Helt fra starten har projektet handlet om at beskrive
alskens ting og fænomener for at vise datteren verden – en metode, der også
skulle forhindre Knausgård selv i at forfalde til rutiner og fastlåste
opfattelser. Men paradoksalt nok er der ofte noget rutinepræget over dette
sidste bind. Alle årstidsbøgerne har handlet om klassiske Knausgård-temaer som
det skønne, forskellen mellem det åbne og det lukkede liv, tyngden af de andres
blikke, samt forholdet mellem skam og skrift, men i de første bind var der
trods alt en vis friskhed i beskrivelserne, og selvom der også her er usædvanlige
formuleringer (som at sneglen er den fugtige jords kejser, og ribs er bærrenes
prinsesser), dvæles der tit også unødigt længe ved upåfaldende iagttagelser a
la ”En sykkel er et mekanisk framkomstmiddel som består av en ramme med to hjul
som er forbundet med pedaler via et kjede” (s. 359), ligesom associationerne
meget hurtigt når frem til de ovennævnte temaer, som i forvejen er så rigt
repræsenteret i forfatterskabet.
Selvom dagbogsstykkerne også betræder
velkendt territorium, føles de alligevel skarpere, som om nærværet er større,
og tanken derfor mere præcis. Jeg har på fornemmelsen at det skyldes, at
opslagsteksterne ikke er henvendt til nogen, mens dagbogen eksplicit er rettet
mod den nu to år gamle datter. Dette ”du” – som Knausgård har skrevet udførligt
om vigtigheden af i sjette bind af Min
kamp – giver både skriften en større frihed og en tydeligere retning.
Ligesom det var både interessant og rørende at læse om hans forhold til
datteren i Om våren, er det svært
ikke at blive påvirket af den fascination og omsorg, der lyser ud af
beskrivelserne af hende i Om sommeren,
navnlig skildringen af, hvordan hun begynder at tilegne sig sproget, som
indfanger den nysgerrighed og fortryllelse, der er hele projektets
udgangspunkt.
Tonen i bogen er oftest sørgmodig; en konsekvens af, at den
nu midaldrende forfatter ikke kun bliver rørt over at se sine børn vokse op og
huske tilbage på sit eget liv, men også oftere og oftere rammes af tanken om,
at han selv skal dø. Det fører til en anderledes form for selverkendelse, som
da han fortæller om naboen, der spiller fodbold med sin søn i haven, og omtaler
det som en situation, de sandsynligvis vil glemme, og som Knausgård også ville
glemme, hvis han da ikke havde rejst sig for at gå ind og skrive det ned, ”ikke
uten et stenk av tristhet i hjertet, for øyeblikket var uten åpenbar mening, og
det meningsløse ville forsterkes i det øyeblikket jeg skrev det ned, og enda
mer i det øyeblikket jeg døde, og det ville stå alene og vitneløst i en bok et
sted: hvorfor skulle akkurat det spares, av alt som hender?” (s. 291-292). I
det hele taget er det, som om Knausgård er blevet endnu mere selvbevidst, og
sætter ord på nogle tankestrukturer og vaner, der har præget næsten alle hans
tidligere bøger, men sjældent været beskrevet så direkte. Men denne bevidsthed
åbner (endnu?) ikke for noget nævneværdigt nyt. Han sidder stadig fast i de
samme reaktionsmønstre, der er blot tilføjet endnu et lag: Under et lægebesøg
bekymrer han sig eksempelvis om, hvorvidt hans penis er mindre end
gennemsnittet (”Så mye bedre jeg ville ha følt meg om jeg hadde hatt en stor,
flott kuk. Så mye bedre alt ville ha vært”); og selvom han efterfølgende
skammer han sig over at have skrevet disse tanker ned og sendt dem til sin
redaktør, ender bekymringen, skammen over den og selvbebrejdelsen ved at have
skrevet noget, der var for privat, selvfølgelig alt sammen med at indgå i
bogen.
Der er flere fine passager i Om sommeren; teksten om is er for eksempel både overraskende,
præcis og sjov. Knausgårds blanding af håb og nedtrykthed fører som sædvanlig til
interessante overvejelser, men altså netop også en hel del gentagelser. Derfor
efterlader denne bog mig mest af alt også med håbet om, at den på sigt har
banet vejen for noget andet.
*
Karl Ove Knausgård
Om sommeren (2016)
Forlaget Oktober
405 s.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar