Karl Ove Knausgård: Uforvarende

I 2018 lancerede det norske forlag Oktober serien Lese, skrive, hvor forfattere reflekterer over såvel deres arbejdsmetoder som deres forhold til litteratur. Seneste udgivelse i serien er skrevet af Karl Ove Knausgård, og sammenlignet med hans tidligere bøger er det en nærmest forsvindende lille sag på blot 75 sider.

Som Knausgård konstaterer i første afsnit, er det umuligt at svare tilfredsstillende på spørgsmålet om hvorfor man skriver. Ethvert forsøg fører hurtigt til banaliteter, efterrationaliseringer og selvmodsigelser – blandt andet skriver han både, at han »vet veldig mye om hva det er å skrive« og at han »ikke rigtig vet hva det er å skrive« – men særligt de paradoksale aspekter er ikke nødvendigvis et problem; måske er de tværtimod et vigtigt vilkår i skrivningen, i selve det at beskæftige sig med litteratur.

Om et tv-program, hvor en forfatter trådte ind i studiet, mens han sagde ordene »Jeg skriver fordi jeg skal dø«, samtidig med at han havde sweateren nede i bukserne, skriver Knausgård eksempelvis: »Det var misforholdet mellom ordene og konteksten de falt i, som var komisk, at han hadde genseren nedi buksa skapte en avstand til det han sa, og avgrunnen mellom dødens høytidelighet og livets uhøytidelighet viste seg. Denne avstanden er […] akkurat det rommet litteraturen utforsker, mellom noe som er sant og det rommet sannheten utfolder seg i«.

Opdelingen mellem sandheden og det rum, den udfolder sig i, minder måske umiddelbart om den klassiske og lidt kunstige skelnen mellem form og indhold, men som jeg forstår Knausgård, handler det snarere om at stræbe efter en måde at skrive på, der ikke låses fast af på forhånd givne idéer eller forestillinger, og som i stedet undersøger, hvordan mennesker, fænomener og verden som sådan går i forbindelse med hinanden. Dette illustreres gennem forskellen på Milan Kundera – en »ideenes forfatter«, der flytter rundt på sine karakterer som en dukkefører – og Knut Hamsun, som i stedet formår at beskrive »verden idet den blir til, idet den oppstår for hovedpersonen. Verden blir presens, verden blir her og nå, og det gjør en dramatisk handlingsgang helt unødvendig, for i den nåtidsintensiteten blir alt viktig og interessant«.

Det er ikke svært at se forbindelsen mellem dette udsagn og den detaljerede, sludrende, associative skrift, som kendetegner Knausgårds forfatterskab. Således er det heller ikke overraskende, at denne måde at skrive på knyttes til kontroltab: »Tankene er det uforvarendes fiende, for tenker man på hvordan noe ser ut i andres øyne, tenker man på om noe er vigtig eller av høy nok kvalitet, begynner man å kalkulere og gjøre seg til, er det ikke lenger uforvarende og tilgjengelig som seg selv, men tilgjengelig som det vi har gjort det til«. Dette forsøg på at skrive sig fri af de andres blik – som netop ikke er en bestemt gruppe menneskers blikke, men et altid lurende blik fra et ubestemt fællesskab, der udgør hele vores samfund og kultur – er et gennemgående motiv i forfatterskabet, hvis det da ikke ligefrem er dets ultimative drivkraft.

Foruden at være en poetik er Uforvarende et portræt af Knausgård som læser. For mig er bogens højdepunkt uden tvivl skildringen af, hvordan han som barn fik foræret et eksemplar af Ursula Le Guins Troldmanden fra Jordhavet. Ikke nok med at den unge Karl Ove forsvinder ind i bogens stemning og univers, den åbner også for et hidtil ukendt følelsesrum: »Jeg visste ikke at jeg hadde et sterkt behov for å bli sett, ja, jeg visste ikke at en slik ting som å ønske å bli sett, i det hele tatt fantes. At alt jeg gjorde, fikk et liv utenfor meg, vesenskilt fra den jeg var, men likevel ubønhørlig festet til meg, hadde jeg erfaringer av, men ingen tanker omkring, det var absolutt uartikulert i meg. Lesningen artikulerte det ikke, det var ikke slik at jeg begynte å tenke på det, men den lot meg føle det. Den ga følelsene en form og en retning«.

Selvom der i denne lille bog både er nyt hvad angår omfang og indhold, er meget også ved det gamle. Undervejs kommer vi blandt andet omkring velkendte Knausgård-pointer som den om at livet leves i alle de øjeblikke, vi glemmer, mens identiteten ofte baseres på de ekstraordinære minder, eller den om at følelserne – i modsætning til tankerne – ikke ændrer sig nævneværdigt i løbet vores liv. Desuden er et af de få spidsformulerede udsagn om at skrive, »jeg skriver fordi jeg vil åpne verden«, en gentagelse af udgangspunktet for Knausgårds foregående årstidsbøger. Endelig får vi også genudsendte anekdoter fra Min kamp om vennerne Espen Stueland og Tore Renberg, hvis manuskripter blev antaget, mens Karl Ove blev mere og mere overbevist om, at han ikke var en rigtig forfatter.

I den henseende virker Uforvarende som en slags prequel, idet den lægger sig i forlængelse af det tidligere værk, samtidig med at den fortæller hvordan det blev til. Bogen er klassisk Knausgård, på godt og ondt: en blanding af fine iagttagelser og lange udredninger af indlysende pointer, en vekslen mellem brændende intensitet og tænkning i tomgang. Uanset hvad er Uforvarende værd at læse alene for beskrivelsen af Knausgårds møde med Le Guins eventyrlige verden, der viser, hvor vigtige bøger kan være for vores måde at forstå os selv og hinanden på.

*

Karl Ove Knausgård

Uforvarende

Forlaget Oktober

75 s.