29.12.2015

Steinar Opstad – Kjærlighetstapene

Kjærlighetstapene er Steinar Opstads tiende bog. Den falder i tre dele – ”Livet og diktet”, ”Diktet og livet” og ”Kjærlighetspoetikk” – og består af både digte, aforismer og små prosastykker. Bogen kredser om store emner som tro og kærlighed, men beskæftiger sig også med lidt mere stilfærdige ting, såsom spurve og plovfurer i morgensolen. Undervejs støder vi desuden på en række figurer i form af Munken, Digteren, Bonden og Gud.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har læst en bog, hvor tvivlen iscenesættes på samme måde som i Kjærlighetstapene. Mange af bogens udsagn virker kategoriske, hvis man læser dem isoleret, men i løbet af bogen støder man på andre udsagn, som nuancerer de foregående og er formuleret lige så kategorisk. Der er altså både hvad man kan kalde en øjeblikkelig paradoksalitet, hvor den enkelte aforisme er bygget kontradiktorisk op, men der er også en slags paradoksalitet over tid, hvor et udsagn modificeres af et andet senere hen, uden at man får fornemmelsen af, at noget af det er endegyldigt.
Tvivlen kommer også til udtryk i brugen af modalverber – (”En dikter kan ikke være et unnvikende menneske” (s. 17), ”En dikter må ha erfart seg selv som begge kjønn” (s. 19), ”En dikter bør ha kjent vinens forvandlingskraft i kropp og sjel” (s. 53), for nu bare at nævne nogle af dem) – en slags dogmatiske udsagn, som jeg ikke tror (og, ærligt talt: ikke håber) skal forstås docerende, men snarere som et udtryk for at jeget forsøger at overbevise sig selv.

I kærlighedspoetikdelen skriver Opstad flere gange om at vende sig bort fra sin elskede og ligefrem skabe sig et kærlighedstab, for ”bare slik vil han kunne beholde ham, uhildet, som svarte bokstaver på et hvitt papir” (s. 59). Der er ikke kun tale om en romantisk følelse, det er kærlighed i den bredest mulige forstand. For digterjeget er denne følelse tæt forbundet med fravær, og eftersom han nærer stor kærlighed til Gud (”Når noen stiller meg det ublu spørsmålet om jeg tror på Gud, kan jeg bli like forlegen som når noen spør om jeg har en kjæreste” (s. 60) og ”[…] hvorfor skulle kjærligheten til det uendelige, om denne er virkelig, kjennes mindre smertefull enn den som er rettet mot en kjær venn?” (s. 61)) bliver ”Gud” og ”fravær” til tæt sammenskrevne størrelser i bogen, hvilket desværre ikke er noget, der bliver udfoldet synderligt meget.
















 





Kjærlighetstapene virker langt hen ad vejen som en slags selvransagelse – et opgør med en tidligere måde at leve på, som har påvirket både jegets forhold til sig selv, til Gud, til kærlighed, og til skriften:
”I perioder har jeg fornektet alt og mistet så vel
poesien som politikken av syne. Jeg har vært besatt av
Gud som fravær, ikke som lyset som gjør hvert måltid
synlig. Diktene har lidd under dette slik feilernærte
unger lider”.
(s. 13)

Efter min mening er Opstad bedst når han skriver mere traditionelt lyrisk. For eksempel synes jeg at dette billede er både fint og sjovt: ”Når du lyver blir øyet ditt vått og kinnet ditt slapt / som et valmueblad styrtet til jorden av nattens regn” (s. 23), og et stykke som dette kan jeg også vældig godt lide:
”Éluard skriver at det fins en fugl større enn vinden.
Men livet har lært meg at så fort det kommer tre eller
fire andre fugler flyvende

så blir vinden igjen den største”.
(s. 29)

Men jeg har også på fornemmelsen, at jeg ville få mere ud af disse tekster, hvis jeg havde læst Opstads foregående bøger. At det ville give en helt anden tyngde, hvis jeg havde en dybere forståelse af, hvad opgøret gik ud på. Enkelte steder er tekststykkerne for lukket om sig selv, når der eksempelvis bare står ”Spørsmålet er: Hvordan skal den som engang har mistet livet uttrykke livet” (s. 33). Det ene øjeblik bliver jeg ikke irriteret over bastante sætninger som ”Poesien er det dypest saklige og det eneste som forsoner” (s. 45), mens jeg andre gange slet ikke ved, hvad jeg skal stille op med dem. Overordnet set ændrer det dog ikke ved, at Kjærlighetstapene er en interessant og sært charmerende bog. Der er formentlig bare mest at hente for dem, der kender forfatterskabet i forvejen.

*
Steinar Opstad
Kjærlighetstapene (2015)
Kolon Forlag

Ingen kommentarer:

Send en kommentar