01/12/2017

Mari Tveita Stagrim – Det jeg letter etter, finnes ikke her


Mari Tveita Stagrim debuterede i 2015 med novellesamlingen Alle nyanser av sinne. Hendes anden bog, romanen Det jeg letter etter, finnes ikke her, handler om venskabet mellem to navnløse teenagepiger. De mødes til svømning, går i skole sammen og ryger cigaretter i smug. Bogen foregår i en ligeledes unavngiven by, og mere specifikt i et ubehageligt ungdomsmiljø, der er præget af skilsmisser, selvskadende adfærd, overgreb og druk.
Åbningsteksten lyder i sin helhed: ”Jeg var et åpent barn, vendt mot verden. Skyerne dreiv over himmelen, bølgene slo mot svabergene. Barnet blir født med en forestilling om trygghet som en selvfølge. Verden bryter mot dette” (s. 9), og både det åbne og det at ”bryte mot” noget er gennemgående motiver i romanen. Lidt senere hedder det således om veninden: ”Du hadde så mange steder, så mange hjem du gikk inn og ut av, så mange dører du åpna, så mange hjerter du åpna, så mange mennesker du åpna” (s. 20). Jeget, derimod, er ikke åben på samme måde; det er, som om hun har svært ved at finde sin plads i tilværelsen som teenager. Du’et er en trettenårig med en voksenkrop, mens jeget er en trettenårig med blød mave og bumser; du’et er altid omgivet af andre (det vil sige: af drenge og mænd), mens jeget aldrig har haft en kæreste. ”Jeg var den søte, du var mer sexy”, som det hedder et sted (s. 53). Men som den første tekst også antyder, er det at være åben ikke udelukkende en god ting; det indebærer også at være udsat for med- og modmenneskers påvirkning.

Veninden bliver kæreste med den snart 18-årige Sjur, og de tre unge hænger meget ud hjemme hos Sjurs far Jan. Her bliver det tydeligt, at alt ikke er, som det burde være. Gulvet er fyldt med uåbnede breve, tomme flasker og cigaretpakker, og efterhånden tilbringer veninden mere og mere tid i kælderen sammen med Jan, når Sjur ikke er hjemme. Skildringen af det døsigt forrykte kælderliv er – ligesom resten af romanen – præcis og ubehagelig: ”Vi satt ved sida av hverandre i sofaen, tv-en sto på, sola steikte gjennom vinduet, støvet beveget seg i lyset, lyset la seg i striper over gulvet, svetten lå i panna, små, mørke flekker under armene, lukta av svette spredte seg og blanda seg med røylukta” (s. 19). Jeg ved ikke helt, hvad det er, der fungerer så godt ved Stagrims beskrivelser, for de er hverken udførlige eller spektakulære, til gengæld er de enkle og konkrete, detaljerne er enormt velvalgte. Der er noget feberagtigt ved beskrivelserne, som jeg ikke kan lokalisere på sætningsniveau, men som lægger sig over hele romanen og skaber en helt særligt knugende stemning af, at noget ubehageligt er ved at ske som om det var det mest naturlige og almindelige i verden. I den passage, jeg netop har citeret, er der en bemærkelsesværdig tyngde i den simple beskrivelse: Den stegende hede, støvet, røgen, sveden, det hele er så indestængt og sammenhvirvlet.




Romanen består af små afsnit, der aldrig fylder mere end en enkelt bogside. Normalt kan jeg godt have det svært med sådanne fragmenterede fortællinger, fordi de har en tendens til at udelade vigtige scener og detaljer og lade det være op til læseren at udfylde fortællingens tomrum med en hel masse betydning. Når jeg ikke har et problem med det her, skyldes det både at tekststykkerne akkurat hænger nok sammen til at det aldrig føles abrupt, og at måden, der bliver fortalt på, passer så godt til det, der bliver fortalt: Veninden er flygtig og båret af sin egen selvfølgelige og uforståelige logik; jeget føler sig ikke sikker på, hvor hun har hende: ”Jeg husker deg best i bilder. Som om jeg hele tida sto litt på utsida og så på det du gjorde. Som om jeg aldri var helt med, for jeg kan ikke huske noen følelser, jeg ser det bare for meg” (s. 87). De to piger finder liget af en kvinde, der har begået selvmord, Sjur bliver fjernet fra hjemmet, jeget bliver afhørt af politiet, da nogen melder Jan for at have et seksuelt forhold til du’et, og selvom bogen er et erindringsarbejde, bliver det hele fortalt så tæt på situationerne, at det ikke er til at afgøre, hvornår jeget er for ung til at forstå, hvad der sker, og hvornår hun vælger ikke at tage konsekvensen af det, hun ser.

Det jeg letter etter, finnes ikke her er en barsk skildring af, hvordan to unge piger finder og mister hinanden. Særligt nedslående bliver det fordi den enes forfald beskrives på en måde, der både virker uafvendelig og som om det kunne (og ikke mindst burde) have været undgået. Jeg tror det er den dynamik, der trods bogens enkelhed og sparsomme handlingsforløb, gør det til en intens og medrivende læseoplevelse.

*
Mari Tveita Stagrim
Det jeg letter etter, finnes ikke her (2017)
Kolon Forlag
96 s.

13/11/2017

Kenneth Moe – Imot Sæterbakken


En af de fine ting ved at læse norske bøger uden at være del af det litterære miljø i Norge er, at min oplevelse ikke bliver forplumret af hierarkier, fejder og polemik. Når jeg læser en dansk bog, ved jeg ofte, uden selv at have opsøgt den viden, hvem forfatteren er, hvem vedkommende har været kærester med, hvilken position personen har i det kulturelle landskab og hvad andre forfattere synes om den pågældendes bøger – både hvad de siger om den i høflige samtaler, og hvad de mener, når de har talt sig varme under bodegalampernes skær. Nogle gange tænker jeg, at jeg må have en helt forskruet opfattelse af norsk litteratur (og af det, der omgiver den og samtidig uvægerligt griber ind i den), fordi jeg ikke har noget samlet billede af en litterær verden, men bare har pluklæst ud fra mere eller mindre tilfældige indskydelser. For eksempel lader det til, at både Tor Ulven og Georg Johannesen stadig er vigtige referencerammer, der flittigt citeres og diskuteres, mens Dag Solstad omtales som en litterær gudeskikkelse, der længe har været selvskreven til Nobelprisen, hvilket omverdenen besynderligt nok bare ikke har opdaget endnu. Samtidig har jeg dog på fornemmelsen, at det kun ser sådan ud fordi jeg læser mange midaldrende forfattere, og at de yngre nok slet ikke forholder sig til Ulven, Johannesen og Solstad.

Da jeg skulle anmelde en bog af Stig Sæterbakken for Information sidste år, blev jeg bedt om at skrive lidt om, hvem han var. Udover at jeg havde læst et par af hans bøger, begrænsede min viden om Sæterbakken sig til vage erindringer om mindeordene, der dukkede op på de sociale medier i forbindelse med hans selvmord omkring fire år tidligere. Undervejs fik jeg tilsendt et eksemplar af Alt menneskelig (2016), en antologi om Sæterbakken redigeret af Audun Lindholm. Bogen indeholder både tekster om forfatterskabet og om forfatteren som ven og kollega, og selvom alle bidragene ikke er udelukkende positive, er de overordnet set meget venligt stemte. Tonen smittede mig nok til, at jeg i min anmeldelse betegnede Sæterbakken som ”en uomgængelig skikkelse i nyere norsk litteratur”.
Mit indtryk var (og er stadig), at han vakte (og vækker) stærke holdninger hos andre. Når jeg fortæller danske kolleger, at jeg er ved at anmelde Sæterbakken, er der flere, der ruller med øjnene, hvis de da ikke ligefrem hidser sig op og begynder at fortælle om den eller de gange, de mødte ham, hvilket åbenbart aldrig har været en positiv oplevelse for dem. Så kontroversiel, i hvert fald; måske endda markant – men ligefrem uomgængelig?

Denne formulering og min efterfølgende skepsis over for den er symptomatisk for mit forhold til Stig Sæterbakken. Jeg har skrevet en længere tekst til det seneste nummer af tidsskriftet Kritiker, hvor jeg forsøger at sætte ord på, hvad det er der irriterer mig ved forfatterskabet og hvorfor jeg alligevel ikke kan lade helt være med at beskæftige mig med det. En af de andre bidragsydere til nummeret er Kenneth Moe, der tidligere har udgivet romanerne Rastløs (2015) og Det åpenbare (2016). Hans tekst ”Imot Sæterbakken” er et uddrag af en bog med samme navn, som for nylig udkom på Pelikanen Forlag. Her forsøger Moe at sætte ord på sit eget ambivalente forhold til forfatterskabet, og som titlen antyder, er vægten lagt på indvendingerne, på frustrationen og på den skepsis, han nærer over for det.

Bogen – eller den essayistiske pamflet, som det måske snarere er – består af nummererede stykker, hvoraf nogle kun er en enkelt sætning, mens andre strækker sig over flere sider. Bagerst, som en slags appendiks, får vi Moes anmeldelse af den posthume Sæterbakken-udgivelse Ikke noe av dette handler om meg og Alt menneskelig. Anmeldelsen blev en slags forstudie til bogen, og det er fint at have den med, selvom alle dens væsentlige pointer er mere præcist formuleret i hovedteksten.
Moes vigtigste indvendinger kan koges ned til følgende: Det største problem med Stig Sæterbakkens skrift er, at den konstant løber ind i det, Moe kalder for ”tankens blindveier” (s. 13), der gør, at han ofte forfalder til retoriske spidsfindigheder (”ordkløyveri”), hvilket alt sammen skyldes, at tanker og skrift hviler på en pessimisme, der både er forfatterskabets udgangspunkt, forklaringsmodel og endemål, dets eneste mulige erkendelse: ”Sæterbakken skrev så vakkert og variert fra setning til setning at man lett kan overse at så godt som alle er variasjoner over viljen til intet. Hvis setningen inneholder noe annet, hvis noe bekreftes – som regel altoppslukende kjærlighet eller begjær – så er det for at det senere skal negeres” (s. 56-57).

Som Moe selv påpeger, er det ikke just revolutionerende at læse Sæterbakkens forfatterskab som ”et gedigent monument til lammende angst” (s. 51), men det er en fin præcisering, at denne angst er ”knyttet til forestillingen om tanker som et problem”. Både Sæterbakkens romanpersoner og hans essay-jeg lider nemlig under så dystre tanker, at de længes efter tankernes ophør: ”Døden som den eneste endelige løsningen på hvor ubehagelig det er å tenke på døden” (s. 18). Ved at gennemgå Sæterbakkens romaner, viser Moe, hvordan ”[r]omanpersonernes verste tanker er alltid romanuniversets nådesløse virkelighet” (s. 54). Dermed bliver både romanerne og essayistikken eksempler på, at der sjældent er noget udfordrende ved Sæterbakkens pessimisme, fordi den er forudsigelig, og tryg, på sin vis. Den bliver en belejlig forklaringsmodel, ligesom det er belejligt, når Sæterbakken igen og igen opsøger – eller med Moes ord ligefrem dyrker – det paradoksale ”selv der hvor det finnes enkle løsninger enkelt tilgjengelig” (s. 74) (og dermed bliver fanget i nihilismens paradoks: ”at den midt i negasjonen av begreper som mening, kjærlighet, forpliktelse, tar dem langt mer alvorlig enn vi som prøver å ”tro” på dem” (s. 53)). Det, Moe savner ved Sæterbakkens forfatterskab er noget, forfatteren sandsynligvis selv ville have himlet og sukket over, nemlig en litteratur, som prøver ”å gjøre livet verdt å leve. Som prøver å skape mening der ingen finnes” (s. 75) – ikke fordi alting skal være optimistisk, men for netop at forhindre tankerne i at lukke sig om sig selv, putte sig i angstens retoriske ordkløveri og dermed stå i vejen for nye indsigter og måder at tænke på.



Som sagt har jeg ikke det store kendskab til det litterære miljø i Norge, men jeg kan alligevel fornemme, at Moes bog har fået en blandet modtagelse i hjemlandet. Blandt andet er den anmeldt kritisk både i Klassekampen og Morgenbladet. I sidstnævnte skriver Katrine Heiberg (der var en af bidragsyderne til Alt menneskelig) at det, der gør Sæterbakkens forfatterskab vigtigt for hende, er, at hun finder trøst i dets pessimisme – et aspekt, hun mener at Moe er blind for. Heiberg har ret i, at Moe til tider generaliserer, samt at hans fokus på selvmordet er heftigt (men altså: at læse Sæterbakken og nedtone, hvor meget selvmordet fylder i hans bøger, ville for mig at se have været meget mere problematisk). Til gengæld undrer jeg mig over, at hun mistænkeliggør hans emnevalg. Efter at have karakteriseret hans forfatterskab indtil nu som ”en sæterbakkensk melankoli [kombinert] med en knausgårdsk vilje til å utstille jeget nakent og nedrig”, skriver hun nemlig: ”Når han nå begår litterært fadermord, er det naturligvis påvirkningen fra den av dem som ikke lenger kan ta til motmæle, han velger å ta et oppgjør med, og ikke sin egen redaktør (Knausgård). Noen praktiske hensyn skal man jo ta”. Det er virkelig en bemærkelsesværdig indvending at komme med som anmelder. Det er meget sjældent, at vi ligefrem vælger, hvem vi vil tage et opgør med, så jeg har svært ved at opfatte det som andet end hånligt, når Heiberg fremstiller det på denne måde. Hvis Moe ikke har noget synderligt opgør at tage med Knausgård, gider jeg da heller ikke læse om det. Jeg vil hellere læse om noget, der påvirker ham dybt, gør ham fortvivlet og får ham til at tænke.
Ærligt talt har jeg en smule svært ved at se problemet med Moes bog. Dens genrebetegnelse er ”essay”, og dermed er det fra begyndelsen tydeligt, at der er tale om et forsøg med en stærkt subjektiv vinkel. Selv når Moe i åbningsafsnittet skriver, at han ikke har noget at sige om forfatterskabet, som ikke allerede er fuldstændig indlysende, er det underforstået for mig, at han mener, at det er fuldstændig indlysende for ham. Og skulle jeg glemme det undervejs, bliver jeg mindet om det med udsagn som ”Hvem som helst kan lete etter eksempler på at jeg tar feil og slik motbevise min Sæterbakken” (s. 70) – og det er vel at mærke Moes egen kursivering. Som allerede nævnt skriver han helt eksplicit, at han ønsker sig ”en litteratur som prøver – bare prøver! – å gjøre livet verdt å leve. Som prøver å skape mening der ingen finnes. Som prøver å inspirere til handling” (s. 75) – og med det in mente forstår jeg godt, hvorfor han læser Sæterbakken som han nu engang gør.

Jeg kan ikke skille min begejstring for bogen fra det faktum, at størstedelen af Moes kritikpunkter stemmer overens med mine egne. Jeg ved ikke, hvornår jeg læser hurtigt videre fordi bogen er interessant og velskrevet, og hvornår jeg gør det fordi det næsten er som at læse mine egne tanker. Måske er det heller ikke vigtigt. Jeg orker ikke endnu engang at skulle beskrive, hvad der generer mig ved Sæterbakkens forfatterskab; hvis nogen er tilstrækkeligt interesseret, henviser jeg til føromtalte essay i Kritiker.
Imot Sæterbakken kunne godt være blevet temmelig anstrengende læsning, hvis den udelukkende havde handlet om de irriterende og dårlige ting ved Stig Sæterbakkens bøger. Men det, der i særdeleshed gør den værd at læse, er, at den samtidig er et portræt af en læser, der forsøger at komme overens med sig selv og sine egne præferencer og tilbøjeligheder. Moe påpeger, at ”smak er en slags prioritering av problemer, en indre liste over mulige spørsmål og svar, kort sagt: en hel måte å se verden på” (s. 23), og at ”[n]år vi skal vurdere hvorvidt et forfatterskap snakker til oss eller ikke, er det innstillingen som teller, kort sagt: hvordan og i hvilken retning forfatteren forenkler” (s. 71). Han beskriver vældig fint hvordan man kan blive påvirket af at læse litteratur, der både svarer til noget, der allerede findes i en selv, og som angiver en retning videre i livet. Selvfølgelig tiltaler det mig særligt fordi jeg trods vedvarende grublerier, der kulminerede i et 10 sider langt essay, stadig ikke helt har forstået, hvorfor jeg kan blive så irriteret på Sæterbakkens forfatterskab, uden at jeg af den grund holder op med at beskæftige mig med det. Men der er også spørgsmål, som kan knyttes til mange andre af livets aspekter (”Hvorfor er jeg fascineret af dette?” ”Hvad siger det om mig?”, og så videre). Kenneth Moes bog blæser ikke sådanne spørgsmål ud af proportioner, men den har dem med sig selv hele vejen. Nysgerrigheden og temperamentet retter sig både mod Sæterbakkens bøger og mod Moe selv, og i denne vekslen opstår et engageret, velskrevet, til tider urimeligt – og i flere henseender dermed også meget menneskeligt – stykke litteratur(kritik).

*
Kenneth Moe
Imot Sæterbakken (2017)
Pelikanen Forlag
96 s.

16/10/2017

Stig Sæterbakken – Der, hvor jeg tænker, er der altid mørkt


Angst. Skam. Selvmord. Det er nogle af nøgleordene i norske Stig Sæterbakkens essays, der med den præcist betitlede Der, hvor jeg tænker, er der altid mørkt nu for første gang udgives på dansk. Bogen samler tre tekster, der oprindeligt udkom som singler på Flamme Forlag. I den første, ”Ja. Nej. Ja”, skildrer Sæterbakken skriften som noget, der båder kræver nærvær og afstand, hengivenhed og eksil: ”den skrivende har et umuligt projekt, som er at finde det ikke-eksisterende sted midt imellem det at være helt med og det ikke at være med i det hele taget” (s. 12). Denne paradoksalitet genfinder han i alle livets aspekter, og tanken videreføres med skilsmissen som eksempel, idet den ”anerkender det dybtfølte ønske om, at det skulle kunne vare ved, men håner troen på, at det virkelig skulle kunne lade sig gøre”. Skilsmissen er simpelthen ”den meningsløse handling per se” (s. 13).

Bogens andet essay, ”Umuligheden af at leve”, handler om barndom og barnlighed. Trods alle forfatterens ønsker om – og forsøg på – at være en rigtig voksen, er det nemlig som om barnet i ham altid mosler frem og ødelægger det hele. Det barnlige fremstilles ikke (kun) som noget legesygt og uskyldigt, men også som noget grundlæggende destruktivt. Således hedder et sted, at ”selvmordet er barnligheden i yderste konsekvens” (s. 43). Sidste essay, ”Det frygtindgydende”, indledes med en beskrivelse af det, Sæterbakken kalder for ”selvtillidens spontanabort” (s. 52): De øjeblikke, hvor en erkendelse uventet afslører noget frygteligt om os selv og får os til at føle skam. Ligesom i de foregående tekster, kredser Sæterbakkens tanker om selvmord og skrivning, alt sammen med udgangspunkt i hans tilbøjelighed til at glemme alle de gode hændelser og i stedet svælge i erindringer, der er ”lige så behagelige at dvæle ved, som det ville være at få trukket pigtråd gennem tyndtarmen” (s. 55).




Stig Sæterbakken dyrkede det grimme, det beskidte og det onde. Hans essays udforsker moralens grænseland, og søger gerne at overskride det for med frygt og fryd at række ud efter det gyselige, der gemmer sig under overfladen. Når Sæterbakken er bedst, er teksterne ikke kun dystre, men også præget af en særlig intensitet og fyldt med citerbare formuleringer – heriblandt et udsagn, som jeg har tænkt på utallige gange siden jeg læste bogen på originalsproget: ”Det at have været barn er vores store sorg her i livet. Vi går jo rundt og bærer på et dødt barn, helt indtil vi dør” (s. 45).
Sæterbakken forstod selv sit oprør med den gængse moral som en måde at slippe ud af fastlåste forestillinger og åbne verden på, men der er en fare for, at det fører til akkurat det modsatte. At teksterne – i alle deres forsøg på at afdække det falske og åbenbare altings grusomme meningsløshed –  bliver forudsigelige. For det, der skal føre til friere og vildere tanker, viser sig at føre det samme sted hen hver eneste gang. I afsnittet om skilsmisse spørger han således, om det ikke er en fordel for børnene, hvis de så tidligt som muligt bliver forberedt på de skuffelser, der venter dem resten af livet:  ”Hvad vil gøre dem stærkere, smidigere, mere overlevelsesegnede i dagens samfund, end at blive gjort til kastebold i en bitter skilsmisse?”. Og det kan der da godt være en pointe i (særligt en retorisk en af slagsen), men stykket kulminerer i en sætningskaskade om at ”billedet er falsk”, at ”alt bare er spil for galleriet” (s. 15), som illustrerer en klassisk Sæterbakkensk tilbøjelighed til at overdrive. Når hans fikse og drilske udfordringer af moralen ikke kan drives længere, søger han at retfærdiggøre dem med henvisning til absolutter – og det gør det simpelthen for let at afvise ham. Sådanne alt og alle-argumenter får mig nemlig til at gå tilbage for at se, hvor langt, jeg egentlig kan følge hans tanker. Og hver gang viser det sig ikke at være så langt, som jeg først troede. Det er nemt at lade sig rive med et stykke tid, men de mange overdrivelser kan godt blive trættende i længden.

Det taler dog til Sæterbakkens fordel, at teksterne ikke falder fra hinanden selvom man læser dem så vrangvilligt, som han let får mig til at gøre. Og i dette korte udvalg er det trods alt den intense desillusion og dysterhed, der gør størst indtryk. Der, hvor jeg tænker, er der altid mørkt er en tung, trist, heftig, bombastisk og til tider temmelig frustrerende bog – og dermed fungerer den fortrinligt som introduktion til Sæterbakkens essayistiske forfatterskab.

*
Stig Sæterbakken
Der, hvor jeg tænker, er der altid mørkt (2017) [opr. 2012]
Oversat af Henrik Torjusen
Forlaget Sidste Århundrede
79 s.