Torunn Borge – Tankens lystprinsipp

Da Torunn Borge døde i 2014 i en alder af blot 54, efterlod hun sig en række mere eller mindre færdige tekster, som nu udgives sammen med nogle af de essays, anmeldelser og interviews, der tidligere har været trykt i aviser og tidsskrifter. Udvalget er foretaget af Dagfinn Carlsson, Ingrid Storholmen og Henning Hagerup; sidstnævnte er desuden medforfatter på fire af bogens tekster.

Tankens lystprinsipp indeholder essays om blandt andet Cecilie Løveid, Victor Klemperers dagbøger, Ola Bauer, rejsens metafysik og Thure Erik Lunds Om naturen. Titelessayet rummer Borges overvejelser om kritikerens rolle og virke, og fungerer blandt andet som en kritik af de traditionelle opdelinger i høj- og lavkultur:

Det er opplagt at en artikkel som er såkalt dyptgående, undersøkende med hensyn til et bestemt verks forutsetninger og plass i den samtidige litteraturen, at hvis denne artikkelen står på trykk i en dagsavis og ikke i en essaysamling, så foreligger det materielle og symbolske forutsetninger som ikke unnlater å virke. Det er ikke for ingenting at man fremdeles kan betrakte Marcel Duchamps pissoar utstilt i et galleri som et vesentlig utsagn om de endrede vilkår for betraktning av kunst og lesemåter i vårt århundrede. Hvis man betrakter dagsaviser som B-kultur og bøker og tidsskrifter som A-kultur, noe som er høyst vanlig, også blant dem som sverger til B-kultur, vil man altså oppnå det tilsynelatende motsatte av Duchamps poeng ved å la noe essayistisk trykke i en dagsavis, siden avisen er å betrakte som noe vulgært.

(s. 38-39)

Hvis de problematiske aspekter af disse inddelinger ikke allerede er tydelige, bliver de det når man stiller sagen op på ovenstående måde, og Borge mener da også, at så længe den rigide skelnen mellem høj- og lavkultur opretholdes, vil de deraf følgende diskussioner om bred/smal og akademisk/folkelig (etc.) blive ved med ”å distrahere publikum og kritikere”. I stedet plæderer hun for en kritik, der foruden ”utholdenhet og vilje til å utfordre sine egne og for øvrig rådende oppfatninger om kvalitet og verdi” (s. 40) er drevet af nysgerrighed. En kritik, der ikke handler om at evaluere, men om at ”tydeliggjøre verkets egen dynamikk i møtet med en selv”. Borge skriver fint om nogle af de frustrationer, man kan opleve som anmelder, når man ved afleveringen af en tekst må erkende, at det ikke lykkedes at få beskrevet bogens problemer (og/eller anmelderens problemer med at læse den) på en tilfredsstillende måde. På trods af, at hun erkender, at hun sjældent lever op til sine egne kritikeridealer, indeholder udvalget et eksempel på, hvor interessant det kan blive, når anmelderen skriver sin egen tøven og frustration ind i teksten. I ”Harmoni og opprør – Tenk om jeg visste hva poesien het!” læser hun således to digtsamlinger (Henning H. Bergsvågs Nattarbeid og Frank Hiis’ Samlet for å rasere), eller måske forsøger hun snarere at forstå, hvad der står i vejen for hendes læsning: ”Jeg kan anerkjenne begges talent, men bare unntaksvis finner jeg dikt i deres bøker som dytter i min erkjennelse, følelse eller tanke. Så derfor burde jeg kanskje ikke skrevet denne teksten, eller kanskje nettopp jeg skal tvinges til å lete, i alle fall lete etter stedene der jeg kan samtale med diktene, i forvissning om at min sensibilitet og erkjennelse alltid vil være begrænset” (s. 113).

Andre steder mærker man til gengæld tydeligt Torunn Borges sensibilitet og engagement, særligt i

teksterne om kristne digtere som Inger Elisabeth Hansen, Gunvor Hofmo og Steinar Opstad. En af bogens gennemgående pointer er, at eftertiden (og kritikken) må blive bedre til at håndtere litteratur, der ikke passer ind i tidens tankegods:

Det er ikke opp til leseren av et erklært kristent dikt å avvise det for dets troende innhold, gudsbegrepers innhold er bestemt av menneskers erfaring og av en levende tradisjon. Om disse så betraktes som ugyldige fra én lesers side, rokker uansett ingen skepsis ved tilværelsens faktiske preg av lidelse og meningsløshet, men også av håp. Slik sett er det mulig å lese kristne diktere med utbytte for den som ikke deler trosoppfatningen, hvis man deler en erfaring av motstridende og sammensatte krefter, og dessuten ut fra historisk viten om det samme […] vi trenger ikke dele en tro for å kunne lese et dikt, men vi kan tro et diktverk på dets ord.

(s. 66)

Da jeg for godt et års tid siden anmeldte Steinar Opstads seneste udgivelse, digtsamlingen Kjærlighetstapene (2015), havde jeg en klar fornemmelse af, at mange af de figurer og motiver, der optrådte i digtene, var gengangere fra tidligere bøger. Samlingen forblev forholdsvist lukket for mig, men mange ting faldt på plads under læsningen af Borges essay om forfatterskabet. Teksten, der oprindeligt blev trykt som efterord til Opstads samlede digte, leverer både et forbilledligt klart overblik over forfatterskabets temaer og motiver, og forsøg på at karakterisere nogle af dets øvrige grundtræk: ”Opstads dikt er båret av klanger, av presis diksjon og av et veldig tanke- og følelsestrykk. Hvis de er skremmende, er de det på en annen måte enn marerittene der vi ikke kommer av flekken. Jeg blir heller grepet, vekselvis som av noens vennlighet, en stor sorg eller av veldig raseri, et brøl” (s. 149). 

Der er ingen tvivl om, at Torunn Borge både skrev og tænkte godt; der er mange fine formuleringer rundt omkring i bogen, som når hun beskriver kroppen som ”vår siste og ytterste forvirring” (s. 165). Alligevel har jeg tænkt overraskende lidt på teksterne, siden jeg blev færdig med at læse dem. Tankens lystprinsipp rummer fine essays og beskrivelser, men den føles uforløst. Det er, som om Borges tanker konstant er klemt sammen på alt for lidt plads. Mange af teksterne er præcise karakteristikker af værker og forfatterskaber, men når sjældent videre end det. Flere gange standser tanken endda lige der, hvor det ellers begynder at blive interessant, som når Borge spørger: ”Hvis kravet om poesiens politisering dreier seg om å se hva som umiddelbart identifiseres som politikk, det vil si nyheter, hvori befinner poesiens særegenhet seg da?” (s. 122). Spørgsmålet får lov at blive stående uden yderligere kommentarer, og ender dermed et sted mellem det polemiske og det retoriske. Det er synd, for jeg ville gerne have hørt mere om det, og som sådan ender det med at være symptomatisk for min oplevelse af bogen.

*

Torunn Borge

Tankens lystprinsipp (2017)

Forlaget Oktober

243 s.