Carl Frode Tiller: Begyndelser

Begyndelser handler om den kommunalt ansatte miljøforkæmper Terje. Da vi møder ham, ligger han på hospitalet efter et selvmordsforsøg, og herfra føres vi tilbage gennem hans liv – forbi både store begivenheder som skilsmisse og bryllup og mindre hændelser som fisketure og samtaler med datteren Marit – indtil vi forlader ham i de første barndomsår. Noget af det mest iøjnefaldende ved Terje er hans ekstreme opmærksomhed i og på sociale situationer. Romanen er fyldt med iagttagelser som »Jeg forstod at hun prøvede at dæmpe mine forventninger, så hun skulle føle mindre pres, og hun forstod at jeg forstod, jeg kunne se det på måden hun smilede tilbage til mig på«; nogle gange er det (som her) udtryk for omsorg, men primært vidner det om, at Terje er ekstremt beregnende. Da hans kone Turid taler om sin syge far, spørger Terje ind til hans helbred – ikke fordi han er interesseret, »men fordi jeg vidste at det at vise interesse kunne lønne sig når vi gik i seng«. Eller som her, da han efter endnu et skænderi »havde lyst til at sige undskyld, men jeg gjorde det ikke, hun så ikke så ked ud af det at det føltes tvingende nødvendigt«.

Terje bruger den slags kategoriseringer på samme måde som han bruger sine sarkastiske bemærkninger, nemlig til at afvæbne og kontrollere sine medmennesker. Et af de mest ubehagelige eksempler på det ses til hans og Turids bryllup: Ud på natten går Terjes søster Anita ud i en sø for at begå selvmord. De fleste gæster ser bekymret til, en enkelt beslutter sig for at hjælpe, mens Terjes bidrag består i at håne hende for ikke at mene det alvorligt, samt at konstatere, at hun ikke har været så lykkelig siden sit sidste selvmordsforsøg, fordi hun nu endelig får den opmærksomhed, hun længes efter.

Selvom det at fortælle historien baglæns indledningsvist føles som en gimmick, får det efterhånden ikke bare et formål, men også en markant effekt, for romanen giver faktisk et både tilfredsstillende og rørende svar på, hvorfor den midaldrende mand er så afstumpet, sarkastisk og træls. Jeg vil ikke gå for meget i detaljer, for det, jeg holdt mest af ved denne bog, var den måde, den lige så langsomt ændrede mit forhold til Terje på. Ikke som en lineær bevægelse fra afsky til sympati, men som en gradvis og til tider umærkelig uddybning af hans personlighedstræk, samtidig med at det, der først var en middelmådig historie om et mislykket ægteskab, udvikler sig til at være en medrivende og brutal historie om vold, og ikke mindst om svigt.

Den omvendte kronologi kommer mest til sin ret i skildringen af forholdet mellem de to søskende. Efter at have lært Terje og Anita at kende som to livstrætte voksne, der ikke kan udstå hinanden, ser vi dem gradvist nærme sig hinanden, efterhånden som tiden går baglæns. Det er virkelig voldsomt at se, hvordan den foragt, der lyser ud af deres korte samtaler, langsomt bliver til omsorg udtrykt i brutale handlinger, inden den opløses helt og erstattes af portrættet af to stakkels børn, der forsøger at skærme hinanden mod andres svigt og manipulation.

Da hans forhold til Turid er ved at gå i opløsning, formulerer Terje følgende tanke: »Når man føler sig magtesløs, får man behov for at træffe store valg, tænkte jeg, ikke nødvendigvis fordi man ønsker de forandringer som valget medfører, men fordi man vil mærke hvordan det er at bestemme over sig selv. Fordi man vil føle sig fri«. Dette efterlever han i forskellige grader, både når han kører galt med vilje og når han smadrer sociale situationer, så snart han ikke kan overskue dem. Sidstnævnte er i øvrigt det, Tiller er allerbedst til at beskrive; her formår han virkelig at indfange de små skred i samtaler, der kan føre fra hygge til vold, eller fra leg til ydmygelse. Særligt stærkt står en barndomsscene, der involverer frøæg, som jeg dog ikke skal røbe her.

Som barn er Terje usikker på, om han læser de sociale situationer korrekt. Når han som voksen er mere sikker, skyldes det tydeligvis ikke kun øget erfaring, men også at han har været nødt til at hærde sig selv for overhovedet at overleve. Begyndelser kan læses som historien om, hvordan en skadet følsomhed kan antage groteske former, indtil den til sidst kun kan udtrykkes som sarkasme eller overilede handlinger. Også Terjes arbejde er en rest af hans omsorg og længsel efter frihed; at de sidste kapitler gradvist afdækker dette, ændrer dog ikke på, at romanens begyndelse lider under hans tørt begejstrede digressioner om dyreliv og karplanter. Derudover har bogen en irriterende tendens til glimtvis at udelade væsentlige hændelser, samtidig med at den bliver ved med at referere til dem. Det virker som et forsøg på at skabe spænding på en bestemt måde, der er helt unødvendig. For det psykologiske portræt af Terje er stærkt nok til at bære hele romanen.

*

Carl Frode Tiller

Begyndelser (2018) [opr. 2017]

Oversat af Sara Koch

Rosinante

336 s.