Johan Harstad: Max, Mischa & Tet-offensiven

Det er altid særligt at læse virkelig lange romaner. Uanset om den strækkes ud over mange uger eller foregår i en hektisk rus, går læsningen fra at være en oplevelse til at blive en tilstand. Korte bøger kan læses når som helst, og derfor husker jeg sjældent hvor og hvornår, jeg læste dem, mens de mange timer, det tog at læse Lykke-Per eller Krig og fred, greb ind i hverdagen i så høj grad, at skellet mellem liv og litteratur blev kunstigt: Selvom det, der skete i mit liv, ikke havde noget med bøgernes indhold at gøre, er de alligevel tæt forbundne. Med sine 1066 sider må Johan Harstads Max, Mischa & Tet-offensiven siges at tilhøre denne kategori, men når jeg føler mig sikker på, at jeg også vil huske den på en særlig måde, er det ikke kun fordi jeg har tilbragt så mange timer i dens selskab de seneste dage – det er også fordi den er dybt betagende.

Romanen handler om norske Max Hansen, der som barn emigrerede til USA med sin familie. Nu er han en succesfuld og søvnløs teaterinstruktør, som turnerer landet rundt med forestillingen Better Worlds Through Weyland-Yutani. Efter at have redegjort for sit dramatikervirke med en desillusion, der er Michel Houellebecq værdig, fortæller Max om sine barndomsår i Norge, om flytningen til USA, samt ikke mindst om hans venskab med Mordecai og hans forhold til den syv år ældre billedkunstner Mischa.

Med jævne mellemrum afbrydes handlingen for at fortælle historien om hvordan Max’ onkel Ove blev til Owen (han rejste til USA for at blive jazzmusiker, men endte med frivilligt at deltage i Vietnam-krigen for at opnå statsborgerskab). Det siger sig selv, at alle murstensromaner kunne tåle at få strøget nogle sider hist og her, og hos Harstad er det kapitlerne om Owen, der skiller sig negativt ud. Selvom der afgjort er både medrivende og væsentlige afsnit her, må jeg indrømme, at jeg aldrig helt forstår, hvorfor romanen tror, at Owen er så umådeligt interessant. Hans liv er bestemt ikke uden modgang, men han har en tendens til med nærmest Forest Gump-agtig tilfældighed at møde de rigtige mennesker på belejlige tidspunkter, og mysteriet om hvorfor han afbrød al kontakt med sin norske familie viser sig at være ganske uspektakulært.

Owens historie fylder omtrent det samme som en almindelig roman, og alligevel trækker den bemærkelsesværdigt lidt ned i min overordnede bedømmelse af Harstads bog. En del af forklaringen skal sikkert findes i den åbenlyse fortælleglæde, der lyser ud af de mange digressioner og drilske parodier på kunstkatalogtekster, men langt vigtigere er det, at romanen samtidig er afsindigt god til at beskrive forskellige slags relationer. Uanset om det handler om Max og Mordecai, der sniger sig ud i verden med øl i tasken, om forholdet til deres barske dramalærer Wohlman, der lærer dem »fagets ensomhed«, eller om Max’ svimlende forelskelse i Mischa, fremstår det både unikt, genkendeligt og rørende – endda i en sådan grad, at jeg måtte udskyde at læse en længe ventet afskedsscene mellem to af personerne, fordi jeg ikke kunne bære, at de måtte skilles.

Lige så rørende er beskrivelsen af Max’ barndom i Norge – både når han leger krig med sine kammerater, når han sniger sig til at se Apocalypse Now i kælderen og når han modvilligt må tage afsked med sine bedste venner Stig og Andri fordi familien rykker til Long Island. Harstads portræt af Stavanger som et barndommens mikrokosmos er så utroligt fin, både når det kommer til børnenes fællesskaber, til nabokonventioner og til skildringen af hverdagen alene med mødrene, mens fædrene arbejder på boreplatforme i Nordsøen. Samtidig viser han hvordan barndommens venskaber er baseret på lighed og enighed, mens ungdommens venskab er baseret på forskelle, på udveksling og diskussion. Det er således også en roman om at opleve verden åbne sig gennem mødet med andre mennesker.

Ifølge omslaget handler bogen om spørgsmålet »Hvor længe kan man blive væk, før det er for sent at tage hjem?«, og det er klart at dette emne spiller en rolle for romanens rodløse karakterer, der har svært ved at slippe af med deres ensomhed. Men for mig at se er det i endnu højere grad en roman om at sige farvel. Max’ beskrivelse af lejligheden, han og Mischa flytter ind i, fører umærkeligt over i en bemærkning om, hvordan den ser ud, når de flytter ud af den igen, og denne bevægelse findes i utallige variationer bogen igennem. I ethvert møde klinger afskeden med; i enhver lykke skurrer tanken om, at den kun er midlertidig. Skilsmisser, dødsfald, opbrud og langsom fremmedgørelse udgør romanens søjler – alligevel er den alt andet end nedslående. En så omfattende bog kan ikke ydes retfærdighed i denne lille tekst; lad mig derfor blot afslutningsvist sige, at den fortjener alle de læsere, den kan få. Max, Mischa & Tet-offensiven er simpelthen noget af det mest vidunderlige, jeg længe har læst.

Johan Harstad

Max, Mischa & Tet-offensiven

Oversat af Nete Harsberg og Lea Carlsen Ejsing

C&K Forlag

1066 s.