02.07.2019

Johan Harstad: Max, Mischa & Tet-offensiven


Det er altid særligt at læse virkelig lange romaner. Uanset om den strækkes ud over mange uger eller foregår i en hektisk rus, går læsningen fra at være en oplevelse til at blive en tilstand. Korte bøger kan læses når som helst, og derfor husker jeg sjældent hvor og hvornår, jeg læste dem, mens de mange timer, det tog at læse Lykke-Per eller Krig og fred, greb ind i hverdagen i så høj grad, at skellet mellem liv og litteratur blev kunstigt: Selvom det, der skete i mit liv, ikke havde noget med bøgernes indhold at gøre, er de alligevel tæt forbundne. Med sine 1066 sider må Johan Harstads Max, Mischa & Tet-offensiven siges at tilhøre denne kategori, men når jeg føler mig sikker på, at jeg også vil huske den på en særlig måde, er det ikke kun fordi jeg har tilbragt så mange timer i dens selskab de seneste dage – det er også fordi den er dybt betagende.

Romanen handler om norske Max Hansen, der som barn emigrerede til USA med sin familie. Nu er han en succesfuld og søvnløs teaterinstruktør, som turnerer landet rundt med forestillingen Better Worlds Through Weyland-Yutani. Efter at have redegjort for sit dramatikervirke med en desillusion, der er Michel Houellebecq værdig, fortæller Max om sine barndomsår i Norge, om flytningen til USA, samt ikke mindst om hans venskab med Mordecai og hans forhold til den syv år ældre billedkunstner Mischa.

Med jævne mellemrum afbrydes handlingen for at fortælle historien om hvordan Max’ onkel Ove blev til Owen (han rejste til USA for at blive jazzmusiker, men endte med frivilligt at deltage i Vietnam-krigen for at opnå statsborgerskab). Det siger sig selv, at alle murstensromaner kunne tåle at få strøget nogle sider hist og her, og hos Harstad er det kapitlerne om Owen, der skiller sig negativt ud. Selvom der afgjort er både medrivende og væsentlige afsnit her, må jeg indrømme, at jeg aldrig helt forstår, hvorfor romanen tror, at Owen er så umådeligt interessant. Hans liv er bestemt ikke uden modgang, men han har en tendens til med nærmest Forest Gump-agtig tilfældighed at møde de rigtige mennesker på belejlige tidspunkter, og mysteriet om hvorfor han afbrød al kontakt med sin norske familie viser sig at være ganske uspektakulært.




Owens historie fylder omtrent det samme som en almindelig roman, og alligevel trækker den bemærkelsesværdigt lidt ned i min overordnede bedømmelse af Harstads bog. En del af forklaringen skal sikkert findes i den åbenlyse fortælleglæde, der lyser ud af de mange digressioner og drilske parodier på kunstkatalogtekster, men langt vigtigere er det, at romanen samtidig er afsindigt god til at beskrive forskellige slags relationer. Uanset om det handler om Max og Mordecai, der sniger sig ud i verden med øl i tasken, om forholdet til deres barske dramalærer Wohlman, der lærer dem »fagets ensomhed«, eller om Max’ svimlende forelskelse i Mischa, fremstår det både unikt, genkendeligt og rørende – endda i en sådan grad, at jeg måtte udskyde at læse en længe ventet afskedsscene mellem to af personerne, fordi jeg ikke kunne bære, at de måtte skilles.

Lige så rørende er beskrivelsen af Max’ barndom i Norge – både når han leger krig med sine kammerater, når han sniger sig til at se Apocalypse Now i kælderen og når han modvilligt må tage afsked med sine bedste venner Stig og Andri fordi familien rykker til Long Island. Harstads portræt af Stavanger som et barndommens mikrokosmos er så utroligt fin, både når det kommer til børnenes fællesskaber, til nabokonventioner og til skildringen af hverdagen alene med mødrene, mens fædrene arbejder på boreplatforme i Nordsøen. Samtidig viser han hvordan barndommens venskaber er baseret på lighed og enighed, mens ungdommens venskab er baseret på forskelle, på udveksling og diskussion. Det er således også en roman om at opleve verden åbne sig gennem mødet med andre mennesker.

Ifølge omslaget handler bogen om spørgsmålet »Hvor længe kan man blive væk, før det er for sent at tage hjem?«, og det er klart at dette emne spiller en rolle for romanens rodløse karakterer, der har svært ved at slippe af med deres ensomhed. Men for mig at se er det i endnu højere grad en roman om at sige farvel. Max’ beskrivelse af lejligheden, han og Mischa flytter ind i, fører umærkeligt over i en bemærkning om, hvordan den ser ud, når de flytter ud af den igen, og denne bevægelse findes i utallige variationer bogen igennem. I ethvert møde klinger afskeden med; i enhver lykke skurrer tanken om, at den kun er midlertidig. Skilsmisser, dødsfald, opbrud og langsom fremmedgørelse udgør romanens søjler – alligevel er den alt andet end nedslående. En så omfattende bog kan ikke ydes retfærdighed i denne lille tekst; lad mig derfor blot afslutningsvist sige, at den fortjener alle de læsere, den kan få. Max, Mischa & Tet-offensiven er simpelthen noget af det mest vidunderlige, jeg længe har læst.

Johan Harstad
Max, Mischa & Tet-offensiven
Oversat af Nete Harsberg og Lea Carlsen Ejsing
C&K Forlag
1066 s.

01.06.2019

Karl Ove Knausgård: Uforvarende


I 2018 lancerede det norske forlag Oktober serien Lese, skrive, hvor forfattere reflekterer over såvel deres arbejdsmetoder som deres forhold til litteratur. Seneste udgivelse i serien er skrevet af Karl Ove Knausgård, og sammenlignet med hans tidligere bøger er det en nærmest forsvindende lille sag på blot 75 sider.

Som Knausgård konstaterer i første afsnit, er det umuligt at svare tilfredsstillende på spørgsmålet om hvorfor man skriver. Ethvert forsøg fører hurtigt til banaliteter, efterrationaliseringer og selvmodsigelser – blandt andet skriver han både, at han »vet veldig mye om hva det er å skrive« og at han »ikke rigtig vet hva det er å skrive« – men særligt de paradoksale aspekter er ikke nødvendigvis et problem; måske er de tværtimod et vigtigt vilkår i skrivningen, i selve det at beskæftige sig med litteratur.

Om et tv-program, hvor en forfatter trådte ind i studiet, mens han sagde ordene »Jeg skriver fordi jeg skal dø«, samtidig med at han havde sweateren nede i bukserne, skriver Knausgård eksempelvis: »Det var misforholdet mellom ordene og konteksten de falt i, som var komisk, at han hadde genseren nedi buksa skapte en avstand til det han sa, og avgrunnen mellom dødens høytidelighet og livets uhøytidelighet viste seg. Denne avstanden er […] akkurat det rommet litteraturen utforsker, mellom noe som er sant og det rommet sannheten utfolder seg i«.

Opdelingen mellem sandheden og det rum, den udfolder sig i, minder måske umiddelbart om den klassiske og lidt kunstige skelnen mellem form og indhold, men som jeg forstår Knausgård, handler det snarere om at stræbe efter en måde at skrive på, der ikke låses fast af på forhånd givne idéer eller forestillinger, og som i stedet undersøger, hvordan mennesker, fænomener og verden som sådan går i forbindelse med hinanden. Dette illustreres gennem forskellen på Milan Kundera – en »ideenes forfatter«, der flytter rundt på sine karakterer som en dukkefører – og Knut Hamsun, som i stedet formår at beskrive »verden idet den blir til, idet den oppstår for hovedpersonen. Verden blir presens, verden blir her og nå, og det gjør en dramatisk handlingsgang helt unødvendig, for i den nåtidsintensiteten blir alt viktig og interessant«.

Det er ikke svært at se forbindelsen mellem dette udsagn og den detaljerede, sludrende, associative skrift, som kendetegner Knausgårds forfatterskab. Således er det heller ikke overraskende, at denne måde at skrive på knyttes til kontroltab: »Tankene er det uforvarendes fiende, for tenker man på hvordan noe ser ut i andres øyne, tenker man på om noe er vigtig eller av høy nok kvalitet, begynner man å kalkulere og gjøre seg til, er det ikke lenger uforvarende og tilgjengelig som seg selv, men tilgjengelig som det vi har gjort det til«. Dette forsøg på at skrive sig fri af de andres blik – som netop ikke er en bestemt gruppe menneskers blikke, men et altid lurende blik fra et ubestemt fællesskab, der udgør hele vores samfund og kultur – er et gennemgående motiv i forfatterskabet, hvis det da ikke ligefrem er dets ultimative drivkraft.




Foruden at være en poetik er Uforvarende et portræt af Knausgård som læser. For mig er bogens højdepunkt uden tvivl skildringen af, hvordan han som barn fik foræret et eksemplar af Ursula Le Guins Troldmanden fra Jordhavet. Ikke nok med at den unge Karl Ove forsvinder ind i bogens stemning og univers, den åbner også for et hidtil ukendt følelsesrum: »Jeg visste ikke at jeg hadde et sterkt behov for å bli sett, ja, jeg visste ikke at en slik ting som å ønske å bli sett, i det hele tatt fantes. At alt jeg gjorde, fikk et liv utenfor meg, vesenskilt fra den jeg var, men likevel ubønhørlig festet til meg, hadde jeg erfaringer av, men ingen tanker omkring, det var absolutt uartikulert i meg. Lesningen artikulerte det ikke, det var ikke slik at jeg begynte å tenke på det, men den lot meg føle det. Den ga følelsene en form og en retning«.

Selvom der i denne lille bog både er nyt hvad angår omfang og indhold, er meget også ved det gamle. Undervejs kommer vi blandt andet omkring velkendte Knausgård-pointer som den om at livet leves i alle de øjeblikke, vi glemmer, mens identiteten ofte baseres på de ekstraordinære minder, eller den om at følelserne – i modsætning til tankerne – ikke ændrer sig nævneværdigt i løbet vores liv. Desuden er et af de få spidsformulerede udsagn om at skrive, »jeg skriver fordi jeg vil åpne verden«, en gentagelse af udgangspunktet for Knausgårds foregående årstidsbøger. Endelig får vi også genudsendte anekdoter fra Min kamp om vennerne Espen Stueland og Tore Renberg, hvis manuskripter blev antaget, mens Karl Ove blev mere og mere overbevist om, at han ikke var en rigtig forfatter.

I den henseende virker Uforvarende som en slags prequel, idet den lægger sig i forlængelse af det tidligere værk, samtidig med at den fortæller hvordan det blev til. Bogen er klassisk Knausgård, på godt og ondt: en blanding af fine iagttagelser og lange udredninger af indlysende pointer, en vekslen mellem brændende intensitet og tænkning i tomgang. Uanset hvad er Uforvarende værd at læse alene for beskrivelsen af Knausgårds møde med Le Guins eventyrlige verden, der viser, hvor vigtige bøger kan være for vores måde at forstå os selv og hinanden på.

*

Karl Ove Knausgård
Uforvarende
Forlaget Oktober
75 s.