Roy Jacobsen: Rigels øjne

Med Rigels øjne afslutter Roy Jacobsen sin trilogi om Ingrid Marie Barrøy, som startede med De usynlige og fortsatte med Hvidt hav. Året er 1946. Krigen er slut, men Norge præges stadig af dens eftervirkninger. På familieøen Barrøy bor Ingrid med sin nu 10 måneder gamle datter Kaja, hvis far er den russiske krigsflygtning Alexander, som Ingrid tog sig af efter et skibsforlis i 1944. Hun har ikke hørt fra Alexander siden han forlod øen, og hun beslutter sig derfor for at følge i hans dunkle fodspor, i håb om at se ham igen.

Turen gennem Norge fører til møder med folk, der på forskellig vis har været i kontakt med Alexander. I et enkelt, afdæmpet og samtidig højtideligt sprog skildrer Jacobsen ikke kun Ingrids møjsommelige rejse, men også et land, hvor sandheden er blevet »fredens første offer«: Nogle af beboerne leder hende på afveje, de fleste hjælper hende modvilligt, men fælles for dem alle er, at de forsøger at tale hende fra at fortsætte rejsen – hvilket ikke kun skyldes, at den forekommer dem at være forgæves, men også at flere af dem frygter, at Ingrid skal få nys om deres lyssky aktiviteter under besættelsen.

Jacobsen er god til at beskrive det mentalt krigshærgede samfund, hvor folk ikke kan samle sig igen, men lever videre i al deres mistro og meningstab; de stumper af liv, Ingrid støder ind i undervejs. Men bipersonportrætterne og stemningen kan ikke bære hele bogen, og derfor lider den under, at Ingrid er så upåvirkelig en hovedperson. Når hun oplever modgang, græder hun lidt eller bliver paf, men det næste øjeblik fortsætter hun, som om intet var hændt. Jeg er med på, at det også er et udtryk for hendes ukuelighed, for bogen handler langt hen ad vejen om at træffe en (ikke nødvendigvis synderligt fornuftig) beslutning og ikke lade sig kue af omgivelsernes modstand. Men jeg får aldrig fornemmelsen af, at Ingrid rigtig er i knibe, at hun er udsat og alene på sin rejse, for det er, som om fortælleren hele tiden ikke blot holder hende i hånden, men også holder hånden over hende. Forhindringerne har ikke den store betydning, når først det viser sig, at de som regel er overkommet nogle få linjer længere nede på samme side. Derfor bliver jeg ikke synderligt investeret i, om det lykkes Ingrid at opspore Alexander – og værre endnu: jeg bliver heller ikke investeret i selve rejsens forløb. Folk er modvillige og fjendtlige, så får de dårlig samvittighed og åbner op, hvorefter hjælper de hende lidt alligevel, samtidig med at de råder hende til at rejse hjem. I større eller mindre grad forløber alle bogens møder sådan, hvilket ender med at gøre Rigels øjne ensformig og selvtilfreds.

Roy Jacobsen

Rigels øjne

Oversat af Camilla Christensen

Rosinante

208 s.