Anne Helene Guddal - Bebo

Og mørket spiser seg inn mot huset

gjennom hekken

over nyklipt plen for en hel familie

Lysene når nesten ikke ut

der mørket står i fullt flor

som en vekst blandt andre vekster

*

Anne Helene Guddal (f. 1982) debuterede sidste år med digtsamlingen Også det uforsonlige finnes, og for nogle måneder siden udkom hendes anden bog, romanen Bebo. Den handler om en kvinde og en ældre mand, der flytter ind i et hus og lever sammen i et skrøbeligt og glimtvis intenst forhold. Teksten består af små kapitler, hvoraf det korteste er lidt over to linjer, mens de længste er et par sider; indimellem findes også enkelte mere digtlignende kapitler med linjebrud.

Der er noget tåget over Anne Helene Guddals prosa. Et af kapitlerne lyder i sin helhed:

Jeg setter over kjelen og blir stående med egget i hånden før jeg slipper det i det kokende vannet.

På himmelen den gangen var det ingen fugler som skrek og sirklet lavt over holmen. Jeg løftet det brunflekkede egget til munnen og pustet på skallet, jeg ville gi liv.

Egget slår sprekker mot bunnen av kjelen og flyter opp mot overflaten mens det tømmer seg. Jeg ser på det hvite og sier navnet mitt høyt. (s. 10)

Hvad refererer ”den gangen” for eksempel til? I hvert fald var der ingen fugle – men når det nu nævnes, skal det så forstås sådan, at der er fugle nu? Og hvorfor siger jeget sit eget navn da ægget sprækker? Til hvem?

Den slags spørgsmål kan man stille sig selv mange gange undervejs. Det gør jeg i hvert fald. Jeg har det, som om jeg sidder i et mørkt rum og ser på lysbilleder fra fortællerens barndom, ungdom og voksenliv. Men billederne er blandet, så kronologien ikke er til at få hold på. Selvom scenerne nogle gange bliver udfoldet mere, end det er tilfældet ovenfor, er det stadig som om en masse forklaringer og forbindelser er udeladt; Guddal er ikke ude på at føre læseren rundt i tekstens univers, men måske snarere at drage og lokke ved kun at lade enkelte glimt være synlige. Fortælleren siger om et billede – som jeg tror, er af Francesca Woodman, men nok også kunne være alt muligt andet – at det er ”forvirrende, både opprørsk og melankolsk, innadvendt og uttrykksfullt. Bildet inviterer meg til noe jeg ikke kan svare på. Denne dragningen […] er selvfølgelig, bestemt av den blotstilte kroppen som likevel aldri underordner seg betrakterens grådige blikk” (s. 17), og for mig at se, er det også sådan denne tekst vil være. Det virker fremmedgørende når forbindelserne udelades og nogle få elementer trækkes ud af sammenhængen og gøres til tekstrummets eneste bestanddele – ikke fordi elementerne i sig selv er noget særligt, men fordi der er noget urovækkende ved at det er netop disse ting, som fortælleren vælger at fremhæve.

Den urovækkende stemning forstærkes af, at jeg-fortælleren hele tiden har blik for potentielle katastrofer. Da hun som barn sidder på en sten ved vandkanten sammen med sin lillesøster, udbryder hun: ”Se, det begynner å snø! Vi velter snart ut i sjøen, kanskje vi drukner!” (s. 12). Senere tager fortælleren moderens handsker af, mens hun sover: ”Jeg går inn på soverommet og føler meg fram til hendene hennes, hun våkner ikke. Jeg kaster hanskene ut vinduet og ønsker at det var hun som falt mot bakken, like lett” (s. 20). I disse eksempler lyder det næsten som om katastrofen er ønskværdig, men mod slutningen af bogen virker det mere som en tvangstanke: ”Når jeg går tur langs fjorden, leter jeg med blikket etter døde dyr […] Jeg teller likene og håper det skal bli et rundt tall. Hvis jeg ser en død fugl, må jeg snu og gå hjem, det betyr dårligt nytt” (s. 85).

Denne tænkemåde er præget af en enorm tyngde; for ikke nok med at katastrofen helt konkret er nærværende for fortælleren i de pågældende situationer – i andre tilfælde fungerer tilsyneladende upåfaldende hændelser som åbninger mod en større afgrund, som om katastrofen er et pendul mellem verdenshistorien og hende selv: ”Han lente seg mot ripa, og jeg ble plutselig redd for at han skulle miste balansen og falle i sjøen. […] Jeg tenkte på Titanic, jeg tenkte på alle de vakre porselenstallerkenene og sølvbestikket de fant langt der nede på bunnen” (s. 65); ”Si ifra når det gjør vondt, sier han og drar børsten gjennom det flokete håret mitt. Han bruker fingrene for å løse opp de hardeste knutene, og så grer han håret langsomt. Jeg tenker på konsentrasjonsleirene. Jeg ville ha kastet meg mot det elektriske gjerdet, jeg ville ha sunket sammen på appellplassen uten en lyd” (s. 66); ”Hvis jeg ber om det, får jeg så mange håndklær jeg vil, men jeg tør ikke dusje. Jeg står foran dusjen og tenker på Auschwitz, og det kan ikke tenkes” (s. 95).

Jeg opfatter disse passager som udtryk for en forestilling om, at afgrunden kan åbne sig hvert øjeblik, hvis man slipper grebet om verden. Og måske er det den stemning og det blik, der gennemsyrer romanen; det, der gør, at min indledningsvise oplevelse af teksten som en slags lysbilledshow, kun bliver styrket efterhånden som jeg læser videre. På et tidspunkt beskriver fortælleren et landskab fuldstændig som var det et billede: ”En grusvei med gresstuer langs kantene, en rekke med trær, en flik av en sjø. To prammer ligger ankret opp ved bredden. Konturene av en by anes gjennom tåke og smog: et kirkespir, en fabrikkpipe, en landtunge som peker ut i den stille sjøen. En nesten utvisket by, som om noen har gnidd ut en kulltegning med fingeren” (s. 24). Der er en mærkbar distance i disse iagttagelser, især med tanke på, at det drejer sig om en jeg-fortæller, der befinder sig i selvsamme landskab. Cirka midtvejs i bogen begynder hun da også at se en episode som om den bestod af billeder: ”Jeg tenkte på at han skulle reise, jeg ville bli alene igjen. Vi kom aldri til å få barn. Han kunne skrive. Jeg så for meg et bilde av ham i frakken sin, klar til å gå. Et bilde som ikke ble tatt, av meg ved kjøkkenbordet etterpå. Et bilde av ham etter farens begravelse, det så ikke ut som om han hadde grått, men som om han ikke visste om han ville snakke mer” (s. 53). Og senere hedder det om en gruppe overlevende fra Buchenwald, at de holdt af at blive fotograferet efter krigen: ”De så ofte på bilderne. De var bevis for at de var i live” (s. 78). Så måske kan disse tekster, der har karakter af tableau, forstås på samme måde? Som fortællerens forsøg på at holde fast i livet?

Desværre forbliver anspændtheden og alvoren for det meste i fortællerens hoved; den formår ikke rigtig at manifestere sig i romanen som sådan, og jeg tror det har noget med bogens opbygning at gøre: Fortælleren møder en mand, og efter kun 2½ sider, som mest bare består af nedslag i deres samtaler, flytter hun ind hos ham. De sætter i stand, får en hverdag sammen, drikker sig fulde hver fredag fra morgenstunden, har mislykkede samtaler om nyhederne hen over middagsbordet, taler om angst og barndom. På et tidspunkt siger fortælleren, at hun vil flytte. Så går der lidt tid, hvor tingene fortsætter som om intet er hændt, og pludselig hører vi så, at hun er flyttet – men det bliver kun nævnt fordi hun skal tilbage til huset for at klippe manden. Først er det ham, der ringer fordi han vil se hende, hun afviser, men da han ringer anden gang vil hun gerne; så er det pludselig hende, der gerne vil se ham, og ham, der siger, at hun ikke skal ringe mere. Eftersom forløbet kun består af nedslagspunkter, virker omslagene i personernes indbyrdes forhold en smule tilfældigt, og derfor får store dele teksten karakter af postulat. Jeg tror, det er meningen, at teksten skal leve videre i mellemrummene mellem de forskellige afsnit (det ville utvivlsomt gøre den væsentligt stærkere) – men det gør den desværre ikke for mig.

*

Anne Helene Guddal

Bebo (2015)

Kolon Forlag