01/08/2017

Rune Christiansen – Krysantemum

Rune Christiansens forfatterskab blev introduceret på dansk i 2015 med den anmelderroste Ensomheden i Lydia Ernemans liv, og nu udkommer endnu en af hans romaner, denne gang på det nye forlag LESEN i en flot oversættelse af Christel Pedersen. Krysantemum handler om Agnes, som bor i Schweiz, hvor hun skriver afhandling om den franske forfatter Alfred de Vigny. Ved bogens begyndelse rejser hun til Norge for at begrave sin far, hvorefter hun besøger sit barndomshjem og falder i snak med husets nye ejer, Jason. På vej tilbage til Basel møder hun den unge Carla, og størstedelen af handlingen skildrer Agnes’ forhold til skiftevis Carla og Jason. Dette forløb er tæt sammenvævet med erindringer (oftest vedrørende den afdøde far), samt referencer til klassisk musik eller bøger af Nathalie Sarraute, Françoise Sagan og Michel Butor.

Der er noget distanceret, nærmest reserveret over romanen, som jeg tror primært skyldes to ting: For det første genfortælles hændelser og dialoger oftest indirekte: ”Agnes fik den tanke at hun måtte spørge ham lige ud om han var bange for døden, og med en vis sardonisk beherskelse sagde han at han i det store og hele havde det forfærdeligt, men i lykkelige øjeblikke erkendte han nu alligevel at livets alvor ikke var nogen virkelig tragedie” (s. 105). For det andet er Agnes en besynderligt upåvirkelig hovedperson. Selv i de mest intime øjeblikke bevarer hun en vis varsomhed, og hendes spontane handlinger virker samtidig helt selvfølgelige. I et af erindringsstykkerne hører vi således om, hvordan hun forlod sin ægtefælle, rejste til Basel og besluttede sig for at blive der, men ingen af delene ændrer hendes humør eller tilgang til verden nævneværdigt. Sådanne livsomvæltninger berører hende tilsyneladende lige så lidt som et omslag fra solskin til regn.






”Er det ikke netop alle de mere eller mindre tilfældige episoder der danner de forløb og forgreninger vi kalder “virkeligheden” eller “tilværelsen”?”, spørger fortælleren i romanens åbningslinjer, og det er det måske nok – men spørgsmålet er så, om disse tilfældigheder fører til en god roman? Både ja og nej. Rune Christiansen skriver utroligt fint; selv i korte, simple afsnit formår han at skabe stemninger, som er sammensatte, på grænsen til uhåndgribelige (Den følgende sætning er ikke en direkte illustration af netop dette, men jeg har alligevel lyst til at citere den her, fordi jeg synes den er fin og ikke kan finde plads til den andre steder: ”Der var en stilhed som under vand, en afventende og ubeskyttet stilhed, man anede det der var tilbage af alle hverdagens lyde, men nu var de uforståelige, som hak i hukommelsen” (s. 176)). Romanpersonerne taler sjældent åbent om tilværelsens store konflikter; snarere er det, som om de hele tiden forholder sig lige så stille til dem, hvorfor de ikke tager konfrontationerne, men i stedet forbliver i en vedvarende række af tilnærmelser; de er ”fremmede i al fordragelighed”, som det hedder et sted. Langt hen ad vejen er det en flot roman med mange interessante aspekter, men jeg kan altså heller ikke sige mig fri for en vis irritation. Jeg har en forkærlighed for de reserverede personer i litteraturen, og til at starte med er det også et spændende karaktertræk her, men Agnes er så exceptionelt upåvirkelig, at det ærligt talt bliver temmelig trættende i længden. Når hun forlader nogen, slentrer hun lige ind i en andens arme, og denne udskiftelighed i relationerne, hvor alle kan erstattes, gør at jeg efterhånden mister interessen for, hvor de forskellige personers historier ender.

Krysantemum følger sine egne regler, men den gør det også lidt for godt. Flere af bogens hændelser ville i andre romaner føre til udvikling, konfrontation eller erkendelse, mens de her snarere får karakter af narrative blindgyder: Ting dukker op, virker betydningsfulde, løber ud i sandet og afløses af noget andet. Selvom den rigtignok indfanger mange af de tilfældige øjeblikke, der udgør et liv, illustrerer den samtidig, at det ikke nødvendigvis resulterer i en synderligt vedkommende roman.

*
Rune Christiansen
Krysantemum (2017)
Oversat af Christel Pedersen
Forlaget LESEN
256 s.

01/07/2017

Bjørn Arild Ersland – Store hendelser i liten skala



(23. januar 2017)

Danske Gladiator har indgået et samarbejde med norske Pelikanen som går ud på, at de to forlag udgiver hinandens bøger på originalsproget. Således udkom Josefine Klougarts seneste roman New Forest for nylig på dansk i Norge, og nu får vi så den første norske udgivelse herhjemme, i form af Bjørn Arild Erslands Store hendelser i liten skala. Vi møder hovedpersonen Arne Sjølingstad på dagen hvor han modvilligt pensioneres fra sit job på kommunebiblioteket. Størstedelen af bogen er fortalt i tilbageblik, mens han sidder på sit ryddede kontor og venter på at blive hentet af sin kone Ingrid, og undervejs når vi både forbi Arnes arbejde med at lave statistik over kommunens biblioteker, hans forhold til datteren Anne, historien om dengang han så en elg blive født, samt beretningen om en akavet bogturné med forfatteren Line Erle.
Romanen handler om den store uoverensstemmelse mellem Arnes forestilling om sit liv og det liv, han rent faktisk lever. Han ser ikke faresignalerne da Ingrid begynder at planlægge en ny tilværelse sammen med datteren i København, og at hans chef har opfordret ham til at gå på pension, opfatter han som en teknikalitet, der giver ham mere tid til at gennemføre sit næste store biblioteksprojekt, som er noget med forholdet mellem natur og teknik (”Elg og tog”), men også om ”integrering, multimedia, språkopplæring, natur, det nye Norge, urbanisering” (s. 168).

Begge forlag omtaler bogen som komisk, men selvom mine forventninger sænkede sig i takt med at jeg nærmede mig slutningen, trak jeg ikke på smilebåndet en eneste gang. Der er et vist tragikomisk potentiale i at Arne på alle måder er blevet til overs i sit eget liv, men det bliver sjældent mere end tragikedeligt. For allerede ved begyndelsen står det klart, at Arne misforstår sin plads i verden, og resten af bogen er sådan set bare en række hændelser, der bekræfter dette. Nogle af dem er mere absurde og pinlige end andre, men det føles stadig som at få gentaget punchlinen til en joke, der ikke var sjov til at begynde med. For eksempel er det vist en gennemgående morsomhed, at Arnes helt store passion er kommunikation – et ord, han bruger om alt fra sex til føromtalte biblioteksprojekt – samtidig med at han er ude af stand til at lytte til sine medmennesker. Da Ingrid lufter sin drøm om at rejse på storbyferie, tænker han at den slags ferier ”stort sett dreier seg om å følge flokken og vri hodet i den retningen guiden peker” (s. 48-49). Nej, så skal hun da hellere med på et af de norske provinshoteller, han kender i forvejen, for ”[p]å en slik tur ville hun fått et godt innblikk i deler av mitt yrkesaktive liv” (s. 50). Altså en tilfredsstillelse af hans behov på bekostning af hendes.
Over for stakkels Line Erle er han både ubehagelig og grænseoverskridende, når han udnævner hende til sin bedste ven blot få timer efter de har mødt hinanden, ligesom han opfatter en erotisk scene fra en af hendes bøger – som hun vel at mærke ikke fortæller ham, men bare refererer til i det foredrag, han har hyret hende til – som en anledning til at indføre hende i intime detaljer fra hans eget liv. Den slags vidner ikke kun om en meget kedelig, men også utroligt irriterende, mand. Desværre skildres Arne ikke på en måde, der øger min forståelse af ham. Jeg konstaterer en bestemt opførsel og undrer mig over den, men romanen giver mig ikke mulighed for at komme videre end det. Så selvom der er noget tragisk ved at Arne aldrig forstår, hvor ensom han faktisk er, så ender jeg med at have det som romanens øvrige karakterer: Jeg har ikke lyst til at være i hans selskab.




Enkelte gange har jeg fået til opgave at anmelde såkaldt sjove bøger i avisen. Udover Erslands roman drejer det sig især om Kari Hotakainens Naturens lov, og i mindre grad måske også Einar Már Gudmundssons Hundedage. Hver gang har de fået mig til at føle mig som den mest humorforladte læser, fordi jeg simpelthen ikke kan more mig over dem, men kun mønstre et anstrengt smil i begyndelsen, som hurtigt afløses af en tiltagende irritation. Jeg undrer mig over, hvad der får mig til at reagere på den måde, når nu andre bøger kan godt få mig til at grine. Navne som Jane Austen, Franz Kafka, Christina Hesselholdt, David Foster Wallace og Michel Houellebecq er de første, der falder mig ind. Deres forskelligheder til trods er min umiddelbare tanke, at komikken hos disse forfattere er noget, der viser sig i glimt, som en af flere konsekvenser af en dybere eksistentiel problematik. Og selvom Erslands roman også kan siges at rumme en sådan problematik – for eksempel hvilke konsekvenser det har, hvis man ikke formår at justere sit verdensbillede ved at lytte til andre mennesker – så er mit problem med bogen nok, at denne problematik stort set aldrig får andet end humoristiske udfald. Dermed mister humoren den spontanitet, som kunne få den til at føles naturlig. Det er, som om den er underspillet og samtidig bange for at blive overset, hvilket gør, at den virker klodset, overdrevet og alligevel fuldstændig flad.

Jeg bifalder samarbejdet mellem Pelikanen, der generelt leverer udgivelser af høj kvalitet, og Gladiator, som trods et utroligt svingende kvalitetsniveau har udvist tiltrængt vilje til at ruske op i forlagsbranchen. Ønsket om at styrke de skandinaviske bånd og kæmpe for en fælles litterær offentlighed er værd at tilslutte sig, men desværre er Erslands roman ikke en vellykket start på projektet.

*
Bjørn Arild Ersland
Store hendelser i liten skala (2017)
Gladiator
196 sider

01/06/2017

Nils Chr. Moe-Repstad – Wunderkammer

(4. oktober 2016)

I renæssancen spredte raritetskabinetterne sig over Europa. Udover at de gav folk mulighed for at fryde sig over at se kuriøse genstande og væsener side om side, var de et forsøg på et indsamle en hel epokes viden på ét sted. Digteren Nils Chr. Moe-Repstads nye bog Wunderkammer er et moderne bud på fænomenet; den består af 737 tekster på 3 linjer hver, hvoraf nogle er traditionelle digte, mens andre er tættere på aforismen, encyklopædien eller den mytologiske fabel. Digtene handler om matematik, om at rejse, om skrift, sygdom, natur, krig, partikler og døden, og undervejs er der referencer til både Darwin, Marx, Linné, Inger Christensen og The Smiths.

Midt i dette mylder af emner og motiver er der to ting, som særligt stikker ud. Den ene er Moe-Repstads skepsis over for bekendelseslitteraturen; den anden er de mange sammenskrivninger af (og skift mellem) perspektiver, der forbinder stort og småt. Ofte tager skiftene udgangspunkt i kroppen, som når det lyder at ”kontinenter skjæres ut av deg” (s. 20) eller ”det viktigste jeg kan si om kroppen, er at neglene / vokser like hurtig som månen beveger seg bort fra jorden” (s. 513), men det kan også være en blanding af flere domæner: ”Gud finnes, jeg slapp ham inn smijernsporten i dag / og sa: ”dette er din inngang til min tid, den ble / funnet i myrene for 3000 år siden”” (s. 36). Skiftene er svimlende både i omfang og mængde, og de destabiliserer konstant min læsning, ikke kun når de fører til fine passager som ”Du er magnetisk, elskede, øynene dine har Jupiters mørke ringer rundt løvetannpupiller / som åpner seg om morgenen og lukker seg om kvelden: 400 km/s flyter du med solvind / til den ytterste grensen av universet vårt, beskyttet mot stjernevindene av magnetismen” (s. 61), men også når de resulterer i kaotiske digte som ”Jeg skulle talt årstidenes passeringer, vintrene, men Tesla hadde ikke / noe forhold til sine duers hvithet, han forbandt dem med tallet tre / en balanse i galskapen, som jordrotasjonen og det indre ørets krystaller” (s. 406).
Perspektivskiftene fungerer samtidig som en understøttelse af opgøret med bekendelseslitteraturen, der for Moe-Repstad er lig med en afprivatisering af sjælen. Her er direkte udfald såsom ”Jeg har kronisk infeksjon i høyre øye, sånn utholder jeg bekjennelser / i litteraturen” (s. 546), men også en mere grundlæggende kritik af jegets position i verden: ”Jeg skulle si du, men jeget er så evolusjonistisk / overlegent at det invaderer en verbal sone, den er / helt på det tørre, mens det er myr der du synker” (s. 776). Mens bekendelseslitteraturen med sine udleveringer fælder hele skoven, skriver Moe-Repstad i stedet for at bevare den, som det hedder et sted. Derfor er jeget heller ikke i centrum i Wunderkammer – oftest er det bare en grammatisk position, et talerør for andre stemmer eller fænomener (”Jeg hadde vann til hoftene da jeg fikk diagnosen øy” (s. 784)), som ikke tager hensyn til almindelige opfattelser af identitet eller tid: ”for 360 millioner år siden, i den devonske perioden / var jeg et tre meter langt amfibium” (s. 516).

Raritetskabinettet var oprindeligt et forsøg på at gøre verden overskuelig og forståelig, men det førte hurtigt til større forvirring, fordi tingene viste sig at hænge sammen på uventede måder, mens de på andre punkter modsatte sig sammenstillingen. Arbejdet med at klassificere førte til spørgsmål om, hvordan verden overhovedet så ud: ”By seeking guiding principles to present objects and knowledge, humanists elaborated unprecedented formulations. For example, what form should we give the movement of the world: a tree, a circle, or a spiral?”, som den franske kunstprofessor Christine Davenne skriver i sin bog om raritetskabinettets historie. Menneskeheden ville fejre sin erobring af verden, men endte med at sætte spørgsmålstegn ved sin egen plads heri. På samme måde kan Wunderkammer læses som et forsøg på at sammensætte en masse forskellige ting på kryds og tværs, i håb om at denne bevægelse fører til nye spørgsmål. Og et af disse spørgsmål er altså, hvad det betyder for både litteratur- og verdenssyn, hvis jeget ikke længere opfattes som midtpunkt.




Der er masser af mørke, smerte og indignation i bogen, men intensiteten stiger og falder konstant, og jeg må indrømme, at jeg ofte føler mig hægtet af, både på grund af kedsomhed og problemer med at forstå, hvad de enkelte digte vil. Omfanget og konceptet taget i betragtning, er det måske ikke så mærkeligt, at der er en del tekster, som er langt under niveau. Her blot et par eksempler: ”Maria, bare, bare kom med Maria, skjøgen eller jomfruen kom, bare, bare kom med Maria / profetene kom, bare kom med profetene, profetene kom, bare kom med profetene, profetene / Messias, Messias, Messias, selvfølgelig Messias, Messias, selvfølgelig Messias, Messias, Messias” (s. 432), og ”Til fyret, til fyret, de holder piknik i fyret / til fyret, til fyret, de spiller cricket i fyret / til fyret, til fyret, det er sirkus i fyret” (s. 704). Men heldigvis er der også skarpere formuleringer som ”Også i det siste etiske mennesket er krigen en egen organisme / men selvmordet er ingen krigshandling: krigen dør ut / resten er arkeologi” (s. 203), svimlende tekster som ”Og trykker du øynene mine langt nok inn i cortex / begynner hjernen å bøye historier, som universet bøyer / tiden, bøyes virkeligheten i et infinitivt antall svingninger” (s. 403), eller godt gammeldags fine digte: ”Du kan legge alt du er i øynene mine, og bli til det lysner / under neste venusformørkelse, om du lever, vil du se / en uendelig vakker prikk foran solen, det er pupillen din” (s. 462).
Wunderkammer har fået vældig positive anmeldelser i hjemlandet, hvor den sågar er blevet udråbt til at være ”en begivenhed i norsk poesihistorie” af Freddy Fjellheim i Vårt Land. Helt så begejstret er jeg ikke, for selvom Moe-Repstad uden tvivl har skrevet en vild og usædvanlig digtsamling, så er bogen efter min mening bedst, når man læser efter de større motiver, mens den på sætningsniveau har en tendens til at blive lige lovligt kryptisk. Derfor ender jeg også med at være mere imponeret end overvældet.

*
Nils Chr. Moe-Repstad
Wunderkammer (2016)
Flamme Forlag

848 s.