Stig Sæterbakken – Ikke noe av dette handler om meg

(7. november 2016)

 

Stig Sæterbakken (1966-2012) er en uomgængelig skikkelse i nyere norsk litteratur. Han var både en begejstret formidler af oversete udenlandske forfattere, en temperamentsfuld anmelder og en kontroversiel leder af Norsk Litteraturfestival, hvor han et år inviterede Holocaust-benægteren David Irving til at tale om temaet ”Sandhed”. Udover nogle tidlige digtsamlinger tæller hans forfatterskab adskillige romaner og essaysamlinger. Sæterbakken var optaget af tilværelsens dystre sider, og de fleste af hans værker beskæftiger sig med ondskab og moral – eller måske rettere manglen på samme. For som Audun Lindholm skriver i forordet til antologien Alt menneskelig: ”Har forfatterskapet en gjennomgående problematikk, dreier den seg om hvor lite våre moralske overbevisninger kan stille opp med i det kritiske øyeblikket da vi virkelig stilles på prøve” (Lindholm (2016), s. 10).

Da Sæterbakken døde, efterlod han sig et manuskript bestående af selvbiografiske notater, som hans redaktør Herdis Eggen i samarbejde med forfatteren John Erik Riley nu har samlet under titlen Ikke noe av dette handler om meg. Bogen består af dagbogsoptegnelser, erindringer, læsninger af blandt andet Rimbaud og Peter Handke, små iagttagelser, aforismer og ansatser til essays. Også her er moralens skrøbelighed et centralt emne; det strømmer gennem hele manuskriptet, og findes blandt andet spidsformuleret i udsagn som: ”Det finnes ikke ett moralsk menneske på denne jord. Ikke ett. Men det finnes en sann overflod av følelsesmennesker” (s. 10).

Ikke noe av dette handler om meg tegner et portræt af et splittet menneske. Sæterbakken beskriver, hvordan han siden barndommen har været præget af tristhed, og hvordan han som voksen stadig kæmper med at tage del i andres aktiviteter og glæde. I stedet taler han om en særlig ”11. september-glede” – en længsel efter katastrofer og ulykker, som også rummer gruen for, hvad der vil ske, hvis katastrofen rent faktisk indtræffer. Det ligner et ønske om at den angst, der følger ham hver eneste dag, vil vise sig ikke blot at være en lidelse, men at den faktisk er velbegrundet. Samtidig er det et udtryk for den søgen efter intensitet, der kendetegner Sæterbakkens skrift:

jeg tror jeg alltid, dessverre, har vært slik, det vil si hjemsøkt av en uutslukkelig hang til ytterligheter, til enten det ene eller det andre […] Åjoda, storartet, fullkomment, grandiost skulle det være, enten det storartede kom som nederlag eller det kom som triumf (en egenhet ved min familie igjen: enten er man lykkelig, eller også er man ulykkelig!). Og har man førstt fått en slik holdning inn med morsmelken, ja, da er man også ingitt med en helt usedvanlig disposisjon for skuffelser livet ut. For det mest tragiske ved en slik innstilling er selvfølgelig det faktum at sannheten nesten alltid ligger et sted imellom.

(s. 60-61)

Mange af tankerne i bogen kredser om døden, lige fra beskrivelsen af barndomslegen ”likke lig” – som gik ud på, at Sæterbakken og hans ven skiftedes til at iscenesætte et mord og agere lig, mens den anden forsøgte at opklare forbrydelsen – til de tilbagevendende refleksioner over en bestemt modvilje mod livet, som der ikke findes ord for: ”det er som jeg i skrivende stund er knyttet til livet med en ytterst tynn tråd. […] Men noen selvmorder er jeg altså allikevel ikke. Hva skulle man kalle det, når noen inderlig oppriktig ønsker sin egen død, men ikke selv er rede til å avstedkomme den?” (s. 104). På trods af, at han ikke definerer sig selv som selvmorder, skriver Sæterbakken (med vanlig hang til ambivalens) også, at ”det er som om det finnes et selvmord jeg alltid har vært på vei mot, og som jeg bare ennå ikke har hatt mot nok – eller det motsatte: motløshet nok – til å begå” (s. 132).

Udover fine beskrivelser af livet med kone og børn, er der eksempelvis et fantastisk portræt af den lokale købmand, som minder en om, hvor sjov Sæterbakken også kan være: Hver eneste gang han svinger forbi og handler, er købmanden fjendtlig og sur fordi indkøbene er så små, hvilket gør Sæterbakken fjendtlig og nærig, og således hidser de ordløst hinanden op, to bidske mænd på hver sin side af disken, i et optrin, der skildres både hovedrystende morsomt og latterligt. De ekstreme og morbide tanker vidner om en enorm eksistentiel tyngde, og den splittelse, som Sæterbakken skildrer i utallige former, fungerer også som en påmindelse om, hvor skrøbeligt det hele er: ”uansett hvor man er, og hvor tilfreds man er, og hvor meningsfylt det arbeidet som opptar en er, og hvor øm og gjengjeldt den kjærlighet man er oppslukt av er, og hvor stor og sunn den familien man har maktet å etablere omkring seg er, så kan en gal mann med øks når som helst brase inn gjennom døren og ødelægge alt sammen på under et minutt” (s. 16). Ud fra et ønske om at undersøge, hvorvidt de vedtagne sandheder kan holde til at blive udsat for kritisk analyse, skriver Sætterbakken sig både frem til yderligheder og bevæger sig i det tågede grænseland mellem dem, hvormed han portrætterer mennesket som ”en hud mellom to former for kaos” (s. 178).

Som med andre af forfatterens bøger er det, der står stærkest for mig her, ikke hans moralbegreb eller tanker om døden; det er den markante stemme og det nærvær, der lyser op fra teksten. Sæterbakken er både skarp, morsom, dramatisk og til tider håbløst idiosynkratisk, men uanset hvad er det interessant at følge ham og se hvilke perspektiver, hans dunkle tanker åbner op for.

Bogen er visse steder præget af redundans og enkelttekster, der er under niveau (en af dem lyder for eksempel blot ”En enorm mangelvare: gode skrekkfilmer” (s. 61)) – men det ændrer ikke på, at Ikke noe av dette handler om meg er en intens og velskrevet bog, som jeg kommer til at tænke både med og mod i lang tid fremover.

*

Stig Sæterbakken

Ikke noe av dette handler om meg (2016)

Cappelen Damm

192 s.