag: ”Hun kan ikke huske om hun havde kjole på, en kortærmet kjole fordi det snart var sommer, eller den tynde kjole med røde og grønne prikker. Eller den mørke cowboykjole jeg havde købt til hende. Eller kjolen med de lyseblå og mørkeblå striber”, osv. ad inf. (s. 27).




Jon portrætterer sin (eks)kone hengivent og nysgerrigt: ”Jeg beundrede hende allerede dengang, det var min måde at elske hende på. Det forstod hun ikke før senere, og længe var hun overvældet af hvor fantastisk hun virkede i mine øjne” (s. 14), men uden at være forklejne sig selv: ”Hun kan ikke huske hvordan mit ansigt fulgte hende, hvor deltagende og åben jeg var. Hun ved at det må have været sådan, at hun blev set på, velvilligt, helt åbent, beundrende, forelsket. Men hun kan ikke huske hvordan det var at leve foran det blik, det ansigt” (s. 26).
At elske eller begære nogen, ja, alene det at kende nogen godt, indebærer at skabe et billede af vedkommende, som rigtignok er baseret på træk ved personen, men som kun kan samles på denne særlige måde af netop en selv. Det er at skabe en mere eller mindre løs ramme, som personens udsagn og handlinger kan fortolkes igennem. Men den anden er der vel at mærke også til at stride imod rigide fortolkninger. At være sammen med et andet menneske vil både sige at skabe dette billede og hele tiden at få det udfordret. I Historie om et ægteskab er den afbildede fraværende, og derfor får hun ikke mulighed for at afvige fra billedet. For selvom fortællerens opfattelse af hende er meget rummelig og har plads til forskellige tanker og karaktertræk, så er den også utvivlsomt hans. Som en dukkefører flytter han hende rundt i det tomrum, hun har efterladt ham i. Jon giver kælenavne til både sin kone (”Timmy Gresshoppe” er det norske navn for Jesper Fårekylling) og hendes elsker (”Handsken”, fordi han har givet hende et par cykelhandsker), hvilket er med til at forstærke indtrykket af, at de er karakterer i en fortælling, som han orkestrerer. Dog påpeger han også, han ikke kan ”få dig til at sige noget andet end det jeg tror du ville have sagt hvis du virkelig var her” (s. 149). Det er, som om romanens ”hun” hele tiden er på nippet til at blive et ”du”; eller måske snarere som om hele denne indlevende fortællemanøvre er nødvendig for lige akkurat at skubbe hende fra 2. til 3. person.
Det er ikke historien om hende, og nærmest ikke engang historien om årsagen til deres skilsmisse, men historien om måden, han så hende på, og hvordan dette syn – hvor betaget, forelsket eller glorificerende, det end kunne være – ikke kun rummede de træk, der gjorde forelskelsen, men også bruddet muligt. Opløsningen af forholdet bliver skildret på en måde, der både virker tilfældig og uundgåelig, og det er præcis det, der gør det så nedslående at overvære.

Historie om et ægteskab er en fintmærkende og rørende skildring af noget af det hårdeste og vildeste ved kærligheden: måden, hvorpå man er prisgivet den anden. Uanset hvordan man arbejder eller leger med magtbalancer undervejs, så kan man aldrig ændre det faktum, at man er magtesløs hvis først den anden beslutter sig for at gå. Gulliksen har skabt et usædvanligt indblik i to menneskers intimitet, og navnlig i, hvor trist det er, når den ene part endnu ikke har opdaget, at den anden allerede er væk. Det afsluttende kapitel, og især bogens allersidste scene, er noget af det mest triste, ensomme og hjerteskærende, jeg længe har læst. Nu hvor jeg skriver dette, er det to dage siden, jeg åbnede bogen første gang, og i mellemtiden har jeg stort set ikke tænkt på andet. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst noget, der formåede at skildre kærligheden på en så ubehagelig måde – og det mener jeg, hvis nogen efterhånden skulle være i tvivl, på alle måder som en ros.

*
Geir Gulliksen
Historie om et ægteskab (2017)
Oversat af Sara Koch
C&K Forlag
184 s.

01/02/2017

Alf van der Hagen – Leseren. En samtale med Henning Hagerup



Inspireret af en af mine venner læste jeg i en periode inden jeg lagde mig til at sove. Normalt undgår jeg den slags, fordi jeg ofte læser så meget i løbet af dagen, at det er nødvendigt at hvile øjnene allerede nogle timer inden jeg går i seng; hvis jeg prøver, resulterer det som regel bare i, at mine øjne føles hårde, samtidig med at de opfører sig som om de næsten er flydende. Alligevel lykkedes det mig altså at praktisere det i en ganske kort periode sidste år. Nogle gange læste jeg en del, andre gange kun enkelte sider, mens jeg flere gange også opgav efter få linjer, der stod og flimrede på siden. Det føltes lidt som at pjække, både fordi en stor del af ordene forsvandt med ind i søvnen og blev efterladt der, og fordi jeg bevidst valgte andre bøger end dem, jeg ville have læst om dagen, hvilket betød, at jeg nåede forbi emner som dødens biologi, plot, moderne popmusik og fodboldtaktikkens historie. Da denne bog landede i min postkasse, var jeg midt i avisanmeldelser og ansøgninger, så teknisk set havde jeg ikke tid til at læse den, men det endte jeg med at gøre alligevel, ved undtagelsesvist at genindføre godnatlæsningen. Det følgende er derfor knap så meget en læsning eller en anmeldelse som en slags aftryk af det, der trods alt har fæstnet sig.

Alf van der Hagen har tidligere udgivet samtalebøger med og om Dag Solstad og Kjell Askildsen, og denne gang har han slået sig sammen med essayisten Henning Hagerup. Resultatet er en slags assisteret selvportræt, der blander erindring, poetik, biografi og litteraturkritik. Bogen er inddelt i kapitler med titler som ”Sommerparadis” og ”Sykdom”, men på klassisk essayistisk vis er denne tematiske gruppering kun vejledende. I kapitlet ”Årets kritiker” nævnes det faktum, at Hagerup to gange har vundet denne titel, næsten henkastet; resten af tiden hører vi om dårlige norske gendigtninger, europæisk kultur, Miltons Paradise Lost, litteraturkritikkens rolle nu til dags, forholdet mellem Faust og Peer Gynt, kristne motiver hos Dag Solstad, et ophold i Budapest og Hagerups skrivesamarbejde med sin kæreste.

Som titlen antyder, er bogen først og fremmest et portræt af Henning Hagerup som læser, både på det personlige plan, hvor bogen skildrer en litterær dannelsesrejse (hvordan Hagerup voksede op i en litterær familie, hvordan han fandt sin egen vej ind i litteraturen, om dengang han var 16 år og rejste til Paris med sin bedstemor, men hellere ville blive på hotellet og læse Dickens end gå på opdagelse i byen, hvordan litteraturen har formet hans liv og stadig er en central del af hans hverdag), og på det mere professionelle, hvor vi føres gennem en idiosynkratisk kanon af navne som William Blake, Dante, Keats og John Milton. Hagerup lægger ikke skjul på, at litteraturen har hjulpet ham gennem personlige kriser – et sted omtaler han sågar sig selv som ”et litteraturfrelst vesen” (s. 53) – men han redegør også for den betydning, den i hans optik har for menneskeheden som sådan. Flere gange i løbet af bogen gentager han således den følgende pointe, som fortjener at blive citeret i en af sine længere varianter:

Den reelle moralen har nettopp å gjøre med at du er i stand til å forstå andre mennesker, at du kan sette deg i den andres sted, at du med Levinas’ ord kan se den andres ansikt. Forestillingskraften er livsviktig i denne sammenhengen. Hvis du ikke eier en eller annen form for fantasi, vil du heller ikke kunne tenke deg hvordan det er å være et annet menneske, hvordan det er å leve på en annen måte, ha andre tanker, meninger, preferanser enn deg selv. […] Imaginasjon er et helt sentralt begrep i både engelsk og tysk romantikk. Imagination på engelsk, og på tysk sier de som regel Einbildungskraft. På norsk kan vi jo ikke lenger si innbilningskraft. Innbilning er blitt til noe negativt, nærmest en slags vrangforestilling, enda det oprinnelig er et fint uttrykk: inn-bild-ning, ikke sant. Å bilde seg noe inn betyr å danne seg et bilde av den andre eller det andre. Det er dette den romantiske tenkningen i stor grad dreier seg om, nemlig å utvide ditt eget blikkfelt slik at det inkluderer så mye som mulig av de andre og det andre.
(s. 224-225)

Ovenstående tanker vil ikke være fremmede for dem, der har læst Hagerups essays. Beslægtede formuleringer ses eksempelvis i ”Babelsk velsignelse” fra Metafysisk skrapjern (2015), men de kan også ses som en krystallisering af det engagement og temperament, der kendetegner hele Hagerups praksis.
Mit indtryk er, at dette portræt af ham kan fungere som klangbund til hans essays ved fremtidig læsning. Mennesket vil stå stærkere frem, overbevisningerne vil være forankret i en livshistorie; det er nemmere at forstå, hvor han kommer fra. Dette skyldes især, at Hagerup fortæller generøst og ærligt om sit liv, hvad enten det drejer sig om pengekvaler, stor fortrydelse eller tænder, der falder ud. Særligt blev jeg grebet af beretningen om, hvordan det var at vokse op med alkoholiske forældre, og måske mest af alt af skildringen af de to sygdomsforløb – først anoreksi og senere kræft – der har haft stor indflydelse på Hagerups liv. Det er barsk læsning, og ikke kun gribende fordi der sker heftige ting, men også fordi Hagerup har et skarpt og empatisk blik for sine medmennesker.



Leseren er et vældig interessant portræt af helt særlig skikkelse, der elsker litteratur og katte og alkohol. Jeg kendte ikke Alf van der Hagens samtalebøger i forvejen, men denne bog er grundig, gennemarbejdet og fuld af nysgerrighed, hvilket giver indtryk af, at der også er noget at komme efter selvom man måske ikke har noget synderligt forhold til den pågældende forfatter. Jeg ser i hvert fald frem til den næste i rækken.

*
Alf van der Hagen
Leseren. En samtale med Henning Hagerup (2017)
Forlaget Oktober
325 s.

16/01/2017

Mona Høvring – Noget der hjælper


Efter de to første bøger, digtsamlingerne IIK!! Ein dialog og Ensomme badedager og andre dikt, udgav Mona Høvring i 2004 romanen Noe som hjelper. I slutningen af 2016 udkom bogen som den første på Forlaget LESEN, i forfatteren Ditte Holms Bros oversættelse.
Noget der hjælper handler om Laura, der bor sammen med sin far. Hendes mor er død, hendes bror er rejst væk for at studere, og hendes bedste veninde Marie er flyttet til en anden by sammen med sin mor. Faren er ofte på havet for at arbejde, og derfor er Laura overladt til sig selv en stor del af tiden. En dag møder hun den midaldrende Vivian Koller, som netop har åbnet en frisørsalon i byen. Laura tager med Vivian på badehotel, hvor de dyrker sex. Senere møder Laura en ung mand, som hun på trods af en indledningsvis modvilje ender med at blive kæreste med. Dette simple handlingsforløb er fundamentet for historien om Lauras ”seksuelle opvågnen”, som det hedder på bagsideteksten.
Selvom persongalleriet ikke er synderligt stort, og romanen foregår på et ret begrænset geografisk område, føles den aldrig lille; ved hjælp af nogle få skarpt skrevne scener og en række suggestive billeder formår Høvring at opbygge et univers, der virker sammenhængende, konsekvent og dragende. Jeg er ret begejstret for Høvrings enkle præcision i beskrivelser som ”Bordene var dækket med kridhvide duge, kandelabre og høje, skinnende glas, på tallerknerne knejsede stive stofservietter, omfavnet, sammenholdt af brede mavebælter i sølv, og i loftet hang tunge prismelysekroner” (s. 82), hvor konsonanternes gentagne hårdhed ligesom forstærker indtrykket af det sirligt dækkede bord.

Lige så præcist – men helt anderledes abstrakt – er skildringen af, hvordan Laura opdager sit eget begær. Da Laura opdager sin brors pornoblade, giver hun sig med barnagtig entusiasme og kejtethed til at kopiere de nøgne kroppe over på madpapir. Efterfølgende er hun tæt på at støde ind i en ung mand i svømmehallen:

Han skød pludselig op af vandet, greb fat i trappegelænderet og trak sig op. Det glinsede på de kraftige overarme, vandet fossede af ham og så gled bukserne ned. Han grinte lidt, trak bukserne op, og gik mod badet som om intet var hændt. Jeg drømte om episoden flere nætter i træk. Hver gang var det den samme drøm. Manden kom ind på mit værelse og trak badebukserne ned, bevægelserne var langsomme, han gav sig god tid.
(s. 35)

Disse glimt – som også inkluderer skildringen af den uvante og brændende fryd ved at blive sæbet ind af veninden Marias mor under bruseren – tegner et interessant og rammende portræt af den kraft, som seksualitetens første åbninger mod omverdenen kan have, inden den vel at mærke samler sig og bliver til et genkendeligt og velbevandret begær.
Mens jeg læste bogen, tænkte jeg en del på Caroline Albertine Minors debut Pura vida (2013). Både Minors hovedperson Victoria og Høvrings ditto Laura har en tendens til at dagdrømme og til lettere katastrofefikseret tænkning, de oplever fysisk ubehag og har i det hele taget et uafklaret forhold til deres egen krop, og i begge bøger har jeg fornemmelsen af, at næsten hver gang to personer møder hinanden, er der en mulighed for at de dyrker sex. Ikke fordi romanerne er proppet med sexscener, men mere fordi det begær, de fremskriver, er årvågent uden at det nødvendigvis kommer til udtryk. Minors roman læses typisk som et portræt af en generations rast- og rodløshed, men den kan også læses som historien om hvordan en ung kvinde forsøger at finde sin egen plads i en seksuel (og seksualiseret) verden: Victoria gennemlever en serie af ret klassiske fantasier, såsom at dyrke sex med en fremmed tjener i et eksotisk land, at lade sig overtale til at smide tøjet af en professionel fotograf, at blive forført af en dannet ældre mand, og så videre. Lauras seksuelle vækkelse er mindre seriel, den virker mere tilfældig og adspredt, og et sted karakteriserer hun da det også selv som ”et begær helt uden længsel” (s. 89).

Uden at have tænkt tanken til ende, vil jeg nævne, at det også er muligt at læse det som om Lauras begær ikke primært er seksuelt, men et udtryk for en mere generel længsel efter nærhed. Jeg gætter på, at denne indskydelse stammer fra, at både moderen og seksualiteten er knyttet til romanens vel nok mest markante motiv, nemlig vand: Moderen lærer hende at svømme; svømmehallen bliver via en anden mor scenen for en af Lauras første seksuelle oplevelser; moderen begår selvmord ved at drukne sig i havet – og foruden disse skelsættende begivenheder, er der mange mindre eksempler, som gør, at vandet hele tiden er nærværende i romanen. For eksempel foregår faderens arbejder som nævnt på havet, genboerne Andreas og Johanna hyrer Laura til at vande deres blomster mens de er på ferie, og første gang Laura ser sin kommende kæreste, befinder han sig i vandet.
Det er, som om vandmotivet både tætner og udvider romanen, fordi det på den ene side sammenkæder forskellige elementer i Lauras liv, mens det på den anden side ikke fungerer som et symbol med en bestemt betydning, der kan afkodes, men snarere forbliver fluktuerende i sin suggestive kraft.


 












Med få personer og elementer skaber Høvring en gribende fortælling, som understøttes fint af de mange beskrivelser og iagttagelser, der er utroligt fint og sensibelt fordansket af Ditte Holm Bro. Der er al mulig grund til at tage godt imod ikke kun Høvrings forfatterskab på dansk, men også Forlaget LESEN, som efter sigende har flere interessante udgivelser på vej, heriblandt også en række norske forfattere.

*
Mona Høvring
Noget der hjælper (2016)
Oversat af Ditte Holm Bro
Forlaget LESEN
131 s.