Begyndelser handler om den kommunalt ansatte miljøforkæmper Terje. Da vi møder ham, ligger
han på hospitalet efter et selvmordsforsøg, og herfra føres vi tilbage gennem
hans liv – forbi både store begivenheder som skilsmisse og bryllup og mindre
hændelser som fisketure og samtaler med datteren Marit – indtil vi forlader ham
i de første barndomsår. Noget af det mest iøjnefaldende ved Terje er hans ekstreme
opmærksomhed i og på sociale situationer. Romanen er fyldt med iagttagelser som
»Jeg forstod at hun
prøvede at dæmpe mine forventninger, så hun skulle føle mindre pres, og hun
forstod at jeg forstod, jeg kunne se det på måden hun smilede tilbage til mig
på«; nogle gange er det
(som her) udtryk for omsorg, men primært vidner det om, at Terje er ekstremt
beregnende. Da hans kone Turid taler om sin syge far, spørger Terje ind til
hans helbred – ikke fordi han er interesseret, »men fordi jeg vidste at det at vise interesse kunne
lønne sig når vi gik i seng«.
Eller som her, da han efter endnu et skænderi »havde lyst til at sige undskyld, men jeg gjorde det
ikke, hun så ikke så ked ud af det at det føltes tvingende nødvendigt«.
Terje bruger den slags kategoriseringer på samme måde som
han bruger sine sarkastiske bemærkninger, nemlig til at afvæbne og kontrollere
sine medmennesker. Et af de mest ubehagelige eksempler på det ses til hans og
Turids bryllup: Ud på natten går Terjes søster Anita ud i en sø for at begå
selvmord. De fleste gæster ser bekymret til, en enkelt beslutter sig for at
hjælpe, mens Terjes bidrag består i at håne hende for ikke at mene det
alvorligt, samt at konstatere, at hun ikke har været så lykkelig siden sit
sidste selvmordsforsøg, fordi hun nu endelig får den opmærksomhed, hun længes
efter.
Selvom det at fortælle historien baglæns indledningsvist
føles som en gimmick, får det efterhånden ikke bare et formål, men også en markant
effekt, for romanen giver faktisk et både tilfredsstillende og rørende svar på,
hvorfor den midaldrende mand er så afstumpet, sarkastisk og træls. Jeg vil ikke
gå for meget i detaljer, for det, jeg holdt mest af ved denne bog, var den
måde, den lige så langsomt ændrede mit forhold til Terje på. Ikke som en lineær
bevægelse fra afsky til sympati, men som en gradvis og til tider umærkelig
uddybning af hans personlighedstræk, samtidig med at det, der først var en
middelmådig historie om et mislykket ægteskab, udvikler sig til at være en medrivende
og brutal historie om vold, og ikke mindst om svigt.
Den omvendte kronologi kommer mest til sin ret i skildringen
af forholdet mellem de to søskende. Efter at have lært Terje og Anita at kende
som to livstrætte voksne, der ikke kan udstå hinanden, ser vi dem gradvist nærme
sig hinanden, efterhånden som tiden går baglæns. Det er virkelig voldsomt at
se, hvordan den foragt, der lyser ud af deres korte samtaler, langsomt bliver
til omsorg udtrykt i brutale handlinger, inden den opløses helt og erstattes af
portrættet af to stakkels børn, der forsøger at skærme hinanden mod andres svigt
og manipulation.
Da hans forhold til Turid er ved at gå i opløsning,
formulerer Terje følgende tanke: »Når man føler sig magtesløs, får man behov for at træffe store
valg, tænkte jeg, ikke nødvendigvis fordi man ønsker de forandringer som valget
medfører, men fordi man vil mærke hvordan det er at bestemme over sig selv.
Fordi man vil føle sig fri«.
Dette efterlever han i forskellige grader, både når han kører galt med vilje og
når han smadrer sociale situationer, så snart han ikke kan overskue dem.
Sidstnævnte er i øvrigt det, Tiller er allerbedst til at beskrive; her formår
han virkelig at indfange de små skred i samtaler, der kan føre fra hygge til
vold, eller fra leg til ydmygelse. Særligt stærkt står en barndomsscene, der
involverer frøæg, som jeg dog ikke skal røbe her.
Som barn er Terje usikker på, om han læser de sociale
situationer korrekt. Når han som voksen er mere sikker, skyldes det tydeligvis
ikke kun øget erfaring, men også at han har været nødt til at hærde sig selv
for overhovedet at overleve. Begyndelser kan
læses som historien om, hvordan en skadet følsomhed kan antage groteske former,
indtil den til sidst kun kan udtrykkes som sarkasme eller overilede handlinger.
Også Terjes arbejde er en rest af hans omsorg og længsel efter frihed; at de
sidste kapitler gradvist afdækker dette, ændrer dog ikke på, at romanens
begyndelse lider under hans tørt begejstrede digressioner om dyreliv og
karplanter. Derudover har bogen en irriterende tendens til glimtvis at udelade
væsentlige hændelser, samtidig med at den bliver ved med at referere til dem.
Det virker som et forsøg på at skabe spænding på en bestemt måde, der er helt
unødvendig. For det psykologiske portræt af Terje er stærkt nok til at bære
hele romanen.
*
Carl Frode Tiller
Begyndelser (2018) [opr. 2017]
Oversat af Sara Koch
Rosinante
336 s.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar