01/06/2017

Nils Chr. Moe-Repstad – Wunderkammer

(4. oktober 2016)

I renæssancen spredte raritetskabinetterne sig over Europa. Udover at de gav folk mulighed for at fryde sig over at se kuriøse genstande og væsener side om side, var de et forsøg på et indsamle en hel epokes viden på ét sted. Digteren Nils Chr. Moe-Repstads nye bog Wunderkammer er et moderne bud på fænomenet; den består af 737 tekster på 3 linjer hver, hvoraf nogle er traditionelle digte, mens andre er tættere på aforismen, encyklopædien eller den mytologiske fabel. Digtene handler om matematik, om at rejse, om skrift, sygdom, natur, krig, partikler og døden, og undervejs er der referencer til både Darwin, Marx, Linné, Inger Christensen og The Smiths.

Midt i dette mylder af emner og motiver er der to ting, som særligt stikker ud. Den ene er Moe-Repstads skepsis over for bekendelseslitteraturen; den anden er de mange sammenskrivninger af (og skift mellem) perspektiver, der forbinder stort og småt. Ofte tager skiftene udgangspunkt i kroppen, som når det lyder at ”kontinenter skjæres ut av deg” (s. 20) eller ”det viktigste jeg kan si om kroppen, er at neglene / vokser like hurtig som månen beveger seg bort fra jorden” (s. 513), men det kan også være en blanding af flere domæner: ”Gud finnes, jeg slapp ham inn smijernsporten i dag / og sa: ”dette er din inngang til min tid, den ble / funnet i myrene for 3000 år siden”” (s. 36). Skiftene er svimlende både i omfang og mængde, og de destabiliserer konstant min læsning, ikke kun når de fører til fine passager som ”Du er magnetisk, elskede, øynene dine har Jupiters mørke ringer rundt løvetannpupiller / som åpner seg om morgenen og lukker seg om kvelden: 400 km/s flyter du med solvind / til den ytterste grensen av universet vårt, beskyttet mot stjernevindene av magnetismen” (s. 61), men også når de resulterer i kaotiske digte som ”Jeg skulle talt årstidenes passeringer, vintrene, men Tesla hadde ikke / noe forhold til sine duers hvithet, han forbandt dem med tallet tre / en balanse i galskapen, som jordrotasjonen og det indre ørets krystaller” (s. 406).
Perspektivskiftene fungerer samtidig som en understøttelse af opgøret med bekendelseslitteraturen, der for Moe-Repstad er lig med en afprivatisering af sjælen. Her er direkte udfald såsom ”Jeg har kronisk infeksjon i høyre øye, sånn utholder jeg bekjennelser / i litteraturen” (s. 546), men også en mere grundlæggende kritik af jegets position i verden: ”Jeg skulle si du, men jeget er så evolusjonistisk / overlegent at det invaderer en verbal sone, den er / helt på det tørre, mens det er myr der du synker” (s. 776). Mens bekendelseslitteraturen med sine udleveringer fælder hele skoven, skriver Moe-Repstad i stedet for at bevare den, som det hedder et sted. Derfor er jeget heller ikke i centrum i Wunderkammer – oftest er det bare en grammatisk position, et talerør for andre stemmer eller fænomener (”Jeg hadde vann til hoftene da jeg fikk diagnosen øy” (s. 784)), som ikke tager hensyn til almindelige opfattelser af identitet eller tid: ”for 360 millioner år siden, i den devonske perioden / var jeg et tre meter langt amfibium” (s. 516).

Raritetskabinettet var oprindeligt et forsøg på at gøre verden overskuelig og forståelig, men det førte hurtigt til større forvirring, fordi tingene viste sig at hænge sammen på uventede måder, mens de på andre punkter modsatte sig sammenstillingen. Arbejdet med at klassificere førte til spørgsmål om, hvordan verden overhovedet så ud: ”By seeking guiding principles to present objects and knowledge, humanists elaborated unprecedented formulations. For example, what form should we give the movement of the world: a tree, a circle, or a spiral?”, som den franske kunstprofessor Christine Davenne skriver i sin bog om raritetskabinettets historie. Menneskeheden ville fejre sin erobring af verden, men endte med at sætte spørgsmålstegn ved sin egen plads heri. På samme måde kan Wunderkammer læses som et forsøg på at sammensætte en masse forskellige ting på kryds og tværs, i håb om at denne bevægelse fører til nye spørgsmål. Og et af disse spørgsmål er altså, hvad det betyder for både litteratur- og verdenssyn, hvis jeget ikke længere opfattes som midtpunkt.




Der er masser af mørke, smerte og indignation i bogen, men intensiteten stiger og falder konstant, og jeg må indrømme, at jeg ofte føler mig hægtet af, både på grund af kedsomhed og problemer med at forstå, hvad de enkelte digte vil. Omfanget og konceptet taget i betragtning, er det måske ikke så mærkeligt, at der er en del tekster, som er langt under niveau. Her blot et par eksempler: ”Maria, bare, bare kom med Maria, skjøgen eller jomfruen kom, bare, bare kom med Maria / profetene kom, bare kom med profetene, profetene kom, bare kom med profetene, profetene / Messias, Messias, Messias, selvfølgelig Messias, Messias, selvfølgelig Messias, Messias, Messias” (s. 432), og ”Til fyret, til fyret, de holder piknik i fyret / til fyret, til fyret, de spiller cricket i fyret / til fyret, til fyret, det er sirkus i fyret” (s. 704). Men heldigvis er der også skarpere formuleringer som ”Også i det siste etiske mennesket er krigen en egen organisme / men selvmordet er ingen krigshandling: krigen dør ut / resten er arkeologi” (s. 203), svimlende tekster som ”Og trykker du øynene mine langt nok inn i cortex / begynner hjernen å bøye historier, som universet bøyer / tiden, bøyes virkeligheten i et infinitivt antall svingninger” (s. 403), eller godt gammeldags fine digte: ”Du kan legge alt du er i øynene mine, og bli til det lysner / under neste venusformørkelse, om du lever, vil du se / en uendelig vakker prikk foran solen, det er pupillen din” (s. 462).
Wunderkammer har fået vældig positive anmeldelser i hjemlandet, hvor den sågar er blevet udråbt til at være ”en begivenhed i norsk poesihistorie” af Freddy Fjellheim i Vårt Land. Helt så begejstret er jeg ikke, for selvom Moe-Repstad uden tvivl har skrevet en vild og usædvanlig digtsamling, så er bogen efter min mening bedst, når man læser efter de større motiver, mens den på sætningsniveau har en tendens til at blive lige lovligt kryptisk. Derfor ender jeg også med at være mere imponeret end overvældet.

*
Nils Chr. Moe-Repstad
Wunderkammer (2016)
Flamme Forlag

848 s.

24/05/2017

Audun Lindholm (red.) – Alt menneskelig: En bok om Stig Sæterbakken

(13. december 2016)

I anledning af udgivelsen af Stig Sæterbakkens efterladte manuskript Ikke noe av dette handler om meg har Vagant-redaktør Audun Lindholm orkestreret en antologi om forfatterskabet. Alt menneskelig indeholder både bidrag af velkendte forfattere som Karl Ove Knausgård og Svein Jarvoll, altid læseværdige kritikere som Susanne Christensen og Henning Hagerup, samt mindre kendte navne, hvis forbindelse til forfatteren var af mere personlig karakter. Således er antologien ikke kun et portræt af Stig Sæterbakken som forfatter, men også som ven, samtalepartner og stridsmand.
Den første af bogens fem dele skildrer unge Sæterbakken som en intens og engageret outsider med lidenskab for musik og eksperimenter, og afsluttes med en læsning af hans tidlige, surrealistiske digtsamlinger. Anden del samler essays om nogle af forfatterskabets gennemgående temaer, såsom skam og identitet, mens den tredje rummer nedslagspunkter om Sæterbakkens forhold til tvivl, ondskab, sorg og krimigenren. Fjerde del udgøres af kollegiale portrætter med fokus på Sæterbakkens glødende tro på sammenhængen mellem liv og litteratur, inden sidste del lader forfatteren selv komme til orde i en række interviews fra perioden 1988-2012.

Denne velvalgte inddeling giver plads til mange forskellige stemmer, og selvom alle er positivt stemt, er der også rum for kritik. Foruden de lidt skæve vinkler på forfatterskabet, der enkelte gange bevæger sig lovligt langt væk fra emnet (her tænker jeg eksempelvis på Tore Engelsen Espedals tekst om Sæterbakken og musikken, som egentlig virker mere optaget af komponisten Gesualdo, eller på Leif Høghaugs bidrag, der er tungt læsset med navne som Max Stirner, Karl Marx og Sigmund Freud, og desværre fremstår en anelse rodet), findes også fine samlede fremstillinger af nogle af dets grundlæggende temaer, som inspirerer til med- og modlæsning på et mere kvalificeret grundlag fremover. Jeg vil især fremhæve svenske Carl-Michael Edenborgs grundige redegørelse for skammens rolle i forfatterskabet, Michael Rindahls undersøgelse af henvendelsen og stemmeføringens betydning for bøgernes struktur, danske Susanne Christensens essay om mørke og tab (hvor romanen Gjennom natten læses i forhold til H.C. Andersens foruroligende eventyr Historien om en moder), samt Katrine Heibergs tekst om, hvordan Sæterbakkens brug af modsætninger ofte førte hans tanker ud i ekstremerne. Blandt de mere personlige indslag stråler Herdis Eggens beskrivelse af samarbejdet mellem forfatter og redaktør, og i særdeleshed Johan Harstads ambivalente og dybt betagede skildring af Sæterbakken som underviser. Her mærker man både trangen til fadermorderisk afstandstagen og den næsegruse beundring i sætninger som ”Han læste i et tempo som ikke var for raskt, ikke for sakte og aldri påtatt, men hele tiden på kanten til innstendig”, som også viser sig ved at Harstad overtager Sæterbakkens hang til paradokser, når han betegner hans stemme som ”foruroligende og behagelig” (s. 273), og beskriver, hvordan han plantede ”denne forbannende og vidunderlige tvilen” (s. 270) i sine elever.




Forfatterens selvmord hænger som en skygge over bogen; det er, som om det hele tiden er i bidragsydernes tanker, men kun undtagelsesvist siges højt, med en blanding af usikkerhed og modvillig accept: ”Hva som førte til at Stig selv bukket under, tør jeg definitivt ikke å uttale meg om, men han har hatt sine grunner, og vi må respektere dem”, som Henning Hagerup skriver (s. 295). Døden er en uomgængelig del af historien om Stig Sæterbakken, og forståeligt nok mærker man tydeligt sorgen og savnet i teksterne. Det fjerner dog aldrig fokus fra antologiens overordnede sigte, som er at tilbyde perspektiver både for dem, der vil bruge den som introduktion, og for dem, der ønsker yderligere indsigt i forfatterskabet. På begge punkter er den yderst vellykket. Også bogens udformning fortjener en bemærkning: Andreas Töpfers arbejde med omslag og sats er nemlig forbilledligt flot udført, hvilket gør, at Alt menneskelig både hvad angår indhold og udformning er en fornøjelse at læse.

*
Audun Lindholm (red.)
Alt menneskelig: En bok om Stig Sæterbakken (2016)
Cappelen Damm
416 s.

01/05/2017

Stig Sæterbakken – Ikke noe av dette handler om meg

(7. november 2016)
 
Stig Sæterbakken (1966-2012) er en uomgængelig skikkelse i nyere norsk litteratur. Han var både en begejstret formidler af oversete udenlandske forfattere, en temperamentsfuld anmelder og en kontroversiel leder af Norsk Litteraturfestival, hvor han et år inviterede Holocaust-benægteren David Irving til at tale om temaet ”Sandhed”. Udover nogle tidlige digtsamlinger tæller hans forfatterskab adskillige romaner og essaysamlinger. Sæterbakken var optaget af tilværelsens dystre sider, og de fleste af hans værker beskæftiger sig med ondskab og moral – eller måske rettere manglen på samme. For som Audun Lindholm skriver i forordet til antologien Alt menneskelig: ”Har forfatterskapet en gjennomgående problematikk, dreier den seg om hvor lite våre moralske overbevisninger kan stille opp med i det kritiske øyeblikket da vi virkelig stilles på prøve” (Lindholm (2016), s. 10).
Da Sæterbakken døde, efterlod han sig et manuskript bestående af selvbiografiske notater, som hans redaktør Herdis Eggen i samarbejde med forfatteren John Erik Riley nu har samlet under titlen Ikke noe av dette handler om meg. Bogen består af dagbogsoptegnelser, erindringer, læsninger af blandt andet Rimbaud og Peter Handke, små iagttagelser, aforismer og ansatser til essays. Også her er moralens skrøbelighed et centralt emne; det strømmer gennem hele manuskriptet, og findes blandt andet spidsformuleret i udsagn som: ”Det finnes ikke ett moralsk menneske på denne jord. Ikke ett. Men det finnes en sann overflod av følelsesmennesker” (s. 10).

Ikke noe av dette handler om meg tegner et portræt af et splittet menneske. Sæterbakken beskriver, hvordan han siden barndommen har været præget af tristhed, og hvordan han som voksen stadig kæmper med at tage del i andres aktiviteter og glæde. I stedet taler han om en særlig ”11. september-glede” – en længsel efter katastrofer og ulykker, som også rummer gruen for, hvad der vil ske, hvis katastrofen rent faktisk indtræffer. Det ligner et ønske om at den angst, der følger ham hver eneste dag, vil vise sig ikke blot at være en lidelse, men at den faktisk er velbegrundet. Samtidig er det et udtryk for den søgen efter intensitet, der kendetegner Sæterbakkens skrift:

jeg tror jeg alltid, dessverre, har vært slik, det vil si hjemsøkt av en uutslukkelig hang til ytterligheter, til enten det ene eller det andre […] Åjoda, storartet, fullkomment, grandiost skulle det være, enten det storartede kom som nederlag eller det kom som triumf (en egenhet ved min familie igjen: enten er man lykkelig, eller også er man ulykkelig!). Og har man førstt fått en slik holdning inn med morsmelken, ja, da er man også ingitt med en helt usedvanlig disposisjon for skuffelser livet ut. For det mest tragiske ved en slik innstilling er selvfølgelig det faktum at sannheten nesten alltid ligger et sted imellom.
(s. 60-61)

Mange af tankerne i bogen kredser om døden, lige fra beskrivelsen af barndomslegen ”likke lig” – som gik ud på, at Sæterbakken og hans ven skiftedes til at iscenesætte et mord og agere lig, mens den anden forsøgte at opklare forbrydelsen – til de tilbagevendende refleksioner over en bestemt modvilje mod livet, som der ikke findes ord for: ”det er som jeg i skrivende stund er knyttet til livet med en ytterst tynn tråd. […] Men noen selvmorder er jeg altså allikevel ikke. Hva skulle man kalle det, når noen inderlig oppriktig ønsker sin egen død, men ikke selv er rede til å avstedkomme den?” (s. 104). På trods af, at han ikke definerer sig selv som selvmorder, skriver Sæterbakken (med vanlig hang til ambivalens) også, at ”det er som om det finnes et selvmord jeg alltid har vært på vei mot, og som jeg bare ennå ikke har hatt mot nok – eller det motsatte: motløshet nok – til å begå” (s. 132).




Udover fine beskrivelser af livet med kone og børn, er der eksempelvis et fantastisk portræt af den lokale købmand, som minder en om, hvor sjov Sæterbakken også kan være: Hver eneste gang han svinger forbi og handler, er købmanden fjendtlig og sur fordi indkøbene er så små, hvilket gør Sæterbakken fjendtlig og nærig, og således hidser de ordløst hinanden op, to bidske mænd på hver sin side af disken, i et optrin, der skildres både hovedrystende morsomt og latterligt. De ekstreme og morbide tanker vidner om en enorm eksistentiel tyngde, og den splittelse, som Sæterbakken skildrer i utallige former, fungerer også som en påmindelse om, hvor skrøbeligt det hele er: ”uansett hvor man er, og hvor tilfreds man er, og hvor meningsfylt det arbeidet som opptar en er, og hvor øm og gjengjeldt den kjærlighet man er oppslukt av er, og hvor stor og sunn den familien man har maktet å etablere omkring seg er, så kan en gal mann med øks når som helst brase inn gjennom døren og ødelægge alt sammen på under et minutt” (s. 16). Ud fra et ønske om at undersøge, hvorvidt de vedtagne sandheder kan holde til at blive udsat for kritisk analyse, skriver Sætterbakken sig både frem til yderligheder og bevæger sig i det tågede grænseland mellem dem, hvormed han portrætterer mennesket som ”en hud mellom to former for kaos” (s. 178).

Som med andre af forfatterens bøger er det, der står stærkest for mig her, ikke hans moralbegreb eller tanker om døden; det er den markante stemme og det nærvær, der lyser op fra teksten. Sæterbakken er både skarp, morsom, dramatisk og til tider håbløst idiosynkratisk, men uanset hvad er det interessant at følge ham og se hvilke perspektiver, hans dunkle tanker åbner op for.
Bogen er visse steder præget af redundans og enkelttekster, der er under niveau (en af dem lyder for eksempel blot ”En enorm mangelvare: gode skrekkfilmer” (s. 61)) – men det ændrer ikke på, at Ikke noe av dette handler om meg er en intens og velskrevet bog, som jeg kommer til at tænke både med og mod i lang tid fremover.

*
Stig Sæterbakken
Ikke noe av dette handler om meg (2016)
Cappelen Damm
192 s.