I det seneste nummer af tidsskriftet Reception (som kan læses her) anmelder jeg en bog af Kristin Ribe. Oprindeligt havde jeg planlagt at bringe en udvidet version af min (meget korte) anmeldelse, hvor jeg også ville skrive om ensomhed og isolation som et fælles tema hos Ribe og Eline Lund Fjæren. Af forskellige årsager blev teksten ikke færdig, inden min læseoplevelse forsvandt bag det billede, der med tiden kan samle sig af og om en bog, og ligesom lukke for nye måder at forstå den på. I stedet kommer her nogle af de notater, jeg nåede at skrive undervejs.
*
Kristin Ribes roman Lyte handler om en kvinde som får
konstateret brystkræft. Selvom kræften endnu ikke har spredt sig, nægter hun at
modtage behandling. I stedet beslutter hun sig for at dø. Gennem bogen følger
vi hendes nedbrydelse, der kommer til udtryk både kropsligt og sprogligt; syntaksen
kollapser konstant, sætningerne er ofte uden pronomener, der er store
associative spring i og mellem de forskellige afsnit, og en særegen brug af
skråstreger hakker læserytmen i stykker.
Den
navnløse hovedperson gør rent, laver lister og går ture i skoven. Det meste af
tiden opholder hun sig i sin lejlighed, går fra stuen til toilettet og tilbage
igen, eller ligger i sengen og mærker hvor meget knuden i brystet er vokset. Hun
registrerer de mindste sansninger og bevægelser (”Natt. Bare lydene av øynene”),
og hendes beskrivelser af lydene fra nabolejlighederne er et genkommende
element i romanen. Disse afsnit fungerer som en slags parallel til jegets
handlinger, dog med væsentlige forskelle – en nabo hænger for eksempel noget op
på væggen, hvorimod jeget afsyrer tapetet og fjerner sine fingeraftryk.
Det står hurtigt klart, at kvindens
dødsønske fandtes længe før sygdommen, og at kræften blot er en kærkommen
lejlighed til at lukke ned for det liv, som ikke interesserer hende længere.
Det eneste lyspunkt, der anes i hovedpersonens liv, er E. – en kvinde som hun
tidligere har haft et forhold til. Det er uklart hvorfor deres forhold gik i
stykker, men E. bliver ved med at være i hovedpersonens tanker til det sidste;
selvom der ikke længere er håb, er der stadig længsel. Og selvom bruddet ikke
er den direkte årsag til at hun ønsker at dø, bliver det alligevel det mest
markante eksempel på den menings- og retningsløshed, der præger hende: ”kanskje
er ingenting lenger vigtig, for det er ikke noen det skal være vigtig for”, som
hun siger, og ”veit ikke hvor jeg skal når jeg skal alle andre steder enn til
E.”
Lyte er
stærkest når den er mest konkret, som i beskrivelserne af kroppen og dens
forfald. Der er noget sært hypnotisk over de mange afsnit, der går helt tæt på
kroppens bevægelser: ”Setter seg. På golvet, lent inntil veggen. Løfter beina,
knærne tett tett inntil magen. Senker hodet hakk for hakk ned, med utpust.
Presser knokene hardt inn mot brystbeinet. Gnir fram og tilbake der, lenge.
Knokene imot det harde, bestemmende. Og allikevel nesten ingen lyd” (s. 9).
Det er
netop ikke en historie om hvorfor kvinden
gerne vil dø, men en historie om at hun
lader det ske. Der findes ikke én bagvedliggende årsag, som kunne gøre det
nemmere at forstå hende. Men stemmen er trods alt så særegen, at man sagtens
kan lade sig føre med gennem bogen uden på noget tidspunkt at identificere sig
med kvinden og hendes projekt. Den idiosynkratiske logik, der ligger bag
fortællerens handlinger og beslutninger, er svær for mig at forstå, men den
afstedkommer samtidig nogle af de skarpeste og mest barske sætninger i bogen:
”Bryster. Beholde bryster. For lettere å beholde viljen til å dø. Fordi det da er /hel kropp/ som står bak beslutningen. Ikke la /færre kropp/ bestemme dette”. (s. 18)
”Bryster. Beholde bryster. For lettere å beholde viljen til å dø. Fordi det da er /hel kropp/ som står bak beslutningen. Ikke la /færre kropp/ bestemme dette”. (s. 18)
”Å ville dø: Mange tenker at
det er det samme som å ville /tomhet/. Og så er det så lett, da, å overse det
grunnleggende premisset for ordet /tomhet/, at tomhet ikke kan romme /noe/,
heller ikke en /vilje/. Å dø for alltid er kun mulig dersom man ikke /vil/ dø,
dersom viljen ikke lenger betyr noe, å dø for alltid er kun mulig dersom man
/allerede/ er /tom/” (s. 101-102).
*
Hovedpersonen i Eline Lund
Fjærens Klokken og sengen er en
19-årig kvinde, der flytter hjemmefra for at studere i Bergen. Hun får dog
aldrig taget sig sammen til at gå til forelæsninger, og opholder sig mest i sin
etværelses lejlighed. Den hjemstavn, hun forlader, forbliver imidlertid en
væsentlig del af hendes liv, i form af erindringer, opkald fra forældrene, samt
henvendelser fra en unavngiven mand, som hun har et seksuelt forhold til.
Ganske tilfældigt får hun en veninde i Bergen, den jævnaldrende Julie, som hun
af og til ses med, men aldrig på eget initiativ.
Ideen med at flytte til en
anden by er at isolere sig, være alene så længe at det bliver til ensomhed,
hvorved hun vil få lyst til at opsøge andre mennesker. At vælge dem aktivt til,
i stedet for de tvungne familierelationer, som hun flygter fra. Men allerede
efter få uger i lejligheden begynder kvinden at miste kontrollen over sit
projekt. Snarere end at være et klart defineret forsøg på at genfinde lysten
til at være sammen med andre, bliver ensomheden til en apatisk og
forfaldslignende tilstand, som hun ikke længere har overblik over: ”Ofte
fantaserer jeg om å ligge alene, med en bøtte ved sengen. Sove og spy i seks
uker, minst. Helt alene, formodentlig ville det skje en slags utskiftning i
kroppen, hvor jeg hadde svømt ut og noe nytt, mer levedyktig, ville glidd inn i
meg” lyder det tidligt i forløbet. Senere er det som om hun er blevet
fuldstændig udhulet: ”Hver morgen, de samme øvelsene, for liksom å danne en
figur, eller en skisse av en menneskekropp. Noen ørsmå, idrettsaktige forsøk på
å lage et liv rundt meg”.
Fortælleren lever ”et håndløst
liv”, som hun selv kalder det, og hænders forskellige forekomster i romanen
illustrerer forandringerne i fortællerens liv: Læser man kronologisk, på tværs
af rækkefølgen af hendes egne tanker, nævnes hænder for første gang i denne
forbindelse: ”Fars tykke hender, den ene hånden på rattet, den andre foldet
rundt girspaken. Jeg tenkte: Så lenge det finnes hender, er vi trygge” (s. 84).
Senere bliver håndmotivet overtaget af den navnløse mand, som fortælleren går i
seng med: ”de ru og tørre hendene hans langs rygradden, det glohete stoffet
brant mot de kalde brystene […] en stund var jeg kvalm, nesten råtten, lengtet
etter å være alene” (s. 12). Nogle måneder efter hun er flyttet, kommer han og
besøger hende, og da de mødes på en café, formår hun stort set ikke at tale med
ham, bortset fra da hun beder ham om at se på hendes ødelagte hænder: ”Jeg
rekker dem mot ham. Han tar på dem, snur på håndflatene. River lett i plastrene
jeg har pakket inn fingrene i. Så nikker han strengt, slipper hendene, eller
kaster dem fra seg. Han sier: Det ser ikke bra ut. Jeg nikker” (s. 45). Da de,
helt obligatorisk, ender i seng sammen hjemme hos hende, er det igen hænderne,
hun fæstner sig ved: ”Det kan virke som om hendene hans ikke registrerer noe av
interesse. Eller de er bare så pertentlige at å komme seg videre bliver en
umulighet. Han stagnerer ved utforskningen av kroppsdelene, som han tidligere
har sett i flerfoldige sammenhenger” (s. 47). Senere, da hun sidder på en café
med Julie, og nogle af Julies venner tilfældigvis kommer forbi, må hun – stærkt
nødet af Julie – hilse på dem:
det har alltid fascinert meg, menneskets
hang til å tillegge selv de minste ting betydning, som i dette tilfellet: et
fast hånntrykk, det skal nesten være hardt, levende, kanskje til og med
maskulint, attpåtil regnes det for å være uhøflighet. Et såkalt førsteinntryk,
alt bestemt ut fra vår evne til å krumme håndflaten, folde den rundt en annen
hånd og klemme til. Hånden min er svett etter minuttene, kanksje kvarteret,
halvtimen, med Julies hånd over min. Hendene deres, de hardtarbeidende
studenthendene, faller ut av grepet mit, knuses.
Jeg tørker hånden på en serviett, maten og
drikken ankommer bordet. Telyset bliver byttet ut, studentene forsvinner ut, de
skal videre; hendene deres ligger igjen på gulvet.
(s.
97-98)
Dermed fungerer jegets forhold
til hænder som en miniatureudgave af hendes forhold til omgivelserne i det hele
taget: Det, der tidligere var trygt og godt derhjemme, er nu blevet først tomt
og fremmedgjort, og dernæst til noget farligt eller ligefrem absurd (som når de
studerende bogstaveligt talt giver hånd).
*
Jeg ved ikke om det overhovedet
giver mening at beskrive det på den måde, men det er som om kynismen både
findes hos Fjæren og Kristin Ribe; hos sidstnævnte er den bare mere kropslig og
rettet mod livets forgængelighed: Det, der sker med sygdommen indeni, er alligevel
uden for kvindens rækkevidde, det er hvad det er, og selvom der grundlæggende
ikke er nogen livslyst tilbage, er der alligevel længsel efter det samvær, der
kunne have været, både med E. og med de veninder, hun havde engang. Hos Eline
Lund Fjæren retter kynismen sig derimod mod relationerne. Hovedpersonen får
lange, bekymrede beskeder fra sin mor, og mens hun læser dem, forestiller hun
sig hvordan moderen sidder på sit kontor og ”formulerer setning etter setning,
og hvert eneste ord skremmer henne, det neste mer enn det forrige – slik
fortsetter det til hun griner og bliver nødt til å søke tilflukt på
personaltoalettet” (s. 80). Men denne fantasi får blot fortælleren til at more
sig over moderens barnlige formuleringer. Senere har hun, af uvisse årsager,
ladet sig lokke af Julie til at tage med i en park: ”Det gjør meg vondt, alt
sammen, hvordan hun aldri kommer til å skjønne noe av dette, at å sitte her, i
en park med henne, fyller meg med vemmelse. Det aller siste jeg vil er å bli et
menneske som sitter i parken og spiser søte ting fra søte tallerkener, kopper
og bestikk, designet av økohippier fra flate jorder i Danmark, overpriset til
det hinsidige, og aller minst vil jeg gjøre det med henne”(s. 101). Andre gange
kommer der bare umotiverede angreb: ”Sykepleieren overlater meg til psykologen:
Han er en fetladen mann, noe som umiddelbart gjør det umulig å ha tiltro til
ham” (s. 116).
Der er
noget Holden Caulfieldsk over fortælleren i Fjærens bog, den her kontrære,
bedrevidende person, der defilerer planløst rundt. Den vrængende tone som er
nedladende over for andre, men tilsyneladende blind for sine egne tanker og
handlinger. Nok er der et refleksivt lag i fortællerens tankevirksomhed, men
det er som om det kun findes i den pågældende situation, hun er ude af stand
til at forbinde nutiden med tidligere hændelser på en måde, der ellers ville
kunne sætte hendes handlinger i perspektiv (og dermed udstille deres
paradoksale karakter). Hos Ribe er forholdet til de andre sentimentalt, fordi
hendes hovedperson gerne vil dø. Hos Fjæren er det aggressivt og nedladende,
fordi fortælleren vil leve og dyrke sin egen identitet.
Begge hovedpersoner
omtaler det at være alene som et bevidst valg, en slags projekt, uagtet de
forskellige årsager, der ligger bag beslutningen. Ribes hovedperson er præget
af en følelse af nødvendighed eller uundgåelighed. Kroppen skal have lov at dø,
når det nu alligevel er det, den er i gang med: ”Når huden som holder verden
oppe blir gammel, vil den revne. Og dette skal ikke forstyrres” – og den skal
hverken forstyrres af eller forstyrre andre:
[…] kanskje K. eller S. eller kanskje er det T.
som står der utenfor nå og vil inn og som hvis jeg lukker opp vil lure på hvor
jeg har vært og hvordan det går men så er det ikke noe som er mulig / sagt /
ikke mulig å vise kropp ansikt / slapp medtatt trøtt / uten at det for begge
forstyrrer / og kanskje bare hvis jeg visste det var E. kanskje bare da kunne
jeg åpne men det er ikke mulig å se hvem det er uten selv å bli sett [...] så jeg [...] lar bare den som står der foran ytterdøra være aleine lukker ikke opp
og [...] går bare stille forsiktig
inn på soverommet sitter der bare i mørket uten skygger […]
(s.
82)
Der er mange paralleller
mellem hovedpersonerne. Begge er de optaget af lydene fra de andres
lejligheder, af deres egen krop, begge har de valgt at isolere sig. Men der er
forskel på isolationen og deres måde at forstå den på. Den forskel kan måske
illustreres i nedenstående passager, der begge handler om at have brug for
andres opkald:
[...] og så blir det etter dag og dag mer og mer
umulig å sende svar også det blir mer og mer umulig men jeg kaster den ikke
kaster ikke telefonen i søpla i bakgården trenger den også trenger denne lyden
trenger å vite at noen har vært der til meg og jeg sjekker den lader den hela
tida vil ennå vite når noen ringer kanskje E. kanskje noen andre enn E. kanskje
i morgen mer og mer ikke
(Lyte, s. 65)
Og:
[...] jeg kunne naturligvis ha skrudd av
telefonen, aldri høre den igjen, om det virkelig var det jeg ønsket, samtidig
ligger det en trygghet i å ha den her. [...] En kort glede over disse innkommende anropene, når jeg, uten å være
nødt til å svare, kan se hvem det er som ønsker å få tak i meg, her jeg sitter
innhyllet i myke sengeklær og sukker, og på et vis kjenne meg mindre alene. I
det minste kan jeg forestille meg ansiktene deres, hente kroppene deres ut fra
bevisstheten og plassere dem foran meg, gjøre hva jeg vil med dem, alt etter
behov, og selv om jeg aldri får dem tilfredsstilt, kan jeg like fullt
forestille meg at de blir det.
(Klokken og sengen, s. 80)
*
Det er interessant – om ikke andet for mig selv – at jeg bliver mere anfægtet af Fjærens bog end af Ribes. Det kommer bag på mig, fordi fortællerens isolationsprojekt i Klokken og sengen er om ikke genkendeligt, så i hvert fald mere velkendt, mens det i Lyte er voldsomt, ubehageligt og svært at forstå. Jeg bladrer i begge bøger, mens jeg prøver at nærme mig en forklaring. Den første tanke, der melder sig, er at jeg har en bedre forståelse for Lyte fordi dens modus er sorg, mens det i Klokken og sengen er vrede. Det skal ikke forstås som en aversion mod vreden, eller mod bøger, hvis vrede er rettet mod fællesskabet (Bernhard, Houellebecq, osv.), snarere skal det forstås sådan, at vreden i denne henseende næsten kun er interessant for mig, når den kommer af sorg og/eller skuffelse, og altså kan ses som et (om end ofte uerkendt/usagt) forsøg på at opildne til forbedring, og ikke når den – sådan som jeg forstår temperamentet hos Eline Lund Fjærens fortæller – bliver en attitude. Det er den her tanke om at hun skulle være hævet over fællesskabet fordi hun har gennemskuet deres falske måde at leve på, og ligesom må trække sig væk indtil hun igen kan magte dem; enten fordi de forbedrer sig eller fordi hun – skal jeg virkelig forstå det sådan? – regner med, at hun til sidst vil blive så træt af sig selv, at de andres selskab trods alt er mere tåleligt end hendes eget? Det er hverken at tage det at være alene eller det at være sammen med andre alvorligt. Og det er måske et andet aspekt af, hvorfor jeg føler mig anfægtet: Den manglende ansvarsfølelse for eget liv.
Det er interessant – om ikke andet for mig selv – at jeg bliver mere anfægtet af Fjærens bog end af Ribes. Det kommer bag på mig, fordi fortællerens isolationsprojekt i Klokken og sengen er om ikke genkendeligt, så i hvert fald mere velkendt, mens det i Lyte er voldsomt, ubehageligt og svært at forstå. Jeg bladrer i begge bøger, mens jeg prøver at nærme mig en forklaring. Den første tanke, der melder sig, er at jeg har en bedre forståelse for Lyte fordi dens modus er sorg, mens det i Klokken og sengen er vrede. Det skal ikke forstås som en aversion mod vreden, eller mod bøger, hvis vrede er rettet mod fællesskabet (Bernhard, Houellebecq, osv.), snarere skal det forstås sådan, at vreden i denne henseende næsten kun er interessant for mig, når den kommer af sorg og/eller skuffelse, og altså kan ses som et (om end ofte uerkendt/usagt) forsøg på at opildne til forbedring, og ikke når den – sådan som jeg forstår temperamentet hos Eline Lund Fjærens fortæller – bliver en attitude. Det er den her tanke om at hun skulle være hævet over fællesskabet fordi hun har gennemskuet deres falske måde at leve på, og ligesom må trække sig væk indtil hun igen kan magte dem; enten fordi de forbedrer sig eller fordi hun – skal jeg virkelig forstå det sådan? – regner med, at hun til sidst vil blive så træt af sig selv, at de andres selskab trods alt er mere tåleligt end hendes eget? Det er hverken at tage det at være alene eller det at være sammen med andre alvorligt. Og det er måske et andet aspekt af, hvorfor jeg føler mig anfægtet: Den manglende ansvarsfølelse for eget liv.
(14. juli-3. august 1015)
*
Kristin Ribe
Lyte (2015)
Forlaget Oktober
&
Eline Lund Fjæren
Klokken
og sengen (2015)
Forlaget Oktober
Ingen kommentarer:
Send en kommentar