16.12.2016

Vigdis Hjorth – Arv og miljø



Efterårets store litterære debat i Norge har handlet om den såkaldte virkelighedslitteratur, og særligt om, hvor grænsen går for, hvad forfattere kan tillade sig at skrive om virkelige personer. Anledningen til debatten var udgivelsen af Vigdis Hjorths roman Arv og miljø, som handler om fire søskendes forsøg på at dele arven efter deres forældre (der vel at mærke stadig lever, da striden begynder). To af dem (Astrid og Åsa) har et godt forhold til forældrene, mens de to andre (Bård og Bergljot) har brudt forbindelsen til familien. Stridens omdrejningspunkt er forældrenes to hytter ved Hvaler, som de vil sælge til Åsa og Astrid til langt under markedsprisen, på trods af, at de tidligere har lovet børnene, at arven skulle fordeles ligeligt mellem dem. Midt i denne strid dør faderen, hvilket kun gør tingene værre: Det viser sig nemlig, at Bergljots begrundelse for at ikke at se familien er, at de ikke vil anerkende, at han udsatte hende for seksuelle overgreb da hun var barn.

Romanen skildrer hendes forsøg på at navigere mellem de mange forskellige følelser og interesser. Selvom hun insisterer på sin egen historie, er Bergljot hele tiden i tvivl om, hvordan hun skal forholde sig til familiemedlemmerne. Det meste bliver analyseret og endevendt gentagne gange, hvilket rent stilistisk fører til mange gentagelser – eller måske snarere: tilbagevenden til de samme emner, men med bittesmå forskydninger – og spørgsmål: ”Hvordan skulle mor handle hvis far innrømmet? Svimlende, svimlende. Snakke ut med far og innkalle til et møte med meg? Så vi kunne snakke alvorlig og ærlig om det alle tre, hele trekanten? Kunne de fortsette å være gift da? Kunne jeg fortsette å se dem da? Og de andre, skulle det snakkes åpent og ærlig om med Bård og Astrid og Åsa? Og var det ikke ulovlig, måtte det meldes til politiet?” (s. 239).

Familiemedlemmerne forstår tilsyneladende aldrig helt, hvad problemet er for Bergljot, idet de flere gange forsøger at genetablere kontakten til hende i håb om, at hun bare kan glemme det, der er sket. Arv og miljø er således en bog om ikke at føle sig set. Både Bård, Bergljot og hendes datter Tale giver udtryk for, at den anden del af familien ikke anerkender dem og deres oplevelser. På overfladen er opgøret måske økonomisk, men i sin rod er det moralsk. Og selvom Astrid forsøger at mægle mellem parterne, anklager moderen Bergljot for at lyve om overgrebet for at gøre sig interessant, hvilket selvsagt umuliggør at de nogensinde når hinanden. For som Bergljot siger, kan forsoning kun ske, når alle parter får lov at fortælle deres historie (s. 197).






















Selvom der dukker uventede breve og oplysninger op, som i en anden slags roman kunne have ført til ændringer i konflikten, er det, som om Arv og miljø bare graver sig dybere og dybere ned i den elendighed, som er til stede fra begyndelsen. Undervejs har jeg flere gange tænkt på August Strindbergs En dåres forsvarstale. På trods af, at der er stor forskel mellem de to bøger, forekommer der mig alligevel at være fællestræk i måden, fortællerne retfærdiggør deres egne tanker og handlinger på og medtager alle mellemregningerne, samtidig med at de andre personer tillægges alle mulige motiver, som passer perfekt ind i jegets fortælling. Bergljots tanker er ofte præget af en voldsom vrede, men der er dog også steder, hvor hendes vrængen kammer over og grænser op til det humoristiske: ”Fordi voldtekt av barn er ekstremt alvorlig, må slike påstander behandles med stort alvor, skrev hun, formelt og på armlengdes avstand som for å påpeke for meg hvor alvorlige mine påstander var, i tilfelle jeg ikke hadde tenkt på det. Brukte alvor og alvorlig i samme setning, så alvorlig tok hun det, med stort alvor” (s. 320). Hvor Strindberg er uomtvisteligt forrykt og paranoid, så er det sværere at have en entydig holdning til Bergljot. Den tragiske overgrebshistorie vækker selvsagt sympati, og familiens manglende evne eller vilje til at forstå hende, er frustrerende at overvære. Men hun udviser også en bemærkelsesværdig mangel på selverkendelse på visse områder, som når hun tørrer sine børn af på bedsteforældrene, og ligesom bytter børnenes samvær med dem for selv at kunne få en pause fra den konflikt, hun har med dem. På den ene side er jeg tilbøjelig til at gå med på hendes mange motivanalyser, men på den anden side er der noget ubehageligt ved hendes skråsikkerhed, eksempelvis når hun ligefrem forestiller sig dialogen mellem familiemedlemmerne:

[Astrid] hadde tenkt mye på det, skrev hun, ikke fortiet det, men snakket mye om det, men med hvem? Fagfolk? Støttesenteret for incest? Nei, med mannen sin og Åsa som delte hennes interesser og med mor hvis hele liv ville framstå som dumt og skammelig hvis det jeg sa var sant. Hvordan lød samtalen om dette dem mellom?
Mor: Kan det ha skjedd? Vi hadde jo et så åpent hus. 
Ingen sa noen gang noe til meg.
Åsa: Hun hadde jo tre barn da dette kom fram, hun kan ikke ha hatt fysiske skader, da ville vel en lege reagert.
Astrid: Jeg kan ikke huske at hun sa noe om det eller at hun hadde det vondt. Det var ingen som nevnte noe om noe slikt.
Mor: Jeg tror ikke det kan ha skjedd. Far var ikke sånn.
Åsa: Nei, det tror ikke jeg heller.
Astrid: Nei, det virker ikke sannsynlig.
(s. 323)

Samtidig får Bergljot også flere gange ondt af sin far, men kun indtil hun minder sig selv om, at ”den faren jeg følte medlidenhet med ikke var far, men forestillingen far, arketypen far, myten far, den tapte faren min” (s. 67). Der er ingen tvivl om, hvem der er skurkene i fortællingen, men heller ikke ofret er uden fejl og usympatiske træk, og Hjorth balancerer disse spændinger på imponerende vis.

Det virker meget nøgleromanagtigt at en af romanens karakterer, en digter, hedder ”Anton Vindskev” – det er for fjollet i forhold til tonen i resten af bogen, så jeg gætter på, at det er en intern morsomhed – men jeg ved simpelthen for lidt om Vigdis Hjorths liv og værk til at jeg ville have opfattet romanen som selvbiografisk, hvis det altså ikke havde været for den heftige debat i Norge (og navnlig i Aftenposten). Jeg må ærligt indrømme, at det ikke er vigtigt for mig om bogen er baseret på forfatterens egne oplevelser; derfor har jeg heller ikke tænkt mig at gå dybere ind i de etiske problemstillinger her. Ønsker man at læse en perspektivrig anmeldelse, der opfatter bogen som selvbiografisk og forholder sig til debatten i Norge, vil jeg henvise til Arne Borges tekst fra Vagant, som kan læses her: http://www.vagant.no/noen-ganger-er-det-for-sent/
For mig er det mere vigtigt, at Hjorth har skrevet en bog om de mekanismer, som omgivelserne bruger for at forhindre nogen i at bryde tabu. Arv og miljø er gennemsyret af jalousi, fortvivlelse og nærmest alle andre tænkelige varianter af forsmåede følelser. Det er en stærk og medrivende historie, som fortjener at blive læst og diskuteret.

*
Vigdis Hjorth
Arv og miljø (2016)
Cappelen Damm
343 s.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar