01/09/2017

Karl Ove Knausgård – Så mye lengsel på så liten flate


Det er efterhånden ikke den store overraskelse, at Karl Ove Knausgård udgiver en ny bog, for denne udgivelse er hans femte siden efteråret 2015. Til gengæld er det lidt af en nyhed, at den ikke (kun) handler om ham selv. I anledning af, at Munch-museet i Oslo har inviteret Knausgård til at kuratere en udstilling af kunstnerens enorme produktion, lancerer han nemlig også Så mye lengsel på så liten flate, som hverken er et udstillingskatalog eller en monografi, men snarere et essay, hvor Munchs værker åbner for refleksioner over skabelsesakten, menneskets grundfølelser og vejen mod at finde et personligt udtryk.
Bogen falder i tre dele. Den første består af Knausgårds forsøg på at nærme sig kernen i Edvard Munchs praksis gennem tolkninger af en række mindre kendte malerier. Anden del fortæller historien om, hvordan udstillingen på Munch-museet blev til, og indeholder et længere interview i museets magasin med Stian Grøgaard, som har skrevet en bog, der forholder sig kritisk til Munchs tekniske kunnen. I tredje del følger vi Knausgård og den norske instruktør Joachim Trier, samt dennes bror Emil, som vil lave en dokumentarfilm, hvor de besøger Munchs hjem i Åsgårdstrand og huset Ekely, hvor han havde atelier.

Så mye lengsel på så liten flate handler om alt det, der er mellem os og det, vi ser: de kulturelle forestillinger, som vi er blinde for, fordi vi lever midt i dem, og alle de tidligere fremstillinger af verden, som har været med til at forme vores blik på en bestemt – og for os selv ofte uigennemskuelig – måde: En ”velinformert og kyndig leser” i middelalderen kunne se forskel på datidens forskellige bogillustrationer og -illustratører, ”mens stilen for oss, i alle fall for meg, uttrykker én og bare én ting: middelalder” (s. 19). Både udstillingen og bogen drives af et ønske om at befri Munchs malerier fra den slags fastgroede forestillinger og fortællinger: ”Den ikoniske ”Munch” tar lett bort livet fra bildene, den biografiske ”Munch” tar lett bildene bort fra livet”, som det hedder et sted (s. 215). Fortroligheden ved at have set Munchs værker så mange gange ”strider mot deres grunnleggende karakter, som er den motsatte av fortrolighet, nemlig fremmedhet” (s. 102), hvilket betyder, at nogle af hans mest kendte billeder, såsom Skrik, ”på sett og vis er ødelagt for oss som kunstverk” (s. 16). Ved at forholde sig til værker, der ikke er kanoniserede, vil Knausgård opløse forestillingen om Munch som maler af ikoniske enkeltbilleder, og i stedet rette fokus mod den livslange skabelse.

Det giver anledning til fine beskrivelser af den kunstneriske proces som et vedvarende forsøg på at løse problemer, og på at forholde sig til ”maleriet før maleriet”, et begreb, Knausgård henter hos den franske filosof Gilles Deleuze: ”det som alltid er der på forhånd, og som allerede før maleriet er påbegynt står mellom maleren og motivet, er på den ene side klisjeen, med alt hva den innebærer, på den andre siden muligheten, med alt hvad den innebærer […] maleren går inn i bildet nettopp fordi han vet hva han ønsker å gjøre, men ikke hvordan han skal gjøre det, og den eneste veien til den vissheten går gjennom bildet og ut av det” (s. 27). I sine udlægninger prøver Knausgård at leve sig ind i de problemer, Munch måtte løse for at skabe de billeder, han forestillede sig, men som der ikke fandtes et kunstnerisk udtryk for i samtidens konventioner – en kamp, der betegnes som splittelsen mellem ”uttrykksviljen og uttrykksmidlet” (s. 87).


Udover hans beskrivelser af sine egne forsøg på at finde et personligt udtryk, får vi også endnu en variant af en af de helt klassiske Knausgård-troper, nemlig mindreværdet. Tanken bag udstillingen var som sagt netop at udforske, om det gik an ”å se Munch uten å se ”Munch”, eller med andre ord, gikk det an å se ham slik han ble sett for første gang?” (s. 134). Men da han læser Grøgaards bog, melder frygten sig med det samme: ”De bildene jeg hadde valgt ut, ville de tåle et slikt saklig-kritisk, før-kanonisert blikk? Jeg la merke til at Grøgaard kalte mange av bildene i Munchmuseets samling for ”kjellerslitere”, og en bunnløs angst grep meg, hadde jeg valgt ut alle Munchs dårlige bilder ut fra en underliggende tanke om at de var gode fordi de var malt av Munch?” (s. 145). Til gengæld er det fint at få Grøgaards kritiske tanker med i bogen. For hvad stiller man egentlig op med en kunstner, der har lavet 1789 malerier af svingende kvalitet, hvis mest kendte værker næsten udelukkende stammer fra et enkelt årti relativt tidligt i hans karriere, og som i de sidste år stort set kun malede upåfaldende motiver fra sit lokalområde? Knausgård skriver også selv en del om sit ambivalente (og ikke altid synderligt saglige) forhold til kunstneren: ”Det høres kanskje litt merkelig ut å si det, men jeg har alltid undervurdert Munch, han har i mine øyne framstått som litt dum, litt naiv, en som ikke forstod så mye, hverken av seg selv eller av andre. At han likevel klarte å male så bra, har jeg nærmest tenkt på som flaks, eller at det å male er så forskjellig fra å tenke at selv en litt dum fyr kunne tenkes å treffe” (s. 215). Bogens styrke er, at tvivlen og splittelsen forbliver tydelig hele vejen igennem, og at de bruges som nye måder at nærme sig Munchs kunst på. Samtidig er den dog også præget af en hel del gentagelser, som når Knausgård gang på gang betoner, at ”Munchs store begavelse lå i hans evne til å male ikke bare det blikket så, men også det blikket var ladet med” (s. 8). Det er heller ikke uden problemer, når han prøver at bygge bro mellem Munch og andre kunstnere: Ved at holde Skrik op mod Hamsuns Sult når han frem til væsentlige aspekter af dem begge, mens sammenligningerne med Joachim Trier, fotografen Stephen Gill samt malerne Anna Bjerger og Vanessa Baird er anderledes vage og søgte; her forsvinder Munchs særegne træk simpelthen bag de generelle fællesnævnere. Mens første del er søgende og associativ, når Knausgårds skrift bevæger sig fra det ene maleri til det andet, bliver den for løs mod bogens slutning, hvor samtalerne med Trier-brødrene sjældent hæver sig over famlende tilnærmelser. Så mye lengsel på så liten flate er således bedst i de afsnit, hvor den går helt tæt på Munchs malerier og forfatteren ikke kun dvæler ved skabelsesaktens iboende splittelse, men også ved sit eget ambivalente forhold til fænomenet Munch.

*
Karl Ove Knausgård
Så mye lengsel på så liten flate (2017)
Forlaget Oktober
234 s.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar